De første toner markerer en ansats til noget vi med det samme har en forventning til hvordan vil udvikle sig. Vi kender den her stemning, vi ved hvad den her klang vil os. Så bryder det af, en enkelt tone blir hængende, klinger af & af & af, forsvinder næsten helt, hvis vi ikke skruer op eller anstrenger os eller bare lar vores hjerne forsikre os om at den fortsætter, at tonerækker ikke bare bryder af sådan, ikke så tidligt. Vores hjerne spiller med her, udfylder rummet indtil de næste toner alligevel rammer, falder hvor vi næsten ku ha forudset de ville falde. En lille sejr hver gang hjernen får ret, blir bekræftet i at den har gennemskuet systemet, en hurtig tilfredsstillelse. Ret hurtigt blir der bygget et tema op, nu tror vi godt vi ved hvordan det her skal fortsætte, det er nemt, det her, tilfredsstillelsen blir mindre & mindre for hver gang vi regner den ud. Det kan ikke passe. Vi er lige startet, ikke mere end et par minutter inde, har fem timer tilbage: Det kan ikke passe at vi allerede har gennemskuet det, at dette er hvad det er, & de næste fem timer blot være variationer over dette tema. Det når vi at tænke, før vi registrerer at musikken er i færd med at opløse sig foran os. Ikke i stilheden, lige nu er der toner næsten hele tiden, kommer de ikke ligefrem væltende oven i hinanden, så lar de kun lige hinanden klinge bort, inden de bygger videre på det, rører næsten hinanden nok til at skabe en konstruktion. Vores hjerne har svært ved at følge med nu, musikken tårner sig op foran den, mere & mere uoverskueligt blir det, men det er en tryg uoverskuelighed. Den lar os ane at der er et system bag, en konstruktion som det hele suser igennem, at det kommer til at føre os et sted hen, vi skal bare hænge på. Afklare os selv med uoverskueligheden, det er det musikken lærer os lige nu, & nu slipper den os. Registret mørknes, rumnmet omkring tonerne strækkes ud, klangene fortættes. Et øjeblik tror vi næsten vi er på vej tilbage mod temaet igen allerede, indtil det går op for os at det her kun er en antydning. Vi har lang vej igen, den grundtone der rammes nu, efterfølges af et flere oktaver langt spring ind i en kvint eller noget vi burde vide noget mere om for at forstå det her. Det skærer ikke, der er ikke noget at skære sig på her, ingen så umiddelbare oplevelser at ta med sig ud.
Det er et langt ridt han har foran sig her, han sætter kaffe over, kortvarigt overdøver kaffekværnens fræsen musikken, ikke længere end at han finder tilbage i den igen med det samme. Det er osse november her et halvt århundrede senere, et helt anderledes borealt gråt i gråt ud af køkkenvinduet end det en ung musikstuderende må ha set på den eftermiddag i Los Angeles, hvor han sad i en ven Terry Jennings' mors hus & spillede sig igennem det værk han havde konstrueret ud fra en god håndfuld siders tema & de logiske forskydninger af det, som han ikke engang havde noteret, fordi han forstod dem intuitivt. Det var sådan det måtte være, det var sådan musikken måtte spilles, han havde en vision. Han havde en ven der optog den første times tid af stykket på en spolebåndoptager, det blev dokumenteret med lyden af biler ude på gaden, en gøende hund, de tilhørendes hosten. Det blev dokumenteret at det her havde fandtes, selvom Dennis Johnson allerede var ved at blive overhalet af kollegaen LaMonte Young, der snart sku få premiere på sit storværk, The Well-Tuned Piano. Stadig nogle år efter det her værk blev konciperet, men det ku allerede næsten være lige meget: Nu var der ikke andet at gøre end at dokumentere det & så la det ligge. Tre årtier ligger det & klinger, der er ikke andre end dem der var tilstede den dag der kan høre den tone klinge, deres hjerner forlænger den, lar den igge bag al støjen, krige, coctailparties, rock & trafik, lar den finde dem inden søvnen som en uforløsthed. Tre årtier senere hører Kyle Gann om November første gang, fire årtier senere gir LaMonte Young ham en kopi af optagelsen, fem årtier senere er stykket rekonstrueret, uropført, indspillet, dokumenteret & preserveret.
Det er en art retfærdighed, tænker han mens kaffen bobler op igennem stemplet, men det føles bare ikke fuldbragt. Det er en musik der ikke anerkender endegyldigheden. Han skruer højere op, så musikken kan fæølge ham ud på bagtrappen, hvor han står med kaffekoppen under halvtaget & mærker den kolde fugt på kinderne, en silende dis der lægger sig over haven. Der er ikke rigtig nogen vind, men der er alligevel heller ikke rigtig noget løvfang længere den ku ha suset i, det røg altsammen under den første af stormene, lå morgenen efter spredt over plænen. Der ligger det endnu, bladene er brune og smattede efter flere dages vedvarende regn; der vil de få lov at blive liggende i forventning om at de bare vil formulde af sig selv under sneen, & først når den så smelter i slutningen af marts, & de stadig ligger der, sortbrune, indskrumpede, vil han mande sig op til at rive dem sammen og smide dem i kompostbeholderen. Der er et billede der, tænker han: Kompostbeholderen. Al den musik han hørt de sidste små fire årtier, al barndommens Dr. Hook, teenageårenes Slayer, ungdommens Fugazi & voksenhedens Dr. Hook igen, alt det andet osse, kogt sammen i hans hjerne & skidt ud som denne ene tone: Klavermusikken den fineste, sprøde muld. Det er ikke et billede der egentlig gir mening, der er f.eks. ikke engang noget der vokser af det her, det er vel nærmere en art populærkulturel bonsai han har med at gøre, men det er den mådehan har at forstå det på. Med kaffe & et væld af følelser, fordi han på trods af at han har beskæftiget sig så indgående med musik i alle de år, aldrig har taget sig sammen til at lære den simpleste teori. Han aner ikke engang om det var en kvint, det han hørte i starten, det lyder bare som noget det ku være, det er et ord der låner bare en lille smule pondus til hans opfattelse af den her musik. Han har brug for alt hvad han kan fremmane for at stå imod de følelser musikken bringer frem i ham, han har brug for at teoretisere nu for ikke at reducere det til blot vemodighed. Så forbandet skønhedssøgende det er, han må kæmpe for ikke at la sig rive med. For ufølsomheden, for at musikken skal la ham slippe for at føle noget mere, trække hver enkelt dirren i hans sjæls strenge ud til de er klinget endeligt af, opløst i den klamme luft foran ham. La ham tilbage på en trappe med sin kaffe.
R Andrew Lee spiller videre inde i huset. Han har fået hvervet med at omsætte Dennis Johnsons teori til praksis, i det mindste denne ene gang. Dennis Johnson selv har ikke længere fysikken til det, Kyle Gann magter det heller ikke. Det forestiller han sig: At nogen et halvt århundrede senere et sted i hans rækker af notesbøger skal finde en idé der tåler at blive foldet ud, følge den derhen hvor han ikke selv magtede at ta den, få en yngre, dygtigere, mere stræbsom udgave af ham selv til endelig at eksekvere den. Det er megalomani & autoekspunktion på samme tid, det er en højere enhed der har et navn i buddhismen. Han trækker vejret dybt ind igennem næsen, hele vejen rundt i kroppen når åndedraget, så tømmer han den sidste slat lunken kaffegrums ned i jordbærbedet & går ind i musikken igen. Han har to timer tilbage, det skal nok blive godt, han skal nok blive god af det.
En Borges-tatovering. Lavet som en labyrint. Af bøger. Tag dén, Sune Werner!
Viser opslag med etiketten fugazi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fugazi. Vis alle opslag
tirsdag den 17. december 2013
søndag den 1. december 2013
2013 på pladespilleren - # 10: Deathfix
Jeg drømte at jeg lå og lavede mavebøjninger på varebåndet i et supermarked, da de første toner af "Better Than Bad" lød ud af højtalerne. Jeg rejste mig halvt op for at finde ud af hvad det var der skete, men fik så øje på en af mine venner, der har nogle ydre markører til fælles med mig (briller, fuldskæg, sideskilning), gå rundt og synge med mens han handlede, og så var der styr på situationen.
Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.
Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.
Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.
Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.
Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.
Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.
Etiketter:
bedste plader,
big star,
bob mould,
deathfix,
fugazi,
punkrock,
screaming trees,
that 70s show,
winona ryder,
årsliste
torsdag den 20. december 2012
Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 4
Koryfæalarm! Der er nogen gamle yndlinge, som det er umuligt at ryste af sig, og hvor der heller ikke rigtig er nogen grund til at gøre det, fordi de bliver ved med at lave plader af så høj kvalitet som de gør. Årets fjerdebedste plade er håbløst oplagt.
4. The Evens – The Odds
Ian Mackaye har ikke travlt længere. Der er gået 6 år siden han og partneren Amy Farina udgav deres andet album, Get Evens, og bortset fra en 7” sidste år, der varslede duoens tilbagekomst, har der været stille. OK, så de har fået et barn sammen i mellemtiden, og Mackaye er fyldt 50, og det er alt sammen fair nok, men det var godt nok osse på tide at høre noget nyt fra en af hardcorescenens vigtigste stemmer.
The Odds rummer absolut ingen overraskelser, den fortsætter troligt stilen med de to vokaler, der væver sig ind og ud af hinanden, en barytonguitar, der hænger lidt nødtørftige melodistumper på det skelet de bygger op, og så Amys flagrende trommespil ud over det hele. Fire trut i en trompet for et syns skyld. Det er godt og trygt. De er stadig indignerede over det politiske system, over krigen og fattigdommen, klart, men de råber ikke længere. Hvis folk ikke er vågne nu, så bliver de det alligevel aldrig, og så kan vi lisså godt bare fortsætte med at bekræfte hinanden i hvor nederen det hele er.
Godt og trygt.
4. The Evens – The Odds
Ian Mackaye har ikke travlt længere. Der er gået 6 år siden han og partneren Amy Farina udgav deres andet album, Get Evens, og bortset fra en 7” sidste år, der varslede duoens tilbagekomst, har der været stille. OK, så de har fået et barn sammen i mellemtiden, og Mackaye er fyldt 50, og det er alt sammen fair nok, men det var godt nok osse på tide at høre noget nyt fra en af hardcorescenens vigtigste stemmer.
The Odds rummer absolut ingen overraskelser, den fortsætter troligt stilen med de to vokaler, der væver sig ind og ud af hinanden, en barytonguitar, der hænger lidt nødtørftige melodistumper på det skelet de bygger op, og så Amys flagrende trommespil ud over det hele. Fire trut i en trompet for et syns skyld. Det er godt og trygt. De er stadig indignerede over det politiske system, over krigen og fattigdommen, klart, men de råber ikke længere. Hvis folk ikke er vågne nu, så bliver de det alligevel aldrig, og så kan vi lisså godt bare fortsætte med at bekræfte hinanden i hvor nederen det hele er.
Godt og trygt.
Etiketter:
bedste plader,
diy,
fugazi,
fødselsdag,
harcdcore,
ian mackaye,
minor threat,
punkrock,
årsliste
Abonner på:
Opslag (Atom)





