Elefantaftryk i hukommelsen

Elefantens trædepuder er tykke og svampede for at kunne absorbere kæmpedyrets vægt på dets færd over savannen. Det betyder, at elefantflokkene bevæger sig som et helt plejehjem iført sutsko; når de passerer én, hører man kun den spæde lyd af kviste og grene, der knækker under deres fødder. Som besynderligt yndefulde ninjakolosser i tropenatten. 

Har jeg hørt; jeg ved faktisk ikke, om det passer, og det er også min mindste bekymring lige nu, for jeg er ret sikker på, at der ikke er løsgående elefanter på Bornholm. Helt sikker, faktisk, og der er ingen andre større vilde dyr heller.


Det er jo betryggende, at man ikke skal være bange for den slags, men hvad er det så, der knækker kviste ude på den anden side af teltdugen?

Den mest nærliggende tanke er vel egentlig, at det er en bortløben plejehjemsbeboer i sutsko, der har set røgen stige op gennem trækronerne, efter jeg har slukket bålet med vandtanken. Nu vil han så søge ly for natten hos venligtsindede, inden han i morgen kan fortsætte sin eventyrlige færd inspireret af den der svenske bestsellerroman, hans velmenende børnebørn uforvarende forærede ham uden tanke for, hvad det kunne lede til.

Så venligtsindet er jeg bare ikke lige nu. Jeg er ikke søgt ud til det mest afsidesliggende sted på den bornholmske kyst, en hemmelig lejrplads, som næsten ingen andre kender til, så man har den for sig selv: Jeg er ikke søgt så langt væk fra alle andre mennesker for at møde nye mennesker og tale med dem.

Beklager, sutskos-runaway.

Jeg er taget herud for at sidde ved lejrbålet sammen med mine to ældste børn og læse, indtil vi lægger os ind i teltet og falder i søvn til lyden af bølgerne, der slår ind mod kysten lige nedenfor skrænten, lyden af blæsten, der rusker i trækronerne over os, og lyden af alle de smådyr, der pusler rundt inde i krattet.

Den væmmelige fredsommelighed

Man er ret galt på den, hvis man forestiller sig, at det skulle være på nogen måde afslappende at sove ude. Weekendavisens Pernille Stensgaard skrev for nylig en artikel om det samme: Når vi sover ude, har vi alle sanser åbne for at fornemme, hvad der sker omkring os. Vores hjerne reagerer på selv de mindste faresignaler; kviste, der knækker ved siden af os, forvandler sig på et splitsekund til elefanter, tigre eller øksemordere, inden fornuften tager over og forsikrer os om, at de to første ikke findes på Bornholm, og den sidste er en vandrehistorie. Og så sover vi trygt videre, indtil der igen er en lyd, og ved solopgangstid kan det hele være lige meget, for nu begynder fuglene at kvidre mere og mere insisterende og holder først op, når morgensolen har gjort teltet for varmt at blive liggende i.

Det er overhovedet ikke afslappende, og det er heller ikke en god nats søvn, man får af at sove ude. Det er noget andet: En skærpet opmærksomhed overfor ens omgivelser, der både muliggør at lukke ned for alle de tanker, der ellers ligger og kører rundt i hovedet på én og lader én få følelsen af at træde ind som en del af et fælles hele. Der er lidt new age og hollisme over det sidste, det er jeg godt klar over, men man kan jo trøste sig med, at det sjældent tager mere end fem minutter på telefonen og et krus kontorkaffe, før man har rystet den væmmelige fredsommelighed af sig.

Det er højsæson for udeliggere lige nu. Med mindre man er spejder eller har set for mange overlevelsesprogrammer i fjernsynet, så man insisterer på at sove ude fra det tidligste forår og langt ind i efteråret, er det nu, de fleste af os andre kan være med. Det betyder så også bare, at der er godt fyldt op i shelters og på primitive lejrpladser. Man kommer let til at køre forgæves, hvis man har udset sig et særligt sted, man gerne vil overnatte.

Det var derfor, vi var så begejstrede, da vi fandt vores eget hemmelige sted for et halvt dusin år siden: En teltplads, der er så sparsomt afmærket, at vi havde opgivet at finde den, da den ældste pludselig kom brasende ud af buskadset og sagde, at han havde fundet en bålplads derinde, og der stod, at man godt måtte slå telt op.

Det er her, vi igen har slået vores telt op. Der er ingen andre mennesker nede på stranden, hvor jeg kan slå smut, mens den ældste bader med en stædighed, som om sommeren var ved at ende, og der aldrig igen ville være chancer for at bade. Lillebroderen går i mellemtiden sin egen lange tur op langs kysten på jagt efter flotte sten og kæppe, der kan bruges til den stokkekamp, han vil udfordre sin storebror til bagefter.

Nøgenhedsgebot

Efter nogen tid kommer et par ned på stranden og slår lejr 50 meter længere henne i stiltiende respekt for, at når vi er kommet lige præcis herned, er det ikke for at ligge tæt. Parret smider resolut alt tøjet, inden de begynder at sætte læskærme op rundt om deres strandtæpper: Er man vokset op ved de danske strande, ved man, at de vil være indlandstyskere. Vinden er dem fremmed, og hvis de har børn med, får de fleecehuer, halsedisser og softshelljakker på, så snart det blæser mere end 5 m/s. Hvis de ikke har det, benytter de sig til gengæld af det danske frisind til at være mest muligt nøgne på deres ferie. Lad ingen tanline forblive intakt, bryd grænserne og byg et læskærmsfort.

Det er fint nok, ikke noget at blive irriteret over, allerhøjst spøjst, og det minder mig om min barndoms sommerferier ved Vesterhavet. Her håndhævede tyskerne nøgenhedspåbuddet med en imponerende stædighed, og selvom nordeuropæerne generelt er blevet noget mere bornerte siden 80’erne, er der altså stadig nogle, der så at sige holder fanen højt.

Jeg voksede op med teltferier, og mens min storebror og storesøster begge forsvor, at de nogensinde ville byde sig selv eller deres børn sådan noget, har jeg taget det på mig at føre det videre til mine egne børn. I første omgang begyndte vi at slå teltet op her på øen og tage enkelte nætter; for nogle år siden tog vi skridtet fuldt ud og kørte ud til det norske vestland med campering i skovbryn, på rastepladser, langs fossende elve og ved fredelige søer undervejs.

Tre år og adskillige europæiske storbyferier samt et par rejser til Sydamerika og Asien senere er det stadig den tur, de to store taler mest om derhjemme. Specifikt er det den nat, hvor vi overnattede ved Galdene på den gamle postrute mellem Oslo og Bergen, de taler om: Hvordan de legede på klipperne i midnatssolen, den tur, vi gik i skoven næste formiddag og forestillede os, at vi var hobitter i Dunkelskov, inden vi kørte videre og overnattede på et helt forfærdeligt og myggeplaget klippefremspring ved grænsen til Sverige. Den første af de to nætter sov vi næsten ikke, fordi vi var så kuldrede over midnatssolen efter at have været ude på det regntunge vestland; den næste sov vi rædsomt, fordi vi ikke havde kunnet slå teltet ordentligt op på det hårde underlag, så det begyndte at regne ind.

Men det er ikke det, der betyder noget, når man sover ude. Når vandet har kogt på primussen, og man skænker den første kop neskaffe for at få varmen tilbage i kroppen, er det aldeles ligegyldigt, at man ikke sov lige så bekvemt som derhjemme i sin egen seng. For lige i dét øjeblik er man i komplet samhørighed med verdensaltet; de summende insekter, de kvidrende fugle, det brusende hav, selv de nøgne tyskere: Man er forbundet med det hele, og man har kaffe.

Følelsen skal nok fortage sig igen, inden man går hen og bliver spirituel af det. Når det hele bliver pakket sammen, pakker man også den følelse sammen. Men som de insekter, der altid finder vej ind i teltet udenom myggenettet og nu bliver pakket med ned i teltposen, forbliver der også en rest af det øjeblik i én.

Man har skabt et fælles minde.

Man har stået en nat igennem sammen uden at blive spist af vilde dyr, overfaldet af gale mordere eller antastet af bortløbne gamlinge. Og det eneste spor, man efterlader sig, er lidt knækkede kviste i lysningen. Som hvis en flok elefanter var passeret igennem lysningen, helt stille.

Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 27. juli 2019.