Elefantaftryk i hukommelsen

Elefantens trædepuder er tykke og svampede for at kunne absorbere kæmpedyrets vægt på dets færd over savannen. Det betyder, at elefantflokkene bevæger sig som et helt plejehjem iført sutsko; når de passerer én, hører man kun den spæde lyd af kviste og grene, der knækker under deres fødder. Som besynderligt yndefulde ninjakolosser i tropenatten. 

Har jeg hørt; jeg ved faktisk ikke, om det passer, og det er også min mindste bekymring lige nu, for jeg er ret sikker på, at der ikke er løsgående elefanter på Bornholm. Helt sikker, faktisk, og der er ingen andre større vilde dyr heller.

Alt var smukt, og alt gør ondt

Venstre side af hovedet. Højre skinneben. Højre side af brystet. Et par af fingrene. Ribbenene i venstre side. I skrivende stund er det omtrent det fulde omfang af de steder på min krop, der ikke er beskadigede, dækket af skrammer og blå mærker eller bare værkende af muskelsmerter. Jeg har det ret meget som den scene i ‘Jagten på den forsvundne skat’, hvor Indiana Jones er så forslået, at det gør ondt på ham, uanset hvor på kroppen Marion Ravenwood rører ham.

– Goddamn, Indy! Where doesn't it hurt? udbryder hun til sidst frustreret efter at have hjulpet ham ud af skjorten og får lov til at kysse ham på albuen, i panden, på øjet og til sidst på læberne, inden han falder i søvn før den store elskovsscene kan nå at komme i gang.