Sminket som en 1600-tals hofluder

Hele byen er udsmykket, murmalerier på alle flader, graffiti, hele pladser i mosaik, det er et kæmpe kunstværk, og det er så overvældende at der går nogen dage før man opdager at byen osse er møgbeskidt. Sådan virkelig afsindigt bemøget, sådan så det driver sort af én når man har været ude en dag. På den måde kommer det til at minde om renæssancehoffene hvor de stænkede sig med parfume for at overdøve stanken af at de aldrig gik i bad. Vi var allerede blevet advaret af boghandleren i kulturkomplekset nede under La Moneda, der fortalte os at Valparaíso var så fantastisk smukt, ”som Porto, bare mere beskidt.” Der er ellers masser af slogans der opfordrer til at holde byen ren - ”Su ciudad no suciedad”, ”Un val paraíso más limpio” - og en umanerligt kommunal oplysningskampagne med en tyk mand i grønt superheltekostume der er Límpioman, men der sker ikke rigtig noget. De futter rundt i parkerne og river skrald sammen, men det er næsten ikke til at opdrive en skraldespand at smide sit skrald i i stedet for på græsset og på gaden. De samme parker blir pligtskyldigt pøset til med vand hele formiddagen, men så få dog vasket gaderne, bare et par gange om ugen, fyld nogen tankvogne op med vand fra havnen og start oppe fra toppen af en ny bakke hver aften, tag Cerro Bellavista én aften og lad vandet fosse hele vejen fra La Sebastiana ned til Errázuriz, tag Cerro Alegre en anden aften, Cerro Concepción en tredje og så fremdeles, bare en gang eller to om ugen ville gøre noget. Og nogen hundefangere, så man ku slippe for at zigzagge rundt mellem de allestedsnærværende hundelorte. For helvede.

De hjemløse punkere på pladsen foran Líder virker ret uberørte af skidtet, det er for længst blevet en integreret del af dem selv. Et stykke op ad formiddagen vågner de under træerne, hoster, harker, skyller efter med en slurk varm rødvin, pisser der hvor de har sovet og stavrer ud på pladsen for at tigge penge eller spille kort eller noget, indtil de kan blive fulde igen. Det mest forbavsende er næsten så relativt lidt slidte de ser ud: De er gråbrune af snavs og har blodskudte øjne, men håret er nystudset, nyfarvet, make-uppen sidder, læderjakkerne og jeansene er allerhøjest fra sidste sæson. Er de kvartalscrusts der tar til Valparaíso i sommerferien for at slumme den og så vender tilbage til studierne i marts?

I Casa T.I.A.O., det besatte hus lige rundt om hjørnet fra Plaza Bolívar er de lige en tand mere organiserede: Det hele sejler lidt, ingen ved rigtig noget om hvad der sker, der er lisså pisse beskidt indenfor som ude på gaden, og folk skater rundt over det hele, men de har dog et hus. Et smadret et, det ser ud som om der er blevet revet en trappeskakt ud af det inden man opgav helt at rive det ned og punkerne overtog, men der er indrettet små lejligheder rundt om krateret hele vejen op, forbundet med stiger og en svalegang på nogen af etagerne, og der er et fællesrum inde bag et hul i væggen hvor en flok børn leger. Pludselig mens jeg står op ad en søjle nede i kælderen og hører på noget der gir sig ud for at være en slags koncert, men mere føles som at være i øvelokalet med en flok teens der lige har rippet skolens musiklokale for gear, kan jeg høre hvin oppe over mig, og der stikker et 3-årigt ansigt frem og skraldgriner af mig, før det igen forsvinder ind til fnisene og et nyt grindcorenummer falder sammen om sig selv. Det er ret svært for mig at forestille mig i hvert fald min ældste, følsomme og forsigtige dreng vokse op i sådan et miljø, endnu sværere for mig at forestille mig at prøve at få den lille med de ømme gummer af nye tænder til at falde til ro mens der er koncert i kælderen, og jeg får dårlige nerver af at tænke på sikkerheden, men jeg er osse ret sikker på det slet ikke nødvendigvis er så sindssygt et miljø for et barn at vokse op i. Om ikke andet så få de vel noget solid veganerkost at vokse op på.

På vej op ad Subida Pasteur tilbage til lejligheden på Cerro Bellavista sidder folk på trappen og ryger pot, en fyr i jakkesæt der lige er kommet fra kontoret suger dybt i bongen mens et par unge kvinder snaver bag ham, her lever man det liv der ikke er plads til under de ordnede forhold i resten af byen. Her er man en del af skidtet, det her er de valparados som ikke er en del af det chikke Valpo med designbutikkerne, det her er ikke det UNESCO føjede til verdenskulturarven. Det her er skorperne af skidt under en 1600-tals-hofluders pudder.

Skælv

Han skreg som et lille barn.

Det blev han så overrasket over at han skred.

Det er den klassiske ”jeg går lige ned og henter cigaretter”-historie om at forsvinde uden et ord, man kan ikke rigtig lade være med at være lidt fascineret af dem der bare tar deres jakke på og forsvinder ud af deres liv, hvordan det må føles at gå hen ad gaden, småløbe måske endda, det er lidt sådan man forestiller sig det, og vide at man har lagt alt bag sig, at tavlen er vasket ren. Og seføli er den ikke det, de må naturligvis hjemsøge én: Ægtefællen, børnene, familien, vennerne. Man må være som en hul skal.

Det må være sådan han har haft det, alt må være blevet revet ud af ham, og så er han gået sin vej, håbet på at finde noget nyt at hælde i den skal. En ny person, en der ikke skriger som et lille barn af frygt for at miste sig selv, fordi han allerede for længst har mistet alt.

Det er vores naboer i den hotellejlighed vi bor i på Cerro Bella Vista der fortæller os historien en aften på tagterrassen hvor vi drikker vin og pisco hen over gelænderet med det ene øre på børnene der sover nedenunder og alle Valparaísos lys bredt ud under os i en halvmåne rundt om bugten. Vi har snakket om arbejdsmarkedsforholdene i Danmark i forhold til Chile, de har fortalt om hvordan de afleverer deres dreng, lidt ældre end vores ældste, i børnehaven kl. 8 om morgenen og kommer hjem kl. 8 om aftenen hvor han er på vej i seng; vi har fortalt om at være mand på betalt fædreorlov, om at ha råd til at rejse selvom man kun lige med nød og næppe hænger med neglene i den laveste middelklasse. Vi har fået bekræftet at Chile virkelig er et metalland, det er det alle hører her, modsat f.eks. Argentina der er mere et rockland, her har det altid været metal, og det første der falder manden ind når han tænker på Danmark er Mercyful Fate, mand, og han fortæller at Tom Araya fra Slayer kommer fra nabobyen Viña del Mar, lige et par kilometer længere mod nordøst.

Og så fortæller kvinden om jordskælvet.

Om hvordan den bygning de bor i på 20. etage svajede fra side til side, hvordan de løb ud på gangen og måtte sætte sig ned for ikke at blive kastet ind mod væggene og bare holdt om deres dreng, hvordan drengen, Augustín, et år senere stadig ikke kan sove med lyset slukket fordi det minder ham om da strømmen gik under jordskælvet. Og hvordan man alligevel vænner sig til det, fordi det her nu engang er Chile, og det ligger altså lige i et jordskælvsbælte, og hvad man skal man gøre? Gardere sig, ja, så vidt man har midler til det, og så ellers leve med det, fordi det sker og kommer til at ske igen.

Og så fortæller hun om ham der ikke var forberedt på det og ikke ku leve med det. Det var en veninde som havde studeret eller arbejdet eller noget i USA, og hun havde mødt en mand og var blevet gift og havde fået barn med ham, en lille pige. De havde boet nogen år i USA, og så havde de besluttet sig for at prøve at bo i hendes hjemland, havde fået arbejde begge to, købt en fin lejlighed i et af Santiagos bedre kvarterer.

Efter et år kommer det store jordskælv. Hvis manden havde været fra Vestkysten i USA havde han muligvis været forberedt på hvad et jordskælv var, det ville stadig ha været voldsomt, det her var et virkelig voldsomt jordskælv, men det ville måske ha givet ham en eller anden form for rutine, en rygmarvsreaktion. Men manden var fra Midtvesten, han forstod intet af hvad der foregik omkring ham, himlen væltede ned over ham, det ville ikke stoppe, og han stod bare og klamrede sig til dørkarmen og skreg og skreg. Han forsøgte ikke at redde sin kone. Han forsøgte ikke at redde sin fireårige datter. Han forsøgte at redde sig selv, men ku ikke finde på nogen bedre måde end at stå i døråbningen og skrige og skrige som et lille barn til det var ovre.

En måned senere forlod han dem uden et ord: Kone, datter, arbejde, lejlighed – klassisk latinamerikansk bestyrtelse der: ”Selv lejligheden forlod han!” - alt lod han bag sig og forsvandt, som var han blevet opslugt af jorden. Men det var han ikke og det var det han ikke har kunnet bære: At han overlevede – næsten alle overlevede, der var meget få dødsfald ved det chilenske jordskælv – uden at ha gjort noget for det, uden at ha hjulpet andre som han burde, i det mindste sine nærmeste. Han har skammet sig langt ned i jorden, og han har ikke kunnet fortsætte med at leve et sted hvor det ikke bare ku ske igen men vil ske igen, hvor det er noget man lever med. Han ku ikke leve med det, ku ikke leve med sig selv, og forlod sig.

Det var et år siden, de havde ikke hørt noget fra ham siden. Kvinden og barnet lever i Santiago, prøver at få det hele til at hænge sammen, bander ham yanquí-tøsedrengen langt væk, manden svæver et eller andet sted langt væk fra nogen jordskælvsbælter. Lægger sig til at sove om aftenen, tænker på at han havde en datter som han forlod fordi han ikke stolede på at han ku beskytte hende, vågner om morgenen, mærke det hele ryste let indtil han er rigtig vågen, tænker på det liv den datter han havde lever, tænker på den kone han havde som han ikke ku klare beskyttede ham. Lever et eller andet liv ind i mellem. Hvad fortæller han folk, betror han sig overhovedet til nogen? Eller bor han i et telt i vildmarken og skriver manifester om at man ikke skal fucke med naturen, at mennesket ikke skal bygge kæmpe byer i jordskælvsbælter, ikke knytte sig til ting, til noget overhovedet, fordi alt kan blive taget fra en i et øjeblik? Eller han kan ha startet et nyt liv, bor i en stålarmeret lejlighed i en fremmed by, arbejder, har kærester, nye venner, ingen fortid.

Det er blevet køligt, det er over midnat og Humboldtstrømmen sendte koldt vand ind i bugten og kold luft op ad bjergene. Vi skutter os, æder en håndfuld nødder til, sipper den horribelt søde pisco med Orions bælte vendt på hovedet over os. Jeg fortæller om det lillebitte københavnske jordskælv for et et par år siden, som ikke desto mindre var det største vi havde haft i, hvad, fyrre år, men som ikke var kraftigt nok til at vække hverken min kone eller min søn. Jeg sov på sofaen, jeg ved ikke hvorfor jeg sov på sofaen, men jeg vågnede på sofaen ved en rumlen, standerlampen ved siden af gyngestolen rystede. Min første tanke var at det var et jordskælv, jeg havde lige læst om det store jordskælv i Mexico City engang i 80'erne i Winslows The Power of the Dog, men selv i min halvvågne tilstand var jeg godt klar over at der ikke er jordskælv i Danmark, så jeg konkluderede at det måtte ha været et fly der var styrtet ned i den anden længe af boligblokken. Men jeg ku ikke se ild, og det var allerede holdt op igen, så jeg faldt i søvn igen. Jeg løb heller ikke ind og reddede kone og barn, jeg klaskede bare hovedet ned i puden og sov videre og kom først i tanke om det igen, da jeg hørte om det på mit arbejde. Det var Det Store Danske Jordskælv – jeg ved sådan set ikke om de ikke har små jordskælv på Bornholm eller noget engang imellem, men det her var altså Jordskælvet. Chilenerne var ikke synderligt imponerede.

En taxa holder ved udsigtspunktet overfor og spiller høj cumbia med åbne døre indtil en træt nabo først hælder en spand koldt vand ned over den og, da det åbenbart ikke er klar nok besked, går ned og skælder ud i morgenkåbe. Museo de Cielo Abierto henligger i mørke, man kan lige akkurat skimte nogen af de store murmalerier. Hele byen dekoreret, alle facaderne malet med fugle, digte, monstre eller bare de ascensores som efterhånden er stoppet, fordi ingen har påtaget sig ansvaret for at holde dem vedlige. En anden aften snakkede jeg med en af vores naboer til den anden side, en ung kvinde som var kommet hertil fra New York for at male øjne på en ascensor om natten, så øjnene ville mødes og skilles når de to ascensores kørte op og ned. Og Jomfru Maria på stationen foroven og Jesus forneden, så er man osse dækket ind hvis et kabel knækker eller det hele bare gir efter, hvad de fleste af de ascensorer der stadig kører efterhånden ser ud til at ku gøre hvad øjeblik det sku være. Valparaíso er konstant under udsmykning, og når der ikke er mere plads at male på, når den sidste flade har fået sine fantasidyr, sine hyldester og sine spejlede landskaber, så kommer der et jordskælv til og raserer det hele, opsluger byen og efterlader en blank tavle på bjergskråningerne at fylde med nye utopier.

Nede i parken

Ffft, ffft, ffft, ffft, ffft, vandet pumper ud over græsset og planterne i parken mens formiddagssolen støt tar til i styrke. Det er det samme alle steder: Ekstensiv vanding af parkerne hver formiddag, så det hele kan nå at fordampe i middagssolen. Jeg er ret sikker på det ville gi mere mening at vande sidst på eftermiddagen eller endda først på aftenen, sådan så vandet faktisk ku nå at trænge ned i rødderne; om ikke andet så ville det vel spare på vandet, det er ikke fordi græsset ikke er grønt her midt på højsommeren, men det må være uhyrlige mængder vand der blir pumpet ud over parkerne. Ffft, ffft, ffft, hører jeg mens jeg ligger et øjeblik på en mur og lar solen bage mig mens det endnu er udholdeligt overhovedet at være i solen, i det øjeblik der lige gis mens den store løber rundt på legepladsen med sin mor og den lille sover formiddagslur i klapvognen.

I weekenden tilhører Parque Forestal screamoerne der snaver løs på hinanden på kryds og tværs af de køn hvis skel de i forvejen gør alt for at ophæve i deres udseende med androgynt glamhår, hidsig make-up og sort/pink jeans/t-shirt-uniform. Det er altså ret fantastisk i sådan et temmelig konservativt, strengt katolsk land som Chile traditionelt har været, så skid hul i om man så nok så meget måtte begræde den populærkulturelle appropriering og kommercialisering af det os der bare lige er lidt ældre ellers forstod ved emo og screamo. Hvis Tokio Hotel eller Paramore eller et eller andet andet kan få en chilensk middelklasseteenagedreng til at lægge fuld make-up, rocke en Aladdin Sane-frisure og så osse lige gå veganer, så slår det altså ikke nogen skår i mine At the Drive-In- eller Rites of Spring-plader. Hvis det havde været det her der var fremme da jeg var teenager havde jeg været så meget på, og jeg var sluppet for at prøve at synes fish'n'chips-britpop var rigtig fedt.

Det er alligevel heller ikke den ende af parken vi hører til i længere, for screamoerne er det komplet irrelevant hvem vi har snavet med, hvor tåbelige frisurer vi har haft og hvilke sange vi har prøvet om vi dog ikke ku græde bare lidt til for at ha en eller anden følelse: Vi er dem der sidder nede i den anden ende ved Palacio de Bellas Artes med forvaskede hardcore-t-shirts og holder øje med vores børn der leger i springvandet, vi har overgivet os til fuldskægget og givet køb på de stramme jeans, har valgt én at være sammen med, prøver at opdrage vores børn til ikke at kende grænser men heller ikke pege på fremmede. Santiago i februar er bagende varm og knastør, det er en lettelse at så mange af indbyggerne er rejst ud af byen at smoghatten lige letter lidt, men det er osse en lettelse at der dog er et springvand at dyppe fødderne i, hælde lidt vand over issen, et træ at sætte sig under, et par små bjerge at komme op på. Pave Johannes Paul II gav en prædiken på toppen af Cerro San Cristobal, kørte op i liften og nåede lige akkurat at velsigne det ordnede Chile inden Pinochet faldt for demokratiet og sluserne åbnedes for socialister, screamoer, streetartists og værre.

Santiago er ikke en rigtig køn by på nogen måde, den har sine kvarterer i kolonistil, Bella Vista og Brasil, men det er ret smadret af alle jordskælvene, smoggen, fremskridtet. Santiago er rig på murmalerier, over det hele, det er vel næsten dens største clou, og det er det værd i sig selv. Streetart har fundet sig en taknemmelig by her og er eksploderet i hele facader og bloklængder. Stencils, der er osse nogle konsumkritiske stencils, ja, men hvem lægger mærke til dem ved siden af 30 meters Nerudahyldest?

Neruda, ja. Der må være en eller anden sammenhæng mellem Neruda og screamoerne, en romantisk smægten, et formularisk oprør. Men Neruda var ikke desperat som dem, Neruda var en champagnesocialist med verden for sine fødder, hans hus i Santiago, Las Chascona, er fyldt med billeder Rivera, Orozco, Siqueiros da lige har malet til ham. Andægtigt bevæger vi os gennem den ene imiterede skibskahyt efter den anden, kigger ud af koøjerne, klatrer op ad vindeltrapperne, undrer os over at en mand med en sans for rå skønhed som den Neruda demonstrerede i sine bedste digte ku ha så kitschet og småborgerlig smag når det kom til de huse han indrettede. Dér er hans skrivebord med udsigten over Santiago delvist blokeret af skyskrabere, der kværnede han det ene digt efter det andet ud når han ikke var i et af sine to andre huse i Valparaíso eller Isla Negra eller var udsendt som ambassadør i Italien, og det var godt, en del af det, men det var måske ikke det alt sammen der var født af en så bydende nødvendighed som man godt ku ha tænkt sig det.

Screamoerne er pisseligeglade med Neruda, hans ord er en gammel damebedårers, hvad har han at sige dem om deres virkelighed? For dem ku han lisså godt være Benny Andersen, Neruda er for længst en institution, for længst approprieret af de nye regimer. Nede i parken er han lisså fjern og ligegyldig som regeringen, kirken, efteråret.

Roberto beslutter sig for at dø

Vi er i Chile, så lad os dog tale om Roberto Bolaño. Bolaño som flygtede fra militærdiktaturet i Chile til først Mexico, så Europa, hvis hovedværker finder sted i dér og ikke i Chile, men som chilenerne godt ved er det de har at kalde deres. Neruda osse, ja, men han er så kanoniseret at chilenere med litterære tilbøjeligheder har medfødt neruditis. Det har Bolaño selv skrevet i en af sine bøger, og kommer man ikke bare fra Danmark, men sågar fra mørkets hjerte Odense, så ved man godt hvor meget man har tilovers for hvor kloge andre end måtte synes H.C. Andersens eventyr er.

Et af omdrejningspunkterne i Bolaños forfatterskab var eksilet, men i endnu højere grad var det det eksil litteraturen selv tilbyder: Den latinamerikanske litteratur primært her og skabelsen af en ny sådan (som jeg osse har været inde på her), ikke engang nødvendigvis så meget selve den nye litteratur der måtte blive skabt som de mennesker der sætter alt ind på at skabe den, og det liv den bagefter lever igennem de læsere der blir berørt af den eller er blevet det af menneskerne bag den og igennem deres forfatterskab forsøger at forstå dem. Det er i hovedtræk historien i kortromanen Estrella distante, med visse modifikationer – en tysk forfatter snarere end en latinamerikansk – som minimum den første bog i det posthume mammutværk 2666 og ikke mindst i hovedværket Los detectives salvajes, hvor en bred kreds af mænd og kvinder, digtere, professorer og backpackere gir vidnesbyrd om de to poeter og viscerale realister Ulíses Lima og Arturo Belano – den sidste Bolaños alter ego – og deres jagt på den reneste, mest brændende, revolutionerende litteratur de kan finde, mens de på deres vej forkaster alle de latinamerikanske forfattere de har vundet bare nogen international anerkendelse. Nogen af de skæggere sekvenser i en i det hele taget egensindigt afsindigt morsom bog er når Bolaño parafraserer nogle af de kendteste forfattere under pseudonym. Den ultrakonservative skønånd og fascistapologist Mario Vargas Llosa får en tur af den venstreorienterede beat Bolaño, og den svulstige populærnewager Paulo Coelho blir udstillet i al sin vamle selvfedme.

Det er endnu for tidligt at sige om Bolaños forfatterskab får nogen varig effekt på det vi forstår ved latinamerikansk litteratur, sådan som f.eks. Gabriel García Marquez på godt og ondt havde det: Dem jeg har snakket med her i Chile har ikke kunnet komme i tanke om nogen andre chilenske forfattere der skriver som ham, de forfattere han oftest bliver sammenlignet med er de lisså egensindige Thomas Pynchon og Jorge Luís Borges. Men selvom Bolaños forfatterskab har vundet international anerkendelse og udbredelse – og sikret hans efterladte familie økonomisk, sådan som det overhovedet var hans mål med at gå fra poesien til prosaen – så er det stadig Vargas Llosa der får Nobelprisen, det er Isabel Allende der er dronning af bogklubberne og hyldes – sammen med Vargas Llosa – ved den igangværende bogmesse her i Santiago, og det er Paulo Coelho der sprøjter sit spirituelle smask ud i tykke kaskader kloden over.

Og det er Paulo Coelho der sidder ved bordet ved siden af i caféen på Museo de Bellas Artes en onsdag eftermiddag lige over middag: Hvis ikke man havde kunnet genkende hans perfekt plejede ansigt fra alle de eksemplarer af hans ækle bøger man igennem tiden har solgt, så afslører den brasilianske accent og den affekterede facon ham. Så fuck. Det var jo ikke den historie vi kom efter, det var Arturo Belano der råber digte op med slidt læderjakke, Neruda der beder sin elskerinde om at rense hans gevær for ham så de kan komme videre med kampen, Salvador Allende der ikke dør i La Moneda; ikke Coelho og Piñera der smiler deres sataniske tandpastasmil og ber os om at pisse af med vores ubrugelige ideologier.