Indfaldvejen & køkkenvejen

Når vi træder ud i den fremmede by for første gang, skal den rette op på det ærgerlige førstehåndsindtryk, dens indfaldsveje har givet os. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet i en bus, en taxa, et tog på vej ind i en større by et sted i verden og modfaldent tænkt, om det her virkelig var det sted, hvor jeg skulle tilbringe de næste dage, uger, måneder.

De fleste større byer kommer man ind i ad noget, der føles som køkkenvejen: Gennem mere eller mindre slummede og/eller trøstesløse forstæder, forbi pakhuse, værksteder, industri. Alt det, der er nødvendigt for at opretholde byen, men som man bare helst ikke vil mindes om. I hvert fald ikke møde som det første.



Det ender næsten altid med, at man står af et langt pænere sted inde i bymidten, hvor man så i løbet af nogle timer kan danne sig et indtryk af, hvad det er for et sted, man har med at gøre. Dér ligger boghandlen, dér ligger teatret, dér er grønthandleren og caféen, dér er parken. Ro i sindet. Førstehåndsindtrykket gøres til skamme, det var en del af en virkelighed, som man heldigvis ikke behøver at have noget at gøre med lige nu.

Med ryggen til den hjemvendte

Selv hvis man gør, viser det sig næsten altid også at have sine forsonende momenter. Jeg er vokset op sådan et sted: I nærheden af en af de store indfaldsveje, der dengang stadigvæk pløjede sig brutalt fra motorvejsfrakørslen hele vejen ind midt i Odense. Mellem smedeværksteder, bilforhandlere og lagerbygninger lå et helt kvarter af identiske typehuse, som den lavere middelklasse igennem årene havde fået sat deres personlige præg på, når de lappede på 50’ernes byggesjusk.

Jeg har aldrig som barn tænkt på, at det sted, jeg boede, egentlig ikke tog sig vildt godt ud i forbifarten. Først som ung, da jeg flyttede til København og kom hjem med toget, slog det mig, hvor uskønt Odense tog imod sin hjemvendte søn med huse, der vendte ryggen til jernbanen, tomme, rustne gyngestativer, punkterede soppebassiner fulde af visne blade, mellem en industri, der lukkede sig om sig selv. Og meget bedre blev det ikke, når jeg dagen efter kom med toget den modsatte vej gennem Valbys industriefterladenskaber.

Det slog mig igen en aften for nylig, hvor jeg sad i flyet på vej ind mod Bornholms Lufthavn. Først dukkede alle Rønnes lys op, skarpt afgrænset af det sorte hav, så gik vi længere ned og fløj langs kystvejen, hvor vi kunne kigge ind ad de store panoramavinduer ud mod havet i villaerne. Lyset var varmt i stuerne dernede, samme nuance som cognac, og man kunne nemt forestille sig, hvordan folk sad i solide, danske designmøbler her og læste deres avis, mens de hørte klassisk musik, delte en god flaske rødvin og med jævne mellemrum lod blikket hvile på solnedgangens allersidste farvemutationer på aftenhimlen over havet.

Så kan det sådan set godt være, at halvdelen af dem øjeblikket efter har tændt for noget reality-TV, hentet en færdigret i mikrobølgeovnen og langet ud efter deres børn: Det indtryk, det efterlod mig med, var roligt, trygt og kultiveret.

Åbne arme

Nu er det ikke Bornholms billigste huse, der ligger på den strækning, og de tegner ikke ligefrem et dækkende billede af det bornholmske samfund. Men det samme gør sig faktisk gældende, når man kommer ind med færgen: Man kommer ind i en havn, med hvad dertil hører af ikke videre pittoresk industri, men oppe på toppen af bakken knejser Skt. Nicolai Kirke med lys på tårnet, og hen langs Kapelvej ligger bombehusene og  begynder allerede at fortælle deres om Rønnes historie, inden man er gået fra borde.

Den by, der er blevet min by, tager godt imod én, når man kommer fra søsiden og fra luften. Fra syd og nord dukker byen pludselig op bag et skovbryn og gør sig til med murermestervillaer og velfriserede forhaver. Selv når man kommer ovre fra østkystens postkortidylliske kunstnerbyer og møder Rønne fra Snorrebakken, tager byen sig så godt med sine kirkespir og sin havn, der åbner sig mod havet og fortæller om en åbenhed overfor den del af verden, der ligger uden for Bornholm, at det overdøver siloerne og granitbruddet.

Faktisk skal man komme fra Aakirkeby for at komme ind i Rønne ad den mindst charmerende vej. Her bydes man velkommen af den slags industriparker, bilforhandlere, lagerbygninger og kædebutikker, jeg er vokset op mellem i Odenses sydlige ende. Det alt sammen noget, vi har brug for i hverdagen, og  er med til at skabe grundlaget for det samfund, vi har. Men det er ikke til at se nogle boghandler eller caféer lige her, kulturen trænger sig ikke ligefrem på.

Tuttenut som afledningsmanøvre

Det er derfor, jeg tager det på mig at forsvare rundkørselskunsten. Helt principielt. Jeg kan sagtens fnyse hånligt ad kommunal kunst som kunst betragtet, men jeg vil til enhver tid foretrække den frem for fraværet af kunsten. Sådan har jeg det også med den affyringsparate rundkirkeraket i Vibegårds Runddel: Vi kan kimse på næsen alt det, vi vil, ad det pussenussede, men vi har altså brug for noget tuttenut til at bløde førstehåndsindtrykket af Rønne op i et kvarter, hvor vejene modtager en med korslagte arme og navne som Teknologivej, Industrivej og Håndværkervej.

Det er produktionsindustrien, der driver Bornholms økonomi frem i disse år. I langt højere grad end de kulturelle industrier, når man udelukkende forholder sig til de rene tal og ikke spekulerer i afledte værdier eller overvejer, om det mon får flere elektrikere til at flytte til Bornholm, at øen er udnævnt til World Craft Region, har et af landets ældste fungerende teatre eller har været omtalt i New York Times for sin madkultur. De fleste kunne umiddelbart ikke være mere ligeglade med. Men det betyder ikke, at kulturen er ligegyldig.

Sidste år dukkede en anekdote om Winston Churchill op på de sociale medier: En af hans ministre, skulle, da det under Anden Verdenskrig så værst ud for England, have foreslået at skære i støtten til kunstskoler for at skaffe midler til at føre krig for. Premierministeren skal forundret have afslået det med ordene: “Jamen, hvad kæmper vi så overhovedet for?” At historien er pure opspind, et stykke gedigent fake news rettet mod Donald Trump, efter den brovtende præsident med goebbelsk sensitivitet havde skåret i støtten til kunstskoler i USA, siger sit om, hvor dumt det har det med at tage sig ud, når man forsøger at påvise kulturens nødvendighed.

Hold fast i det uhåndgribelige

Det burde heller ikke være nødvendigt: Kulturen behøver ikke at være håndgribelig eller påviselig. Den skal faktisk helst slet ikke være entydig. På samme måde som det, at man kan se ind i strandvejsvillaerne fra sit flysæde og forestille sig det liv, der leves derinde, ikke betyder, at det faktisk er sådan, man lever der. Eller at man selv gerne ville leve på den måde, for den sags skyld. På samme måde som det, at man forsvarer et stykke kommunal kunst, bare fordi det bliver angrebet, ikke betyder, at man ikke stadigvæk i bund og grund synes, at det er et stykke kommunal kunst. Men dog stadig at foretrække fremfor fraværet af den kunst.

Og på samme måde, som byens indfaldsveje sjældent yder byen retfærdighed.
Lad folk komme gennem hallen i stedet for ad køkkenvejen. Vis, at den by, de er på vej ind i, har format. At den har overskud til at bruge krudt på det, der ikke påviseligt har nogen nytte. Kultur, kunst, parker. Lad folk drømme sig ind i husene.

De skal nok finde værkstederne og supermarkederne omme bag skulpturerne, når de får brug for dem.

Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 17. november 2018