”Samurajen ser obetydlig ut
bredvid sin rustning av svarta drakfjäll.”
- Tomas Tranströmer
Han har fyldt hovedet så tæt af hvad der egentlig er ligegyldigheder, at det essentielle er blevet kvalt i søgemaskineoptimering, facebookapps og tweeten; han tror nok at det essentielle var sådan noget som et Tomas Tranströmer-digt eller kaffe om morgenen, men han har svært ved at tænke på det på andre måder, end hvordan han kan videreformidle det og skabe noget merværdi ud af det. Hvordan skaber man merværdi til morgensol på altanen, stille, fuglekvidren, udluftningens susen ovre fra svømmeren, den slags stilhed: Hvordan får man gjort det at den er gratis til noget ekstra, ud over hvad den er i sig selv?
Han hører den der Thurston Moore-plade, som alle hører den sommer, skimmer en artikel om den græske gældskrise, lader demonstrativt være med at logge på lidt endnu, trækker vejret ned i maven, funderer over hvordan Pizarnik så intenst og i så mange år ku være så besat af døden, og om det havde gjort noget ved læsningen af hende, hvis hun havde været smukkere eller mindre smuk, om det havde gjort hende mere eller mindre pålidelig eller frastødende, og ikke mindst: Hvordan Tranströmer kan opleves lisså fuld af liv, som Pizarnik var fuld af død, når man har svært ved at mærke noget i sig selv. Oprigtighed by proxy.
Han har tømt hovedet og fyldt nye, bedre, hurtigere opdateringer på. Han møder dagen og er klar til at glide med den. Der ligger en joint i skabet til i aften, han tænker på Keith Morris, han er pisse indigneret et øjeblik, har lyst til at gøre noget ved noget, det hele, fucke lort op eller ta ud og skate.
”Querer quedarse queriendo salir,”Pizarnik, rastløs, mere kaffe.
Han er doomed, han er rede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar