Stemmeløs og forblændet

Da vi kommer ud på gaden, står solen så lavt over bjergtoppene, at vi blændes. Cusco tre en halv kilometer oppe i de peruvianske andesbjerge er hidsiggyldent smuk, man ænser ikke hundelortene, affaldet, bygningernes varierende grader af smadrethed eller bare ufærdighed. Freddy fra Chile forklarede mig tricket: At så længe huset ikke er bygget færdigt, skal der ikke betales grundskat af det, så i årevis undlader ejerne at lægge tag på. Piñera, Chiles præsident og én af landets allerrigeste mænd, har et sommerhus, som han ikke har betalt skat af i 20 år, fordi en del af terrassen endnu er under konstruktion.

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”

Ned ad vejen i stedet for over gaden

Der, det er den sang fra bisættelsen.

Hun har ikke tænkt på den i lang tid, heller ikke på sin døde veninde for den sags skyld, og nu toner den frem i radioen, netop som hun er på vej igennem det tomme køkken på restauranten, og noget i hende føler sig tvunget til at stoppe op og rent faktisk lytte til den sang. Føle noget ved det, ære mindet på den måde, det er det mindste hun kan gøre, det er ikke meget, det kræver bare at hun stopper op. Hun tænker: Døden kræver af os at vi stopper op, kasserer med det samme den tanke igen, den er lam og den fjerner fokus fra det hun synes hun bør have fokus på nu, som er den sang. De minder om veninden som den skal få frem, men det eneste hun mindes er bisættelsen.

Hun kan ikke huske at have hørt den før, ikke udover den ene gang i kapellet, hvor det var de fremmødte der snøftede sig igennem en sang de færreste af dem kendte i forvejen. Det var hendes forældre der havde valgt den, det var den sang der angav hvordan de gerne ville huske deres datter, og følget klamrede sig til den guitar der akkompagnerede sangen, fulgte trop i den fortolkning af hvem hun havde været, som den udlagde. Hvad nogen følte hun kunne have været for dem. Hvad hun kan huske er hvor meget den sang fik hende til at vræle der i kapellet, hvordan det føltes som om alt i den var ubestridelige sandheder om den afdøde. Netop sådan som det var meningen: Der var ingen friske snitsår, ingen uforudsigelige raseriudbrud eller hysteriske sammenbrud, ingen forsvindingsnumre eller dages isolation, det var alt sammen filtreret fra til fordel for billedet af et langt mere helstøbt, sundt og harmonisk menneske end hun var nået at blive. Kunne være blevet. Og når hun hører sangen nu kan hun høre hvor drivende sentimental og almengyldig teksten er: Det er en sang alle helst skal kunne identificere sig med, og således får den alle dem der gør det til at indpasse sig det store, fælles hele, blive en del af det og affinde sig med det i stedet for at blive ved med at gøre stormløb mod det. Individet ophører med at eksistere, bliver atter til jord og minder der former historien som den skal være. En masse af død der tårner sig op bag en og foran en og får en til at søge tilflugt i svulmende følelsesladede sange, der opskalerer mindre, mere overkommelige og jævne følelser til noget så kæmpemæssigt at det overskygger alt andet og gør det ligegyldigt i det store hele. Lærkesang, solnedgang, bjældeklang og havets uendelighed og sødmefuldt rådne lugt af tang; bortgang.

Det er sådan hun hører sangen nu, hun prøver at få den til at vække nogen følelser i sig, nogen minder om dengang til bisættelsen, noget der betyder noget, nogen minder om den veninde, noget overhovedet, noget andet end det den sang forsøger at få hende til at have været, men det den ender med at vække i hende er en rå afsky overfor sangen selv. Det overskygger enhver anden følelse der måtte være i hende, og hun går videre, ud af køkkenet før den når omkvædet, ryster den af sig. Den reducerer hendes følelser til noget almindeligt og gør hende i tvivl om deres oprigtighed. Hun græd og græd og græd dengang i kapellet, det var som om hun slet ikke havde været klar over at hun overhovedet nærede så dybe følelser for veninden, hun havde vel nærmest været flov over at hun ikke var mere ked af det, blot havde konstateret at det var urimeligt, men osse uundgåeligt, det var den retning de havde stukket ud, når de havde stået der med køkkenknivene og konkurreret om hvem der turde skære dybest og længst. Køkkenbravade, som de ikke skulle stå tilbage for, de kunne måle sig med hver og en af dem, kunne være mindst lisså langt ude, smerten var en uadskillelig del af dem, noget de ikke kunne tage sig af men heller ikke kunne være foruden. De havde skåret sig gang på gang, fine, små snit der åbnede huden og fik det til at pible ud, sunket æggen i huden, plop, det var så let, og til sidst var hendes veninde så gået ned ad vejen i stedet for bare over gaden.

Det var ikke til at sige hvad det var præcis der havde gjort udfaldet, at det lige præcis var der det skulle være, hvilken cocktail af hvad efter fyraften der havde ført det ene med det andet, til det ikke var muligt at holde op, og hun havde ikke været der selv, men det kunne hun lisså godt have været, og det vidste hun. Det kunne ikke lisså godt have været hende, det vidste hun osse godt, men det vidste andre ikke nødvendigvis, for dem var de ens og uadskillelige, selvom det så var det de uigenkaldeligt var nu: Adskilte. Hun var gået skridtet videre. Hvor er det hun har hørt den skelnen: Ikke nødvendigvis en ustoppelig dødsdrift, bare en komplet ligegyldighed overfor at holde sig i live? Det var sådan de så sig selv, som sådan nogen, når de trampede henover kølerhjelmene på parkerede biler eller kastede sig ud fra klipperne eller bare i kaotiske værtshusslagsmål, hvor glas fløj igennem luften og de gik løs på  en eller anden af hvilken som helst grund, og der var altid lige nogle vitale øjeblikkes forsinkelse i reaktionen fra alle omkring dem, fordi ingen kunne få sig selv til at lægge hånd på dem, de var jo piger, det kunne ikke passe, og det gav dem et forspring til at hærge igennem. De var ustoppelige og udødelige. Det var sådan de bekræftede hinanden i at de følte sig i live.

Følte noget overhovedet. Da den sang så begyndte i kapellet slog det bunden ud af hende, og hun kunne ikke holde op med at  vræle, det trak igennem hende som kramper, og midt i det hele kom hun osse i tanke om en dårlig vits hun engang havde hørt om ham der havde skrevet sangen – noget med en fyr i musikbranchen der praler med alle de store navne han har skaffet til sin festival, hvor det så bare er efternavnene der er de samme som nogen rigtig store navne, John Fogertys fætter og sådan noget, bortset fra ham den sidste, hvor der er en der spørger om det så virkelig er ham han mener, og han bare svarer ja, og det er så det der er vitsen, at han er så ingenting. Ham? Ham. Åh. Og det er egentlig ikke sjovt, ikke engang ondskabsfuldt morsomt, og det fik hende bare til at græde endnu mere der, fordi det var så lige meget, det hele, og så massivt ladet med en betydning hun slet ikke begreb omfanget af.

Bagefter var hun tømt. Fattet, der var noget ærværdigt i at have kunnet græde sådan, og så var det ovre, de drak et par øl på et værtshus i nærheden, mindedes pligtskyldigt deres veninde og kollega, nogen fortalte anekdoter, ikke hende, der var ikke rigtig noget det virkede passende at fortælle, det havde alt sammen drejet sig om døden alligevel, eller om livet så meget som muligt, og det var ikke tid for det nu. De fleste havde under alle omstændigheder allerede tankerne alle mulige andre steder henne, var på vej videre, og de skiltes efter nogen timer og et ukendt antal omgange, drog derfra i hver sin retning, på vej på arbejde, på vej hjem, på vej videre.

Det er der hun står, et stykke længere fremme uden rigtig at have rykket sig for alvor, bare en ny sæson på en ny restaurant, en ny midlertidighed, noget mellem noget uden at hun rigtig kan sige det ene er mere end det andet, det er bare det der er lige nu. Horisonten er ikke for langt væk, den ligger bare meget højt i synsfeltet, som for at hun ikke skal kunne give slip og drive væk, opad. Hun står på terrassen og skuer ud over havet og prøver at mindes hende et øjeblik, inden hun går i gang med at tørre bordene af, farver kluden sort af aske. Det er vel ikke sådan det er meningen vi skal mindes de døde, at de skal få os til at stoppe op, de skal vel bare leve videre med os i baggrunden, tænker hun, forkaster også denne tanke, fordi hun ikke vil vide af hvad den kan åbenbare for hende, hvis hun rent faktisk tænker den til ende. Stopper op igen og smider kluden ned i spanden med sæbevand, skuer en gang til ud over havet. Nynner et par linjer af den forbandede sang, ved den kommer til at hjemsøge hende de næste mange dage når der er stille, ved at hun må sørge for at der ikke bliver det. Det må bruse hen over hende, hun må zigzagge videre efter den næste støjkilde, hvad som helst andet end stilhed.

Hvor som helst andre steder end der hvor den sang sender hende hen.

Skygger, tågesyn og uklarheder

“Hvad er skygger, tågesyn og uklarheder?

Synsforstyrrelser, der opfattes som skygger og uklarheder i synsfeltet, eller tågesyn eller flimmer for øjnene.

Ændringer i synsstyrken skyldes, at synsindtrykket bliver ændret et eller andet sted ved passagen fra øjet til hjernen. Et synsindtryk passerer gennem hornhinden, øjets linse, glaslegemet, nethinden, og via synsnerven til hjernen. Sygdom, skade eller aldersforandringer i en af disse dele af øjet giver synsforstyrrelser.”

- Patienthaandbogen.dk

Sådan hvor det flimrer umærkeligt i udkanten af synsfeltet, ikke noget man lægger mærke til før man skal fokusere på noget, en skærm, og man så opdager at hovsa, det kan man ikke rigtig, ikke lige nu, og det hjælper ikke noget lige at lukke øjnene lidt og prøve at koncentrere sig eller noget, det blir ved med at ligge der, en stor flade der ikke vil åbne sig for en, bare flimrer i takt med skærmen. Som når et kamera har filmet et fjernsyn, man er bag det ekstra lag. Og det er sådan noget man ikke kan undgå at blive lidt nervøs for, er jeg ved at blive blind nu, skal jeg ikke ku se mine børn mere, er det her noget jeg skal ta til lægen med? Og man vil gerne holde lidt igen med at ta til lægen nu, ikke komme rendende: Sidste gang bød den unge, vel egentlig på sin vis diskret og slavisk kønne, kvindelige´læge smilende en ind i konsultationen med et suk, og hvor var det dog varmt, jeg tar lige den her af, mens hun fastholdt ens blik henover brillerne, og så var man med i en pornofilm onsdag formiddag. Det er osse det billede man gerne vil fastholde, det vil blive det sidste der er tilbage når synet endegyldigt formørknes; det er en tarvelighed at hæge sig fast ved, noget der ikke betyder noget, så dette ikke betyder noget, man er ikke ved at blive blind. Man er ikke ved at blive blind, man er ikke ved at blive blind, det er bare fokusset der fortaber sig i skyggerne.

Og dvaskheden sniger sig på, bemægtiger sig kontrollen over ens krop og tanke. Det er ikke mere end en måneds tid siden man gik ned og sprang i vandet om morgenen inden man havde vagt, mærkede hele kroppen ranke sig igennem, eller gik ud over klipperne om aftenen efter en vagt og tog hele horisonten ind i sig; nu er det nærmest nok til at være noget hvis man bare hæver skrivebordet og rejser sig fra stolen en halv times tid, står og falder i staver, lar timerne skrive sig i vagtskemaet med en mindsteløn som det eneste man har fået tampet ud af dem. Timers tågesyn og flimrende åbenbaringer om noget der aldrig rigtig vil gi sig til kende for en, fortaber sig i det tomrum som udkanten af sæsonen har skabt. Det er ved at være ovre, men det er ikke slut; det er til at se en ende på det, men den flimrer uklart.

Og det ku bare være vinteren der allerede var ved at sætte ind med sit obligatoriske skandinaviske tungsind, men det ku lisså vel være arbejdstilstanden der nu er ved at gøre sig gældende: Alle de timer man forpagter sig selv væk for nogen andres formål, der osse fortaber sig med tiden, bare for desto bedre at mærke den smule tid man får tilovers til sig selv som noget der minder om frihed, intensivere den til et par timers hårdnakket liggen på sofaen med en bog man aldrig blir færdig med, men som er ens forsvar mod at la det arbejde opsluge den sidste rest af det man stadig forestiller sig er ens integritet. Det er et fokus at beholde, det er et fokus der flimrer bort nu, lar en sidde tilbage, på arbejdet, mens mørket maser sig ind over en og man desperat overvejer at komme det i forkøbet og kratte sine øjne før det får en.

Erkendelsen af ikke at være i stand til at være et konkurrencemenneske

Det er det der lange, seje træk, det er det der er selve kernen af cyklingen, og hvem er det der har skrevet om det? Ja, altså ud over ham den åbenlyse og alt, alt for ihærdigt lovpriste selvhøjtidelighed, som der ikke er nogen grund til at gi en tur til, men der var en anden, muligvis var det René Jean Nielsen, nej, det var Rasmus Nikolajsen, der skrev om at cykle: Sådan en tur op over Hald Bakker, hvis der overhovedet er flere af dem, hvis det ikke bare er en kolossal bakke, jeg ved det virkelig ikke. Bakker som det tætteste man kan komme på den der store cykeludfordring i et land uden høje bjerge (hej Michael Falch, havde du nogensinde troet den fadæse ville blive glemt?), men det jeg studsede over var at teksten lige strejfede en opvarmningstur på 55 kilometer, inden fortælleren bandt an med bakken. Det er det der er det der lange, seje træk, som så bare blir reduceret til opvarmning inden den virkelige udfordring, og som under alle omstændigheder er væsentligt længere end mit eget lange, seje træk, som bare er de der daglige 24 kilometer til og fra sommerjobbet. Som er rigelige 24 kilometer, altså små 50 tilsammen, bare afbrudt af arbejde, og som har fået mig til at tabe mig betragteligt og givet mig helt nye sanseoplevelser i røven. Og som er blevet modtaget med benovelse, når andre har hørt om at jeg cykler 24 kilometer til og fra arbejde, og jeg har labbet den i mig, benovelsen, jeg har været ham der cykler små 50 kilometer om dagen, og så kommer der sådan en, hvor 50 kilometer ikke er andet end en opvarmningstur, før man virkelig sætter ind.

Det er en slags nederlag, det er svært ikke at la det blive det, men muligheden er der så for slet ikke at la det betyde noget, at fremføre, for sig selv, for andre, at der aldrig har været tale om at man konkurrerede, at der ikke var noget man sku bevise, at man bare gjorde det, at det var nok i sig selv overhovedet at gøre det, fordi det var mere end at la være.

Målet er ikke nødvendigvis at blive den bedste.

Der er utal af felter hvor jeg ikke er den bedste, selv de felter jeg føler mig nogenlunde god på er der masser der kan overgå mig på, og det smerter da, men det er ikke noget jeg vil la smerte mig: Jeg konkurrerer ikke. Jeg gør, jeg er med, på lige fod med alle andre, jeg er med, det er det der betyder noget. Det er et ideal, det er sådan noget man lærer børn, men det er osse en nødvendig indstilling, hvis man ikke er den bedste.

(Michael Falch var i 80’erne den bedste danske Bruce Springsteen, det var der udpræget enighed om, lige indtil han forsøgte at gøre ham “Born in the USA” efter med netop “I et land uden høje bjerge”, og der ikke rigtig længere var nogen der ku la være med at fnise af ham, som han stod der i sit cowboytøj med sit stålsatte blik og spillede opblæst poprock for et folk, der vendte sig væk fra ham. Åh, Michael Falch, du var noget, som ikke var meget, men dog noget, og nu er du reduceret til at være ham der ikke rigtig var det alligevel-vel-vel? Og du var min helt der i et par måneder, det der stålsatte blik var nok til at få mig til at overse et øjeblik at musikken virkelig ikke var rigtig noget, og så faldt og faldt og faldt du, og i dag er du stadig bare ham med den der forfærdelige sang fra dengang.)

Jeg har skåret 10 minutter af min tid, det tar mig små 50 minutter at cykle de 25 kilometer nu, hvor det i starten tog mig godt en time. Det er en god ting, mærker jeg, det er en udvikling, men det er osse sådan en udvikling det er nemt at la sig fange af: At man så skal blive ved med at udvikle sig, at jeg skal skære flere minutter af, blive bedre, hurtigere. At det sku være målet, at det ikke i sig selv sku være mål nok bare at gøre det. Og det er netop der hvor man lar sig rive med af det, hvor man lar sig gribe af konkurrencemomentet, at man så må erkende at ens evner bare ikke rækker længere end til lige præcis den forbedring, at der ikke er mere, man blir ikke bedre, blir slet ikke bedst, blir bare ved, men glædesløst, indtil man gir slip igen.

Og bare tar det lange, seje, ensomme træk for dets egen skyld.

Op ad bakkerne, ned ad bakkerne, lige ud ad landevejen uden afbrydelser, marker på begge sider af en, vandet et stykke ude mod vest, engang imellem dukker horisonten lige frem, derovre i disen kan man skimte et andet land når man er højt nok oppe og horisonten rykker desto længere væk, den der formel man forlængst har opgivet at prøve at sætte sig ind i. Og omkring halvvejs på tilbagevejen det punkt hvor man kommer over en bakke, og så kan man se byen dernede, godt ti kilometer væk, det der er blevet ens by nu, og hele den følelse vælder op i en: Det er mit, det der, nu, og det ligger der og venter på mig.

Endnu mere om aftenen, hvor det er det første lys man ser efter 14 kilometer: Der ligger først en lille by, som man skal udenom, der er lidt lys, men der, 10 kilometer længere fremme, der ligger alt det lys man skal ind i. Det ser ud af voldsomt meget, fordi det ligger der i alt mørket, men det er naturligvis i virkeligheden ingenting, det er en lille by, det er ikke som når man flyver ind over en hovedstad, og den bare blir ved og ved med at være lys i alle retninger: Det er alt det lys man kan drømme om lige der, for på dette tidspunkt kører man i bælgravende mørke, ens synsfelt er indskrænket til de 5 meter foran en lyskeglen fra ens cykellygte danser og så nogle vage meter foran det, reflekser fra pælene langs vejen, ellers er alt mørke, og det er egentlig slet ikke fedt. Endnu mindre når man kører igennem skov, så er det mørkere endnu, man kører i en sæk, og man kan nå at registrere sådan en følelse af at nu blir det lidt hårdere, hvorfor blir det det, inden det går op for en at det er fordi man kører op ad bakke, og man har ikke noget at sammenligne med, så man kan ikke registrere hældningen ved andet end at føle den. Det er ikke fedt, man er super fokuseret, man kan ikke køre lisså hurtigt, fordi man skal være så opmærksom, og det er først når man kører ind ad indkørslen derhjemme, når man er kommet de sidste par kilometer igennem lys, så begynder det at føles som om man alligevel har gjort noget, som om det har været en bedrift, det man har gjort, mens ens øjne er helt tørre og udspilede, fordi man har forsøgt at fylde dem med lys for at ku se så meget som overhovedet muligt i mørket.

Det er en anden slags langt, sejt træk, det er kernen af et sagn, det er noget man lægger bag sig. Det er ikke noget specielt for andre end en selv, man står alene med det træk og den betydning man kan fylde ind i det.

Ude af trit

Se hvordan hun kommer springende afsted, som en kåd unghest eller en årvågen bjergged. Nok mest det sidste, jo, som hun springer fra klippestykke til klippestykke, holder sig i konstant duvende bevægelse, fordi hun ikke er sikker på hun ikke får overbalance hvis hun standser op. Men hun vil hellere føle sig som en hoppe, lange, seje muskler der trækker op igennem kroppen, spiller under huden. Det er den måde hun mærker musklerne på, de spændes ud, trækker sig sammen, afbalancerer hende hver gang hun lander skævt på et klippestykke, og hun lander hele tiden skævt jo, alt er skævt, hele landskabet tilter her, hælder sig selv ud i havet. Foran hende spredes de græssende får ud over engen, ind i buskadset, og hver gang hun ser et sort får sætte i løb væk fra flokken tænker hun på Out of Step-coveret: “I can’t keep up / I can’t keep up / I can’t keep up / Out of step / with the wooorld!”

Det er jo så det hun er, ude af trit med verden omkring hende, det er den følelse hun fremmaner i sig selv her. På det yderste punkt, det sidste klippefremspring, det længste væk hun kan komme uden at forsvinde helt. Og hun prøver at ta det ind, la horisonten trække en linje hen over hendes hjerne, la den hysterisk kulørte aftenhimmel overvælde hende, la det hele være større end hende selv og alt det der fylder op i hende blive ubetydeligt: Hun prøver at bringe det hele i takt med sin egen puls, smøre sig selv ud over det i så tyndt et lag at hun blir gennemsigtig. At hun kan ophøre som individ og bare blive en del af et hele, umærkeligt.

Hun standser op ved en ruin, sætter sig op ad en mur med himlen som tag, får vejret. Synker sammen, retter ryggen. Det er her hun er, det er det hun er nødt til at arbejde med. Det her er hvad hun har: Nogle klippestykker og horisonten bredt ud foran sig. Det er ingenting, intet i det store hele, men det er svært at forestille at noget sku ku være større end det. Mere massivt og mere åbent. Med tanken få det hele til at lukke sig sammen om hende, det lykkes ikke, hun kan ikke koncentrere sig nok, det smutter omkring hende, fortsætter.

Mørket falder på, mere og mere nu, hvis hun skal nå at finde tilbage til verden, så er det ved at være nu. Går ad stien langs vandet forbi fyrtårnet, de hvide sten der markerer stien lyser op i mørket, indtil hun når tilbage til stranden og til lysene fra den lille badeby. Tilbage til hotellet og sove nogle timer på et værelse, der stadig lugter lidt jordslået efter vinteren, inden hun har vagt igen i morgen tidlig. Sidde i buret, mærke musklerne slappes, væggene lukke sig sammen om hende, minutterne løbe ud af hænderne på hende: Ikke noget at lave, ikke rigtigt, men heller ingen mulighed for så bare at skride, for det tilfælde at der pludselig sku blive brug for hende. Det er en ret væmmelig allegori over et cementeret grundvilkår, hvis relevans for hende hun hverken vil acceptere eller anfægte. Ude af trit, uden vilje til at la sig indrullere, ladt bagud.

Hun sparker sandalerne af, træder et par skridt ud i vandet, næsten helt lunt efterhånden. Det er højsommer, hun er ved stranden, hun er alene, og det er helt, helt forkert.

Hun er næsten faldet i søvn oppe på værelset da hun hører stemmen. En klagen, en messen, raseriudbrud, hulken, grinen, flere forbandelser på en blanding af sløret dansk og gebrokkent engelsk. Så stilhed, så begynder det igen, så lige nøjagtig nok stilhed til at hun kan sige til sig selv at det nok er overstået, at han er væk nu, at hun kan sove og ikke behøver at ta sig af det, så igen. Hun står op, tar en trøje på, læner sig ud af vinduet og spejder efter hvor det kommer fra, ser den sammensunkne skikkelse på trappen med en flaske vodka i hånden og en cykel liggende foran sig. Kalder, “Hey! Du? Hey,” og det tar ham et stykke tid at lokalisere hende, hun er ikke engang sikker på han overhovedet ser hende, men han snøvler et “Ja, hvad? Hvad er der, mand?” ud i mørket, et sted op mod vinduerne. “Du er nødt til at være stille, der ligger folk og sover her.” “...” “Og du kan ikke sidde der.” “Hvad? What? Der er ikke nogen,” og det fortaber sig i mumlen og forbandelser. Hun blir nødt til at gå derned, hun er nødt til at få ham væk, det går ikke at han sidder der, nogen er nødt til at gøre noget, og der er ikke andre end hende til at ta sig af det. På vej ned kan hun høre at der stadig er nogen ude i køkkenet, de er ikke færdige med at gøre rent endnu, hun stikker hovedet ud og kalder på kokken, som træder frem fra gangen, et bjerg af hvidt kød med et lillebitte håndklæde om livet, den der kliché om at kokke absolut skal være tykke for at man kan stole på at deres mad er noget værd. “Gider du hjælpe? Der sidder en fulderik ude på trappen og råber op, og jeg ville gerne lige ha noget opbakning, hvis nu han blir voldelig. Bare nu du er her.” Det er vigtigt for hende at hun godt selv ville ku klare det, at hun ikke er bange eller noget, hun er bare heller ikke dumstædigt frygtløs, når nu der rent faktisk er mulighed for at ha opbakning med. “Øjeblik, jeg skal lige ha tøj på,” svarer kokken, “med mindre du tror det er bedre til at skræmme ham væk hvis jeg bare kommer ud sådan her,” tilføjer han og slår ud med armene i al sin vælde. Størrelsen alene forlener ham med en magt som er rent illusorisk, fedtet er reelt nyttesløst som andet end bolværk, en stødpude. Han kan ta imod og imod, men ikke selv gi det store, andet end sin vægt. Hun kan mærke sine muskler spændes, men de er heller ikke i sig selv nok til at yde nogen rigtig modstand hvis fulderikken går til angreb, hun stoler i hvert fald ikke på at de er i stand til det, aner ikke hvordan hendes reflekser er. Slagsmål, hun har ikke været i slagsmål siden hun var barn, og hun er rigtig sikker på om hun vandt eller tabte, men mener at hun burde ku huske det som en sejr hvis hun havde vundet.

Det ville ha været en markering af hende selv, primitivt og dybt ligegyldigt, men alligevel. Det ville ha været noget.

Fulderikken er ikke rigtig til at komme i kontakt med, vil ikke svare på nogen af deres spørgsmål om hvem han er, hvor han bor eller noget, men et eller sted inde i tågerne fornemmer hun alligevel at han blir intimideret af dem, som de står over ham. Han har ingen anelse om hvor han er, vil ikke sige hvor han bor, vil bare ha lov at sove på trappen. “Jamen, det går ikke,” forklarer de ham pædagogisk, som et barn, “der er folk der skal ind og ud af hotellet, og du spærrer trappen. Og du forstyrrer dem der ligger oppe på værelserne og sover, fordi du sidder og råber.” Som et barn, det går op for hende at hun tysser på ham som hun ville tysse på et barn. “Har du nogen venner der kan hjælpe dig hjem?” “Neeej...” vrænger han og falder sammen om sig selv. “Så er vi jo nødt til at ringe efter nogen der kan hente dig og køre dig hjem. Har du penge til en taxa? Og kan du fortælle en taxachauffør hvor du bor?” “Jaaa...”

Inde i receptionen diskuterer de kort: Der er ingen taxaer der vil ta ham med, han har pisset ned ad sig selv, kan ikke forklare hvor han bor. Der er ikke rigtig andet at gøre end at ringe efter politiet og få dem til at hente ham, og det er et nederlag for hende, kokken er ligeglad, hun vil gerne ku klare det uden at bringe nogen autoriteter højere end hende selv ind i det, og samtidig er hun godt klar over at hun ikke magter at gøre noget ved situationen. Hun ringer, hun blir noteret, hun går ud til fulderikken igen med et glas vand, får narret den ene af hans to vodkaflasker fra ham, venter på politiet, der går et kvarter og det begynder at småregne, så kokken ringer igen, mens hun overbeviser fulderikken om at han ikke skal prøve at rejse sig, slet ikke skal prøve at sætte sig op på sin cykel, ikke skal nogen vegne, bare skal vente på at der kommer nogen og kører ham hjem, drikke lidt mere vand, være rolig, gi dem den anden flaske vodka.

Til sidst kommer politiet om hjørnet, og den ene betjent begynder at overfuse fulderikken allerede inden han er ude af bilen, er på fornavn med ham, en gammel kending: “Jens, din idiot! Hvad laver du her?” Råber endnu mere op end fulderikken selv gjorde, kokken forsøger at tysse på betjenten nu, der ligger folk og sover, jo. De prøver at skaffe en taxa til ham, men centralen vil ikke sende nogen, de kender ham osse udemærket og han skylder dem for mange penge, og betjenten sukker og bander, “nåh, jamen, så er der jo ingen andre end os til at køre ham hjem.” Hun henter et par affaldssække han kan sidde på så de ikke får pis på bagsædet, hun kører hans cykel om i gården, så han kan hente den der når han er blevet ædru igen, den ene betjent trækker hende til side, siger “de to flasker vodka, dem ved du ikke noget om,” og hun hører det som et spørgsmål, forstår ikke hvad han mener, han trækker hende til side igen: “Dem har jeg ikke set, dem har du ikke set. Hæld dem ud og få dem væk, ok.” Og hun nikker, hun kan ikke andet, der er ikke rigtig noget at diskutere eller sætte sig op imod, hun er på hans nåde, fulderikken er på hans nåde, det er ham der bestemmer, det er ham der tar sig af det.

Ordner det hun ikke selv magter.

Det er med den følelse hun går op i seng igen efter at ha hældt en spand vand ud over trappen for at skylle pisset væk, fjerne sporene. Så alene er hun ikke, så langt ude er hun ikke. Det er en art trøst, men det er ikke en trøst der gør noget bedre, den demonstrerer bare at der er så uendelig meget der er så usandsynlig meget værre. Der er andre der er endnu mere ude af trit med verden, forlængst har opgivet overhovedet at prøve at følge med, gir pokker i det og drikker sig i hegnet for at få det til at forta sig, få det til at forsvinde.

Det skaber en form for ekvilibrium for hende at hænge i. Det slæber hun på sine skuldre op på værelset.