Det er et langt ridt han har foran sig her, han sætter kaffe over, kortvarigt overdøver kaffekværnens fræsen musikken, ikke længere end at han finder tilbage i den igen med det samme. Det er osse november her et halvt århundrede senere, et helt anderledes borealt gråt i gråt ud af køkkenvinduet end det en ung musikstuderende må ha set på den eftermiddag i Los Angeles, hvor han sad i en ven Terry Jennings' mors hus & spillede sig igennem det værk han havde konstrueret ud fra en god håndfuld siders tema & de logiske forskydninger af det, som han ikke engang havde noteret, fordi han forstod dem intuitivt. Det var sådan det måtte være, det var sådan musikken måtte spilles, han havde en vision. Han havde en ven der optog den første times tid af stykket på en spolebåndoptager, det blev dokumenteret med lyden af biler ude på gaden, en gøende hund, de tilhørendes hosten. Det blev dokumenteret at det her havde fandtes, selvom Dennis Johnson allerede var ved at blive overhalet af kollegaen LaMonte Young, der snart sku få premiere på sit storværk, The Well-Tuned Piano. Stadig nogle år efter det her værk blev konciperet, men det ku allerede næsten være lige meget: Nu var der ikke andet at gøre end at dokumentere det & så la det ligge. Tre årtier ligger det & klinger, der er ikke andre end dem der var tilstede den dag der kan høre den tone klinge, deres hjerner forlænger den, lar den igge bag al støjen, krige, coctailparties, rock & trafik, lar den finde dem inden søvnen som en uforløsthed. Tre årtier senere hører Kyle Gann om November første gang, fire årtier senere gir LaMonte Young ham en kopi af optagelsen, fem årtier senere er stykket rekonstrueret, uropført, indspillet, dokumenteret & preserveret.
Det er en art retfærdighed, tænker han mens kaffen bobler op igennem stemplet, men det føles bare ikke fuldbragt. Det er en musik der ikke anerkender endegyldigheden. Han skruer højere op, så musikken kan fæølge ham ud på bagtrappen, hvor han står med kaffekoppen under halvtaget & mærker den kolde fugt på kinderne, en silende dis der lægger sig over haven. Der er ikke rigtig nogen vind, men der er alligevel heller ikke rigtig noget løvfang længere den ku ha suset i, det røg altsammen under den første af stormene, lå morgenen efter spredt over plænen. Der ligger det endnu, bladene er brune og smattede efter flere dages vedvarende regn; der vil de få lov at blive liggende i forventning om at de bare vil formulde af sig selv under sneen, & først når den så smelter i slutningen af marts, & de stadig ligger der, sortbrune, indskrumpede, vil han mande sig op til at rive dem sammen og smide dem i kompostbeholderen. Der er et billede der, tænker han: Kompostbeholderen. Al den musik han hørt de sidste små fire årtier, al barndommens Dr. Hook, teenageårenes Slayer, ungdommens Fugazi & voksenhedens Dr. Hook igen, alt det andet osse, kogt sammen i hans hjerne & skidt ud som denne ene tone: Klavermusikken den fineste, sprøde muld. Det er ikke et billede der egentlig gir mening, der er f.eks. ikke engang noget der vokser af det her, det er vel nærmere en art populærkulturel bonsai han har med at gøre, men det er den mådehan har at forstå det på. Med kaffe & et væld af følelser, fordi han på trods af at han har beskæftiget sig så indgående med musik i alle de år, aldrig har taget sig sammen til at lære den simpleste teori. Han aner ikke engang om det var en kvint, det han hørte i starten, det lyder bare som noget det ku være, det er et ord der låner bare en lille smule pondus til hans opfattelse af den her musik. Han har brug for alt hvad han kan fremmane for at stå imod de følelser musikken bringer frem i ham, han har brug for at teoretisere nu for ikke at reducere det til blot vemodighed. Så forbandet skønhedssøgende det er, han må kæmpe for ikke at la sig rive med. For ufølsomheden, for at musikken skal la ham slippe for at føle noget mere, trække hver enkelt dirren i hans sjæls strenge ud til de er klinget endeligt af, opløst i den klamme luft foran ham. La ham tilbage på en trappe med sin kaffe.
R Andrew Lee spiller videre inde i huset. Han har fået hvervet med at omsætte Dennis Johnsons teori til praksis, i det mindste denne ene gang. Dennis Johnson selv har ikke længere fysikken til det, Kyle Gann magter det heller ikke. Det forestiller han sig: At nogen et halvt århundrede senere et sted i hans rækker af notesbøger skal finde en idé der tåler at blive foldet ud, følge den derhen hvor han ikke selv magtede at ta den, få en yngre, dygtigere, mere stræbsom udgave af ham selv til endelig at eksekvere den. Det er megalomani & autoekspunktion på samme tid, det er en højere enhed der har et navn i buddhismen. Han trækker vejret dybt ind igennem næsen, hele vejen rundt i kroppen når åndedraget, så tømmer han den sidste slat lunken kaffegrums ned i jordbærbedet & går ind i musikken igen. Han har to timer tilbage, det skal nok blive godt, han skal nok blive god af det.
