Monstrøst aflange alienkranier, todelte nossekranier med sænkninger i midten. Træplader spændt fast i panden og nakken på spædbørns endnu formbare gummikranier (sådan som en veninde engang tilstod, at hun væmmedes ved at fantasere om at forme sit eget barns bløde hoved), for at frembringe den ønskede form, så man for altid vil kunne se, at de stammer fra overklassen, er gejstlige, har modebevidste forældre.
Jeg ser dem i montrer, mens jeg bærer rundt på børn i optimal hoveddeformeringsalder, det svimler for mig, det er også højden, jeg ser dem om aftenen, når jeg lægger mig til at sove, den niårige kan ikke lade være med at tænke på dem, når han skal sove, tilstår han.
De trepanerede kranier i montren ved siden af virker til sammenligning næsten ikke foruroligende, selvom tanken om først at få skåret huden af og derefter et stykke skåret ud af kraniet med kokablade og gæret majsbryg som eneste bedøvelse er nok til at få trykket til at stige inde i ens eget hoved.
– 65 % af patienterne overlevede, læser den ældste højt fra en planche.
Det er også en art succesrate, enes vi om. I hvert fald i de tilfælde, hvor der var en mening med det, hvor det var behandling og ikke bare et ritual.
Noget af det tåbeligste, man kan gøre som europæisk rejsende i Sydamerika, er at idyllisere de civilisationer, der var her, inden spanierne og alle vi andre kom hertil og smadrede det hele for at underlægge os det. Det er den klassiske hippiereaktion at overbevise sig selv om, at alt var så vanvittig spirituelt og i kontakt med naturen, og hvis man tygger de samme kokablade, køber en poncho og laver yogastræk med en pæn udsigt, får man både en åreladning for ens civilisationssyge og aflad for ens hvide dominans.
De præcolumbianske samfund var brutale, hierarkiske og med en tung, religiøs overbyging, der først som sidst tjente til at retfærdiggøre brutaliteten og forklare det, man ikke forstod, lade, som om man forstod det. De var så inkacentriske, som vi er eurocentriske.
– Inkaerne kendte ikke til værdien af guld. De brugte det til at repræsentere solen og sølv til at repræsentere månen, og det var den værdi, det havde for dem, fortæller guiden på Q’orikancha uden at indse, at den værdi, vi tillægger guld nu, ikke er mindre lemfældigt symbolsk.
Værdier er noget, vi bestemmer os for. De er ikke givet os af nogen større magt, om det så er en gud, kongen, solen, kapitalismen. Men det var det, erobrerne ikke kunne acceptere, så da de kom til Q’orikancha i Cusco, det allerhelligste tempel med en have fuld af lamaer og planter i naturlig størrelse støbt i guld, hvor der i dag blot er tomme sokler på en plæne og en emsig solhattebærende vagt, der med sin fløjte vil lede én videre; da erobrerne kom til templet, hvis omkransende mure var belagt med ti centimeter guld, smadrede de det og byggede en kirke ovenpå for at demonstrere, at deres gud var mægtigere, og dermed var de selv mægtigere.
De byggede en kirke og et kloster, der skyggede for soluret, bare fordi de kunne, og brugte sten fra templet til at bygge dem. Hver gang et jordskælv ramte byen, ramlede kirken og klosteret sammen, mens resterne af templet blev stående, fordi de var bygget til at modstå jordskælv af nogle, der havde forstand på, hvordan man skulle bygge her; hver gang tog dominikanermunkene flere sten fra templet for at genopbygge deres kirke helt frem til det store jordskælv i 1970, hvor UNESCO påpegede, at det var en rigtig dårlig idé: At der faktisk havde været noget her før dem, som havde en værdi på en anden skala end deres.
I dag er værdierne i kirkerne, katedralen på den centrale plads i Cusco er så overlæsset med guld over det hele, at det igen bliver fuldstændig absurd at overveje guidens ord om inkaernes manglende forståelse for metallets værdi: Bling er magt.
Det kolossale og tilsyneladende uforanderlige og evigtbestående er magt.
Og intet er mere kolossalt og mere evigtbestående er end Machu Picchu. Der er ingen bling, bare kæmpemæssighed. Vi ankommer klokken ti om formiddagen og begynder at arbejde os op. Tågen ligger tykt over dalen, hver gang, der kommer et vindstød, der får den til at skilles, raser alle hen mod kanten af udsigtsplateauerne for at få et glimt af underet. Vi går videre op, går ad stien op til Puente del Inca, et smalt fremspring på klippevæggen med et brat fald ned gennem tågen, hvis man glider på de våde sten, ML går og ammer den mindste i slyngen, jeg bærer den hujende næstyngste på skuldrene i støvregnen, de store løber i forvejen med deres chilenske kammerat.
Min ven Freddy fortæller om, hvordan Los Jaivas kom hertil i 1981 for at opføre den plade, de havde komponeret over Pablo Nerudas langdigt ‘Alturas de Machu Picchu’, at de aldrig havde set stedet på andet end billeder, før de kom hertil, bare havde skrevet musikken ud fra de følelser, digtet gav dem, og da de så kom her, var de nødt til at ændre på dele af værket, fordi det slet ikke kunne matche stedets storhed.
Det er sådan noget, Machu Picchu gør ved én: Fylder én med en irrationel ærefrygt.
Mario Vargas Llosa introducerede dem til koncerten i ruinerne; der er noget herligt forbrødrende over, at den konservative intellektuelle hylder hippiemusikerne, der har sat musik til den kommunistiske forfatters digt.
Hvad jeg ikke siger til Freddy: At digtet ‘Alturas de Machu Picchu’ som det meste af Nerudas øvrige produktion er fuldstændig uudholdeligt svulstigt og evindeligt selvsmagende, et af den slags digte, der kræver at blive deklameret med stentorrøst og en vildfarent dirrende pandelok, fuldt af livsvisdom af den slags, der egner sig bedre til souvenirplatter og caféudsmykninger end til at læses af et voksent menneske som litteratur. Vi besøgte et af millionærkommunistens tre imposante huse i Chile sammen for tre år siden; vi talte ikke om, hvor usandsynligt dårlig smag han havde, var egentlig mere interesserede i, at den da 102-årige Nicanor Parra boede kort derfra og ikke tog imod besøgende.
Skyd skylden på Machu Picchu, det er et sted, der får én til at være irrationel og forbrødres.
Vi kommer ned igen fra inkastien, og tågen er lettet, så bygningerne med ét åbenbarer sig med det ikoniske bjerg Huayna Picchu i baggrunden. Det er, som vi kender det fra alle billederne, som vi kender det fra indledningen til Herzogs ‘Aguirre’; det er en måde at forstå det på at begynde at snakke om den film i stedet for, fordi der ikke er noget fornuftigt at sige om det syn, der møder os.
Machu Picchu = wow, jo.
Vi har set Chitzen Itza på Yucatánhalvøen, vi har set Teotihuacán nord for Mexico City, vi har set Akropolis i Athen og amfiteatrene på Peleponnes, vi har set Kolosseum i Rom, vi har set dit og dat, vi har aldrig set noget så ærefrygtindgydende som dette, og med det samme vi ser det, er vi enige om, at vi sandsynligvis heller ikke kommer til det nogensinde, og at det også er OK at peake lige her. Det er lige her, det giver mening at have rejst en hel dag, have overnattet i et gennemkommercialiseret resort, der udelukkende baserer sig på enkeltnatsgæster og derfor ingen skrupler overhovedet har, for det er lige her, det føles, som om ens eget kranie bliver åbnet, og alt trykket forsvinder.
Det er sådan noget som det her, man maser sit kranie skævt for i ren og skær benovethed. Det er mere værd end guld.
Nogle aftener senere går jeg med den toårige på skuldrene gennem Cuscos gader, mens vi venter på at komme med en natbus til Puno. Vi går ind i Santo Domingo-kirken ovenpå Q’orikancha, jeg forsøger at forklare et barn, der lige nøjagtig forstår Gurli Gris og Venskabsbyen, hvorfor nogle mennesker har behov for religion. Oppe ved siden af alteret står en trio og spiller sange til Herrens pris, og fordi vi har tid at fordrive i en kold by, hvor vi allerede har siddet det på café, vi magter, og det er langt over hans sengetid, sætter vi os der på forreste række og hører dem synge. Det er en fad spiritualitet, en forstemt guitar, en ugidelig nasal røst, to korsangere, der skutter sig i dynejakker, mens kirketjeneren med sit raslende nøglebundt går rundt og slukker spotlysene på gulddekorationerne ét efter ét. Ingen trepanering, intet ritual, ingen ponchoer, bare pligtskyldig lovprisning af den slags, der ikke kommer i montrer tusind år senere.
Sådan som det også altid har været.
San Blas, Cusco
Ingen kommentarer:
Send en kommentar