Som Hannibals elefanter.
Det er lidt sådan jeg forestiller mig dem. Bare ikke som elefanter, altså, mere sådan en slags giraffer med de lange, spinkle ben og den lange, lisså spinkle hals.
Kampgiraffer, tænker jeg, og det er svært at forestille sig at noget så tilsyneladende harmløst som en giraf sku gøre nogen nytte i en kamp, men så på den anden side er det osse svært at se hvor frygtindgydende sådan en elefant kan ta sig ud, når det eneste man kender til dem er de tamme, ligefrem godmodige grænsende til det flegmatiske, elefanter i zoo. Så har man hørt om de horder af vilde elefanter, der engang imellem går berserk og jævner indiske landsbyer med jorden, men altså. Det er så osse elefanter, ikke giraffer.
Det er under alle omstændigheder svært at sige hvad de giraffer overhovedet sku forsvare os imod. Det hele, den sobre kedsomhed. Men hver gang vi åbnede en flaske cava, så lavede jeg en ny giraf ud af hvad-det-nu-hedder, det der ståltrådsstativ der holder proppen på plads, og så blev den stillet op at trone i vindueskarmen ved siden af de andre, mens vi drak cava i sengen. Ikke champagne, så meget kom vi aldrig til at tjene, at vi syntes vi havde råd til at ta skridtet fuldt ud og drikke den ægte vare. Det var en luksus vi ikke tillod os, til gengæld tillod vi os så at drikke cava når som helst vi havde lyst.
Der var altid noget at fejre, om ikke andet var cavaen i sig selv noget at fejre. Der var brug for at fejre noget.
Jeg forestiller mig jo at hvis vi var blevet ved, så havde hele vindueskarmen til sidst været fyldt med cavagiraffer. Eller kampgiraffer, om man vil, et girafanteri. De havde stået der og dannet et værn mod en ikke særlig klart defineret fjende ude på den anden side af vinduet. Virkeligheden, omverdenen, noget. Alt det der ikke var værd at fejre, og som derfor slet ikke var noget værd i den cavatonede optik. Eller snarere havde de stået der som en manifestation af at vi kæmpede den kamp. At vi prøvede at fejre uvirkeligheden, isolationen, noget som var ingenting for andre, men det eneste der virkelig var noget for os.
Som om at for hver gang vi fejrede det, så blev det slået fast at det var det det var. Hvad det så var. Vi lod det svæve frit, lidt sådan som den der fornemmelse af cavaperlen i blodet, en undskyldning for hvad som helst.
Der er noget uendelig rigtigt ved at gøre sådan noget i den situation. Jeg laver stadig de der giraffer, hver gang jeg drikker cava, jeg er bare holdt op med ikke at smide dem ud næste morgen. Jeg ved ikke hvad jeg forestiller mig de ville sige om noget, hvis jeg gemte dem allesammen, men jeg har en fornemmelse af at girafanteriet kæmper for nogen andres sag nu.
Det er osse en slags pointe med cava.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar