Lidt mindre end middelmådig

Det håner mig.

Som om det ikke var nok, at jeg snotforkølet befinder mig i en råkold betonhal i Nexø lørdag formiddag, ligger min niårige søns ekstra skateboard ved mine fødder og håner mig, fordi jeg ikke står på det. Jeg skal ikke skate: Jeg er helt stoppet til i hovedet, og det har gjort noget urovækkende ved min balancesans; jeg skal holde øje med den toårige, der smyger sig ind og ud mellem de store skatere på sin storebrors løbehjul; jeg – jeg er ikke særligt god.

Overhovedet.

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.