Stemmeløs og forblændet

Da vi kommer ud på gaden, står solen så lavt over bjergtoppene, at vi blændes. Cusco tre en halv kilometer oppe i de peruvianske andesbjerge er hidsiggyldent smuk, man ænser ikke hundelortene, affaldet, bygningernes varierende grader af smadrethed eller bare ufærdighed. Freddy fra Chile forklarede mig tricket: At så længe huset ikke er bygget færdigt, skal der ikke betales grundskat af det, så i årevis undlader ejerne at lægge tag på. Piñera, Chiles præsident og én af landets allerrigeste mænd, har et sommerhus, som han ikke har betalt skat af i 20 år, fordi en del af terrassen endnu er under konstruktion.

Den slags lumpenhed, der undergraver enhver tillid til, at samfundet fungerer, og at staten har nogen som helst berettigelse, er usynlig lige nu i modlys. Det er ikke til at se, at intet rigtig fungerer: At Cusco er en af de mest turistbesøgte byer i hele Sydamerika, fordi man skal igennem den for at komme til Machu Picchu og de andre inkaruiner omkring den. Men alle de penge, vi lægger, forsvinder alle mulige andre steder hen end ind i byen.

Tre blokke fra den centrale Plaza de las Armas er alt kaos og forfald. Indfaldsvejene til byen er brutal slum, i selve byen regerer bilerne, selvstyrende enheder, der altid har ret til at komme frem igennem selv de smalleste gyder med en heftig dytten. Man kunne gøre Cuscos bymidte bilfri, det ville give mening, intet andet giver nogen mening i så gammel og bilismeuegnet en by, men det ville kræve en autoritet, som ingen har her.

Kun omkring Plaza de las Armas hersker nidkær orden. En middag, vi sidder på førstesalen i en tom restaurant, trækker tre mandskabsvogne op, og kampklædt politi stormer op gennem gyderne, hvor de flår fastfoodmenuer, turpakkebannere og massagereklamer ned og smider dem op på ladet af en pickuptruck, hvor de handlende skynder sig ned og hente dem igen for et par soles til chaufføren.

– De har fået flere advarsler om, at de skulle fjerne skiltene ud mod gaden, fortæller restaurantejeren os, mens vi betragter optrinnet på sikker afstand.

Autoritetens ansigt

Det er rigtigt, går det op for os: Hele vejen rundt om Plaza de las Armas er skiltningen minimal, selv kæderne atypisk diskrete. Det er klædeligt, det er del af en større plan. Men hvilken forståelse for den større plan kan man forvente, at de småhandlende vil have, når de ikke mærker, at de får noget til gengæld for at følge den udover en æstetisk plads? Når deres børn ikke har ordentlige skoler, når de ikke har ordentlige boliger og veje, når intet er i orden? Når den rå kapitalisme har lært dem, at den eneste, der er til at varetage ens interesser, er én selv? Når politiet er jocks med løstsiddende gummikøller og demonstrativt synlige automatvåben, der tager bestikkelse med den ene hånd og uddeler vilkårlige slag med den anden?

Et par dage senere fejrer byen for anden søndag i træk fastelavn med skumspray og vandballoner: På klokkeslaget, hvor løjerne er planlagt overstået, rykker politiet ind i bred formation med hjelme, skjolde og hævede køller for at tømme pladsen. Ikke nogle stykker i patruljeuniformer, der smilende kan gå gennem pladsen og med jazzhænder roligt forklare, at nu er det slut, bare rå konfrontation.

Når det er autoritetens ansigt, adlyder ingen autoriteten for dens eventuelle fornuft, og kan man smyge sig udenom, gør man det. Det er den stærkes og hustlerens ret, den arbitrært udøvede magt hænger over alles hoveder som en evig trussel.

Vi ser det dér, vi ser det den tidlige morgen, hvor vi sidder på en bænk i solen på Plaza de las Armas, og politiet tjekker ID-kort på alle andre end os: Vi hører til her, det efterlader vores åbenlyse identitet som turister ingen tvivl om; om indbyggerne hører til er altid til forhandling, og den er aldrig reelt fair.

Fødselsretten

Men intet af det ser vi nu i den blændende lave sol. Et øjeblik er der ingen trafik, det er den tid på dagen, hvor kun skandinaviske småbørnsfamilier er på udkig efter aftensmad. Sammen med den niårige går jeg ind og bestiller supper og burgere, vi går på markedet og køber kilovis af solmoden frugt, vi sætter os på en bænk og venter på, at maden bliver færdig, mens vi kigger ned over tusmørkebyen og op mod de endnu solbeskinnede bjergtinder omkring os.

– Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det her er Andesbjergene, indrømmer jeg.

Han forstår ikke, hvad jeg mener. At jeg ikke tager det for givet at kunne være her, som han gør det.

– Som barn kendte jeg dem fra Tintin og de rejsebøger, mine forældre læste, men det var ikke et sted, jeg troede, at jeg ville komme til. Jeg var 25, da jeg første gang var udenfor Europa, siger jeg, og hans mund former sig til et tegneserieforbavset O.

– Jeg var 30, da jeg første gang var i Andesbjergene og stod og ikke kunne fatte, at jeg faktisk var der. Du var et halvt år gammel, første gang du var i Andesbjergene, nu er du ni, og det er tredje gang, du er her.

Det er den fødselsret, jeg ikke havde, og som nu er ved at blive taget fra hans generation, fordi det selvfølgelig er dybt uforsvarligt, at vi ligger og pløkker tværs over kloden for vores fornøjelses skyld, indtil vi ikke længere har en klode at pløkke tværs over. Men samtidig føles det så dybt uretfærdigt, fordi det ikke er et medfødt privilegie for min generation at kunne det her: Det er noget, vi har most os frem mod med kapitalismens små hjælpende puf. Vi har fundet ud af, at vi kunne gøre det, at de småpenge, vi tjente derhjemme, rakte langt her, at der altid er nogen, der har det værre end os selv, og så længe de har det, skal vi udnytte det.

På den måde bekræfter vi kapitalismens orden. Det er menneskets ækle og selvdestruktive natur i fri dressur, der leder os til at opføre os, som vi opfører os: Tromle dyttende gennem smågyder i hver vores bil, pløje atmosfæren tyk i kæmpe menneskedåser, tage til takke med for lidt i bevidstheden om, at andre har mindre, og det retfærdiggør det.

Vi er frie, fordi andre er mindre frie end os.

Friheden til at lade ting ske

Lad os forestille os at være frie, så længe vi kan. Lad os blive ved med at have en hverdag at flygte fra og muligheden for at flygte. Lad os være turister: Lad os blæse gennem byer, kulturer, samfund og fælde domme, som aldrig berører os selv, og lad os have medfølelse med alle dem, der ikke har og aldrig vil få samme mulighed for at gøre det som os selv, fordi det vil få os til at føle, som om vi reelt kan foretage os noget med vores liv.

Med en ubetalelig ironi er jeg ved at miste stemmen på grund af den kolde, tynde luft. Jeg har købt en uklædelig halsedisse med et billede af Machu Picchu påtrykt for at forsøge at skåne halsen mest muligt, og jeg sænker stemmen og prøver at lade være med at tale unødigt meget i håb om, at jeg så ikke vil miste den helt denne gang. Det bliver en øvelse i at iagttage og deltage uden at tage aktivt del i, hvad der foregår. For en gangs skyld at lade tingene bare ske for én.

Men jeg er ikke stemmeløs. Jeg er ikke privilegieløs. Det forpligter. Hvis jeg ikke analyserer og forklarer hver en iagttagelse for mine børn og mig selv, er det uansvarligt, at vi overhovedet er her.

Endnu mere uansvarligt.

Så kunne vi lige så godt være taget halvanden måned i Lalandia. Jeg tør ikke tænke på, hvad det ville have afstedkommet af belæringer og forklaringer.

Lige nu er vi bare fri, for vi kan ikke se noget. 

Cusco, Peru, lørdag d. 7. marts 2020