Det var for det her, man fik kørekort: For at kunne forlade den by, man var kørt til, med en styrtregn som undskyldning for ikke at orke den alligevel og så på vej ned langs vestkysten i en alt for beskeden lejebil, fordi der ikke skal være plads til andre end én selv, få øje på en by, San Juan de la Rambla, der ligner noget, der skal ses, og så gøre det, køre fra, køre derned, parallelparkere ubehjælpsomt, fordi det ikke var derfor, man fik kørekort, og stå ud, og så rammer det hele endelig én.
Viser opslag med etiketten swans. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten swans. Vis alle opslag
fredag den 5. april 2019
mandag den 17. december 2012
Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 7
Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.
Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.
7. Swans – The Seer
At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.
Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.
Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.
At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.
Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.
Abonner på:
Opslag (Atom)