Som tid

Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.

Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.

Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.

Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.

Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.

& en dag vil bordpladen være papirstynd.

Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.

Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.

Alene/i/teltheden

Det at jeg er alene i et telet, uden for et hus der er mennesker i jeg kender, betyder jo så ikke at jeg er nazi. Det kan osse bare betyde at jeg ikke kan tåle de katte der er i det hus sammen med de mennesker jeg kender.

Det at jeg er langt, langt ude på landet, betyder ikke at der er stille: Der er en mejetærsker på grunden ved siden af der arbejder på at få det hele ind, inden regnen kommer et stykke efter midnat. Dem i huset har sagt at han er kristen, mejetærskermanden, så på et tidspunkt vil der kun være mig og græshopperne herude, når det blir hviledag.

Det at Mælkevejen står så tydeligt over mig herude, betyder ikke at en portal åbner sig for mig. Det betyder at jeg kommer i tanke om en tarvelig popsang med O.M.D., og at jeg kommer i tanke om at jeg altid kommer i tanke om den popsang, når jeg ser Mælkevejen.

Man, you should have seen us
on the way to Venus
Walking on the Milky Way
It was quite a day
Hey hey
Hey hey
Hey hey.

Det er den mest stupide reaktion på at se Mælkevejen på nattehimlen at skrive sådan en sangtekst, det er derfor jeg kommer i tanke om den igen.

Det er derfor, det er pga. sådan noget jeg kommer til at fremstå nazi.

I hver en by et bakkehus. Muligvis ikke i Herning

Hun prøver at fløjte henover kirkegården, men hun har dårligt luft til bare at fortsætte med at løbe, og der er heller ikke noget at være overtroisk for her, det ved hun. Der er tændt lys på flere af gravene i aften, det har hun ikke set før, ved ikke om det er fordi hun bare ikke har været her på det her tidspunkt før, eller om det er en særlig højtid hun ikke kender til. Hun er ikke inde i hvad man gør med døden, hvordan man behandler den, den er inden i hende, kun.

Hun leder efter det gravsted hvor der bare står ”ANDRE” på, uden accent. Første gang hun så det, var hun overbevist om at det var en Sartre-ting, der gik adskillige minutter før det gik op for hende at det andre var, ikke var Døden, men Helvede. Ellers havde det passet: At døden var De andre, og med De andre døde ville hun være frigjort fra den byrde døden var for hende.

Utrolig meget tænker hun på død.

Neden for kirkegården, under træerne hvor kragerne altid sidder og larmer, osse nu, så hun sidste efterår en kaninunge hænge flænset i buskene, snappet af en rovfugl der havde smidt den fra stor højde for at slå den ihjel på den måde, men som så ikke havde kunnet finde den igen eller var blevet skræmt af et et større rovdyr. Kragerne skider ikke på jorden under træerne. Det gør dem uvirkelige: Hun er blevet skidt på af fugle i alle større byer hun har været i, ud af det blå på Unter den Linden i Berlin, fra et fuglebur over bordet på en comedor i Habana Vieja, i skyggen under et træ i Battery Park, mens hun så ud på Frihedsgudinden som hun ikke havde tænkt sig at ta ud til, og prøvede at ignore en saxofonist. Og hun er kommet hertil for at være ikke-eksisterende overfor fuglene, hverken hende selv eller den sti hun træder, rører de.

Hun er kommet hertil for at forberede sig på sin ikke-eksistens.

Ovenfor kirkegården ligger Bakkehuset. I hver en by hun er passeret igennem ligger et bakkehus, altid den udmærkelse som noget særligt, der ikke er noget særligt. En myndighed der hævder sig uden staffage, hvor der end er en bakke. Overblikket, sikkerheden. Hun forestiller sig sit liv som en hede, som pampaen, uoverskueligt vidstrakt. Hendes bedstemor ønskede først at blive begravet under det cedertræ på toppen af bakken på kirkegården, indtil hun en dag kom forbi mens graverne havde frokostpause og sad og tømte ølslatterne ud i græsset omkring sig. Så affandt hun sig med at blive en tot græs på en firkant græs længere nede ad bakken.

Hun ville ønske hun ku utænke de sidste to tanker.

Hun ville ønske hun hørte guitarer klimte, mandoliner et sted, en stemme strække sig ud igennem skumringen som en hånd, åben, bydende, som en stemme, som nok i sig selv, som alt der var noget værd. Ville ønske nogen satte musik til dette øjeblik for at gøre det noget værd, og at hun var derinde hvor musikken kom fra, en del af den, noget for nogen der spillede den. Blive besunget, hun ville danse, ville hun, ta alt tøjet af og danse gennem tomme stuer til en musik der ikke måtte høre op, blive husket sådan.

Så dø. Hun ku dø sådan, i Bakkehuset. Kragerne ville ta vare på hende, De Andre og deres Helvede ville ikke længere komme hende ved. De ville ikke ku nå hende. Hun fløjter, mister pusten, er i dette øjeblik nogens akkompagnement på deres vej ind i døden, alene.

Don Johnson leder efter et hjerteslag

Jeg vil jo gerne gøre det klart at det ikke er fordi jeg synes sexchikane i sig selv er sjovt, altså. I disse Roskilde-tider og alt sådan noget. Og det er ikke sjovt at Don Johnson engang for 10-15 år siden blev anklaget for at ha stalket en kvinde ud på dametoilettet på en restaurant, eller at han på det tidspunkt var tungt alkoholiseret: Det der er sjovt, er at der hvor Don Johnson står og prøver at charmere den her dame, og jeg forestiller mig ham naturligvis stadigvæk i det hvide hørjakkesæt, omend noget nusset nu, med sveden glinsende på panden, øjnene sejlende rundt i skallen på ham, tung bourbonånde og kun lige med nød og næppe og en hånd mod toiletvæggen i stand til at holde sig oprejst foran den skrækslagne kvinde; der vælger han som sit absolut tungeste skyts at synge sit enlige pophit fra 1986, "Heartbeat". Sprukken falset, sløret frasering, insisterende og allerede langt væk i sig selv, fordums storhed en kort stund genskabt der, og han kan se sig selv udefra, hvor uimodståelig han er, stadig er, det rammer ham sekundet før kvindens skrig og et par negle ned over ansigtet, og så er hun væk, og så står han der og tænker hva faen. Don Johnson er ret sikker på han ikke har gjort noget som helst galt, han har gjort noget helt specielt for den her kvinde, vist hende hvad hun kan betyde for en mand som ham. Han har satme været ude og lede efter et hjerteslag, lissom i sangen, ja, og nu har han følt det, og nu skal han kaste lidt op, og den hånd han tørrer sig over ansigtet med, har blod på sig da han holder den op foran sig, rystende.

Alt det her har jeg ingen dokumentation for, selvom jeg er fuldstændig overbevist om at jeg læste det et sted, da jeg for et års tid siden skrev en anden tekst om Don Johnson (det er sådan noget jeg gør), så nu har jeg lige skabt dokumentationen til mig selv der. Det var så lidt.

Kerry King på stranden, i sandet

Den sidste dag tegner jeg et Slayer-logo i sandet med storetåen og står og ser på det blive skyllet væk. Det gir ikke mening, det er der ikke meget der gir nu, og Slayer er lige der det forhåndenværende udtryk for meningsløshed, og derfor går jeg i gang med at at tegne et kæmpe billede af Kerry King i sandet, går rundt i store cirkler med højre fod pløjende igennem det tunge, våde sand. Der er ingen der spøger mig hvad jeg laver, ingen siger noget til hinanden, alle er lukket inde i sig selv, og inde i mig er Kerry King.

Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.

Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.

Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.

Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.

For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.

I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar. Det mener vi os i stand til at kunne: Vi har sendt den langt ud af banen, du har den, den er i en anden dimension, det forventer vi at du tager med i den redegørelse. Som vi forventer af dig, forstår du nok. En komplet én, ja.

Det er store sager, der skal trut i. Tænk på en jazzplade, sådan en elektrisk én, en kop te til, et års weekendabonnement, tillæg på tillæg om alt det du formodes at måtte forholde dig til. Vi vil gerne have dig til at redegøre for sammenhængene her, fra vinterhavetomater over neuroners bevægelser – hvordan bevæger neuroner sig overhovedet rundt, ligger de bare og knalder sammen mod hinanden, er der friktion mellem dem, hvad kan de? - til den seneste krise et sted. En branche, et land, en kultur, en stand: Find på noget. Skab en.

Vi har sendt din skrivelse ud i omløb om Solen, i en sådan en lille kapsel der nærmest ligner en termokande, og altså som sådan ikke er lille, kun i forhold til det rum den befinder sig i. Det er ikke nok noget du skal være urolig for, vi er osse i kredsløb om Solen, vi indhenter den vel på et tidspunkt, vi ved ikke helt hvordan den slags fungerer, det kan vi vel undersøge nu. Det kan du undersøge for os, vis os hvordan det hænger sammen med et trut i en trompet for 50 år siden, hvordan det trut vil lyde i en termoflaske omme på den anden side af Solen. Fortæl os at det lyder som Månens bagside, det ville gøre det hele så let at forholde sig til.

Vi kan godt lide når vi kender noget af det, det hint giver vi dig. Vi kender ikke Månens bagside, men vi ved den findes, den er en del af vores samlede forestillinger om dette og hint. Vi kender til gengæld ikke noget til gasarter, men forestiller os at de fungerer som bækkener. Fra trommesæt, forstås: De gør noget, men ikke i sig selv. Det er sådan en type redegørelse vi forventer af dig: Bækkener. Ja.

Er du med nu? Nej? Godt. Vi kan godt lide den tvivl, vi forventer os store ting af den tvivl, det er den tvivl vi skal fundere alt på. Tvivlen som en gasart, det er en tanke vi kan lide. Det er jazz for os. Pling-plong, du ved, halløj. Afsted med dig.

Dérive gennem boghandlen / Fuck systemet

Det var en gammel kollega som opdagede teksten i en demo-notesbog i Boghallen og så postede den, og på en måde er der ikke så meget mere at sige end det der bare står der:

Foto: Karina Gaardsted Henriques

FUCK SYSTEMET!

Så fedt ville jeg osse stadig gerne ha det nogen gange, så fedt er det stadig nogen gange bare at dérive rundt i byen, se om der åbner sig nye sider af den for en, kortlægge dens psykogeografi, være opmærksom på at det er det man gør, når det ellers ser ud som om man bare vader. Man vader aldrig bare, det bare at vade er i sig selv en kontraproduktiv handling, det er målrettede skridt på vej til at FUCKE SYSTEMET lidt mere rundt om næste hjørne.

Det er det der er så stærkt ved den tekst, at den der har skrevet den ikke virker bevidst om hvad det er for en proces han eller hun er i færd med at gennemføre, bare ved at det er noget som er imod. Viderefører en arv fra Mension og Fred, de lettristiske dagdrivere der satte sig for at ta Debords teorier ud i Paris' gader, vadede rundt, skrev NE TRAVAILLEZ JAMAIS på murene, rapsede, dansede, befamlede, var generelt utérlige, fordi det var det de ville ha byen til at gøre ved dem. Jeg håber den der skrev i den notesbog i Boghallen, stjal en bog med videre, helst en traktat af Guy Debord, ellers i det mindste noget beat eller eksistentialisme. Noget der gør sig godt på sort/hvid-billeder. Og hvis det var en pige, så at hun har pandehår og går klædt gammeldags og ryger cigaretter på størrelse med hendes underarm, og at de får hende til at hoste fuldstændig ukontrollabelt når hun inhallerer. Det gælder sådan set osse hvis det var en dreng.

Jeg håber de drikker abrikoslikør, den dreng og den pige, at de sidder ovre i Ørstedsparken på en bænk med udsigt over søen og en flaske de har scoret et sted fra, og som brænder hele vejen tilbage op igennem halsen med de første slurke af den. At de er i tvivl om de virkelig skal brække sig, men det lykkes dem at synke den varme masse igen og sidde tilbage med munden fuld af tykt og varmt spyt, tårer i øjnene, synke spyttet osse og så alligevel ta en slurk til. Jeg håber at drengen falder i snak med en af spritterne der har bummet en smøg af ham, fordi han gerne vil vise pigen at han kan snakke med alle, at alle mennesker har en historie og er noget værd i kraft af den, og at pigen bare synes spritteren er småklam og irriterende og har nogen meget lidt givende holdninger til indvandring og velfærdsstaten. Det var den slags holdninger der fik hende til at pjække fra samfundsfag, hun ku ikke holde ud én dag til at sku sidde i et klasselokale og høre på variationer af de holdninger fra nogen, hvis fællesskab hun er blevet påtvunget.

Men hun siger ikke noget nu, trykker sig bare lidt ind til drengen og lar blikket glide ud over søen under de øjenvipper hun har smurt et ekstra tykt lag sort mascara på i dagens anledning. Hun ser pilene spejle sig i vandet, ser det billede blive brudt af andrikker der flakser henover overfladen i slåskamp om en and eller bare territorie, hvis ikke det bare er fordi de ikke har andet for. De er ikke vildænder, de lever af de halve franskbrød, som gamle mænd og damer med rullatorer kasserer efter en uge på køkkenbordet, plukker i småstykker og kaster ud til dem, mens de holder udkig efter dem fra Vej og Park der siger at de ikke må, at ænderne ikke kan tåle så meget brød. Ænderne skal ikke kæmpe for føden, så de kæmper for at ha noget overhovedet at ta sig til. Af kedsomhed, lisså meget som instinkt. Det tænker hun at man ku skrive et digt om, men hun kan ikke se at det ikke ville blive en dårlig allegori over hendes eget liv.

Hun har lige lært det ord, allegori, ikke i skolen, der lærer hun ikke sådan noget, det er hendes mor der har lært hende det. Hendes mor vil gerne ha at hun læser gode bøger, og gode bøger er franske, og hun så nok gerne at hun læste dem på fransk, men det må vente til hun tar til Paris og holder sabbatår. Der er nogen år til, men det er det der er morens plan, det ved pigen. Hun ved osse at hun ikke behøver at skjule at hun tar ekstra meget mascara på, moren trækker selv sine øjne op med tyk, sort kohl og ser sig spejlet i hende, stolt, ser sin egen ungdommelige skønhed, drikker et formiddagsglas hvidvin ved køkkenbordet, mens hun genkalder sig hvor omsværmet hun var. I Paris i ungdommen. Sorte kjoler hun har gemt bagerst i skabet, som datteren har fundet frem og overtaget nu, og som hun først var bange for ville blive ødelagt af det, ikke ville erkende at hun aldrig selv ville komme til at bruge igen.

Drengen skriver digte, han siger det ikke til nogen andre end pigen og hendes veninder. Det er derfor han overhovedet kan være sammen med pigen nu, de var hans løsen. Det er ikke gode digte, ikke anskuet fra nogen vinkel hvor de skal stå som digte i egen ret, men det er fænomenalt at de er det, digte. De sender dem til hinanden, drengen og venindene, læser dem, nikker, siger ikke noget, fordi det er så hjerteskærende dårligt, men det er det de har. Drengen satser på at debutere som 18-årig senest, han har travlt, han skal nå at blive en ung komet. Han har skaffet sig en tweedjakke, det er faktisk lidt koldt om brystet nu, og han har ikke noget halstørklæde med, det er for tidligt til det, men han burde ha haft et rødt halstørklæde. Runde briller med skildpaddestel. Det må komme, alt vil komme til ham, det er han overbevist om, han skåler på det i en slurk abrikoslikør til, og spritteren skuler til flasken, fuld af lede, ryster på hovedet, tømmer sin egen guldøl. Der er et system, det er stort og uhåndgribeligt, en blanding af normer, forventninger og pligter der er så sammenfiltrede, at de ikke er til at adskille fra hinanden. Der er ingen der siger at han skal gå i skole, han har muligheden for at la sig hjemmeskole, men det er ikke en mulighed der nogensinde blir nævnt som et alternativ, den er mistænkelig, den skal efterkontrolleres, der skal lange samtaler til for at få lov at filtre sig de lille smule ud af det ene system og ind i et andet. Han vil ikke være en del af det, ikke på andres vilkår end hans egne. Der er en pige ved hans side, hun vil ikke blive den sidste. De lærer nu, de læser bøger sammen, læser passager højt for hinanden, forstår ikke halvdelen af det, men forstår vigtigheden af det. Gør sætninger de er næsten sikre på de forstår til deres egne paroler, lader dem med den betydning de har for dem selv.

De har det fedt lige nu. Det burde være sådan her noget oftere. Det vil aldrig blive sådan her igen, men det vil blive det igen på andre måder, i andre byer, andre boghandler, andre parker, med andre piger og drenge. Mension og Fred blev smidt ud af Lettrisme Internationale, Guy Debord skød sig selv i hjertet, de er historie rettet mod dem der ikke ku drømme om at anerkende den eller ta ved lære af den. Det er i sig selv et system, så fuck det med.

Skematisk rydning

Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.

Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.

Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.

Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.

Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.

Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.

Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.

Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.

Din uangribelighed kan ikke redde dig nu, makker

Jeg er respektabel.

Jeg redder mit hår i sideskilning med brylcreme, jeg studser mit skæg & pudser mine briller, jeg går med langærmede skjorter der dækker tatoveringerne.

Jeg er troværdig.

Som en pakke rugbrød man ikke er klar over er fremstillet i Litauen.

Jeg er gift med en gymnasielærer, jeg er boghandler, vi er kendte ansigter i lokalmiljøet. Spørg os om noget, vi ved det. Vi er respektable sammen.

Jeg er bestyrelsesformand i mne børns institution, den ældste går til svømning, vi tar ud & overnatter i shelter, jeg ønsker mig en gasprimus & har en lommelygte der ikke er legetøj.

Jeg er bundsolid.

Jeg sliber trappen & gir den olie, køkkenbordet med, fjerner bambus i haven & beskærer vinen.

Jeg har fem ternede skjorter.

Vi plukker syltetøj af bær vi selv har plukket langs stierne i naturen, vi bager brød, steger latke, laver dal i ét væk. Vi har køkkenhave, græskarbed & planter æbletræer. Katten kommer på besøg hver morgen & hver aften & får ikke mælk. Der er flere vildkatte her i byen end noget andet sted på øen, de er allesammen blevet forladt af nogen.

Jeg er respektabel, troværdig & bundsolid.

Jeg står op et par timer før alle andre hver morgen for at finde mig til rette med det.

Mor går i søen

Det er det smukkeste han nogensinde har set: Hans splitternøgne kone på vej ud i havet. Børnene er på vej efter hende ned ad skrænten, den ældste lar sig kure afsted i flyverdragten, den sandede jord blir pløjet op af hans støvler og fosser ned foran ham; den yngste prøver at holde fast i nogen afsatser hist og her med sine ubrugelige luffehænder, mister nogen gange grebet og kurer hvinende nogle meter, inden han finder et nyt fæste. Han har fuld tillid til at de nok skal klare det, han skænker det ikke en tanke at sten ku rive sig løs på vej ned ad skrænten, en mindre lavine sættes i gang, han har fuld tillid til at det ikke sker, ikke med hans børn. De når hende ikke, før hun er ude af tøjet, skutter sig mod kulden, som om hele hendes krop suger sig sammen om sig selv. Det er voldsomt så tynd hun er blevet i det hele taget, har reduceret sig selv til muskler og knogler ved rå viljestyrke, og det er sådan hun står nu et øjeblik og tar bestik af havet. Hun ser ikke op mod ham, ikke en eneste gang, men ud af øjenkrogen opfatter hun tilsyneladende at den ældste når ned til stranden, hun sætter i hvert fald i løb i samme øjeblik han rammer stranden, og han kan ikke nå hende, klodset og tung i flyverdragten og støvlerne på vej over sandet, mens hun bevæger sig med en balletdansers lette fjed, det er yndefuldt, det er fantastisk så smukt det er. Det okkerfarvede lys fra den lave sol lægger sig over hende, som om det ku varme den oliventonede blege hud op, som om det sku gi liv til hende, som om det ikke var der mere. Fem, seks, syv lange skridt, så når hun vandkanten, og hun stopper ikke op, ikke et øjeblik, selvom skridtene blir kortere, mere varsomme overfor sten, men drengen stopper, falder sammen i en akavet havfruestilling, gir fortabt, og lillebroren der osse er nået ned til foden af skrænten, hyler ikke engang, blir bare siddende sådan som han landede, fastfrosset, stirrer modløst ud mod al vælden foran ham, alt det kæmpestore som hans mor nu indgår i. Vandet når hende snart til livet, han synes næsten han kan se huden blusse op omkring lårene og så balderne, men det kan lisså godt være fordi han ved det er sådan, at blodet fosser rundt i hendes krop nu, prøver at varme hende hvor det kan, sender ladning på ladning af endorfiner afsted for at holde hende i gang og i live, han ved at dopaminet er blevet frigivet i hendes hjerne osse. At hun er lykkelig og ustoppelig nu.

Han ku rejse sig og gå nu. Det er det rette tidspunkt at resignere på, erkende at det ikke blir bedre end dette nogensinde igen, og at han ikke vil ku leve med mindre end dette. Det er for længst ude over det punkt, det er bare lige nu det et øjeblik føles som det var meningen det sku. Sådan som det sku være hele tiden, for altid fremover. Der burde ikke være nogen grund til at acceptere mindre, og hvis det ikke kan være som det ideelt sku være, så kan de lisså godt droppe det nu og her, ingen diskussioner, ingen forsøg på at genopbygge noget, det ville være en forbrydelse mod det rene det engang var. Han ku gå nu, fastholde det i dette øjeblik. Ikke som det elskende unge par på Keats' græske urne, men som en indfrielse af det løfte de gir hinanden der, lige inden de kysser hinanden første gang. Det var så sandt og smukt for den teenager han var, da han læste det første gang, det ubesudlede, magiske øjeblik, alle fremtider indeholdt i det, og det var en retningslinje for ham i hans liv i flere år frem: Ikke at realisere noget, bare fastfryse det der hvor muligheden var der og alt var ideelt. Aldrig nå Ferlinghettis næste dag, hvor hun viser sig at ha skæve tænder og ikke kan li poesi.

Nu kaster hun sig forover, bølger skyder frem foran hende, og så er hun under. Han kan skimte hende lige under overfladen, en fod bryder næsten vandspejlet, så er hun helt væk i det dybblå. Fuldstændig omsluttet: Det er sådan han vil røre den krop, over det hele på en gang, hver en flade, hver en hulning, hver en runding, hver spændt muskel. Den er aldrig holdt op med at være forunderlig for ham, selvom de er fem år hinsides vaseøjeblikket. De sorte hår under armene, som det endelig lykkedes ham at overtale hende til at holde op med at fjerne, hvordan de voksede sig til noget hun ikke selv kendte. Dunene der begyndte at trække ned over kæbebenet som bakkenbarter, på et tidspunkt vil de osse sætte sig som et overskæg, hvis de ikke allerede har gjort det, og hun bare vokser dem af i smug. Det er han i tvivl om, det ku han egentlig godt ha hende mistænkt for. Han vil bare gerne ha hende dækket af hår, både det lange sorte, som hun holdt op med at klippe da hun mødte ham, og som nu nåede lænden, men osse dunene og hårene: Han vil ha hendes krop dækket af et lag sort pels, så han endelig kan rive blikket fri fra al den hud der har holdt ham fast til hende igennem årene. Slikke hende fuldstændigt ren og spytte hende ud som en hårbolle.

Det var her de hængte folk førhen, omme bag ham et sted. Få lagt løkken om halsen en dag som denne, se vintersolen ude over horisonten, en parade af særk- og sjalklædte kvinder parat til at løbe ned over skrænten og ud i havet og vaske sig af dem, så snart man var kvalt og havde tømt sig ud på jorden under sig. Det er han nødt til at gøre, hvis han skal gå nu, han er nødt til at efterlade en klat sæd, så hun vil forstå det, så hun ikke vil bebrejde ham noget, så hun vil forstå at det var et valg han måtte træffe. Lissom hun selv må vælge om hun kommer ind igen, om hun skal stå på sandet og vride sit hår, mens varmen fra det brusende blod får vanddråberne til at fordampe fra hendes hud, kun holdt fast i behåringen som en rest af havets moskus. Hun vil være af havet sådan, havet vil ha taget hende og skænket hende en ny form at være i, og børnene vil pile rundt om den, overstadige over at være genforenede, ignorante overfor den transformation de alle har gennemgået. Han tar handsken af venstre hånd og holder den op foran sig, betragter den mod lyset, forestiller sig solen varme den mere end luften afkøler den. Han kan ikke nu, det er komplet umuligt at forestille sig at masturbere her, og nu har han gjort det til en betingelse for at ku gå, så blir det derfor han blir denne gang.

Tingene falder sammen med Thilde

Det er bare et sammenfald, det er ikke noget der betyder mere end at sammenfald sker. Betyder at man skal være åben for dem, se dem, men ikke lade dem få nogen nogen tungerevejende betydning for hvordan man ellers lever sit liv.

Som den dame der passer en op på fortovet udenfor en købmand i en fremmed by, fortæller en at hun de sidste tre nætter i træk har drømt den tatovering man har på underarmen, og vidste at hun ville møde en, og når man så ikke ved hvad man skal sige andet end “vildt”, beroliger en med at “den slags sker for mig hele tiden, hej-hej” og går væk. Har drømt en og så mødt en som forudsagt af drømmen, eller bare en del af en i dette tilfælde, ens underarm med dens tatovering, og så har man udfyldt sin funktion: Man har været et sammenfald, man har været et bevis på at sammenfald sker, man har underbygget den person det skete fors kosmosopfattelse, været bindeleddet til en højere enhed, og så behøver man ikke nødvendigvis være mere. Så kunne man løbe efter den dame, smide hvad man havde i hænderne og trave ud over markerne med en flaske portvin fra købmanden, ligge og se op i himlen sammen og tale om universet og hvor vildt det er at man alligevel har fundet hinanden lige der, når det er så kæmpestort. Eller man kan afskrive det som et sammenfald og lade det være gjort med det, fortsætte med sine gøremål. Sammenfald sker, og det er sådan et.

Det er et sammenfald som der hvor ens nye ven vil spille en ny plade for en, en af hendes gamle veninder der endelig har lavet sin plade nu, og man får den stukket i hånden mens den begynder, og det er ikke det store, indtil man lægger mærke til kvinden på bagsiden af coveret: Det er Thilde. Det er et lille sammenfald, det er ikke noget særligt, folk kender hinanden på kryds og tværs, det kan man studse over, men det er ikke noget.

Thilde er en man kendte i gymnasiet, man prøvede at spille sammen i et smadderrockband i en uges tid, men den ene gang man øvede på en ungdomsskole, lød det så hjerteskærende ringe, den lyd man i fællesskab fik frembragt, og til det efterfølgende bandmøde kunne man ikke engang blive enige om hvilken vej man skulle stile mod storhed. De andre ville kalde bandet Lady Godiva, og man følte sig slet ikke rodfæstet nok i sin egen mandighed til at ville være den eneste fyr i et band der ligefrem hed noget med “lady”, livmoderen strammede sig simpelthen for hårdt sammen om en lige der. Det og så at man ikke ville være i et band der var opkaldt efter et fucking Dr. Hook-nummer, altså.

Men Thilde var alligevel sådan en man godt kunne lide at hænge ud med, hun var cool, hun var dybt sympatisk, sådan et af de mennesker der får en til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Og så var hun en af den type kvinder man møder som teenager, hvor man med det samme kan mærke at der ingen seksuel tiltrækning er, og at det er helt og aldeles gensidigt, eller også er man bare så fremmed overfor at der overhovedet skulle kunne være noget, så man lukker af overfor de signaler. De kan ikke eksistere, fordi de ikke eksisterer for en selv. Man kan slappe af med hinanden og være helt åbne uden noget fnidder. Og det betyder noget, ikke fordi det ikke at være seksuelt tiltrukket af en kvinde i sig selv er noget helt vildt, heller ikke selvom man er teenager, men fordi det er lidt af en åbenbaring for én at ens følelser osse rummer denne facet: At en kvinde kan være pæn og sympatisk, og man kan tale sammen i timesvis, og det kan slå en at det vel ville være et perfekt match, hvis ikke det var fordi der slet ikke var noget der tændte en ved den anden. Og at det kan være ok at det er sådan, at det er mere end ok, at det får det venskab man har til at fremstå som noget på en måde ophøjet. Fordi man altså er ude over lige dén ellers så altoverskyggende besættelse.

Og så gled man fra hinanden igen efter gymnasiet, sådan som man nu gør det, mødtes et par gange tilfældigt efter at være flyttet ind til byen for at realisere alt det potentiale man havde, blive noget man ikke kunne blive derhjemme. Man snakkede stadig godt og man ville godt kunne ses, det kunne være fint, men der blev aldrig mere ud af det. Hun var der bare et sted i ens hukommelse som en man godt havde kunnet lide uden at der var mere i det end det.

Og det står man og tænker på i badet på ens arbejde, den der type ikke-ladede venskab på tværs af kønnene, hvor flirt aldrig kommer på tale, ikke engang i tankerne, højst fraværet af den. Og det er så der, da man hænger håndklædet til tørre på et søm der sidder i en af loftbjælkerne, at man ser at nogen med blyant har skrevet THILDE! ❤.

Det er et sammenfald, men det er ikke bare et sammenfald: Det er et af den type sammenfald der får en til at vakle i troen på at sammenfald bare sker og ikke sku ha nogen anden, større betydning end at være blotte sammenfald. Det er osse en art beroligelse: Der er nogen, for hvem Thilde har været mere end bare cool og rar at være sammen med, for hvem sympatien ikke har stået i vejen for en tiltrækning. Der er nogen der har været forelsket i hende, når nu man ikke selv kunne være det. Hun har gjort noget mere for nogen. Og det er ikke så meget det at den anden kunne have været en selv under andre omstændigheder, men at de andre omstændigheder har eksisteret for andre end en selv. Ens fortid er fortsat i sin egen retning efter man lagde den bag sig, og pludselig angriber den fra to sider samtidig, og det er OK, man lader den komme an, sammenfaldet har dirket én åben for en accept af at sådan noget kan ske for en, og man kunne have været en anden, det er det sammenfaldet lader en ane.

Ikke fodre katten

Det er kommet dertil hvor katten smyger sig om benene på mig, mens jeg laver min yoga på terrassen. 

Dér, der er dogme #2: Det første var at der ikke findes meget der er så uvedkommende at læse, som forfattere der skriver om at skrive, det næste er at det eneste der kommer tæt på, er forfattere der skriver om deres katte. Som om kattene afspejler deres selvopfattelse af nogen egensindige, utilregnelige, viljestærke loners. Sidder der og skriver for sig selv for at dukke frem engang imellem og la sig kæle for, la sig servicere, inden de stikker deres egne veje igen.

Fuck katte, fuck forfattere.

Det er alligevel ikke min kat, det er bare en havekat, en besøgskat, omend den er begyndt at føle sig så meget hjemme nu at det er svært at holde den ude af huset, selvom det skal den virkelig ikke, ind. Et par stykker af os er allergiske. Allergien har hidtil fået mig til at holde mig fra katte, det har været svært at holde af dyr som får det til at klø overalt på en, luftvejene til at snøre sig sammen, og når de så udover det holder så hårdt fast i at være rovdyr, så har det været svært at mønstre den store sympati. Jeg kan heller ikke tåle heste, men heste er cool nok, heste river ikke en og jager ikke mus og fugle og alt muligt. Huskatte slagter uhyrlige mængder trækfugle, det ved vi, millioner hvert år. Det er en skam, om man så kan mønstre den store sympati for trækfugle eller ej, det er katastrofalt for biodiversiteten. Katte er katastrofale.

Hunde: Hunde er trofaste, godmodige, pålidelige. Gode kvaliteter. Jeg er ikke allergisk overfor hunde.

Alligevel tar jeg en skål mælk med ud til katten, når jeg skal lave min yoga på terrassen om morgenen, mens resten af huset sover. Rismælk, soyamælk, havremælk; jeg er blevet formanet af en kattedameveninde om at katte ikke kan tåle komælk, det smadrer deres tarme. De elsker det og brækker sig, har tyndskid, dør af det. Der er ingen der kan tåle komælk, pindsvin kan heller ikke tåle komælk, de eneste der efterhånden kan tåle komælk er kalve og skandinaver. (Jeg er ikke allergisk overfor komælk, jeg drikker det bare ikke, prøver at holde det så vegansk som muligt i et osteelskerhjem. Det var et sidespor.) Plantemælk af en art og så en skål godbidder der er tilovers fra sidst vi passede hund. Det er ikke vores kat, den må vel æde hvad der er eller la være. Hunde æder alt hvad de får serveret, fuldstændigt ligeglade. Hunde er herrenemme. Hunde kræver et større ansvar end katte, de skal luftes, de skal ha selskab, det er et sympatisk træk at de kræver det, de er ikke loners. Det siger uundgåeligt noget om hundeejere i forhold til katteejere, det at de tar ansvar for andre levende væsener på den måde. Vi har bare en lånehund engang imellem, vi låner ansvar, gir det fra os når ugen er omme, befriede for det.

Havekatten springer fra rækværket op på regnvandsbeholderen, sidder et øjeblik og slikker sig selv i den lave morgensol, det ser fuldstændig ideelt ud, det er instagramdollars der, så kravler den videre op igennem paradisæbletræet og over på taget af carporten hvor den vandrer rundt og prøver at ligne at den er på jagt, at den ikke bare leger og så engang imellem fanger en skål mad nogen har stillet frem til den.

Dogme #1: Forfattere skal ikke skrive om at skrive, fordi det at de skriver er uvedkommende for alle andre end dem selv: For modtageren handler det om det de læser, slutproduktet. At læse om skriveprocessen er som at hænge ud i et øvelokale: Det er ikke engang noget med at det dræber magien, fordi man faktisk ser arbejdet der ligger bag; det er det at det er så aldeles kedeligt. Det at håndværket i den grad blir tydeliggjort, og på den måde blir reduceret til det: et håndværk. Hvor det virkelig gode håndværk gør arbejdet bag usynligt, fordi resultatet transcenderer den arbejdsmængde der ligger i det. Som et hus der først og fremmest ser ud af et godt og solidt hus, mere end de tømrere, murere, elektrikere, vvs'ere osv. der har været involveret i at bygge det; så bygger man en tekst at bo i en tid. 

Derfor handler dette ikke om at skrive, det handler om ikke at skrive om at skrive. Og om ikke at gi katten mad.

Prenzlauer Berg er det nye Málaga

”Jeg kommer tilbage, og jeg kommer til at bo på din sofa i en uge og kneppe din søster.”

Mike IX står og er lille, tykmavet, hærget at se på og godt oppe at køre i front for Eyehategod på Magnet Club ved floden i Berlin en sommeraften. Det er lang tid efter så meget, hans bedste år, hans værste, Berlins, dine, og på den måde kommer det hele uvægerligt til at hænge sammen lige der. Det er ikke længere det vildeste at gøre, noget af det, være Eyehategod, være i Berlin, være Berlin, men det er noget der føles godt at gøre. På mange måder bedre nu. Fuck nyt.

Undgå at starte på nogen anden måde, grundtonen er allerede slået an her, la være med at gøre det værre. La være med at gøre det værre end det er: Det er slemt nok bare der hvor du kører over Oberbaum-broen og ser Spree i månelys, og du med det samme er 12 år tilbage og står ved rælingen på en flodpram med en fest under dig som ikke er din, og lykkes i at overbevise dig selv om at du skal prøve at savne en der ikke er der, når nu hun ikke er der og dermed gør det nemmere at føle noget for hende. Ikke nødvendigvis noget uforfalsket, det er du allerede dér kun alt for godt klar over at det ikke kan blive, men et savn bare. Melankoli lissom i den der Shu-bi-dua-sang, som muligvis handlede mere om angstanfald, i hvert fald lød sådan, som du husker den. Ting det ikke er nødvendigt at grave mere i: Shu-bi-dua.

Du står der ved rælingen og ser månen spejle sig i Spree, gør du, så langt væk fra Shu-bi-dua-land som det endnu er lykkedes dig at slippe. Fjernsynstårnet glinsende mod en dybblå nattehimmel, og under dig koger det, der blir mast house i en eller anden afart du ikke kan stadfæste og ikke ku bekymre dig mindre om, ind i de små sprækker mellem det solbrankede, spritsvedende kød. En fyr du talte med tidligere på aftenen, hvor han allerede var så skæv at han var ved at græde over noget din tilstedeværelse foran ham mindede ham om, står og skriger i falset og badetøfler midt i det hele, sin egen sang, i flere led ude associeret med den musik der akkompagnerer ham, aftenen. Han er sex, desperat, krævende, altfavnende sex, et medie for al den sex der emmer ud af alle de kroppe. Sjældent har du set så mange smukke kvinder du ikke kender så tæt pakket i så lidt tøj, hud presset mod dig som du står midt i rummet, fordi de ikke kan la være, fordi de ikke vil la være. Andres hår i munden, andres lår i hånden, andres skridt mod dit, du skal bare ta imod, du skal bare smile tilbage, og det er så fremmedgørende på dig at du flygter ud, halvt i håbet om at nogen vil følge efter, halvt i håbet om at blive ladt alene. Mest det første, vel, men du får lov at stå alene og køle dig ned og hidse dig op over et savn du først der føler så meget desto mere påtrængende, som du endelig har bevæget dig i retningen væk fra det, ud i alle de muligheder der lige der slet ikke føles som om de er en skid værd alligevel, når det kommer til stykket.

Du prøvede at kaste dig ind i det igen, før du kastede dig i floden, det genkalder du dig nu, mens du i nogle sekunder i metroen passerer den flod i det måneskin med det fjernsynstårn glinsende mod den himmel, men nu var det desperation og alt for mange følelser du emmede af, og alt lukkede sig rundt omkring dig, røvene stødte væk fra dig, armenes nøgne hud strejfede kun dines i farten på vej rundt om nogen andres hals eller bare op. Smilende blev undskyldende, der var nogen der bad om forladelse for at ha trådt dig over tæerne, og det var dit cue til at smutte og gå alene gennem byen mod en metro mod en lånt sofa.

Mike IX gir indtryk af at ha levet det meste af sit liv på lånte sofaer, hvis ramponerethed han så har approprieret som sin egen. Han kaster sig ikke rundt, ikke i aften, ikke længere, står nærmest urokkelig, støtter sig til mikrofonstativet, snakker om hvor fucked up han og resten af bandet er, når han ikke skriger nihilistiske paroler ud over sært groovy riffs. Det er nok til at få det til at koge alligevel, fordi det er Eyehategod, det skal koge når de er i byen, så alt det de ikke rører sig, rører sig foran scenen. Du mærker underarmen første gang den strejfer din, det er nok til at sende den gammelkendte sitren igennem dig. Det er ikke mange kvinder her er, men det er ikke en mindre andel af dem der er smukke end dengang på flodprammen, det er bare på en anden måde. Mindre fremmedgørende, mere sortklædt og piercet, øl i stedet for drinks, tatoveringer i stedet for hud. Seføli har du lagt mærke til lige præcis hende, lidt fiksere alligevel, lidt ældre osse, og nu har hun lagt mærke til dig, og hver gang klyngen slynger én bagud, blir hun skubbet op mod dig. Første gang det sker, træder du et par skridt tilbage, høflighed bare, men da det går op for dig at hun osse gør det, og at hun blir stående der, selvom publikumsmassen hele tiden ændrer sammensætning, åbner og lukker sig , hvirvler rundt om sig selv, så blir du osse stående. Du lar din arm strejfe hendes igen, og da hendes lår blir skubbet op mod din hånd, åbner du den, strækker en finger ud, mærker hende, mærker hende hele vejen rundt i din krop. Under ”Blank” peaker det: Hendes røv støder mod dit skridt når hun kaster sig forover, du støder tilbage når du kaster dig bagover, sådan grinder I der, musikken er et alibi, I sørger for ikke at se på hinanden, men din pik ved godt hvad der sker. De går over i ”Shoplift”, og nu twerker hun dig simpelthen, kigger sig tilbage og smiler, det hele går på dig, du ku gribe fat i hende nu, føre din frie hånd, den der ikke holder den tomme ølflaske du skal ha pantet i baren for at få dine 50 cent tilbage, som om de stadig betød noget som helst nu; føre den hånd op til hendes ansigt, la fingerspidserne finde kindbenet, en antydning, nok til at få hende til at se op mod dig, cementere det der sker. Hvad det så er der skal ske videre, bare gøre det fuldstændig uomtvisteligt at det er den vej det må gå.

Det gør den frie hånd ikke. Den skyder i vejret som en knyttet næve, du brøler ”SHOPLIFT!” lige ved siden af hendes øre i kor med alle andre, dem bag dig puffer dig i ryggen, og du ryger ind i pitten, blir ført helt frem i den anden side af scenen, stemmer fødderne mod scenekanten og blir løftet op, Jimmy Bower skraldgriner mod dig, du hyler ekstatisk mens du bliver båret tilbage gennem flokken, så slipper klyngen dig langt ud i favnen på en venligt smilende mand med hestehale og et sympativækkende fuldskæg. Hvad dine egne behov end er lige nu, så kan de ikke hæve sig over massens, det forstår og accepterer du, det er sådan det bør være her. Bagefter klapper I, det er et ret aparte anitiklimaks til hvordan I har ageret med bandet under showet, alt for civiliseret, men showet er ovre, I er tilbage, og nu er det det I bør gøre, og gi krammere til dem der gir krammere, høre Mike IX rante færdig, klappe noget mere, så er det det, så var det det, det er gjort, og det gjorde godt.

Du møder hende på vej ud, I går imod hinanden, lar som ingenting nogen af jer, fanger højst hinandens blik så kort et splitsekund at det lisså godt ikke ku være. Du står på fortovet udenfor clubben og tar den skjorte på du har været så fornuftig at ta med, for hvis nu det sku blive køligt senere, som du har krammet i ølhånden under hele showet, og det er senere nu, men ikke specielt køligt, og du tar den bare på for at det ikke skal virke helt overflødigt at ha taget den med, såvel som for at trække tiden ud før du skal gå mod en metro mod en lånt sofa. Der kommer ingen efter dig, clubben tømmes ud i byen, som ikke engang har været standset mens I var derinde, alt fortsætter omkring dig mens du står der, som i en af de der musikvideoer fra dengang, hvor en person står helt stille på et gadehjørne, mens trafikken flimrer i fast forward omkring skikkelsen der bare står og hakker lidt. Som en af de der timelapses der er det vilde lige nu, hvor du har stået der i 12 år, mens månen har spejlet sig i Spree, og restauranten i fjernsynstårnet er drejet rundt over 105.000 gange, og i løbet af et halvt minut er dit skæg blevet fyldt med gråt, og lige nu er det det eneste der har ændret sig.

Men du vil vende tilbage, det vil du, du vil sove på en lånt sofa, og du vil få endnu en chance til at kneppe nogens søster. Så fuck det, fuck tid, fuck måneskinnet og floden.

Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.

Stokroser, omvendte kors; en kniv parat

Der går en fyr rundt i den by jeg bor i med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, en lille centimeter tykt, sort, helt simpelt: Et omvendt kors.

Det kan der være så mange gode grunde til at have, nok mest oplagt at man f.eks. er satanist, men alligevel: Det undrer mig næsten mere at møde nogen, som hævder slet ikke på noget tidspunkt at ha overvejet om de sku få tatoveret et omvendt kors i panden. Her er så bare en der har gjort det, og som nu er ham der går rundt i den lille by med et omvendt kors i panden. Han behøver ikke rigtig noget andet til at definere sig længere, der er taget hånd om identitetsmarkørerne der.

Jeg har endnu ikke mødt nogen andre der har set ham.

Det er det der undrer mig: Det er en ret lille by jeg bor i, trods alt, og selv i en større by ville ham her alligevel skille sig ud, men hver gang jeg har nævnt ham, har folk bare sagt at nåh, ham har de ikke set. Jeg har prøvet at forklare det med at det er lidt ligesom med gravide der ser barnevogne overalt, så ser metallere omvendte kors overalt, men den holder ikke. Jeg har set ham sidde udenfor bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, smilende, jeg har set ham i supermarkedet købe yoghurt, jeg har set ham stå og ryge udenfor isenkræmmeren, set ham gå i raskt, selvsikkert trav forbi kirken, set tårnet kaste sin skygge på ham: Det er ikke fordi han gemmer sig, han er i bybilledet.

Og der er ingen andre end mig der har set ham.

Det jeg formoder at det må betyde, er at han er en art projektion af noget inden i mig: Han viser mig noget jeg osse er, udover den pæne, ansvarlige, gode samfundsborger jeg trods alt først og fremmest er. Jeg går i skjorte, jeg studser mit skæg jævnligt, klipper min græsplæne og skovler sne væk, stemmer til alle valg og smider mine bukser ud, når der er gået huller i dem som ikke længere kan lappes. En gift mand, familiefar, arbejdende endda, og det i disse tider: Alt det, og så går jeg hvileløst rundt i den lillebitte bys brostensbelagte, stokrosekransede gader og bliver forfulgt af en smilende fyr med et omvendt kors i panden.

Et eller andet sted er der noget, som noget i mig åbenbart mener jeg har svigtet. Jeg har en kniv på mig nu. Man må være beredt til hver en tid, og der er noget der skal beskyttes mod en andethed i mig.

Om at miste troen på Sonny Crockett

Du skal forestille dig en dreng, for hvem Sonny Crockett er det største idol overhovedet. Det ku for den sags skyld osse være en pige, det er der sådan set ikke noget i vejen for, omend der så uvægerligt ville blive blandet en masse gryende seksuelle fornemmelser ind over det, og det har det her slet intet at gøre med på nogen måde. Hvis det endelig skal være, ku det osse ha været Ricardo Tubbs, der var det store idol, hvis ikke det var fordi han hele tiden gik og knaldede alle mulige damer, og det var ret suspekt i drengens stadig noget uskyldige optik. Forestil dig en lille pige, for hvem Ricardo Tubbs er det største idol overhovedet, og forestil dig så forældrenes reaktion, når det går op for dem hvad det er for en type mand deres datter dyrker sådan. For ikke at tale om at han jo er sort, men det bør de vel trods alt ha sat sig ud over, omend det så osse åbner for en racistisk læsning af Miami Vice at den sorte figur ikke er i stand til at kontrollere sin libido, hvilket konstant bringer hans hvide makker i fare. Den hvide makker, der bor på en båd. Med en kælealligator.

Stop. La være med at forestille dig en analyse af såvel racemotiver som freudianske understrømme i Miami Vice. Det ville der ikke komme noget godt ud af.

Det du skal forestille dig er den her dreng på omkring 10 år engang i slutningen af 80'erne, som synes Sonny Crockett er så sej at han selv går rundt og smøger ærmerne op på sin vindjakke for at efterligne sit idol. Sørger for at holde tommelfingrene på ydersiden, når han har hænderne i lommerne, på den der måde som af en eller anden grund er cool lige der. Får sin mor til at købe sig espadrillos i pastelfarver. Udelukkende leger Miami Vice med sin kammerat, som er foruroligende let at overtale til at agere den muligvis moralsk anløbne Tubbs. Dekorerer en hel væg på sit værelse med Miami Vice-billeder klippet ud af aviserne.

Det når et slags klimaks, der hvor Don Johnson udgir sin debutplade, Heartbeat, og drengen køber kassettebåndet og lærer sig selv at synge titelsangen på vrøvleengelsk. Her går det trods alt op for drengen at der er grænser for hans idols formåen, og at grænsen går lige præcis her, ved den plade. Det er virkelig, virkelig ussel sekundavarepop, som hvis man kan forestille sig en liteversion af Huey Lewis. Vist nok, der er ingen der kan huske hvordan den plade lyder i dag, bortset fra titelnummeret. Titelnummeret kan alle huske, og hvis de ikke ku, så vil Don Johnson gerne selv minde dem om det, sådan som han gør det 25 år senere, hvor han dybt alkoholiseret prøver at forføre en kvinde udenfor toilettet på en restaurant ved at holde hende hårdt fast op mod væggen, mens han stønner ”Heartbeat” op i hendes ansigt. Åh jo, det gjorde han.

Men det er alt sammen eftertid, det er ikke det du skal fokusere på: Det du skal forestille dig er den her dreng, som er ved at miste troen på det der meget vel ku være hans første store forbillede. Du skal forestille dig hvordan verden åbner sig fuldstændig uoverskueligt foran ham, nu hvor han er ved at miste sit fikspunkt i den. Det er ikke fordi han ikke stadig ser Miami Vice, det er bare ikke længere den samme oplevelse for ham, det virker næsten lidt latterligt nu, indtil han ser afsnittet ”Free Verse”. Det ville være så smukt hvis man ku sige at historien om en centralamerikansk digter, der skal vidne i Kongressen om forholdene i hans hjemland, som er plaget af korruption og kampe mellem venstreorienterede guerillagrupper og højreorienterede dødspatruljer, åbner drengens øjne for hvad det er der sker i Centralamerika, og Latinamerika i det hele taget, på det tidspunkt. Eller hvis bare Hector Sandovals flamboyante skikkelse, som hjuler rundt i sin kørestol og hælder drinks i sig og antaster unge damer, gør drengen interesseret i hvad det der poesi er for noget, og hvordan det kan ha den effekt på mennesker, både dem der skaber det og dem der dyrker det. En kæmpemæssig kulturel vækkelse og social bevidsthed antændt i en 10-årig dreng.

På en måde er det sådan set osse det der sker. Men det du skal forestille dig er den her dreng, som sidder og ser det her, og han har godt en anelse om at de her ting osse sker i virkeligheden, og at det er ret fucked, men strengt taget osse meget langt væk fra hvor han befinder sig, mentalt såvel som fysisk. Og det der så sker er at Hector Sandoval stikker af fra Tubbs og Crocketts overvågning for at gå på natklub, ubændigt fri sjæl som han er, og på den natklub spiller Suicidal Tendencies. Hele set-uppet er ret vanvittigt med new age-piger i høje hæle der danser rundt med touperet hår og gigantiske plasticøreringe, ansigtsmalede sorte der laver electric boogie til musikken, og så en midaldrende digter i kørestol midt i det hele. Det er drengens første møde med en dekadence, der langt overstiger det at ha en alligator som kæledyr, det er en depravation af alle de værdier han indtil det punkt stadig har regnet for at være gode og sande, og den lille smule tvivl, som en flad og ærgerlig popplade har plantet i hans sind, finder nu en åbning den kan svinge sig selv imod, hurtigere og hurtigere, indtil glasset smadres, verden ligger vidåben og fuldstændig fucked foran ham, og han vil bare skate og moshe henover de brændende ruiner af den.

Suicidal Tendencies medvirker i Miami Vice. Dubbet til fransk.

Hvis et træ falder i et parcelhuskvarter, og der ikke er nogen børn der længere

Jeg var dårligt flyttet hjemmefra, som den sidste på vejen, før træerne begyndte at falde.

Det kvarter jeg voksede op i, et klassisk efterkrigstidsparcelhuskvarter for den lavere middelklasse i udkanten af en større provinsby; et kvarter hvor vejene var navngivet efter bærsorter, længere rakte ambitionerne ikke, ingen komponister, videnskabsmænd, politikere eller bare forfattere, men bær, sådan, og deraf kælenavnet Marmeladekvarteret. Og det lyder så trygt og godt og hyggeligt, som om vi rendte rundt med skrabede knæ og spiste os mætte i frodige bærbuske langs hegnet i uendelige sommerferieeftermiddage, inden vi stakåndede og rødkindede væltede ind i køkkener, hvor gryderne konstant simrede med marmelade og kompotter til forrådskammeret, og jeg tror det er sådan, kvarterets forældre gerne vil huske den barndom de gav deres børn. Det er tildels rigtigt, i det mindste. Men altså: Det kvarter jeg voksede op i, der var træer overalt, vældige træer med enorme, brusende kroner; i forsommeren var alt fedtet ind i et tykt lag pollen, i efteråret blev det hele begravet i blade. Træerne var markører, når man kom cyklende op ad vejen, var man aldrig i tvivl om afstanden hjem, fordi træerne guidede en i den rigtige retning. Træerne var tryghed, med andre ord.

Det er egentlig lidt foruroligende at jeg så godt som ingenting aner om træer, selv ikke de allermest gængse træsorter kan jeg pege ud med sikkerhed. Jeg mener, jeg kan genkende et birketræ, men man ville sagtens ku gøre mig i tvivl om det nu virkelig var et birketræ jeg stod overfor, hvis man udtalte sig med bare en smule autoritet. Og jeg ville nok en gang forbløffes over at nogen vidste sådan noget, der var så essentielt, men det ville ikke sidde fast, det ville ikke få mig til selv at ku kende forskel en anden gang eller bare huske hvad det overhovedet var jeg sku kigge efter af tegn. Det er træer, det er en god ting at de er der, de er fine og bidrager med alt muligt godt, de er mystiske og af en anden verden.

Og de er væk nu.

Så snart børnene på vejen var flyttet hjemmefra, med mig som efternøleren der lige gav træerne nogle års ekstra respit, gik de tilbageblevne forældre i gang med at hugge træerne om, ikke et efter et over tid, men i en frådende bersærkerhugst, der i løbet af et halvt års tid gjorde det af med alle træer over hækkehøjde og lod kvarteret stå nøgent tilbage som en anklage mod børnene: Se, det her er hvad vi har nu og de næste sidste 20-30-40 år af vores liv, det er dette I har ladt os tilbage med. Det var ikke så meget en symbolsk kappelse af rødderne som billede på vores desertion, det var en blotlæggelse af hvad det var vi var rundet af, og det var ingenting: Gule mursten, mosgroede eternittage, gipsvægge, punkterede termoruder, rådnende carporte, rustende familiebiler. Den begrundelse vi blev givet for træmassakren, var at træerne var syge og gamle, de ku vælte omkuld nårsomhelst der kom en kraftig vind, og det er næsten et endnu bedre billede: Et nabolag som er blevet forladt af sine børn, og så begynder træerne at vælte sammen over det, knuse biler, huse, hundeluftere, begrave alt i løvfang og la en ny vegetation vokse frem under det. Det gjorde de ikke, de blev fældet, før de tog magten over deres ejere, og nye træer blev plantet, små træer der sku plejes mange år frem, så de ku vokse sig store og stærke, men ikke lisså store eller lisså stærke som de gamle træer. Mere medgørlige træer, nogen træer til at holde deres levetid ud, så vidt rakte ambitionerne, evigheden var ovre. Når vi kom hjem på besøg, var kvarteret ikke til at genkende, men det var heller ikke vores kvarter længere. Og på den måde blev vi vel osse sparet for at komme hjem og opdage at de træer vi huskede som kæmpestore, i virkeligheden ikke var det. At den verden vi var formet af, var umådeligt lille.

Jeg har plantet nye træer i den have der er min nu, i det kvarter der er mit nu. Det er en slags æbletræer, og jeg har for længst glemt hvilke sorter det er, og selvom selve det at plante dem er en markering af at det her er et sted vi har tænkt os at blive boende, at vi vil se de æbletræer vokse sig store og komme til at spise æbler fra dem en dag, så er det ikke noget jeg rigtig selv tror på. Det er mig ikke længere muligt at forestille mig at blive på et sted så længe, at jeg vil ku se træer vokse sig store. At se alt forandres over tid. Det er nemmere at sætte sig hurtige mærker ved at skille sig af med fortiden, fælde træer, skabe historie ved at omgøre den. Men jeg prøver at skabe historie på den langsomme måde: Jeg koger marmelade. Syltetøj, kompotter. Mange år efter jeg var flyttet hjemmefra, og jeg fortalte om at jeg var vokset op i Marmeladekvarteret, var der en der påpegede at det altså kun hed marmelade, hvis det var lavet på jordbær, ellers var det syltetøj.

Min barndoms tryghed var basseret på et falsum.

Endnu senere fandt jeg ud af at det var helt forkert: At marmelade kommer af det portugisiske "marmelo", kvæde. Der er hverken en Jordbærvej eller en Kvædevej i mit barndomskvarter, og forskellen på marmelade og syltetøj har noget at gøre med konsistensen at gøre, og det er slet ikke noget der betyder noget, med mindre man vil være skråsikker. Det eneste man kan være sikker på er træer, og når man så finder ud af at selv ikke træer er uforgængelige og evige, så kan man gøre sig fri at trangen til altid at sku være så sikker.

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”