– Goddamn, Indy! Where doesn't it hurt? udbryder hun til sidst frustreret efter at have hjulpet ham ud af skjorten og får lov til at kysse ham på albuen, i panden, på øjet og til sidst på læberne, inden han falder i søvn før den store elskovsscene kan nå at komme i gang.
Min højgravide kone gider ikke at lege Marion Ravenwood med mig og puste på mine skrammer. Jeg har så heller ikke været særlig heltemodig og reddet hende fra onde nazityskere og lumske krumsabelsvingende egyptere. Faktisk har jeg nok en lille smule selv været ude om, at det gør så ondt.
Det er nemlig sådan, at jeg i weekenden var til Copenhell, den store festival for heavy metal i København. Jeg er en af de 27.000 festivaldeltagere, der til hverdag hører metal ved siden af mit civile virke og familieliv og så lige i den forlængede weekend, hvor festivalen står på, lader alt det pjat passe sig selv og metallen komme i første række. Ét er at tage til koncerter med vennerne i ny og næ, nøje udvælge hvad der er værd at rejse over efter, køre en intens aften igennem: Noget andet er at det altså at stå last og brast ved hinandens side i dagevis gennem alle de halvsløje koncerter med bands, man ellers aldrig kunne drømme om at tage ind og se, hvis ikke det var fordi, at nu er man her, og så må man stå det igennem, indtil belønningen kommer i form af den ene gode koncert. Måske lige drikke en enkelt øl i mellemtiden.
Bortset fra at sådan er det bare heller ikke, når jeg lige præcis er på Copenhell. Det er ikke mig, der står i bar overkrop i solen og sjasker fadøl ud over mig selv, mens jeg kaster horn og krammer alle omkring mig. Jeg er der som musikjournalist, og det betyder, at jeg står med korslagte arme, bortset fra når jeg noterer spydigheder ned om musikken på scenen, og ellers går i pendulfart mellem scenerne og pressevognen, hvor jeg skal holde styr på et team af anmeldere og fotografer for at få det hele til at spille. Der er lige tid til at snakke med de venner og kollegaer, man møder på vejen, men i det store hele bliver det kun til en række glimtvist sete koncerter her og der udover dem, jeg selv skal skrive om.
Jeg er altså ham, der står i passende afstand af scenen, hvor der ikke er for mange, der vælter ind i mig, og ligner en, der hele tiden er ved at tjekke på sin telefon, om det virkelig ikke kommer til at regne på festivalen i år. I virkeligheden tager jeg noter, så jeg er klar til at skrive ovre i pressevognen med det samme bagefter. Jeg er ikke inde i pitten, som området lige foran scenen kaldes: Der, hvor alle slynger rundt med hinanden, bliver båret rundt over mængdens hoveder, hopper, danser, råber, skubber, hjælper hinanden op, vælter hinanden omkuld igen.
Bortset fra at det var jeg så i weekenden, og det er derfor, jeg har ondt i alt lige nu. Da et af mine yndlingsbands med det samme hjertevarmende navn Terror spillede, kom en af mine kollegaer og trak mig ind i pitten, og så tog det ene det andet, og pludselig var der mennesker, der rev fat i mig og slyngede mig flere meter væk, andre, der greb mig og slyngede mig den modsatte retning, og jeg gjorde selv det samme med dem omkring mig. Jeg var oppe på ryggen af et par stykker, jeg hoppede rundt og fik i det hele taget varmen, ja. Og så fortsatte det slag i slag resten af festivalen, når jeg ikke lige skulle projektstyre eller mene ting om musik akut.
Jeg er heldigvis i nogenlunde god form. Ikke prangende, men jeg løber da. Fornylig har jeg fået min ældste søn med til at løbe ture med mig, fordi han har været så heldig at arve min astma, og det er faktisk en rigtig god ting at gøre sammen. Så får jeg vist ham, at det er OK at hoste, mens man løber, og man må godt holde pauser, hvis det bliver for hårdt. Det vigtige er ikke at nå et eller andet mål: Det overhovedet at få det gjort er mål nok i sig selv. Når vi så endda har hinanden at løbe med – for det orker Marion Ravenwood besynderligt nok heller ikke – er motivationen der også. Vi kunne måske slå et smut omkring Kirkepladsen og hente min kollega, som i sidste uge på denne plads beklagede sig over at mangle motivationen til at løbe.
Den ældste og den ene lillebror var også med til Copenhell en enkelt dag igen i år. Den niårige har i løbet af et par år syet stofmærker på sin cowboyjakke, så den er blevet til en battle jacket fyldt med hans yndlingsbands, og han gider ikke høre nogle kommentarer fra fremmede voksne om det, han vil bare gerne have lov at være i fred med sin black metal og sidde og være skeptisk overfor det, der er på scenen, ligesom sin far. Storebroderen har taget lidt længere tid om at tage metallen til sig, men nu er den der altså.
Så lørdag eftermiddag var jeg overhovedet ikke på job, men sjoskede bare rundt i solen sammen med drengene og min kammerat med hans ældste. Så en god koncert, så nogle dårlige, diskuterede, hvorfor det første havde været godt, og hvorfor det efterfølgende ikke var det, altsammen i behørig afstand af scenen. Mine børn er slet ikke store nok til at komme ind i pitten endnu: Selv var jeg vel et par år ældre end den ældste, da jeg begyndte at tage til koncerter og vælte rundt med den der fuldstændige dødsforagt, man næsten kun kan have som teenager, hvor alt er smukt, og intet gør ondt.
Jeg har været mindre og mindre i pitten de senere år. Men i weekenden begyndte jeg altså igen for alvor til de tre koncerter, hvor jeg kunne lade telefonen blive i den tilknappede baglomme og den fornuftige rygsæk stå i pressevognen. Stemningen var god, folk var ikke onde, musikken var fantastisk. Et af mine danske yndlingsbands, The Psyke Project, var blevet gendannet til lejligheden og spillede deres første koncert i fem år – og efter eget udsagn også den sidste i denne omgang.
Det tog alle os, der fulgte dem op gennem 00’erne og ind i 10’erne som en opfordring til at få mest muligt ud af det, og måske var det også derfor, at pitten var så godmodig: Vi var allesammen blevet de fem år ældre siden sidst. Efter et par sange, hvor han havde været ude at kravle på publikums skuldre, stod sangeren i en pause mellem to numre og var knækket helt sammen om sig selv.
– Dér, gispede han med sveden løbende af sig og hænderne støttet mod knæene.
– Lige dér! Der var jeg jeg så tæt på at tabe pusten!
Vi grinede allesammen. Så var vi i gang igen. Bagefter stod vi i nattekulden og dampede af sved med kæmpe smil over hele fjæset over, hvor fantastisk det, vi lige havde oplevet, var. Alt var smukt.
Det var først dagen efter, det for alvor begyndte at gøre ondt. Det var der, jeg så hudafskrabningerne og de blå mærker overalt på arme og ben og mærkede det ømme punkt dunke i venstre side af hovedet, hvor jeg havde taget imod en andens kranie. Og musklerne! Min lænd, min nakke, mine lår, min ryg, mine arme: Alt værkede.
Da jeg lå i sengen meget tidligt søndag aften, våndede jeg mig, hver gang jeg skulle vende mig, indtil Marion Ravenwood venligt men bestemt bad mig om at holde op med at klynke. Så måtte jeg jo bare bide det i mig og nøjes med at være lykkelig over at have oplevet det hele én gang til.
Jeg har en lang sommer til at restituere mig, inden Bornholms egen lille metalfestival, Raise Your Horns, løber af stablen. Der er jeg igen på arbejde og skal for alt i verden ikke lade begejstringen løbe af med mig. I behørig afstand fra scenen med korslagte arme og en skeptisk mine. Det er nok bedst sådan.
Det er nemlig sådan, at jeg i weekenden var til Copenhell, den store festival for heavy metal i København. Jeg er en af de 27.000 festivaldeltagere, der til hverdag hører metal ved siden af mit civile virke og familieliv og så lige i den forlængede weekend, hvor festivalen står på, lader alt det pjat passe sig selv og metallen komme i første række. Ét er at tage til koncerter med vennerne i ny og næ, nøje udvælge hvad der er værd at rejse over efter, køre en intens aften igennem: Noget andet er at det altså at stå last og brast ved hinandens side i dagevis gennem alle de halvsløje koncerter med bands, man ellers aldrig kunne drømme om at tage ind og se, hvis ikke det var fordi, at nu er man her, og så må man stå det igennem, indtil belønningen kommer i form af den ene gode koncert. Måske lige drikke en enkelt øl i mellemtiden.
Bortset fra at sådan er det bare heller ikke, når jeg lige præcis er på Copenhell. Det er ikke mig, der står i bar overkrop i solen og sjasker fadøl ud over mig selv, mens jeg kaster horn og krammer alle omkring mig. Jeg er der som musikjournalist, og det betyder, at jeg står med korslagte arme, bortset fra når jeg noterer spydigheder ned om musikken på scenen, og ellers går i pendulfart mellem scenerne og pressevognen, hvor jeg skal holde styr på et team af anmeldere og fotografer for at få det hele til at spille. Der er lige tid til at snakke med de venner og kollegaer, man møder på vejen, men i det store hele bliver det kun til en række glimtvist sete koncerter her og der udover dem, jeg selv skal skrive om.
Når der skal menes noget akut
Jeg er altså ham, der står i passende afstand af scenen, hvor der ikke er for mange, der vælter ind i mig, og ligner en, der hele tiden er ved at tjekke på sin telefon, om det virkelig ikke kommer til at regne på festivalen i år. I virkeligheden tager jeg noter, så jeg er klar til at skrive ovre i pressevognen med det samme bagefter. Jeg er ikke inde i pitten, som området lige foran scenen kaldes: Der, hvor alle slynger rundt med hinanden, bliver båret rundt over mængdens hoveder, hopper, danser, råber, skubber, hjælper hinanden op, vælter hinanden omkuld igen.
Bortset fra at det var jeg så i weekenden, og det er derfor, jeg har ondt i alt lige nu. Da et af mine yndlingsbands med det samme hjertevarmende navn Terror spillede, kom en af mine kollegaer og trak mig ind i pitten, og så tog det ene det andet, og pludselig var der mennesker, der rev fat i mig og slyngede mig flere meter væk, andre, der greb mig og slyngede mig den modsatte retning, og jeg gjorde selv det samme med dem omkring mig. Jeg var oppe på ryggen af et par stykker, jeg hoppede rundt og fik i det hele taget varmen, ja. Og så fortsatte det slag i slag resten af festivalen, når jeg ikke lige skulle projektstyre eller mene ting om musik akut.
Jeg er heldigvis i nogenlunde god form. Ikke prangende, men jeg løber da. Fornylig har jeg fået min ældste søn med til at løbe ture med mig, fordi han har været så heldig at arve min astma, og det er faktisk en rigtig god ting at gøre sammen. Så får jeg vist ham, at det er OK at hoste, mens man løber, og man må godt holde pauser, hvis det bliver for hårdt. Det vigtige er ikke at nå et eller andet mål: Det overhovedet at få det gjort er mål nok i sig selv. Når vi så endda har hinanden at løbe med – for det orker Marion Ravenwood besynderligt nok heller ikke – er motivationen der også. Vi kunne måske slå et smut omkring Kirkepladsen og hente min kollega, som i sidste uge på denne plads beklagede sig over at mangle motivationen til at løbe.
Den ældste og den ene lillebror var også med til Copenhell en enkelt dag igen i år. Den niårige har i løbet af et par år syet stofmærker på sin cowboyjakke, så den er blevet til en battle jacket fyldt med hans yndlingsbands, og han gider ikke høre nogle kommentarer fra fremmede voksne om det, han vil bare gerne have lov at være i fred med sin black metal og sidde og være skeptisk overfor det, der er på scenen, ligesom sin far. Storebroderen har taget lidt længere tid om at tage metallen til sig, men nu er den der altså.
En lang sommers restituering
Så lørdag eftermiddag var jeg overhovedet ikke på job, men sjoskede bare rundt i solen sammen med drengene og min kammerat med hans ældste. Så en god koncert, så nogle dårlige, diskuterede, hvorfor det første havde været godt, og hvorfor det efterfølgende ikke var det, altsammen i behørig afstand af scenen. Mine børn er slet ikke store nok til at komme ind i pitten endnu: Selv var jeg vel et par år ældre end den ældste, da jeg begyndte at tage til koncerter og vælte rundt med den der fuldstændige dødsforagt, man næsten kun kan have som teenager, hvor alt er smukt, og intet gør ondt.
Jeg har været mindre og mindre i pitten de senere år. Men i weekenden begyndte jeg altså igen for alvor til de tre koncerter, hvor jeg kunne lade telefonen blive i den tilknappede baglomme og den fornuftige rygsæk stå i pressevognen. Stemningen var god, folk var ikke onde, musikken var fantastisk. Et af mine danske yndlingsbands, The Psyke Project, var blevet gendannet til lejligheden og spillede deres første koncert i fem år – og efter eget udsagn også den sidste i denne omgang.
Det tog alle os, der fulgte dem op gennem 00’erne og ind i 10’erne som en opfordring til at få mest muligt ud af det, og måske var det også derfor, at pitten var så godmodig: Vi var allesammen blevet de fem år ældre siden sidst. Efter et par sange, hvor han havde været ude at kravle på publikums skuldre, stod sangeren i en pause mellem to numre og var knækket helt sammen om sig selv.
– Dér, gispede han med sveden løbende af sig og hænderne støttet mod knæene.
– Lige dér! Der var jeg jeg så tæt på at tabe pusten!
Vi grinede allesammen. Så var vi i gang igen. Bagefter stod vi i nattekulden og dampede af sved med kæmpe smil over hele fjæset over, hvor fantastisk det, vi lige havde oplevet, var. Alt var smukt.
Det var først dagen efter, det for alvor begyndte at gøre ondt. Det var der, jeg så hudafskrabningerne og de blå mærker overalt på arme og ben og mærkede det ømme punkt dunke i venstre side af hovedet, hvor jeg havde taget imod en andens kranie. Og musklerne! Min lænd, min nakke, mine lår, min ryg, mine arme: Alt værkede.
Da jeg lå i sengen meget tidligt søndag aften, våndede jeg mig, hver gang jeg skulle vende mig, indtil Marion Ravenwood venligt men bestemt bad mig om at holde op med at klynke. Så måtte jeg jo bare bide det i mig og nøjes med at være lykkelig over at have oplevet det hele én gang til.
Jeg har en lang sommer til at restituere mig, inden Bornholms egen lille metalfestival, Raise Your Horns, løber af stablen. Der er jeg igen på arbejde og skal for alt i verden ikke lade begejstringen løbe af med mig. I behørig afstand fra scenen med korslagte arme og en skeptisk mine. Det er nok bedst sådan.
 |
| Foto: Jacob Dinesen |
Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 29. juli 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar