Dérive gennem boghandlen / Fuck systemet

Det var en gammel kollega som opdagede teksten i en demo-notesbog i Boghallen og så postede den, og på en måde er der ikke så meget mere at sige end det der bare står der:

Foto: Karina Gaardsted Henriques

FUCK SYSTEMET!

Så fedt ville jeg osse stadig gerne ha det nogen gange, så fedt er det stadig nogen gange bare at dérive rundt i byen, se om der åbner sig nye sider af den for en, kortlægge dens psykogeografi, være opmærksom på at det er det man gør, når det ellers ser ud som om man bare vader. Man vader aldrig bare, det bare at vade er i sig selv en kontraproduktiv handling, det er målrettede skridt på vej til at FUCKE SYSTEMET lidt mere rundt om næste hjørne.

Det er det der er så stærkt ved den tekst, at den der har skrevet den ikke virker bevidst om hvad det er for en proces han eller hun er i færd med at gennemføre, bare ved at det er noget som er imod. Viderefører en arv fra Mension og Fred, de lettristiske dagdrivere der satte sig for at ta Debords teorier ud i Paris' gader, vadede rundt, skrev NE TRAVAILLEZ JAMAIS på murene, rapsede, dansede, befamlede, var generelt utérlige, fordi det var det de ville ha byen til at gøre ved dem. Jeg håber den der skrev i den notesbog i Boghallen, stjal en bog med videre, helst en traktat af Guy Debord, ellers i det mindste noget beat eller eksistentialisme. Noget der gør sig godt på sort/hvid-billeder. Og hvis det var en pige, så at hun har pandehår og går klædt gammeldags og ryger cigaretter på størrelse med hendes underarm, og at de får hende til at hoste fuldstændig ukontrollabelt når hun inhallerer. Det gælder sådan set osse hvis det var en dreng.

Jeg håber de drikker abrikoslikør, den dreng og den pige, at de sidder ovre i Ørstedsparken på en bænk med udsigt over søen og en flaske de har scoret et sted fra, og som brænder hele vejen tilbage op igennem halsen med de første slurke af den. At de er i tvivl om de virkelig skal brække sig, men det lykkes dem at synke den varme masse igen og sidde tilbage med munden fuld af tykt og varmt spyt, tårer i øjnene, synke spyttet osse og så alligevel ta en slurk til. Jeg håber at drengen falder i snak med en af spritterne der har bummet en smøg af ham, fordi han gerne vil vise pigen at han kan snakke med alle, at alle mennesker har en historie og er noget værd i kraft af den, og at pigen bare synes spritteren er småklam og irriterende og har nogen meget lidt givende holdninger til indvandring og velfærdsstaten. Det var den slags holdninger der fik hende til at pjække fra samfundsfag, hun ku ikke holde ud én dag til at sku sidde i et klasselokale og høre på variationer af de holdninger fra nogen, hvis fællesskab hun er blevet påtvunget.

Men hun siger ikke noget nu, trykker sig bare lidt ind til drengen og lar blikket glide ud over søen under de øjenvipper hun har smurt et ekstra tykt lag sort mascara på i dagens anledning. Hun ser pilene spejle sig i vandet, ser det billede blive brudt af andrikker der flakser henover overfladen i slåskamp om en and eller bare territorie, hvis ikke det bare er fordi de ikke har andet for. De er ikke vildænder, de lever af de halve franskbrød, som gamle mænd og damer med rullatorer kasserer efter en uge på køkkenbordet, plukker i småstykker og kaster ud til dem, mens de holder udkig efter dem fra Vej og Park der siger at de ikke må, at ænderne ikke kan tåle så meget brød. Ænderne skal ikke kæmpe for føden, så de kæmper for at ha noget overhovedet at ta sig til. Af kedsomhed, lisså meget som instinkt. Det tænker hun at man ku skrive et digt om, men hun kan ikke se at det ikke ville blive en dårlig allegori over hendes eget liv.

Hun har lige lært det ord, allegori, ikke i skolen, der lærer hun ikke sådan noget, det er hendes mor der har lært hende det. Hendes mor vil gerne ha at hun læser gode bøger, og gode bøger er franske, og hun så nok gerne at hun læste dem på fransk, men det må vente til hun tar til Paris og holder sabbatår. Der er nogen år til, men det er det der er morens plan, det ved pigen. Hun ved osse at hun ikke behøver at skjule at hun tar ekstra meget mascara på, moren trækker selv sine øjne op med tyk, sort kohl og ser sig spejlet i hende, stolt, ser sin egen ungdommelige skønhed, drikker et formiddagsglas hvidvin ved køkkenbordet, mens hun genkalder sig hvor omsværmet hun var. I Paris i ungdommen. Sorte kjoler hun har gemt bagerst i skabet, som datteren har fundet frem og overtaget nu, og som hun først var bange for ville blive ødelagt af det, ikke ville erkende at hun aldrig selv ville komme til at bruge igen.

Drengen skriver digte, han siger det ikke til nogen andre end pigen og hendes veninder. Det er derfor han overhovedet kan være sammen med pigen nu, de var hans løsen. Det er ikke gode digte, ikke anskuet fra nogen vinkel hvor de skal stå som digte i egen ret, men det er fænomenalt at de er det, digte. De sender dem til hinanden, drengen og venindene, læser dem, nikker, siger ikke noget, fordi det er så hjerteskærende dårligt, men det er det de har. Drengen satser på at debutere som 18-årig senest, han har travlt, han skal nå at blive en ung komet. Han har skaffet sig en tweedjakke, det er faktisk lidt koldt om brystet nu, og han har ikke noget halstørklæde med, det er for tidligt til det, men han burde ha haft et rødt halstørklæde. Runde briller med skildpaddestel. Det må komme, alt vil komme til ham, det er han overbevist om, han skåler på det i en slurk abrikoslikør til, og spritteren skuler til flasken, fuld af lede, ryster på hovedet, tømmer sin egen guldøl. Der er et system, det er stort og uhåndgribeligt, en blanding af normer, forventninger og pligter der er så sammenfiltrede, at de ikke er til at adskille fra hinanden. Der er ingen der siger at han skal gå i skole, han har muligheden for at la sig hjemmeskole, men det er ikke en mulighed der nogensinde blir nævnt som et alternativ, den er mistænkelig, den skal efterkontrolleres, der skal lange samtaler til for at få lov at filtre sig de lille smule ud af det ene system og ind i et andet. Han vil ikke være en del af det, ikke på andres vilkår end hans egne. Der er en pige ved hans side, hun vil ikke blive den sidste. De lærer nu, de læser bøger sammen, læser passager højt for hinanden, forstår ikke halvdelen af det, men forstår vigtigheden af det. Gør sætninger de er næsten sikre på de forstår til deres egne paroler, lader dem med den betydning de har for dem selv.

De har det fedt lige nu. Det burde være sådan her noget oftere. Det vil aldrig blive sådan her igen, men det vil blive det igen på andre måder, i andre byer, andre boghandler, andre parker, med andre piger og drenge. Mension og Fred blev smidt ud af Lettrisme Internationale, Guy Debord skød sig selv i hjertet, de er historie rettet mod dem der ikke ku drømme om at anerkende den eller ta ved lære af den. Det er i sig selv et system, så fuck det med.