Jeg har lavet mit første stakit.
Ikke bare sådan, det var fandme alt andet end bare, men det står der nu, det er gjort med egne hænder og det står der, og børnene respekterer det, stakittet. Det er ret vigtigt at de gør det, jeg stoler ikke på at det kan holde til at blive rusket alt for meget i. Sådan overhovedet næsten.
Og det er osse skævt, ja, men det er mit første stakit. Ude i byggemarkedet sagde den kyndige og forstående dame at det her nok ikke ville blive det sikreste stakit, ikke med de elementer, at jeg ville få et bedre stakit hvis hun bestilte nogen andre, mere solide elementer, godt nok osse lidt dyrere, klart, men det ville være det værd. Og det ville det sikkert, men jeg havde ikke tid til at vente på de elementer, jeg sku bare ha et stakit op nu, sådan så børnene ikke ku løbe ud på vejen. Det var det ene ræsonnement, at det sku op hurtigst muligt, osse selvom jeg på forhånd godt var klar at det ikke ville komme til at gå hurtigt; det andet ræsonnement var at det var mit første stakit, og det ville blive noget klamp, og så var det bedre at jeg klampede noget billigt sammen og så senere, når jeg havde lært hvordan man gjorde og var blevet træt af at kigge på klampet, eller det bare faldt sammen, ku jeg købe det robuste stakit og stille det op på robust manér.
Det var forudseende, det andet ræsonnement. Jeg er mig mine begrænsninger bevidst.
Min fremgangsmåde da jeg sku sætte stakittet op var først at lægge de fem elementer jeg sku bruge i forlængelse af hinanden og samle dem med beslag. OK, det allerførste jeg gjorde, efter jeg havde siddet en halv times tid og kigget på den dynge af stakitelementer, stolper, poser med stolpebeton og allehånde beslag, var at opgi at sætte stakittet helt ud til vejen, hvilket ville ha betydet at jeg sku lave to låger - en til havegangen, en til hovedøren - plus jeg ville ha skullet sætte nogen stolper op som stakittet ku sidde på, og mine umiddelbare erfaringer med stolpeopsætning til hængekøjen i baghaven lod mig ane at det ikke ville komme til at højne stabiliteten i mit stakitprojekt. Nåh ja, der var vel osse hensynet til de nye naboer, hvad jeg ville byde dem at sku se på i min forhave af selvgjorte stakitter. Så valget faldt i stedet på at fastgøre stakittet til stolperne på den carport der allerede stod der, sådan så det var baghaven der blev indhegnet. Lidt mindre, men noget bedre, nemmere, det var vigtigt. Jeg lagde elementerne i forlængelse af hinanden, ni meter tværs over terrassen, og så vendte jeg dem allesammen om en gang til, da det gik op for mig at det var bedre at starte med at sætte beslagene på den anden side, og så ku jeg gå i gang med skruemaskinen, og den mindste ku få lov at trykke på knappen når der sku skrues, det var en svir, alle var glade. Jeg havde godt ikke fået købt nogen skruer i den rigtige længde, men så måtte jeg bare knibe enden af dem på bagsiden, og der sku alligevel osse et beslag på der for at gøre det mere holdbart, så ku jeg nå at købe nogen kortere skruer inden da, nu sku det bare op.
For at det ku komme op sku de ni meter nødtørftigt sammenføjede stakitelementer så bakses på højkant, og her var udfordringen dels at undgå at sammenføjningerne sku gå op, dels at få den ældste til at hjælpe med at holde det oprejst nede i den anden ende, mens det blev trukket ud, drejet rundt, løftet over buske og under trapper og bag træer, indtil det endelig stod op ad de stolper det sku fastgøres til. Og så lige gentage det hele en gang til da det gik op for mig at vi havde stillet det med bagsiden udad, sådan at der ville blive afstand mellem den liste der sku fastgøres og stolperne den sku fastgøres til: Ud i haven, dreje rundt, støtte stakittet, forklare den store hvornår han sku bakke og hvornår han sku gå frem, over buske, under trapper, bag træer, indtil det stod lænet op ad stolperne igen. Så var vi færdige for den eftermiddag. Om aftenen, efter vi havde spist, ku jeg så gå med knibtang og bide alle enderne af skruerne af. Det er skruer der har tjent mig godt, jeg købte sådan en kasse med 200 sorte gipspladeskruer for en halvtreller i et supermarked engang i slutningen af 90’erne, og jeg har hængt alting op med de skruer siden og er først nu ved at være igennem kassen. Skruer er volderdyre hvis man skal ha de rigtige, jeg blir lige overrasket hver gang jeg står med sådan en lille pakke med ti skruer i hånden, som så endda truer med at de ikke vil garantere at de holder til udendørsbrug.
Hvad jeg lærte af første trin af processen var at når man skal samle sådan nogen stakitelementer, så er det en god idé at gøre det i umiddelbar forlængelse af der hvor de faktisk skal op og sidde når de er samlet, sådan så det bare er at rejse stakittet op når man er færdig.
Trin to i processen var at fastgøre stakittet til stolperne og den lille stump rækværk ind mod huset, som osse allerede stod der. Stakittet blev løftet op, igen med noget rådvild hjælp fra den store, det blev understøttet med lidt forhåndværende så det nogenlunde passede og så skruet fast med skruemaskinen, der gik død en centimeter inde i stolpen hver gang, meget lidt powertool, mens jeg med waterpasset prøvede at sikre mig at det blev lige. Det blev det ikke, waterpasset løj, men det sad der. Der var lukket ud til vejen nu. Der var ingen låge i, men man ku trække det lidt til side henne ved rækværket, hvor det ikke var gjort fast endnu, fordi det lige sku saves til, og der sku sættes beslag i til låge der. Man ku osse skræve over det, men det ville sikkert være et tvivlsomt pædagogisk signal at sende til de børn der helst sku holde sig indenfor det og ikke lave sport i at forsøge at forcere det.
Hvad jeg lærte af andet trin af processen var at man nok slet ikke behøver at samle stakitelementerne i forvejen, at det ville være nemmere og mere forsvarligt at fastgøre dem et ad gangen med waterpas og tommestok og kraftsvag skruemaskine og så bare sørge for at de kommer til at flugte hele vejen, inden man til sidst samler dem.
Herefter stod projektet stille et par dage: Nu var der jo lissom et stakit, børnene var sikre, så var det ikke længere så presserende at få det gjort færdigt, men på et tidspunkt sku der jo en låge i. Det betød så at de to sidste elementer sku skilles fra hinanden igen, men det var så heller ikke noget problem, højst spildt arbejde, men det var så en del af hele læringsprocessen omkring stakitbyggeri, jo. Der blev sat beslag fast i hegnet, de blev skruet fast i det sidste stakitelement, det overskydende stykke stakit på den anden side blev savet af, og der blev sat en slå på. Der var en låge. To brædder fra det overskydende stykke stakit blev brugt til at afstive lågen, og der var en låge, der var et fuldt funktionsdygtigt stakit. Der var lukket hvor der før var åbent, der var en forestillet sikkerhed hvor der før var en vis utryghed.
Der var et fuldt funktionsdygtigt stakit, og det var her jeg sku mærke stoltheden bruse op i mig, og den var der da, en snert af den, det var faktisk lykkedes mig at bygge det stakit, og det var gjort med egne hænder. Hvis der var noget der tog toppen af den der umiddelbare stolthed, så var det måske erkendelsen af at det kan man osse godt se at det er. Det bølger lidt, det hælder lidt, og lågen hænger lidt. Det er lidt spændende om det kommer til at holde til sne og blæst; det er lidt mere spændende om det bare kommer til at holde til første gang der kommer nogen børn på besøg der er vildere end vores egne.
Hvad jeg har lært af den hele processen er hvordan man ikke bygger et stakit, men osse hvordan man gør det. Jeg vil på et tidspunkt ku bygge et stakit der vil ku holde i tusind år. Eller indtil realkreditlånet er betalt ud. Disse hænder har gjort noget, som milliarder af andre hænder uden større problemer ville ku gøre dem efter, men som de har gjort for første gang, og det forlener mit lidt skæve, lidt vakkelvorne stakit med en vis storhed.
