Vi er i Chile, så lad os dog tale om Roberto Bolaño. Bolaño som flygtede fra militærdiktaturet i Chile til først Mexico, så Europa, hvis hovedværker finder sted i dér og ikke i Chile, men som chilenerne godt ved er det de har at kalde deres. Neruda osse, ja, men han er så kanoniseret at chilenere med litterære tilbøjeligheder har medfødt neruditis. Det har Bolaño selv skrevet i en af sine bøger, og kommer man ikke bare fra Danmark, men sågar fra mørkets hjerte Odense, så ved man godt hvor meget man har tilovers for hvor kloge andre end måtte synes H.C. Andersens eventyr er.
Et af omdrejningspunkterne i Bolaños forfatterskab var eksilet, men i endnu højere grad var det det eksil litteraturen selv tilbyder: Den latinamerikanske litteratur primært her og skabelsen af en ny sådan (som jeg osse har været inde på her), ikke engang nødvendigvis så meget selve den nye litteratur der måtte blive skabt som de mennesker der sætter alt ind på at skabe den, og det liv den bagefter lever igennem de læsere der blir berørt af den eller er blevet det af menneskerne bag den og igennem deres forfatterskab forsøger at forstå dem. Det er i hovedtræk historien i kortromanen Estrella distante, med visse modifikationer – en tysk forfatter snarere end en latinamerikansk – som minimum den første bog i det posthume mammutværk 2666 og ikke mindst i hovedværket Los detectives salvajes, hvor en bred kreds af mænd og kvinder, digtere, professorer og backpackere gir vidnesbyrd om de to poeter og viscerale realister Ulíses Lima og Arturo Belano – den sidste Bolaños alter ego – og deres jagt på den reneste, mest brændende, revolutionerende litteratur de kan finde, mens de på deres vej forkaster alle de latinamerikanske forfattere de har vundet bare nogen international anerkendelse. Nogen af de skæggere sekvenser i en i det hele taget egensindigt afsindigt morsom bog er når Bolaño parafraserer nogle af de kendteste forfattere under pseudonym. Den ultrakonservative skønånd og fascistapologist Mario Vargas Llosa får en tur af den venstreorienterede beat Bolaño, og den svulstige populærnewager Paulo Coelho blir udstillet i al sin vamle selvfedme.
Det er endnu for tidligt at sige om Bolaños forfatterskab får nogen varig effekt på det vi forstår ved latinamerikansk litteratur, sådan som f.eks. Gabriel García Marquez på godt og ondt havde det: Dem jeg har snakket med her i Chile har ikke kunnet komme i tanke om nogen andre chilenske forfattere der skriver som ham, de forfattere han oftest bliver sammenlignet med er de lisså egensindige Thomas Pynchon og Jorge Luís Borges. Men selvom Bolaños forfatterskab har vundet international anerkendelse og udbredelse – og sikret hans efterladte familie økonomisk, sådan som det overhovedet var hans mål med at gå fra poesien til prosaen – så er det stadig Vargas Llosa der får Nobelprisen, det er Isabel Allende der er dronning af bogklubberne og hyldes – sammen med Vargas Llosa – ved den igangværende bogmesse her i Santiago, og det er Paulo Coelho der sprøjter sit spirituelle smask ud i tykke kaskader kloden over.
Og det er Paulo Coelho der sidder ved bordet ved siden af i caféen på Museo de Bellas Artes en onsdag eftermiddag lige over middag: Hvis ikke man havde kunnet genkende hans perfekt plejede ansigt fra alle de eksemplarer af hans ækle bøger man igennem tiden har solgt, så afslører den brasilianske accent og den affekterede facon ham. Så fuck. Det var jo ikke den historie vi kom efter, det var Arturo Belano der råber digte op med slidt læderjakke, Neruda der beder sin elskerinde om at rense hans gevær for ham så de kan komme videre med kampen, Salvador Allende der ikke dør i La Moneda; ikke Coelho og Piñera der smiler deres sataniske tandpastasmil og ber os om at pisse af med vores ubrugelige ideologier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar