Det var for det her, man fik kørekort: For at kunne forlade den by, man var kørt til, med en styrtregn som undskyldning for ikke at orke den alligevel og så på vej ned langs vestkysten i en alt for beskeden lejebil, fordi der ikke skal være plads til andre end én selv, få øje på en by, San Juan de la Rambla, der ligner noget, der skal ses, og så gøre det, køre fra, køre derned, parallelparkere ubehjælpsomt, fordi det ikke var derfor, man fik kørekort, og stå ud, og så rammer det hele endelig én.
Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rejse. Vis alle opslag
fredag den 5. april 2019
torsdag den 22. marts 2012
En anden gårsdag reproduceret
Uddrag:
Vi ligner alle sammen hinanden her. Det er godt sådan, så ved vi at vi er hjemme. Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved noget, der skal ikke tænkes over noget, vi skal bare læne os tilbage og lade det skylle ind over os. Kaskader af dyb, rungende, forvrænget dronen. Bas. Brøl. Bulder. Blæsthed, vi er blæste. Vi har alle sammen sorte bandtees på igen, håret er ikke så langt nu, til gengæld har vi skæg, lange skæg, vi behøver ikke at være fine eller smukke eller noget, vi har droppet at forsøge og lader andre om det i stedet. Vi har absolut ingen bekymringer, ikke mens vi er her, det er et helle, alt blir blastet væk, det er bare lyd, det er nok, og dope og drinks, det er rigeligt. Det er ikke til at skelne et band fra det næste, det er latterligt: De går på med guitarerne hængende nede midt på lårerne, skræver dybt, slår en rumlen an, og så kører det indtil de er færdige, uden at nogen flytter fødderne på noget tidspunkt før de vælter af, og næste band går på og gentager proceduren. Der er musik overalt, i den store sal, i den mindre sal, helt oppe under taget i den lille club, uophørligt, det kværner derudaf, selvforstærkende, vi drejer med rundt om os selv, møder hinanden i gangene: Er det ikke vildt? Er det ikke vildt?
Det er vildt, det er endeløst, vi er havnet i et ormehul, flyder rundt i et kontinuum et sted mellem 70'erne, 80'erne og nu, sådan som nu genskaber den tid vi forestiller os der var: Et evigt californisk solskin eller en ørken bredt ud foran os, sol i hvert fald, alt bleget ned af solen, ikke rigtig til at røre sig for solen, fanget i en døs. Man lar den døs få overtaget, slacker den, gir slip på ambitioner, prætentioner, viljestyrke, synker ned i forvrænget vellyd, venter på at et par bh-løse hippietøser med perlehalskæder og tåringe skal komme forbi med joints og svampe. To dage i en mindre universitetsby i et land der til forveksling ligner det vi kommer fra, men som er hjemmefra, det er ikke noget vi har ansvar for, det er nogen andres ansvar hvordan her ellers er, for os er der kun det her vi er midt i lige nu. Ikke mere, det er rigeligt, efter to dage er alt i os mast til en brun pølse af bas, brrr-uuuuuuuum, siger den og lukker alt andet ude, det er perfekt sådan, lad alt andet være lukket ude, lad det fortabe sig, se hvor lang tid vi kan klare os inden det trænger sig på. To dage. Men efter to dage gir det ikke længere mening på samme måde, det er noget – andet. Det har vi set nu. Vi venter på at de der hippietøser skal komme forbi, de er altid forsinkede, der er ingen der har travlt, der er ingen der skal noget. Der er nogen der laver en stor gryde dal, der er nok til hvis der sku komme nogen forbi, der kommer altid nogen forbi, døren er åben, tag øl med eller en boks hvidvin eller noget, så sætter vi os på verandaen og brænder røgelse for at holde myggene væk, lissom de gør i Indien, har vi fortalt om dengang vi var i Indien? Vi kan se stjernerne komme frem, her er ikke nogen gadebelysning der forstyrrer, aldrig set så mange stjerner før, tag et tæppe hvis du er kold, du blir ikke kold, det er en lun nat, her, skal du ryge? Hvordan var Indien? Raves natten igennem til ud på morgenen, det var alt for sent, alle hippierne var skredet, de eneste der var tilbage var amfhovederne og de nyrige russeres teenagedøtre med kæmpe plasticpatter, det var ovre, man ku lukke øjnene og forestille sig at det stadig var starten af 90'erne, men vibesne var skæve, det var en reproduktion af noget, et forsøg på at skabe en boble, man ku ikke digge det.
Det her er osse kunstigt, det er osse en reproduktion, men det føles rigtigt, det føles – autentisk eller noget. Lisså tilstræbt det er, der er ikke noget reelt autentisk over det, det her er ikke Californien eller ørkenen eller noget, men det er den drøm vi er vokset op med, det er den drøm der har formet vores liv, og selvom vi for længst har gennemskuet at det er bullshit og har droppet tanken om at køre i bil tværs over USA, for hvad sku man der, når der er så meget andet der er så meget mere interessant, så er den fallerede drøm stadig en del af os, og vi kan relatere til bagsiden af den, fordi det er der vi selv er. Vi skal ikke køre tværs over USA, det er transport, transport er røvsygt, vi kan nøjes med at sidde på vores altan og lade os transportere, den ene arm ud over kanten banker rytmen, den anden holder en til øl. Det er eftermiddag, Creedence spiller inde i stuen, bare tæer og alt er OK, vi lar det være OK, børnene leger med klodser på stuegulvet, danser til ”Down on the Corner”. Det er det her man selv voksede op med, Creedence, alle de år hvor man sang med på vrøvleengelsk på ”Proud Mary”, fordi det var ens mors yndlingssang, og det er først når man er voksen der er en der er færdig over at ha hørt et barn i en talentkonkurrence i fjernsynet synge den sang, ”og hun anede jo sikkert ikke en gang hvad den handlede om!” Og man havde aldrig selv tænkt på at den sang overhovedet sku handle om noget som helst, den var der bare, og man konfronterer sin sagesløse mor med det:
”Mor, den der sang vi altid hørte, 'Proud Mary', du ved godt hvad den handler om, ikke?”
”Jo da, den handler om en floddamper!”
”Mor?”
”Ja?”
”Den handler om at ryge pot.”
”Gør den?”
”Proud Mary? Marihuana? Som 'keeps on burning?' Og 'rollin', rollin', rollin''? Den handler om at ryge pot.”
Og det er OK, man er liberalt opdraget, ens far tilbragte hele ens barndom med at rende nøgen rundt med bandana og fuldskæg og male og høre Shel Silverstein-plader, mens ens mor renskrev artikler for UFO-nyt, der er ikke det store opgør der. Man ku alligevel bedre li nogen af de andre numre på den Creedence-plade de havde, nogen af dem hvor det hele fik lov at køre sig selv helt ud, ”Suzie Q”, ”I Heard It Through the Grapevine”, tunge, tunge grooves, der kørte i hvad der føltes som en uendelighed dengang, de andre ku slet ikke ha det, man ku slet ikke få nok, ønskede at det aldrig ville holde op, ville bare være i det groove for altid, ha lov at leve i det, den vibe.
Man sidder på sin altan nu og lar sig transportere af musikken, tilbage, jo, uundgåeligt, men osse bare væk, til et sted hvor det kan la sig gøre at leve i den musik. Inde fra stuen messer Brant Bjork at vi skal ud at flyve højt, nålen har ramt rillen, vi tar af nu, det hele letter, skylinen tar låget af og lar det hele slippe fri, hele byen er fuld af kærlighed, himlen eksploderer i violete og orange nuancer foran os, vi foretar os intet, toker engang imellem, det er som om hele byen knalder under us, endelig, og Brant Bjork synker ind og ud af det, han er hjemme her, alle vegne hvor der er nogen der ryger pot og knepper, han jager det kontinuum for ikke at blive fortabt i virkeligheden, man lukker ham ind for at lukke virkeligheden ude lidt. Det er OK, det hele er OK, i morgen kommer aldrig, der er nu, det er nok. Der er nogen der holder fest et sted, det er ikke vores fest, de spiller popmusik, det er idéen om en fest et sted i gården, stemmer, hits, sammenstimlede rygere på altanen, basrytmer, der er nogen der danser, det er ikke os, vi er langt, langt væk. Der er ingen fest her, det hele er en fest her, vi fejrer hver dag, Creedence og et glas hvidvin, der er ikke brug for weekender, der er ingen forskel. Det er en endeløs ferie.
Vi ligner alle sammen hinanden her. Det er godt sådan, så ved vi at vi er hjemme. Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved noget, der skal ikke tænkes over noget, vi skal bare læne os tilbage og lade det skylle ind over os. Kaskader af dyb, rungende, forvrænget dronen. Bas. Brøl. Bulder. Blæsthed, vi er blæste. Vi har alle sammen sorte bandtees på igen, håret er ikke så langt nu, til gengæld har vi skæg, lange skæg, vi behøver ikke at være fine eller smukke eller noget, vi har droppet at forsøge og lader andre om det i stedet. Vi har absolut ingen bekymringer, ikke mens vi er her, det er et helle, alt blir blastet væk, det er bare lyd, det er nok, og dope og drinks, det er rigeligt. Det er ikke til at skelne et band fra det næste, det er latterligt: De går på med guitarerne hængende nede midt på lårerne, skræver dybt, slår en rumlen an, og så kører det indtil de er færdige, uden at nogen flytter fødderne på noget tidspunkt før de vælter af, og næste band går på og gentager proceduren. Der er musik overalt, i den store sal, i den mindre sal, helt oppe under taget i den lille club, uophørligt, det kværner derudaf, selvforstærkende, vi drejer med rundt om os selv, møder hinanden i gangene: Er det ikke vildt? Er det ikke vildt?
Det er vildt, det er endeløst, vi er havnet i et ormehul, flyder rundt i et kontinuum et sted mellem 70'erne, 80'erne og nu, sådan som nu genskaber den tid vi forestiller os der var: Et evigt californisk solskin eller en ørken bredt ud foran os, sol i hvert fald, alt bleget ned af solen, ikke rigtig til at røre sig for solen, fanget i en døs. Man lar den døs få overtaget, slacker den, gir slip på ambitioner, prætentioner, viljestyrke, synker ned i forvrænget vellyd, venter på at et par bh-løse hippietøser med perlehalskæder og tåringe skal komme forbi med joints og svampe. To dage i en mindre universitetsby i et land der til forveksling ligner det vi kommer fra, men som er hjemmefra, det er ikke noget vi har ansvar for, det er nogen andres ansvar hvordan her ellers er, for os er der kun det her vi er midt i lige nu. Ikke mere, det er rigeligt, efter to dage er alt i os mast til en brun pølse af bas, brrr-uuuuuuuum, siger den og lukker alt andet ude, det er perfekt sådan, lad alt andet være lukket ude, lad det fortabe sig, se hvor lang tid vi kan klare os inden det trænger sig på. To dage. Men efter to dage gir det ikke længere mening på samme måde, det er noget – andet. Det har vi set nu. Vi venter på at de der hippietøser skal komme forbi, de er altid forsinkede, der er ingen der har travlt, der er ingen der skal noget. Der er nogen der laver en stor gryde dal, der er nok til hvis der sku komme nogen forbi, der kommer altid nogen forbi, døren er åben, tag øl med eller en boks hvidvin eller noget, så sætter vi os på verandaen og brænder røgelse for at holde myggene væk, lissom de gør i Indien, har vi fortalt om dengang vi var i Indien? Vi kan se stjernerne komme frem, her er ikke nogen gadebelysning der forstyrrer, aldrig set så mange stjerner før, tag et tæppe hvis du er kold, du blir ikke kold, det er en lun nat, her, skal du ryge? Hvordan var Indien? Raves natten igennem til ud på morgenen, det var alt for sent, alle hippierne var skredet, de eneste der var tilbage var amfhovederne og de nyrige russeres teenagedøtre med kæmpe plasticpatter, det var ovre, man ku lukke øjnene og forestille sig at det stadig var starten af 90'erne, men vibesne var skæve, det var en reproduktion af noget, et forsøg på at skabe en boble, man ku ikke digge det.
Det her er osse kunstigt, det er osse en reproduktion, men det føles rigtigt, det føles – autentisk eller noget. Lisså tilstræbt det er, der er ikke noget reelt autentisk over det, det her er ikke Californien eller ørkenen eller noget, men det er den drøm vi er vokset op med, det er den drøm der har formet vores liv, og selvom vi for længst har gennemskuet at det er bullshit og har droppet tanken om at køre i bil tværs over USA, for hvad sku man der, når der er så meget andet der er så meget mere interessant, så er den fallerede drøm stadig en del af os, og vi kan relatere til bagsiden af den, fordi det er der vi selv er. Vi skal ikke køre tværs over USA, det er transport, transport er røvsygt, vi kan nøjes med at sidde på vores altan og lade os transportere, den ene arm ud over kanten banker rytmen, den anden holder en til øl. Det er eftermiddag, Creedence spiller inde i stuen, bare tæer og alt er OK, vi lar det være OK, børnene leger med klodser på stuegulvet, danser til ”Down on the Corner”. Det er det her man selv voksede op med, Creedence, alle de år hvor man sang med på vrøvleengelsk på ”Proud Mary”, fordi det var ens mors yndlingssang, og det er først når man er voksen der er en der er færdig over at ha hørt et barn i en talentkonkurrence i fjernsynet synge den sang, ”og hun anede jo sikkert ikke en gang hvad den handlede om!” Og man havde aldrig selv tænkt på at den sang overhovedet sku handle om noget som helst, den var der bare, og man konfronterer sin sagesløse mor med det:
”Mor, den der sang vi altid hørte, 'Proud Mary', du ved godt hvad den handler om, ikke?”
”Jo da, den handler om en floddamper!”
”Mor?”
”Ja?”
”Den handler om at ryge pot.”
”Gør den?”
”Proud Mary? Marihuana? Som 'keeps on burning?' Og 'rollin', rollin', rollin''? Den handler om at ryge pot.”
Og det er OK, man er liberalt opdraget, ens far tilbragte hele ens barndom med at rende nøgen rundt med bandana og fuldskæg og male og høre Shel Silverstein-plader, mens ens mor renskrev artikler for UFO-nyt, der er ikke det store opgør der. Man ku alligevel bedre li nogen af de andre numre på den Creedence-plade de havde, nogen af dem hvor det hele fik lov at køre sig selv helt ud, ”Suzie Q”, ”I Heard It Through the Grapevine”, tunge, tunge grooves, der kørte i hvad der føltes som en uendelighed dengang, de andre ku slet ikke ha det, man ku slet ikke få nok, ønskede at det aldrig ville holde op, ville bare være i det groove for altid, ha lov at leve i det, den vibe.
Man sidder på sin altan nu og lar sig transportere af musikken, tilbage, jo, uundgåeligt, men osse bare væk, til et sted hvor det kan la sig gøre at leve i den musik. Inde fra stuen messer Brant Bjork at vi skal ud at flyve højt, nålen har ramt rillen, vi tar af nu, det hele letter, skylinen tar låget af og lar det hele slippe fri, hele byen er fuld af kærlighed, himlen eksploderer i violete og orange nuancer foran os, vi foretar os intet, toker engang imellem, det er som om hele byen knalder under us, endelig, og Brant Bjork synker ind og ud af det, han er hjemme her, alle vegne hvor der er nogen der ryger pot og knepper, han jager det kontinuum for ikke at blive fortabt i virkeligheden, man lukker ham ind for at lukke virkeligheden ude lidt. Det er OK, det hele er OK, i morgen kommer aldrig, der er nu, det er nok. Der er nogen der holder fest et sted, det er ikke vores fest, de spiller popmusik, det er idéen om en fest et sted i gården, stemmer, hits, sammenstimlede rygere på altanen, basrytmer, der er nogen der danser, det er ikke os, vi er langt, langt væk. Der er ingen fest her, det hele er en fest her, vi fejrer hver dag, Creedence og et glas hvidvin, der er ikke brug for weekender, der er ingen forskel. Det er en endeløs ferie.
søndag den 6. marts 2011
Lavintensitetsdage
”Al movernos hacemos temblar a los astros”
- Rafel Barrett
Der er ikke så meget mere at sige. Der sker ikke det store, og det er osse OK. Vi skal ikke på nogen ture nogen steder hen, og vi skal ikke se noget. Vi skal bare være her. Går på legepladsen i parken om formiddagen, spiser frokost hjemme i middagsheden, går et eller andet sted ned i byen om eftermiddagen. Går i boghandlere, får anbefalet forfattere vi ikke kendte: Fogwill, César Aira, Fabián Casas og blir blæst væk af hvor vildt godt det er. ”Når vi bevæger os skælver stjernerne,” skriver Rafael Barrett i sin eneste bog, Moralidades actuales, og den bog finder jeg i en anarkistisk boghandel nede for enden af gaden, der er fyldt med værker af alle de store og et ton andre jeg ikke anede eksisterede i en serien Utopía Libertaria Colleción. Begynder at overveje overvægt. Pladeforretningerne er til gengæld lort, hvad jeg skal ha må jeg finde på Discogs når jeg kommer hjem, men vi blir ved med at finde nye helsekostforretninger hver gang vi går en ny vej hjem.
Det er noget der minder om hverdag, stjernerne dirrer konstant den der lillebitte smule, fordi det alligevel heller ikke helt er det; fordi der ingen forstyrrende elementer er mellem os, og det var det der var meningen med overhovedet at komme her: At være sammen, alle sammen, hele tiden. Og indse hvor forkert det er at vi ikke er det hele tiden, men osse, jo, at vi egentlig har brug for at der osse er noget andet. OK, ikke den mindste, men os andre. For at sætte mere pris på det når vi så har det. Og det gør vi, virkelig. Der er tre uger tilbage, hvad der svarer til en normal ferie, så vi er overhovedet ikke begyndt at overveje hvad nu når vi kommer hjem, og hvis én af os alligevel begynder at overveje det er vi andre der lynsnart til at lukke den. Der er lang tid til, det er her vi er nu, det er vores utopía libertaria vi lever lige nu.
Rafael Barrett døde som 34-årig, samme alder som jeg er nu, så langt væk fra døden som nogensinde; Nicanor Parra, den anden store chilenske digter (den første er vel altid Neruda, den charlatan), hvis samlede værker jeg har slåsset med siden Santiago, er fra 1914 og lever stadig. Dvs. at han er imponerende gammel og jævnaldrende med min farmor, bortset fra at min farmor lige er død, mens vi er her. Og der er intet jeg kan gøre, og der var vel heller ikke noget der sku gøres, for hun var gammel og slidt og til sidst ville hun dø og så gjorde hun det samme nat som hun havde bestemt sig for det. ”La vida es un arma,” skrev Rafael Barrett, ”livet er et våben,” men han ku ikke bestemme sig for om det betød at man sku gi det for en sag eller om man sku leve på trods, og jeg tror egentlig ikke min farmor ku ha syntes noget var meget mere tossede end den slags overvejelser, og det har man en vis pondus til at synes når man kommer godt op i 90'erne og ikke nødvendigvis længere ser sig selv som hovedpersonen i sit liv, men osse er OK med det, fordi man har levet så meget. Havde, så, var.
Den skal jeg lige vænne mig til, datidsformen. Lige nu er alt i nutid: Der er intet om tre uger, der er ingen ende på Palermo. Der er et ”om en uge”: Om en uge kommer min forældre, de sku være kommet dagen efter min farmor døde, men så har de kunnet rykke det så de alligevel kommer, bare et par uger senere, kommer væk fra boet der skal ryddes, begravelse, det hele, kommer over til deres børnebørn. Til den nye verden.
Every Day Should Be a Holiday
Det blir en slags hverdag omsider. Ikke helt den gængse slags med arbejde og Amager Centret og alt det, den store blir osse ved med at slå fast at han ”gider altså ikke hjem til Danmark,” og det kan vi jo så berolige ham med at vi ikke skal endnu overhovedet. Men det er noget der minder om, som et parallelplan til den normale hverdag eller noget. En parallelverden der er noget varmere, hvor det hele ser helt anderledes ud, hvor vi ser helt anderledes ud end alle andre, hvor vi er gæster uden ansvar for hvad der sker. Her er det ikke vores skyld at præsidenten er magtsyg og inkompetent, og selv hvis nogen sku ha hørt om Birthe Rønn eller Anders Fogh her, så ville bare det at jeg er her på fædreorlov så vildt for dem her at det overskygger hvad der så end måtte være af negativt. Det er relativt, og det er så langt væk det hele.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Regn i ørknen
Det regner hver aften når vi er kommet indenfor og hver morgen inden vi går ud. Så meget for at vi er midt i ørknen midt om sommeren, så meget overhovedet for Mendoza. Det er fint når jeg sidder om aftenen og hører Violeta Parra, hører Víctor Jara, hører Los Jaivas, får samlet op på alt det chilenske musik jeg ikke havde adgang til i Chile pga. dårlige internetforbindelser; der kan jeg høre regnen tromme ned på palmebladene ude i vores lille patio og jeg kan lige ane gadelivet ude fra Villanueva uden ligefrem at føle trang til at begi mig ud i det.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
søndag den 20. februar 2011
Sminket som en 1600-tals hofluder
Hele byen er udsmykket, murmalerier på alle flader, graffiti, hele pladser i mosaik, det er et kæmpe kunstværk, og det er så overvældende at der går nogen dage før man opdager at byen osse er møgbeskidt. Sådan virkelig afsindigt bemøget, sådan så det driver sort af én når man har været ude en dag. På den måde kommer det til at minde om renæssancehoffene hvor de stænkede sig med parfume for at overdøve stanken af at de aldrig gik i bad. Vi var allerede blevet advaret af boghandleren i kulturkomplekset nede under La Moneda, der fortalte os at Valparaíso var så fantastisk smukt, ”som Porto, bare mere beskidt.” Der er ellers masser af slogans der opfordrer til at holde byen ren - ”Su ciudad no suciedad”, ”Un val paraíso más limpio” - og en umanerligt kommunal oplysningskampagne med en tyk mand i grønt superheltekostume der er Límpioman, men der sker ikke rigtig noget. De futter rundt i parkerne og river skrald sammen, men det er næsten ikke til at opdrive en skraldespand at smide sit skrald i i stedet for på græsset og på gaden. De samme parker blir pligtskyldigt pøset til med vand hele formiddagen, men så få dog vasket gaderne, bare et par gange om ugen, fyld nogen tankvogne op med vand fra havnen og start oppe fra toppen af en ny bakke hver aften, tag Cerro Bellavista én aften og lad vandet fosse hele vejen fra La Sebastiana ned til Errázuriz, tag Cerro Alegre en anden aften, Cerro Concepción en tredje og så fremdeles, bare en gang eller to om ugen ville gøre noget. Og nogen hundefangere, så man ku slippe for at zigzagge rundt mellem de allestedsnærværende hundelorte. For helvede.
De hjemløse punkere på pladsen foran Líder virker ret uberørte af skidtet, det er for længst blevet en integreret del af dem selv. Et stykke op ad formiddagen vågner de under træerne, hoster, harker, skyller efter med en slurk varm rødvin, pisser der hvor de har sovet og stavrer ud på pladsen for at tigge penge eller spille kort eller noget, indtil de kan blive fulde igen. Det mest forbavsende er næsten så relativt lidt slidte de ser ud: De er gråbrune af snavs og har blodskudte øjne, men håret er nystudset, nyfarvet, make-uppen sidder, læderjakkerne og jeansene er allerhøjest fra sidste sæson. Er de kvartalscrusts der tar til Valparaíso i sommerferien for at slumme den og så vender tilbage til studierne i marts?
I Casa T.I.A.O., det besatte hus lige rundt om hjørnet fra Plaza Bolívar er de lige en tand mere organiserede: Det hele sejler lidt, ingen ved rigtig noget om hvad der sker, der er lisså pisse beskidt indenfor som ude på gaden, og folk skater rundt over det hele, men de har dog et hus. Et smadret et, det ser ud som om der er blevet revet en trappeskakt ud af det inden man opgav helt at rive det ned og punkerne overtog, men der er indrettet små lejligheder rundt om krateret hele vejen op, forbundet med stiger og en svalegang på nogen af etagerne, og der er et fællesrum inde bag et hul i væggen hvor en flok børn leger. Pludselig mens jeg står op ad en søjle nede i kælderen og hører på noget der gir sig ud for at være en slags koncert, men mere føles som at være i øvelokalet med en flok teens der lige har rippet skolens musiklokale for gear, kan jeg høre hvin oppe over mig, og der stikker et 3-årigt ansigt frem og skraldgriner af mig, før det igen forsvinder ind til fnisene og et nyt grindcorenummer falder sammen om sig selv. Det er ret svært for mig at forestille mig i hvert fald min ældste, følsomme og forsigtige dreng vokse op i sådan et miljø, endnu sværere for mig at forestille mig at prøve at få den lille med de ømme gummer af nye tænder til at falde til ro mens der er koncert i kælderen, og jeg får dårlige nerver af at tænke på sikkerheden, men jeg er osse ret sikker på det slet ikke nødvendigvis er så sindssygt et miljø for et barn at vokse op i. Om ikke andet så få de vel noget solid veganerkost at vokse op på.
På vej op ad Subida Pasteur tilbage til lejligheden på Cerro Bellavista sidder folk på trappen og ryger pot, en fyr i jakkesæt der lige er kommet fra kontoret suger dybt i bongen mens et par unge kvinder snaver bag ham, her lever man det liv der ikke er plads til under de ordnede forhold i resten af byen. Her er man en del af skidtet, det her er de valparados som ikke er en del af det chikke Valpo med designbutikkerne, det her er ikke det UNESCO føjede til verdenskulturarven. Det her er skorperne af skidt under en 1600-tals-hofluders pudder.
De hjemløse punkere på pladsen foran Líder virker ret uberørte af skidtet, det er for længst blevet en integreret del af dem selv. Et stykke op ad formiddagen vågner de under træerne, hoster, harker, skyller efter med en slurk varm rødvin, pisser der hvor de har sovet og stavrer ud på pladsen for at tigge penge eller spille kort eller noget, indtil de kan blive fulde igen. Det mest forbavsende er næsten så relativt lidt slidte de ser ud: De er gråbrune af snavs og har blodskudte øjne, men håret er nystudset, nyfarvet, make-uppen sidder, læderjakkerne og jeansene er allerhøjest fra sidste sæson. Er de kvartalscrusts der tar til Valparaíso i sommerferien for at slumme den og så vender tilbage til studierne i marts?
I Casa T.I.A.O., det besatte hus lige rundt om hjørnet fra Plaza Bolívar er de lige en tand mere organiserede: Det hele sejler lidt, ingen ved rigtig noget om hvad der sker, der er lisså pisse beskidt indenfor som ude på gaden, og folk skater rundt over det hele, men de har dog et hus. Et smadret et, det ser ud som om der er blevet revet en trappeskakt ud af det inden man opgav helt at rive det ned og punkerne overtog, men der er indrettet små lejligheder rundt om krateret hele vejen op, forbundet med stiger og en svalegang på nogen af etagerne, og der er et fællesrum inde bag et hul i væggen hvor en flok børn leger. Pludselig mens jeg står op ad en søjle nede i kælderen og hører på noget der gir sig ud for at være en slags koncert, men mere føles som at være i øvelokalet med en flok teens der lige har rippet skolens musiklokale for gear, kan jeg høre hvin oppe over mig, og der stikker et 3-årigt ansigt frem og skraldgriner af mig, før det igen forsvinder ind til fnisene og et nyt grindcorenummer falder sammen om sig selv. Det er ret svært for mig at forestille mig i hvert fald min ældste, følsomme og forsigtige dreng vokse op i sådan et miljø, endnu sværere for mig at forestille mig at prøve at få den lille med de ømme gummer af nye tænder til at falde til ro mens der er koncert i kælderen, og jeg får dårlige nerver af at tænke på sikkerheden, men jeg er osse ret sikker på det slet ikke nødvendigvis er så sindssygt et miljø for et barn at vokse op i. Om ikke andet så få de vel noget solid veganerkost at vokse op på.
På vej op ad Subida Pasteur tilbage til lejligheden på Cerro Bellavista sidder folk på trappen og ryger pot, en fyr i jakkesæt der lige er kommet fra kontoret suger dybt i bongen mens et par unge kvinder snaver bag ham, her lever man det liv der ikke er plads til under de ordnede forhold i resten af byen. Her er man en del af skidtet, det her er de valparados som ikke er en del af det chikke Valpo med designbutikkerne, det her er ikke det UNESCO føjede til verdenskulturarven. Det her er skorperne af skidt under en 1600-tals-hofluders pudder.
mandag den 13. juli 2009
Jeg hører Europa synge
Jeg hører Europa synge
en babelsk kakofoni af lieder, ballads, chansóns, flamencos, fados
en sprukken røst hævet én gang til
til ære for turisterne & de nordamerikanske udvekslingsstuderende
Jeg ser europæisk kulturarv reduceret til eksotisk folklore & døde museer
dødsfrygtindgydende malerier bag glas, reb, tyverisikringer & nidkært bevogtet
så ingen forskrækkes til at føle ved dem;
et halvt årtusinds litteratur forstenet til pensum
musikken kanoniseret så ingen behøver tage stilling til nyt
før årsopgørelserne kommer i januar
Jeg ser gammelkloge 20-årige, resignerede ind i livslede & afmagt
politiske idealer pragmatiseret, filosofiske idealer kompromiteret;
boom-økonomi & prisstigninger
(jeg ser min øl blive dyrere for hvert år, mens min løn forbliver den samme);
políticos i svinedyre italienske jakkesæt, karrieresocialister
& betonkommunister i afsindigt grimme striksweatre
Vi foregøgler ikke os selv at det var så meget bedre i fordums tider,
men så meget vi har besunget dem, hvorfor er vi så ikke kommet videre?
Overalt ser jeg en forenet dum front mod intellektuel splittelse
afmagt, desillusion, ligegyldighed
sex reduceret til bilreklamer
Ville ønske støjen kunne overdøve den evindelige kimen for mine ører
Jeg ser Europa dødfødt, maskinen lappet nødtørftigt sammen og harkende sig i graven,
hele skideskuret vælte om ørerne på os
Forfaldende by, alle drømme om nogensinde at restituere sig fortabte
laden stå til som en fordrukken melankoliker:
Hér gik århundredet hen & døde
her lader vi tiden bag os, lader den dø henover byen
hér får en gammeltestamentlig og ond i sulet Gud altid overtaget
Lad Europa ende hér:
lad stolte, gamle, af årtusinders historie tyngede Europa
synke i knæ hér på den yderste tange
tage en lungefuld frisk havluft, mærke den fugtige salt sætte sig i dens furede ansigt
mens den stolt fnysende skuer mod de unge kontinenter:
opkomlingene
& lad den kværkes i sin lungefuld friske havluft
brække sig i vandkanten, en lind strøm af galde
Gamle, excentriske Europa
med pincenez, plusfours, butterfly & hentehår,
hvad har dine visioner bragt dig?
Endt som en fordrukken 68'er der kauserer over fordums storhed, de gyldne tider
& begræder hvad han nu selv er blevet til
Tar min første streg amfetamin i 3 år en nat i LX på et kollegieværelse i Alfama
mærker ikke noget af det jeg husker
Jeg husker: lange nætter med improviserede fester
klumpe sig sammen på et toilet om de hvide streger på cisternen
den brændende fornemmelse op gennem næsen, bihulen ved at sprænges
morilden der spreder sig gennem årerne, følelsen af rislende isvand henover issen
bagefter snøftende & hemmelige nik til hinanden,
men lykken i øjeblikket, mand
Besøger Pessoas hus en dag hvor det i det mindste ikke "regner meget, regner umanerligt" etc.
ser glasmontrer med 1. udgaver (undseelige)
læsebriller (undseelige)
husholdningsregnskaber (pernittengryne)
rører en gammel kommode som han har haft sine sokker i
Gamle, oversete, forsmåede, excentriske Pessoa:
Sku ha mundet ud i Álvaro de Campos i stedet for Bernardo Soares, sku det ikke?
Ha gået foran, skrålende for fuld skrue, brændende biler af, dansende
Gamle Europa hærget af krige, delt som krigsbytte
diktaturer, oliekriser, intellektuelle kriser -
Du ser lidt slidt ud
Læg dig til at sove & lad os føde dig på ny...
End, sov Europa;
visselul folkepartier, døs socialdemokrater, blund socialister,
bobl konservative, fald hen liberalister
forfattere, professorer, sprogforskere, historikere, filosoffer:
Shhh... - stille nu.
Ingen voldsom Endlösung, ingen terroraktioner;
vend blot ryggen til, drag et dybt suk & end i fred
Vi tar over nu
Vi begynder nu
hér, fra Europas ende, har vi set alt
& står parate til at sprede os ind over kontinentet
begynde på ny, fra en anden side,
nede-fra-siden-ud-igennem-ad-over-til-frem!
en babelsk kakofoni af lieder, ballads, chansóns, flamencos, fados
en sprukken røst hævet én gang til
til ære for turisterne & de nordamerikanske udvekslingsstuderende
Jeg ser europæisk kulturarv reduceret til eksotisk folklore & døde museer
dødsfrygtindgydende malerier bag glas, reb, tyverisikringer & nidkært bevogtet
så ingen forskrækkes til at føle ved dem;
et halvt årtusinds litteratur forstenet til pensum
musikken kanoniseret så ingen behøver tage stilling til nyt
før årsopgørelserne kommer i januar
Jeg ser gammelkloge 20-årige, resignerede ind i livslede & afmagt
politiske idealer pragmatiseret, filosofiske idealer kompromiteret;
boom-økonomi & prisstigninger
(jeg ser min øl blive dyrere for hvert år, mens min løn forbliver den samme);
políticos i svinedyre italienske jakkesæt, karrieresocialister
& betonkommunister i afsindigt grimme striksweatre
Vi foregøgler ikke os selv at det var så meget bedre i fordums tider,
men så meget vi har besunget dem, hvorfor er vi så ikke kommet videre?
Overalt ser jeg en forenet dum front mod intellektuel splittelse
afmagt, desillusion, ligegyldighed
sex reduceret til bilreklamer
Ville ønske støjen kunne overdøve den evindelige kimen for mine ører
Jeg ser Europa dødfødt, maskinen lappet nødtørftigt sammen og harkende sig i graven,
hele skideskuret vælte om ørerne på os
Forfaldende by, alle drømme om nogensinde at restituere sig fortabte
laden stå til som en fordrukken melankoliker:
Hér gik århundredet hen & døde
her lader vi tiden bag os, lader den dø henover byen
hér får en gammeltestamentlig og ond i sulet Gud altid overtaget
Lad Europa ende hér:
lad stolte, gamle, af årtusinders historie tyngede Europa
synke i knæ hér på den yderste tange
tage en lungefuld frisk havluft, mærke den fugtige salt sætte sig i dens furede ansigt
mens den stolt fnysende skuer mod de unge kontinenter:
opkomlingene
& lad den kværkes i sin lungefuld friske havluft
brække sig i vandkanten, en lind strøm af galde
Gamle, excentriske Europa
med pincenez, plusfours, butterfly & hentehår,
hvad har dine visioner bragt dig?
Endt som en fordrukken 68'er der kauserer over fordums storhed, de gyldne tider
& begræder hvad han nu selv er blevet til
Tar min første streg amfetamin i 3 år en nat i LX på et kollegieværelse i Alfama
mærker ikke noget af det jeg husker
Jeg husker: lange nætter med improviserede fester
klumpe sig sammen på et toilet om de hvide streger på cisternen
den brændende fornemmelse op gennem næsen, bihulen ved at sprænges
morilden der spreder sig gennem årerne, følelsen af rislende isvand henover issen
bagefter snøftende & hemmelige nik til hinanden,
men lykken i øjeblikket, mand
Besøger Pessoas hus en dag hvor det i det mindste ikke "regner meget, regner umanerligt" etc.
ser glasmontrer med 1. udgaver (undseelige)
læsebriller (undseelige)
husholdningsregnskaber (pernittengryne)
rører en gammel kommode som han har haft sine sokker i
Gamle, oversete, forsmåede, excentriske Pessoa:
Sku ha mundet ud i Álvaro de Campos i stedet for Bernardo Soares, sku det ikke?
Ha gået foran, skrålende for fuld skrue, brændende biler af, dansende
Gamle Europa hærget af krige, delt som krigsbytte
diktaturer, oliekriser, intellektuelle kriser -
Du ser lidt slidt ud
Læg dig til at sove & lad os føde dig på ny...
End, sov Europa;
visselul folkepartier, døs socialdemokrater, blund socialister,
bobl konservative, fald hen liberalister
forfattere, professorer, sprogforskere, historikere, filosoffer:
Shhh... - stille nu.
Ingen voldsom Endlösung, ingen terroraktioner;
vend blot ryggen til, drag et dybt suk & end i fred
Vi tar over nu
Vi begynder nu
hér, fra Europas ende, har vi set alt
& står parate til at sprede os ind over kontinentet
begynde på ny, fra en anden side,
nede-fra-siden-ud-igennem-ad-over-til-frem!
lørdag den 11. juli 2009
Rumba med revolutionen
Her går revolutionen sin vante gang
ingen venter længere på en anden
eller noget andet end det
Her slås græsset langs vejen med macheter i solen
en hær udkommanderet til andet end det
Her er de heste der trækker vognene af sted
udslidte øg & lederne
Vognlæs af mennesker fragtes af sted på tomme hovedveje
hvor cyklerne tilter rundt i rabatten
& på gadehjørnet i mørket
den smukkeste unge indianerkvinde bravt træt i sin uniform
en kæmper for Kampen, et slag fra at indse
at den er blevet til noget andet
Her trækkes en mand på cykel afsted af sin hest
& end ikke et tropisk regnskyl kan vaske den følelse væk af nødstilfælde
det står der: sentido de urgencia
selvom det der menes er noget andet
Her udråbes revolutionen fra billboards langs motorvejen
så overbevisende som de reklamer de erstatter
Her kæmper alle for revolutionen
sig selv eller noget tredje:
noget andet end dette
mens en forstemt kontrabas plukker toner ud af træværket
fredag den 10. juli 2009
Hvordan han så blev glad
“Vi skal jo osse mærke at vi rejser, ikke, det må osse godt være lidt primitivt,” sagde han til hende for på en eller anden måde at få hende til at falde lidt ned og forlige sig med situationen: At de nu engang var strandet på togstationen i Karjat Junction, nøjagtig det hul det lyder som, i bagende eftermiddagshede med en time til toget videre til Pune forhåbentlig gik om alt gik vel, med billetter til 2. klasse, fordi 1. klasse var udsolgt, komplet udsolgt, ingen billetter, ingenting at gøre.
De havde mast sig ombord på 2. klasse med al deres al for megen bagage i Nerval bare for at sku stå af toget og skifte én gang til netop som deres baby var faldet i søvn i hendes skød, og nu var knægten ved at være godt træt af det hele og klynkede i sin bærestol på ryggen af Rigoberto. Hans kone, som ellers havde rejst med ham i flere tredjeverdenslande før, var osse ved at være godt træt af det hele og panikkede nu lisså stille og insisterende ved siden af ham ved tanken om én gang til at sku prøve at mase sig ombord i en overfyldt kreaturvogn med to store rygsække, et net, en dagsrygsæk, Rigoberto Jr. i bærestol og en komplet uhåndterlig og ubrugelig klapvogn, som de indtil videre havde kunnet bruge to gange på turen og hver gang de sku flytte overvejede at lade blive tilbage. Og rundt om dem på perronen stod de indiske familier og gloede uhæmmet på de hvide mennesker med det blonde hår og den smukke, lille baba og moren der var ved at gå op i limningen. Og han prøvede da at gå hen og se om han ku finde en taxa der ku køre dem til Pune i stedet for toget, men udenfor stationen holdt der kun rickshaws og selve byen, manner, det var fucking Deadwood, mand: Gader af stampet jord, faldefærdige rønner og blikskure og bare mennesker, mennesker, mennesker over alt, fuldstændig uoverskueligt mange mennesker og ingenting, absolut ingenting.
Så de blev på perronen, mens stationsuret for længst passerede det tidspunkt toget sku være ankommet og afgået på, og da det så kom var der endnu flere mennesker der forsøgte at komme ombord på 2. klasse som var endnu mere propfuld, det var umuligt, absolut og aldeles simpelthen, så i stedet steg de ind i en sovevogn, lod som om de ikke vidste bedre og spurgte konduktøren om nåmmen, var der plads til dem da? Og det ville koste dem ekstra, og det var så OK med dem, og de satte sig til rette på de anviste sæder, Rigoberto holdt knægten, som havde været så god at holde sig helt i ro mens ombordstigningskaosset havde stået på, og købte kaffe af en sælger der kom gennem kupéen mens hans kone fik læsset bagagen ud i midtergangen og op i køjen over dem, fuldstændigt nonchalant med sin glade dreng på skødet og et knastørt indisk landskab passerende forbi ude på den anden side af det ridsede vindue. Efter nogen tid, hvor de lige nåede at døse hen, kom konduktøren for at sælge dem de ekstra pladsbilletter, fik de 700 rupees, bad om at se de billetter de havde købt i forvejen, så sig omkring og gav dem 200 Rs tilbage sammen med 2. klassesbilletterne, mens han stak de 500 i lommen og spurgte Rigoberto: ”Are you happy? You happy?” Og han var glad, ja, de gav hinanden hånden og han lænede sig tilbage og var lykkelig, ja, fandme ja.
Det er vel et spørgsmål om at Ganesha ryddede forhindringerne af vejen for dem, sådan som han nu gør det, gjorde det lidt mere – overkommeligt, bekvemt for dem. Mageligt, næsten, så vidt som det nu kan blive det, der i Indien.
De var kommet til Indien lissom alle andre gør det, og af samme grund som dem osse: De dyrkede lidt yoga, var blevet vegetarer, havde set Darjeeling Express, yndede at se sig slev som rimeligt frie og frisindede, ægte lavere middelklassebohèmer på jagt efter et nyt kick, en ny ekstrem, og helst en varm én i vintermånederne. Det var ikke fordi de gjorde sig nogen forhåbninger om at lodde hidtil ukendte spirituelle dybder i dem selv, selvom ingen af dem på den anden side var fuldstændigt lukkede overfor idéen om det, nu de var så forholdsvist frisindede og levede så yoga og læste Information og alt dét. De sku gøre Indien, sku de, men det sku ikke nødvendigvis være så primitivt som nogen af deres lisså obligatoriske latinamerikature, specielt ikke nu hvor de havde en baba med, så i stedet for at vade kilometervis i bagende sol og udstødningsgas blandt lort og skrald og mennesker, mennesker, mennesker over det hele, ku det nu ta sig noget så pittoresk ud i al sin kulørte armod fra bagsædet af en knallertrickshaw der bankede ud foran busser og gjorde en brav indsats for at klippe så mange cyklister som muligt på sin vej gennem byen. De havde stadigt sværere ved at forstå hvordan, og ikke mindst hvorfor, de nogensinde havde rejst anderledes.
De var så osse kommet op i starten af 30’erne hhv. slutningen af 20’erne, ikke, blevet mere rejsevante, hvis man skal være diplomatisk overfor dem (lad os!), og det var godt sådan. Det var heller ikke fordi de boede på Best Western eller noget, de var bare lige gået trinnet op og insisterede på at ha eget bad nu, f.eks., men alligevel sku der så heller ikke mere til end den togrejse på 2. klasse og truslen om én til, afværget af heltemodige Ganesha i sidste øjeblik, før de skamløst kastede sig ind i lobbyen på et af Punes absolut bedre hoteller, sådan et af dem hvor staben er i hvid skjorte og der bliver spillet dæmpet klavermusik henover den sagte rislen fra det indendørs springvand. Der var ikke nogen diodeblinkende nytårsdekorationer der astmatisk hakkede sig gennem ”Lambada” hver gang man åbnede døren til receptionen her som i Mumbai, og da først de var på værelset og havde fået indstillet airconditionen et stykke over frysepunktet, sked de hul i alt der hed sightseeing i fucking Pune, selv den yogakommune hvor Deuter havde lavet sine første plader, bestilte roomservice og spiste veggieburgere og drak bajere i bar mave, pisseligeglade, og da knægten var faldet i søvn på sengen knaldede de meget lidt tantrisk ved siden af ham og var ikke blevet meget spirituelt rigere den dag heller, men havde lige fået afprøvet en grænse til dér. Potentielt dødsens og alt det.
Og på TV stod Gibby Haines fra Butthole Surfers i en lyserød kjortel og messede på hindi for en flok unge, smukke kvinder i sari, sådan som han nu ville gøre det, dopet hinsides denne verden, og de var nøgne og lykkelige og langt væk.
De havde mast sig ombord på 2. klasse med al deres al for megen bagage i Nerval bare for at sku stå af toget og skifte én gang til netop som deres baby var faldet i søvn i hendes skød, og nu var knægten ved at være godt træt af det hele og klynkede i sin bærestol på ryggen af Rigoberto. Hans kone, som ellers havde rejst med ham i flere tredjeverdenslande før, var osse ved at være godt træt af det hele og panikkede nu lisså stille og insisterende ved siden af ham ved tanken om én gang til at sku prøve at mase sig ombord i en overfyldt kreaturvogn med to store rygsække, et net, en dagsrygsæk, Rigoberto Jr. i bærestol og en komplet uhåndterlig og ubrugelig klapvogn, som de indtil videre havde kunnet bruge to gange på turen og hver gang de sku flytte overvejede at lade blive tilbage. Og rundt om dem på perronen stod de indiske familier og gloede uhæmmet på de hvide mennesker med det blonde hår og den smukke, lille baba og moren der var ved at gå op i limningen. Og han prøvede da at gå hen og se om han ku finde en taxa der ku køre dem til Pune i stedet for toget, men udenfor stationen holdt der kun rickshaws og selve byen, manner, det var fucking Deadwood, mand: Gader af stampet jord, faldefærdige rønner og blikskure og bare mennesker, mennesker, mennesker over alt, fuldstændig uoverskueligt mange mennesker og ingenting, absolut ingenting.
Så de blev på perronen, mens stationsuret for længst passerede det tidspunkt toget sku være ankommet og afgået på, og da det så kom var der endnu flere mennesker der forsøgte at komme ombord på 2. klasse som var endnu mere propfuld, det var umuligt, absolut og aldeles simpelthen, så i stedet steg de ind i en sovevogn, lod som om de ikke vidste bedre og spurgte konduktøren om nåmmen, var der plads til dem da? Og det ville koste dem ekstra, og det var så OK med dem, og de satte sig til rette på de anviste sæder, Rigoberto holdt knægten, som havde været så god at holde sig helt i ro mens ombordstigningskaosset havde stået på, og købte kaffe af en sælger der kom gennem kupéen mens hans kone fik læsset bagagen ud i midtergangen og op i køjen over dem, fuldstændigt nonchalant med sin glade dreng på skødet og et knastørt indisk landskab passerende forbi ude på den anden side af det ridsede vindue. Efter nogen tid, hvor de lige nåede at døse hen, kom konduktøren for at sælge dem de ekstra pladsbilletter, fik de 700 rupees, bad om at se de billetter de havde købt i forvejen, så sig omkring og gav dem 200 Rs tilbage sammen med 2. klassesbilletterne, mens han stak de 500 i lommen og spurgte Rigoberto: ”Are you happy? You happy?” Og han var glad, ja, de gav hinanden hånden og han lænede sig tilbage og var lykkelig, ja, fandme ja.
Det er vel et spørgsmål om at Ganesha ryddede forhindringerne af vejen for dem, sådan som han nu gør det, gjorde det lidt mere – overkommeligt, bekvemt for dem. Mageligt, næsten, så vidt som det nu kan blive det, der i Indien.
De var kommet til Indien lissom alle andre gør det, og af samme grund som dem osse: De dyrkede lidt yoga, var blevet vegetarer, havde set Darjeeling Express, yndede at se sig slev som rimeligt frie og frisindede, ægte lavere middelklassebohèmer på jagt efter et nyt kick, en ny ekstrem, og helst en varm én i vintermånederne. Det var ikke fordi de gjorde sig nogen forhåbninger om at lodde hidtil ukendte spirituelle dybder i dem selv, selvom ingen af dem på den anden side var fuldstændigt lukkede overfor idéen om det, nu de var så forholdsvist frisindede og levede så yoga og læste Information og alt dét. De sku gøre Indien, sku de, men det sku ikke nødvendigvis være så primitivt som nogen af deres lisså obligatoriske latinamerikature, specielt ikke nu hvor de havde en baba med, så i stedet for at vade kilometervis i bagende sol og udstødningsgas blandt lort og skrald og mennesker, mennesker, mennesker over det hele, ku det nu ta sig noget så pittoresk ud i al sin kulørte armod fra bagsædet af en knallertrickshaw der bankede ud foran busser og gjorde en brav indsats for at klippe så mange cyklister som muligt på sin vej gennem byen. De havde stadigt sværere ved at forstå hvordan, og ikke mindst hvorfor, de nogensinde havde rejst anderledes.
De var så osse kommet op i starten af 30’erne hhv. slutningen af 20’erne, ikke, blevet mere rejsevante, hvis man skal være diplomatisk overfor dem (lad os!), og det var godt sådan. Det var heller ikke fordi de boede på Best Western eller noget, de var bare lige gået trinnet op og insisterede på at ha eget bad nu, f.eks., men alligevel sku der så heller ikke mere til end den togrejse på 2. klasse og truslen om én til, afværget af heltemodige Ganesha i sidste øjeblik, før de skamløst kastede sig ind i lobbyen på et af Punes absolut bedre hoteller, sådan et af dem hvor staben er i hvid skjorte og der bliver spillet dæmpet klavermusik henover den sagte rislen fra det indendørs springvand. Der var ikke nogen diodeblinkende nytårsdekorationer der astmatisk hakkede sig gennem ”Lambada” hver gang man åbnede døren til receptionen her som i Mumbai, og da først de var på værelset og havde fået indstillet airconditionen et stykke over frysepunktet, sked de hul i alt der hed sightseeing i fucking Pune, selv den yogakommune hvor Deuter havde lavet sine første plader, bestilte roomservice og spiste veggieburgere og drak bajere i bar mave, pisseligeglade, og da knægten var faldet i søvn på sengen knaldede de meget lidt tantrisk ved siden af ham og var ikke blevet meget spirituelt rigere den dag heller, men havde lige fået afprøvet en grænse til dér. Potentielt dødsens og alt det.
Og på TV stod Gibby Haines fra Butthole Surfers i en lyserød kjortel og messede på hindi for en flok unge, smukke kvinder i sari, sådan som han nu ville gøre det, dopet hinsides denne verden, og de var nøgne og lykkelige og langt væk.
Abonner på:
Opslag (Atom)