Det sker: Intet

På mit barndomsværelse havde jeg et udklip hængende fra Fyens Stiftstidende:
“DET SKER
I dag:
Intet.
I morgen:
Intet.”
Sådan: Al min teenage-lede opsummeret i en aktivitetskalender fra et sted i det fynske opland, hvor der altså i de dage ikke foregik noget, som nogen havde fundet det nødvendigt at varsle lokalreporteren om. Ingen banko, bønnemøder eller billardturneringer: Intet. Ikke så meget som en generalforsamling i en forening for denne eller hin folkesygdom: Her var der intet sjov at komme efter.

Med en kniv i ryggen & bilen hensynsløst parkeret

Det var for det her, man fik kørekort: For at kunne forlade den by, man var kørt til, med en styrtregn som undskyldning for ikke at orke den alligevel og så på vej ned langs vestkysten i en alt for beskeden lejebil, fordi der ikke skal være plads til andre end én selv, få øje på en by, San Juan de la Rambla, der ligner noget, der skal ses, og så gøre det, køre fra, køre derned, parallelparkere ubehjælpsomt, fordi det ikke var derfor, man fik kørekort, og stå ud, og så rammer det hele endelig én.

Forpligt dig dog

Fire år.
I mit foregående job var jeg i fire år, indtil jeg sagde op. Det var på tide at prøve noget nyt, og det var der ingen, der løftede et øjenbryn over. Det var helt naturligt, det var sådan, det måtte være.
Jeg er af den generation omkring de 40, der for alt i verden ikke vil risikere at gro fast i et arbejde. Når vi møder ældre kolleger, der fortæller, at de har siddet i deres stilling i 15, 30 eller 40 år, ryster vi overbærende på hovedet af dem. Naturligvis har deres arbejdsliv ikke bare kørt på rutinen, forudsætningerne, funktionerne og teknologien har forandret sig, arbejdet har forandret sig.
Men særlig ambitiøst virker det altså ikke. Det vidner ikke ligefrem om omstillingsparathed, som en souschef, jeg havde for nogle jobs siden, lettere forlegent udtrykte det op til sit 30-års-jubilæum. Hvorefter han indprentede mig, at jeg for alt i verden ikke måtte blive i den stilling, sådan som han havde gjort det.

Det romantiske miljøsvin

Jeg skulle skamme mig.

Alt, hvad vi gør, har en effekt. Spørgsmålet er, om det, at vi vælger ikke at gøre noget, har en effekt, der opvejer den første.

Vi befinder os et sted i grænselandet mellem tro og viden. Vi ved, at det har en effekt på miljøet, at vi flyver om på den anden side af kloden. Vi vælger efter eget forgodtbefindende at tro eller ej på, at vi gør en forskel ved ikke at gøre det. At det betyder noget i det store billede. Vi beslutter os for selv at gøre en indsats, så minimal den end er i det store hele, eller vurdere, at det ikke nytter noget, at andre må tage beslutningen for os, regulere os ud af vores leven over evne.

Min gode ven fremførte for nylig, at hans familie har besluttet, at de ikke længere vil flyve. I hvert fald ikke på ferie: De vil stadig flyve til og fra Bornholm, fordi det nu er her, de bor. Den vender jeg tilbage til.

Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.

Avislæseren har klasse

Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.

Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.

Stien på venstre hånd

Går man langs vejen hjemme, går man i venstre side for at være opmærksom på den trafik, der kommer mod én. Går man langs vejen på Sri Lanka, hvor der er venstrekørsel, går man stadig i venstre side: Man ønsker ikke at kende truslen og overlader det til de bagfrakommende at tage vare på én. Nøjagtig som man gør, når man sætter sig ind i en bus, en tuktuk, en taxa, efterhånden som man opgraderer bekvemmelighedsniveauet: Man overlader det til chaufføren ikke at slå én ihjel.

Det er vel noget nær en buddhistisk indsigt konkretiseret dér, og det er sikkert noget sludder, som man føler sig som Ib Michael for at kolportere.

Heller ikke dette er en kulturudveksling, heller ikke når tjenerne på backpackercaféen har lært at spørge “hvordanhardudet” og tilbyde én Carlsberg: Det er ferie, den nye kolonialisme, det er Eva Selsing, der putter sig i nyvaskede lagner under et myggenet så skrigpink som hendes læber, og man skulle skamme sig, skulle man, ikke ligge sådan under det net med loftsviften døsigt hvirvlende rundt og eftermiddagssolen skærmet af, mens man sover middagslur med en blond, krølhåret kerub, gudbedredet, mens de lokale vasker gulvene uden vinduet i timevis, mens alt sejler.

I den toldfri sælger de vaskemaskiner

Mens cikaderne triller løs, ildfluer summer rundt mellem palmerne, og fyrværkeriet knalder løs i et ophold mellem to regnskyl af den der voldsomme, tropiske slags, der med nogle dråbers forvarsel i poolen mellem bygningerne, hvor en gruppe unge, muslimske kvinder klædt som ninjaer forsøger at nå at tage et billede af et skattet drengebarn, inden han falder i, falder som et tæppe, et ægte tæppe; mens verden således står på i ét væk, og den yngste sover, og de ældste læser, sniger vi os rundt om hjørnet på svalegangen for at stå et øjeblik helt uden at være til rådighed for nogen som helst, med tæerne soppende i regnvand, flyene brølende over os, airconditionen brummende løs ved siden af os, småforbrændte, letkulrede.

Det er juledag, vi ser på hinanden, ser på ildfluerne, ser nye dråber begynde at prikke til pooloverfladen. Så kommer myggene, så kysser vi hinanden, så siger vi til børnene, at de skal holde op med at læse, så protesterer de, så protesterer baby, så skal han trøstes, så er alt i gang igen, indtil også dette går over.

Poolen ligger øde hen nu; en smørtenor med blævreorgel og rytmeboks synger natten gammel før tid; i går droppede vi julemessen i katedralen rundt om hjørnet, hvor krybbespillene står klædt i fryseposer som beskyttelse mod regnskyllene, bortset fra Helligånden, der er helt opløst af at modstå alt for alle andre, og ved midnatstid eksploderede alt udenfor i fyrværkeri og engelske julesange i forstemte spøgelsesversioner med accelererende rytmebokse, som skulle frelsen nås fandme nu, for ellers noget, og i dag er det uklart, hvem der vandt det kapløb, men et hold pilgrimme følger trofast og ragende blindt rytmeboksen ind i tropenatten, ind til cikadernes hvirvlende strygere, ind til kliklydene som et mekanisk dyr, der konstant bliver trukket op af en overivrig, legesyg nattehånd, ind, hvor ildfluerne leder vej gennem palmeblade og andet metalskrot.

I det toldfri område i lufthavnen i Colombo solgte de vaskemaskiner som et sidste-øjebliks-impulskøb til jul, men der er intet, der bliver tørt her i nat, aldrig nogensinde.

Julefanden

For 12-15 år siden skrev jeg en klumme til et punkrock-magasin om, hvor meget jeg hadede jul. Magasinet er for længst lukket, og alle spor af det er væk. Men det af klummen, jeg kan huske, giver et meget godt fingerpeg om, hvad pointen var. På listeform med udgangspunkt i hvert bogstav i ordet Christmas angav jeg alt det, der var galt med jul: C stod for “consumerism”, altså forbruget ophævet til et ideal og en ideologi. Jeg er ret sikker på, at det også stod for “capitalism”, ja.