Men guitaren led uvægerligt den samme skæbne som den foregående guitar, jeg havde haft. Den havde jeg solgt i forbindelse med en anden flytning nogle år forinden, fordi det var gået op for mig, at selvom jeg tog guitaren frem hver tredje måned for at se, om jeg af mig selv var blevet bedre til at spille på den siden sidst, skete der ikke rigtig nogen fremskridt, og så tog jeg til sidst konsekvensen af det. Jeg er tilsyneladende bedre til at lytte til andre, der spiller musik, og have en holdning til det, de spiller, end til selv at gøre det.
Et liv uden koncerter
En anden konsekvens af at flytte til Bornholm var, at jeg skar markant ned på de koncerter, jeg gik til. Da jeg boede i København, var jeg ude et par gange om ugen, og det vidste jeg godt ikke ville holde her. Ikke at der ikke er koncerter på Bornholm, men der er det i det , at jeg ikke bare hører new age-hippie-plader: Jeg hører metal. Heavy metal.Og det er altså ikke rigtig til at gå ud og gøre på Bornholm, bortset fra nogle få gange om året, hvor en anden familiefar, der som jeg har haft svært ved at acceptere, at der ikke var metalkoncerter på øen, har taget det på sig at sørge for, at det er der. Så står vi der sammen med alle vores jævnaldrende og synes, at det er fedt, at der overhovedet sker noget, men vi er også godt klar over, at det ikke er fremtidssikret.
Det er næsten udelukkende dem på min alder og op, der kommer til de koncerter. Også til den to-dages-festival, der i sensommeren blev afholdt i Musikhuzet. Det var som altid det, vi stod og snakkede om, når vi ikke hørte musik: Hvorfor var der ingen unge? Hverken på scenen eller i publikum. Metal er i forvejen noget af en nichekultur, der ikke trækker det samme store publikum, som når tv·2 eller Lukas Graham spiller, og så meget desto hårdere rammes den, når de unge ikke gider den. P.t. er der på Bornholm to bands bestående af granvoksne mennesker, der spiller metal, og selvom det da er al ære værd, at de holder fanen højt, er de altså meget langt fra at udgøre en kritisk masse. Der er simpelthen ikke nok af dem til at skabe en decideret bevægelse ud af det.
Vi er simpelthen ikke nok til at holde ulvene væk, hvem de så end er i den ligning.
Vækstlaget
Sådan har det ikke altid været. Den sidste artikel, jeg skrev for Bornholms Tidende som freelancer, inden de gav mig et skrivebord til gengæld for, at jeg lovede ikke at skrive mere om metal i avisen (som om!), handlede om, hvordan Bornholm har været et arnested for nogle af de mest prominente navne på den danske metalscene for tiden.Det er de, fordi der i deres teenageår var et frodigt musikmiljø her på øen med en god del bands, der dyrkede den her musik og fik deres kammerater til også at synes, at det var fedt. De spillede koncerter for hinanden og for dem, der ellers gad at komme og høre dem, og de fik prøvet kræfterne af, inden de, sådan som det nu engang er, flyttede over.
Det sidste unge metalband flyttede fra Bornholm for et par år siden, samtidig med at et andet gik i opløsning. Det er sådan, omstændighederne nu engang er her på øen, og det er noget af det, der giver den sin charme. Det flygtige, det omskiftelige: At der skal så få mennesker til at gøre en forskel. Hvis der er fire, der spiller metal (eller rollespil, læser lyrik, maler eller noget helt femte), og de hver har en håndfuld venner, der gider at høre og se på dem, er der allerede grobund for en scene. Er der to eller tre eller sågar fire gange de fire venner, eksploderer det simpelthen. Men flytter de fire over, og har de ikke lige haft nogle yngre venner, der kunne tage over og holde det ved lige, opstår der et tomrum.
Det er der, vi er nu, og det er det, der er så morderlig problematisk. For det betyder, at når min jævnaldrende kammerat laver en metalfestival, så er det kun os jævnaldrende, der troligt dukker op. Der er ingen unge – der er et par stykker, bevares, men i det store hele er de fraværende – for der er ingen af deres venner, der spiller. Og det er ikke, fordi vi ikke kan have det fint med vores musik uden de unges selskab. Men for mange af os er det her den musik, vi selv dyrkede som teenagere ved enhver given lejlighed, og når der så lige pludselig ikke længere kommer unge til, kan vi godt blive lidt bange for, at vi er ved at ende som et frilandsmuseum.
Det kulturelle økosystem
Det er derfor, jeg gerne ville have haft mine egne børn til at samle den guitar op, som jeg selv havde ladet ligge, fordi jeg syntes, det var sjovere at skrive om andre, der spillede på guitar. For selvom det tit virker, som om der er alt for mange metalbands (og rollespillere, lyrikere, malere o.s.v.) i verden, skal der også nye til, hvis ikke det skal stagnere.Vi er ikke alene med det problem: Jeg bruger metal som eksempel, fordi det er det, der står mig selv nær, men det er altså almengyldigt for samtlige nichebeskæftigelser på Bornholm, at lige såvel som det er utroligt få, der skal til for at få noget op at køre, er det utroligt få, der skal holde op med at bekymre sig om det for at lægge det i graven. Det kulturelle økosystem er vanvittig skrøbeligt i så lille et samfund som det bornholmske. På papiret er der nok mennesker til at få tingene til at ske, men der er også bare nok mennesker til, at for få tager ansvaret på sig til at få tingene til at lykkes med at løbe rundt og skabe en fremtid for dem.
Det kan jeg ikke forestille mig, at der ikke er en bred vifte af akkordeonspillere, bridgeentusiaster, frankofile cineaster og jazzelskere, der ikke kan genkende deres egen situation i.
Derfor skulle jeg have fortsat med at spille guitar. Der er i hvert fald brug for, at nogle af os går foran med et skidt eksempel, så en ny generation kan underholde os. Og holde ulvene væk: For i den her ligning er ulvene ligegyldigheden, der æder sig ind på livet af os og overbeviser os om, at det hele kan være lige meget, og der er slet ingen grund til at forsøge sig med noget.
Denne klumme blev oprindelig bragt i Bornholms Tidende 20. oktober 2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar