Mor går i søen

Det er det smukkeste han nogensinde har set: Hans splitternøgne kone på vej ud i havet. Børnene er på vej efter hende ned ad skrænten, den ældste lar sig kure afsted i flyverdragten, den sandede jord blir pløjet op af hans støvler og fosser ned foran ham; den yngste prøver at holde fast i nogen afsatser hist og her med sine ubrugelige luffehænder, mister nogen gange grebet og kurer hvinende nogle meter, inden han finder et nyt fæste. Han har fuld tillid til at de nok skal klare det, han skænker det ikke en tanke at sten ku rive sig løs på vej ned ad skrænten, en mindre lavine sættes i gang, han har fuld tillid til at det ikke sker, ikke med hans børn. De når hende ikke, før hun er ude af tøjet, skutter sig mod kulden, som om hele hendes krop suger sig sammen om sig selv. Det er voldsomt så tynd hun er blevet i det hele taget, har reduceret sig selv til muskler og knogler ved rå viljestyrke, og det er sådan hun står nu et øjeblik og tar bestik af havet. Hun ser ikke op mod ham, ikke en eneste gang, men ud af øjenkrogen opfatter hun tilsyneladende at den ældste når ned til stranden, hun sætter i hvert fald i løb i samme øjeblik han rammer stranden, og han kan ikke nå hende, klodset og tung i flyverdragten og støvlerne på vej over sandet, mens hun bevæger sig med en balletdansers lette fjed, det er yndefuldt, det er fantastisk så smukt det er. Det okkerfarvede lys fra den lave sol lægger sig over hende, som om det ku varme den oliventonede blege hud op, som om det sku gi liv til hende, som om det ikke var der mere. Fem, seks, syv lange skridt, så når hun vandkanten, og hun stopper ikke op, ikke et øjeblik, selvom skridtene blir kortere, mere varsomme overfor sten, men drengen stopper, falder sammen i en akavet havfruestilling, gir fortabt, og lillebroren der osse er nået ned til foden af skrænten, hyler ikke engang, blir bare siddende sådan som han landede, fastfrosset, stirrer modløst ud mod al vælden foran ham, alt det kæmpestore som hans mor nu indgår i. Vandet når hende snart til livet, han synes næsten han kan se huden blusse op omkring lårene og så balderne, men det kan lisså godt være fordi han ved det er sådan, at blodet fosser rundt i hendes krop nu, prøver at varme hende hvor det kan, sender ladning på ladning af endorfiner afsted for at holde hende i gang og i live, han ved at dopaminet er blevet frigivet i hendes hjerne osse. At hun er lykkelig og ustoppelig nu.

Han ku rejse sig og gå nu. Det er det rette tidspunkt at resignere på, erkende at det ikke blir bedre end dette nogensinde igen, og at han ikke vil ku leve med mindre end dette. Det er for længst ude over det punkt, det er bare lige nu det et øjeblik føles som det var meningen det sku. Sådan som det sku være hele tiden, for altid fremover. Der burde ikke være nogen grund til at acceptere mindre, og hvis det ikke kan være som det ideelt sku være, så kan de lisså godt droppe det nu og her, ingen diskussioner, ingen forsøg på at genopbygge noget, det ville være en forbrydelse mod det rene det engang var. Han ku gå nu, fastholde det i dette øjeblik. Ikke som det elskende unge par på Keats' græske urne, men som en indfrielse af det løfte de gir hinanden der, lige inden de kysser hinanden første gang. Det var så sandt og smukt for den teenager han var, da han læste det første gang, det ubesudlede, magiske øjeblik, alle fremtider indeholdt i det, og det var en retningslinje for ham i hans liv i flere år frem: Ikke at realisere noget, bare fastfryse det der hvor muligheden var der og alt var ideelt. Aldrig nå Ferlinghettis næste dag, hvor hun viser sig at ha skæve tænder og ikke kan li poesi.

Nu kaster hun sig forover, bølger skyder frem foran hende, og så er hun under. Han kan skimte hende lige under overfladen, en fod bryder næsten vandspejlet, så er hun helt væk i det dybblå. Fuldstændig omsluttet: Det er sådan han vil røre den krop, over det hele på en gang, hver en flade, hver en hulning, hver en runding, hver spændt muskel. Den er aldrig holdt op med at være forunderlig for ham, selvom de er fem år hinsides vaseøjeblikket. De sorte hår under armene, som det endelig lykkedes ham at overtale hende til at holde op med at fjerne, hvordan de voksede sig til noget hun ikke selv kendte. Dunene der begyndte at trække ned over kæbebenet som bakkenbarter, på et tidspunkt vil de osse sætte sig som et overskæg, hvis de ikke allerede har gjort det, og hun bare vokser dem af i smug. Det er han i tvivl om, det ku han egentlig godt ha hende mistænkt for. Han vil bare gerne ha hende dækket af hår, både det lange sorte, som hun holdt op med at klippe da hun mødte ham, og som nu nåede lænden, men osse dunene og hårene: Han vil ha hendes krop dækket af et lag sort pels, så han endelig kan rive blikket fri fra al den hud der har holdt ham fast til hende igennem årene. Slikke hende fuldstændigt ren og spytte hende ud som en hårbolle.

Det var her de hængte folk førhen, omme bag ham et sted. Få lagt løkken om halsen en dag som denne, se vintersolen ude over horisonten, en parade af særk- og sjalklædte kvinder parat til at løbe ned over skrænten og ud i havet og vaske sig af dem, så snart man var kvalt og havde tømt sig ud på jorden under sig. Det er han nødt til at gøre, hvis han skal gå nu, han er nødt til at efterlade en klat sæd, så hun vil forstå det, så hun ikke vil bebrejde ham noget, så hun vil forstå at det var et valg han måtte træffe. Lissom hun selv må vælge om hun kommer ind igen, om hun skal stå på sandet og vride sit hår, mens varmen fra det brusende blod får vanddråberne til at fordampe fra hendes hud, kun holdt fast i behåringen som en rest af havets moskus. Hun vil være af havet sådan, havet vil ha taget hende og skænket hende en ny form at være i, og børnene vil pile rundt om den, overstadige over at være genforenede, ignorante overfor den transformation de alle har gennemgået. Han tar handsken af venstre hånd og holder den op foran sig, betragter den mod lyset, forestiller sig solen varme den mere end luften afkøler den. Han kan ikke nu, det er komplet umuligt at forestille sig at masturbere her, og nu har han gjort det til en betingelse for at ku gå, så blir det derfor han blir denne gang.