Dérive gennem boghandlen / Fuck systemet

Det var en gammel kollega som opdagede teksten i en demo-notesbog i Boghallen og så postede den, og på en måde er der ikke så meget mere at sige end det der bare står der:

Foto: Karina Gaardsted Henriques

FUCK SYSTEMET!

Så fedt ville jeg osse stadig gerne ha det nogen gange, så fedt er det stadig nogen gange bare at dérive rundt i byen, se om der åbner sig nye sider af den for en, kortlægge dens psykogeografi, være opmærksom på at det er det man gør, når det ellers ser ud som om man bare vader. Man vader aldrig bare, det bare at vade er i sig selv en kontraproduktiv handling, det er målrettede skridt på vej til at FUCKE SYSTEMET lidt mere rundt om næste hjørne.

Det er det der er så stærkt ved den tekst, at den der har skrevet den ikke virker bevidst om hvad det er for en proces han eller hun er i færd med at gennemføre, bare ved at det er noget som er imod. Viderefører en arv fra Mension og Fred, de lettristiske dagdrivere der satte sig for at ta Debords teorier ud i Paris' gader, vadede rundt, skrev NE TRAVAILLEZ JAMAIS på murene, rapsede, dansede, befamlede, var generelt utérlige, fordi det var det de ville ha byen til at gøre ved dem. Jeg håber den der skrev i den notesbog i Boghallen, stjal en bog med videre, helst en traktat af Guy Debord, ellers i det mindste noget beat eller eksistentialisme. Noget der gør sig godt på sort/hvid-billeder. Og hvis det var en pige, så at hun har pandehår og går klædt gammeldags og ryger cigaretter på størrelse med hendes underarm, og at de får hende til at hoste fuldstændig ukontrollabelt når hun inhallerer. Det gælder sådan set osse hvis det var en dreng.

Jeg håber de drikker abrikoslikør, den dreng og den pige, at de sidder ovre i Ørstedsparken på en bænk med udsigt over søen og en flaske de har scoret et sted fra, og som brænder hele vejen tilbage op igennem halsen med de første slurke af den. At de er i tvivl om de virkelig skal brække sig, men det lykkes dem at synke den varme masse igen og sidde tilbage med munden fuld af tykt og varmt spyt, tårer i øjnene, synke spyttet osse og så alligevel ta en slurk til. Jeg håber at drengen falder i snak med en af spritterne der har bummet en smøg af ham, fordi han gerne vil vise pigen at han kan snakke med alle, at alle mennesker har en historie og er noget værd i kraft af den, og at pigen bare synes spritteren er småklam og irriterende og har nogen meget lidt givende holdninger til indvandring og velfærdsstaten. Det var den slags holdninger der fik hende til at pjække fra samfundsfag, hun ku ikke holde ud én dag til at sku sidde i et klasselokale og høre på variationer af de holdninger fra nogen, hvis fællesskab hun er blevet påtvunget.

Men hun siger ikke noget nu, trykker sig bare lidt ind til drengen og lar blikket glide ud over søen under de øjenvipper hun har smurt et ekstra tykt lag sort mascara på i dagens anledning. Hun ser pilene spejle sig i vandet, ser det billede blive brudt af andrikker der flakser henover overfladen i slåskamp om en and eller bare territorie, hvis ikke det bare er fordi de ikke har andet for. De er ikke vildænder, de lever af de halve franskbrød, som gamle mænd og damer med rullatorer kasserer efter en uge på køkkenbordet, plukker i småstykker og kaster ud til dem, mens de holder udkig efter dem fra Vej og Park der siger at de ikke må, at ænderne ikke kan tåle så meget brød. Ænderne skal ikke kæmpe for føden, så de kæmper for at ha noget overhovedet at ta sig til. Af kedsomhed, lisså meget som instinkt. Det tænker hun at man ku skrive et digt om, men hun kan ikke se at det ikke ville blive en dårlig allegori over hendes eget liv.

Hun har lige lært det ord, allegori, ikke i skolen, der lærer hun ikke sådan noget, det er hendes mor der har lært hende det. Hendes mor vil gerne ha at hun læser gode bøger, og gode bøger er franske, og hun så nok gerne at hun læste dem på fransk, men det må vente til hun tar til Paris og holder sabbatår. Der er nogen år til, men det er det der er morens plan, det ved pigen. Hun ved osse at hun ikke behøver at skjule at hun tar ekstra meget mascara på, moren trækker selv sine øjne op med tyk, sort kohl og ser sig spejlet i hende, stolt, ser sin egen ungdommelige skønhed, drikker et formiddagsglas hvidvin ved køkkenbordet, mens hun genkalder sig hvor omsværmet hun var. I Paris i ungdommen. Sorte kjoler hun har gemt bagerst i skabet, som datteren har fundet frem og overtaget nu, og som hun først var bange for ville blive ødelagt af det, ikke ville erkende at hun aldrig selv ville komme til at bruge igen.

Drengen skriver digte, han siger det ikke til nogen andre end pigen og hendes veninder. Det er derfor han overhovedet kan være sammen med pigen nu, de var hans løsen. Det er ikke gode digte, ikke anskuet fra nogen vinkel hvor de skal stå som digte i egen ret, men det er fænomenalt at de er det, digte. De sender dem til hinanden, drengen og venindene, læser dem, nikker, siger ikke noget, fordi det er så hjerteskærende dårligt, men det er det de har. Drengen satser på at debutere som 18-årig senest, han har travlt, han skal nå at blive en ung komet. Han har skaffet sig en tweedjakke, det er faktisk lidt koldt om brystet nu, og han har ikke noget halstørklæde med, det er for tidligt til det, men han burde ha haft et rødt halstørklæde. Runde briller med skildpaddestel. Det må komme, alt vil komme til ham, det er han overbevist om, han skåler på det i en slurk abrikoslikør til, og spritteren skuler til flasken, fuld af lede, ryster på hovedet, tømmer sin egen guldøl. Der er et system, det er stort og uhåndgribeligt, en blanding af normer, forventninger og pligter der er så sammenfiltrede, at de ikke er til at adskille fra hinanden. Der er ingen der siger at han skal gå i skole, han har muligheden for at la sig hjemmeskole, men det er ikke en mulighed der nogensinde blir nævnt som et alternativ, den er mistænkelig, den skal efterkontrolleres, der skal lange samtaler til for at få lov at filtre sig de lille smule ud af det ene system og ind i et andet. Han vil ikke være en del af det, ikke på andres vilkår end hans egne. Der er en pige ved hans side, hun vil ikke blive den sidste. De lærer nu, de læser bøger sammen, læser passager højt for hinanden, forstår ikke halvdelen af det, men forstår vigtigheden af det. Gør sætninger de er næsten sikre på de forstår til deres egne paroler, lader dem med den betydning de har for dem selv.

De har det fedt lige nu. Det burde være sådan her noget oftere. Det vil aldrig blive sådan her igen, men det vil blive det igen på andre måder, i andre byer, andre boghandler, andre parker, med andre piger og drenge. Mension og Fred blev smidt ud af Lettrisme Internationale, Guy Debord skød sig selv i hjertet, de er historie rettet mod dem der ikke ku drømme om at anerkende den eller ta ved lære af den. Det er i sig selv et system, så fuck det med.

Skematisk rydning

Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.

Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.

Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.

Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.

Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.

Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.

Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.

Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.

Din uangribelighed kan ikke redde dig nu, makker

Jeg er respektabel.

Jeg redder mit hår i sideskilning med brylcreme, jeg studser mit skæg & pudser mine briller, jeg går med langærmede skjorter der dækker tatoveringerne.

Jeg er troværdig.

Som en pakke rugbrød man ikke er klar over er fremstillet i Litauen.

Jeg er gift med en gymnasielærer, jeg er boghandler, vi er kendte ansigter i lokalmiljøet. Spørg os om noget, vi ved det. Vi er respektable sammen.

Jeg er bestyrelsesformand i mne børns institution, den ældste går til svømning, vi tar ud & overnatter i shelter, jeg ønsker mig en gasprimus & har en lommelygte der ikke er legetøj.

Jeg er bundsolid.

Jeg sliber trappen & gir den olie, køkkenbordet med, fjerner bambus i haven & beskærer vinen.

Jeg har fem ternede skjorter.

Vi plukker syltetøj af bær vi selv har plukket langs stierne i naturen, vi bager brød, steger latke, laver dal i ét væk. Vi har køkkenhave, græskarbed & planter æbletræer. Katten kommer på besøg hver morgen & hver aften & får ikke mælk. Der er flere vildkatte her i byen end noget andet sted på øen, de er allesammen blevet forladt af nogen.

Jeg er respektabel, troværdig & bundsolid.

Jeg står op et par timer før alle andre hver morgen for at finde mig til rette med det.

Mor går i søen

Det er det smukkeste han nogensinde har set: Hans splitternøgne kone på vej ud i havet. Børnene er på vej efter hende ned ad skrænten, den ældste lar sig kure afsted i flyverdragten, den sandede jord blir pløjet op af hans støvler og fosser ned foran ham; den yngste prøver at holde fast i nogen afsatser hist og her med sine ubrugelige luffehænder, mister nogen gange grebet og kurer hvinende nogle meter, inden han finder et nyt fæste. Han har fuld tillid til at de nok skal klare det, han skænker det ikke en tanke at sten ku rive sig løs på vej ned ad skrænten, en mindre lavine sættes i gang, han har fuld tillid til at det ikke sker, ikke med hans børn. De når hende ikke, før hun er ude af tøjet, skutter sig mod kulden, som om hele hendes krop suger sig sammen om sig selv. Det er voldsomt så tynd hun er blevet i det hele taget, har reduceret sig selv til muskler og knogler ved rå viljestyrke, og det er sådan hun står nu et øjeblik og tar bestik af havet. Hun ser ikke op mod ham, ikke en eneste gang, men ud af øjenkrogen opfatter hun tilsyneladende at den ældste når ned til stranden, hun sætter i hvert fald i løb i samme øjeblik han rammer stranden, og han kan ikke nå hende, klodset og tung i flyverdragten og støvlerne på vej over sandet, mens hun bevæger sig med en balletdansers lette fjed, det er yndefuldt, det er fantastisk så smukt det er. Det okkerfarvede lys fra den lave sol lægger sig over hende, som om det ku varme den oliventonede blege hud op, som om det sku gi liv til hende, som om det ikke var der mere. Fem, seks, syv lange skridt, så når hun vandkanten, og hun stopper ikke op, ikke et øjeblik, selvom skridtene blir kortere, mere varsomme overfor sten, men drengen stopper, falder sammen i en akavet havfruestilling, gir fortabt, og lillebroren der osse er nået ned til foden af skrænten, hyler ikke engang, blir bare siddende sådan som han landede, fastfrosset, stirrer modløst ud mod al vælden foran ham, alt det kæmpestore som hans mor nu indgår i. Vandet når hende snart til livet, han synes næsten han kan se huden blusse op omkring lårene og så balderne, men det kan lisså godt være fordi han ved det er sådan, at blodet fosser rundt i hendes krop nu, prøver at varme hende hvor det kan, sender ladning på ladning af endorfiner afsted for at holde hende i gang og i live, han ved at dopaminet er blevet frigivet i hendes hjerne osse. At hun er lykkelig og ustoppelig nu.

Han ku rejse sig og gå nu. Det er det rette tidspunkt at resignere på, erkende at det ikke blir bedre end dette nogensinde igen, og at han ikke vil ku leve med mindre end dette. Det er for længst ude over det punkt, det er bare lige nu det et øjeblik føles som det var meningen det sku. Sådan som det sku være hele tiden, for altid fremover. Der burde ikke være nogen grund til at acceptere mindre, og hvis det ikke kan være som det ideelt sku være, så kan de lisså godt droppe det nu og her, ingen diskussioner, ingen forsøg på at genopbygge noget, det ville være en forbrydelse mod det rene det engang var. Han ku gå nu, fastholde det i dette øjeblik. Ikke som det elskende unge par på Keats' græske urne, men som en indfrielse af det løfte de gir hinanden der, lige inden de kysser hinanden første gang. Det var så sandt og smukt for den teenager han var, da han læste det første gang, det ubesudlede, magiske øjeblik, alle fremtider indeholdt i det, og det var en retningslinje for ham i hans liv i flere år frem: Ikke at realisere noget, bare fastfryse det der hvor muligheden var der og alt var ideelt. Aldrig nå Ferlinghettis næste dag, hvor hun viser sig at ha skæve tænder og ikke kan li poesi.

Nu kaster hun sig forover, bølger skyder frem foran hende, og så er hun under. Han kan skimte hende lige under overfladen, en fod bryder næsten vandspejlet, så er hun helt væk i det dybblå. Fuldstændig omsluttet: Det er sådan han vil røre den krop, over det hele på en gang, hver en flade, hver en hulning, hver en runding, hver spændt muskel. Den er aldrig holdt op med at være forunderlig for ham, selvom de er fem år hinsides vaseøjeblikket. De sorte hår under armene, som det endelig lykkedes ham at overtale hende til at holde op med at fjerne, hvordan de voksede sig til noget hun ikke selv kendte. Dunene der begyndte at trække ned over kæbebenet som bakkenbarter, på et tidspunkt vil de osse sætte sig som et overskæg, hvis de ikke allerede har gjort det, og hun bare vokser dem af i smug. Det er han i tvivl om, det ku han egentlig godt ha hende mistænkt for. Han vil bare gerne ha hende dækket af hår, både det lange sorte, som hun holdt op med at klippe da hun mødte ham, og som nu nåede lænden, men osse dunene og hårene: Han vil ha hendes krop dækket af et lag sort pels, så han endelig kan rive blikket fri fra al den hud der har holdt ham fast til hende igennem årene. Slikke hende fuldstændigt ren og spytte hende ud som en hårbolle.

Det var her de hængte folk førhen, omme bag ham et sted. Få lagt løkken om halsen en dag som denne, se vintersolen ude over horisonten, en parade af særk- og sjalklædte kvinder parat til at løbe ned over skrænten og ud i havet og vaske sig af dem, så snart man var kvalt og havde tømt sig ud på jorden under sig. Det er han nødt til at gøre, hvis han skal gå nu, han er nødt til at efterlade en klat sæd, så hun vil forstå det, så hun ikke vil bebrejde ham noget, så hun vil forstå at det var et valg han måtte træffe. Lissom hun selv må vælge om hun kommer ind igen, om hun skal stå på sandet og vride sit hår, mens varmen fra det brusende blod får vanddråberne til at fordampe fra hendes hud, kun holdt fast i behåringen som en rest af havets moskus. Hun vil være af havet sådan, havet vil ha taget hende og skænket hende en ny form at være i, og børnene vil pile rundt om den, overstadige over at være genforenede, ignorante overfor den transformation de alle har gennemgået. Han tar handsken af venstre hånd og holder den op foran sig, betragter den mod lyset, forestiller sig solen varme den mere end luften afkøler den. Han kan ikke nu, det er komplet umuligt at forestille sig at masturbere her, og nu har han gjort det til en betingelse for at ku gå, så blir det derfor han blir denne gang.

Tingene falder sammen med Thilde

Det er bare et sammenfald, det er ikke noget der betyder mere end at sammenfald sker. Betyder at man skal være åben for dem, se dem, men ikke lade dem få nogen nogen tungerevejende betydning for hvordan man ellers lever sit liv.

Som den dame der passer en op på fortovet udenfor en købmand i en fremmed by, fortæller en at hun de sidste tre nætter i træk har drømt den tatovering man har på underarmen, og vidste at hun ville møde en, og når man så ikke ved hvad man skal sige andet end “vildt”, beroliger en med at “den slags sker for mig hele tiden, hej-hej” og går væk. Har drømt en og så mødt en som forudsagt af drømmen, eller bare en del af en i dette tilfælde, ens underarm med dens tatovering, og så har man udfyldt sin funktion: Man har været et sammenfald, man har været et bevis på at sammenfald sker, man har underbygget den person det skete fors kosmosopfattelse, været bindeleddet til en højere enhed, og så behøver man ikke nødvendigvis være mere. Så kunne man løbe efter den dame, smide hvad man havde i hænderne og trave ud over markerne med en flaske portvin fra købmanden, ligge og se op i himlen sammen og tale om universet og hvor vildt det er at man alligevel har fundet hinanden lige der, når det er så kæmpestort. Eller man kan afskrive det som et sammenfald og lade det være gjort med det, fortsætte med sine gøremål. Sammenfald sker, og det er sådan et.

Det er et sammenfald som der hvor ens nye ven vil spille en ny plade for en, en af hendes gamle veninder der endelig har lavet sin plade nu, og man får den stukket i hånden mens den begynder, og det er ikke det store, indtil man lægger mærke til kvinden på bagsiden af coveret: Det er Thilde. Det er et lille sammenfald, det er ikke noget særligt, folk kender hinanden på kryds og tværs, det kan man studse over, men det er ikke noget.

Thilde er en man kendte i gymnasiet, man prøvede at spille sammen i et smadderrockband i en uges tid, men den ene gang man øvede på en ungdomsskole, lød det så hjerteskærende ringe, den lyd man i fællesskab fik frembragt, og til det efterfølgende bandmøde kunne man ikke engang blive enige om hvilken vej man skulle stile mod storhed. De andre ville kalde bandet Lady Godiva, og man følte sig slet ikke rodfæstet nok i sin egen mandighed til at ville være den eneste fyr i et band der ligefrem hed noget med “lady”, livmoderen strammede sig simpelthen for hårdt sammen om en lige der. Det og så at man ikke ville være i et band der var opkaldt efter et fucking Dr. Hook-nummer, altså.

Men Thilde var alligevel sådan en man godt kunne lide at hænge ud med, hun var cool, hun var dybt sympatisk, sådan et af de mennesker der får en til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Og så var hun en af den type kvinder man møder som teenager, hvor man med det samme kan mærke at der ingen seksuel tiltrækning er, og at det er helt og aldeles gensidigt, eller også er man bare så fremmed overfor at der overhovedet skulle kunne være noget, så man lukker af overfor de signaler. De kan ikke eksistere, fordi de ikke eksisterer for en selv. Man kan slappe af med hinanden og være helt åbne uden noget fnidder. Og det betyder noget, ikke fordi det ikke at være seksuelt tiltrukket af en kvinde i sig selv er noget helt vildt, heller ikke selvom man er teenager, men fordi det er lidt af en åbenbaring for én at ens følelser osse rummer denne facet: At en kvinde kan være pæn og sympatisk, og man kan tale sammen i timesvis, og det kan slå en at det vel ville være et perfekt match, hvis ikke det var fordi der slet ikke var noget der tændte en ved den anden. Og at det kan være ok at det er sådan, at det er mere end ok, at det får det venskab man har til at fremstå som noget på en måde ophøjet. Fordi man altså er ude over lige dén ellers så altoverskyggende besættelse.

Og så gled man fra hinanden igen efter gymnasiet, sådan som man nu gør det, mødtes et par gange tilfældigt efter at være flyttet ind til byen for at realisere alt det potentiale man havde, blive noget man ikke kunne blive derhjemme. Man snakkede stadig godt og man ville godt kunne ses, det kunne være fint, men der blev aldrig mere ud af det. Hun var der bare et sted i ens hukommelse som en man godt havde kunnet lide uden at der var mere i det end det.

Og det står man og tænker på i badet på ens arbejde, den der type ikke-ladede venskab på tværs af kønnene, hvor flirt aldrig kommer på tale, ikke engang i tankerne, højst fraværet af den. Og det er så der, da man hænger håndklædet til tørre på et søm der sidder i en af loftbjælkerne, at man ser at nogen med blyant har skrevet THILDE! ❤.

Det er et sammenfald, men det er ikke bare et sammenfald: Det er et af den type sammenfald der får en til at vakle i troen på at sammenfald bare sker og ikke sku ha nogen anden, større betydning end at være blotte sammenfald. Det er osse en art beroligelse: Der er nogen, for hvem Thilde har været mere end bare cool og rar at være sammen med, for hvem sympatien ikke har stået i vejen for en tiltrækning. Der er nogen der har været forelsket i hende, når nu man ikke selv kunne være det. Hun har gjort noget mere for nogen. Og det er ikke så meget det at den anden kunne have været en selv under andre omstændigheder, men at de andre omstændigheder har eksisteret for andre end en selv. Ens fortid er fortsat i sin egen retning efter man lagde den bag sig, og pludselig angriber den fra to sider samtidig, og det er OK, man lader den komme an, sammenfaldet har dirket én åben for en accept af at sådan noget kan ske for en, og man kunne have været en anden, det er det sammenfaldet lader en ane.

Ikke fodre katten

Det er kommet dertil hvor katten smyger sig om benene på mig, mens jeg laver min yoga på terrassen. 

Dér, der er dogme #2: Det første var at der ikke findes meget der er så uvedkommende at læse, som forfattere der skriver om at skrive, det næste er at det eneste der kommer tæt på, er forfattere der skriver om deres katte. Som om kattene afspejler deres selvopfattelse af nogen egensindige, utilregnelige, viljestærke loners. Sidder der og skriver for sig selv for at dukke frem engang imellem og la sig kæle for, la sig servicere, inden de stikker deres egne veje igen.

Fuck katte, fuck forfattere.

Det er alligevel ikke min kat, det er bare en havekat, en besøgskat, omend den er begyndt at føle sig så meget hjemme nu at det er svært at holde den ude af huset, selvom det skal den virkelig ikke, ind. Et par stykker af os er allergiske. Allergien har hidtil fået mig til at holde mig fra katte, det har været svært at holde af dyr som får det til at klø overalt på en, luftvejene til at snøre sig sammen, og når de så udover det holder så hårdt fast i at være rovdyr, så har det været svært at mønstre den store sympati. Jeg kan heller ikke tåle heste, men heste er cool nok, heste river ikke en og jager ikke mus og fugle og alt muligt. Huskatte slagter uhyrlige mængder trækfugle, det ved vi, millioner hvert år. Det er en skam, om man så kan mønstre den store sympati for trækfugle eller ej, det er katastrofalt for biodiversiteten. Katte er katastrofale.

Hunde: Hunde er trofaste, godmodige, pålidelige. Gode kvaliteter. Jeg er ikke allergisk overfor hunde.

Alligevel tar jeg en skål mælk med ud til katten, når jeg skal lave min yoga på terrassen om morgenen, mens resten af huset sover. Rismælk, soyamælk, havremælk; jeg er blevet formanet af en kattedameveninde om at katte ikke kan tåle komælk, det smadrer deres tarme. De elsker det og brækker sig, har tyndskid, dør af det. Der er ingen der kan tåle komælk, pindsvin kan heller ikke tåle komælk, de eneste der efterhånden kan tåle komælk er kalve og skandinaver. (Jeg er ikke allergisk overfor komælk, jeg drikker det bare ikke, prøver at holde det så vegansk som muligt i et osteelskerhjem. Det var et sidespor.) Plantemælk af en art og så en skål godbidder der er tilovers fra sidst vi passede hund. Det er ikke vores kat, den må vel æde hvad der er eller la være. Hunde æder alt hvad de får serveret, fuldstændigt ligeglade. Hunde er herrenemme. Hunde kræver et større ansvar end katte, de skal luftes, de skal ha selskab, det er et sympatisk træk at de kræver det, de er ikke loners. Det siger uundgåeligt noget om hundeejere i forhold til katteejere, det at de tar ansvar for andre levende væsener på den måde. Vi har bare en lånehund engang imellem, vi låner ansvar, gir det fra os når ugen er omme, befriede for det.

Havekatten springer fra rækværket op på regnvandsbeholderen, sidder et øjeblik og slikker sig selv i den lave morgensol, det ser fuldstændig ideelt ud, det er instagramdollars der, så kravler den videre op igennem paradisæbletræet og over på taget af carporten hvor den vandrer rundt og prøver at ligne at den er på jagt, at den ikke bare leger og så engang imellem fanger en skål mad nogen har stillet frem til den.

Dogme #1: Forfattere skal ikke skrive om at skrive, fordi det at de skriver er uvedkommende for alle andre end dem selv: For modtageren handler det om det de læser, slutproduktet. At læse om skriveprocessen er som at hænge ud i et øvelokale: Det er ikke engang noget med at det dræber magien, fordi man faktisk ser arbejdet der ligger bag; det er det at det er så aldeles kedeligt. Det at håndværket i den grad blir tydeliggjort, og på den måde blir reduceret til det: et håndværk. Hvor det virkelig gode håndværk gør arbejdet bag usynligt, fordi resultatet transcenderer den arbejdsmængde der ligger i det. Som et hus der først og fremmest ser ud af et godt og solidt hus, mere end de tømrere, murere, elektrikere, vvs'ere osv. der har været involveret i at bygge det; så bygger man en tekst at bo i en tid. 

Derfor handler dette ikke om at skrive, det handler om ikke at skrive om at skrive. Og om ikke at gi katten mad.