Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.