Nede i parken

Ffft, ffft, ffft, ffft, ffft, vandet pumper ud over græsset og planterne i parken mens formiddagssolen støt tar til i styrke. Det er det samme alle steder: Ekstensiv vanding af parkerne hver formiddag, så det hele kan nå at fordampe i middagssolen. Jeg er ret sikker på det ville gi mere mening at vande sidst på eftermiddagen eller endda først på aftenen, sådan så vandet faktisk ku nå at trænge ned i rødderne; om ikke andet så ville det vel spare på vandet, det er ikke fordi græsset ikke er grønt her midt på højsommeren, men det må være uhyrlige mængder vand der blir pumpet ud over parkerne. Ffft, ffft, ffft, hører jeg mens jeg ligger et øjeblik på en mur og lar solen bage mig mens det endnu er udholdeligt overhovedet at være i solen, i det øjeblik der lige gis mens den store løber rundt på legepladsen med sin mor og den lille sover formiddagslur i klapvognen.

I weekenden tilhører Parque Forestal screamoerne der snaver løs på hinanden på kryds og tværs af de køn hvis skel de i forvejen gør alt for at ophæve i deres udseende med androgynt glamhår, hidsig make-up og sort/pink jeans/t-shirt-uniform. Det er altså ret fantastisk i sådan et temmelig konservativt, strengt katolsk land som Chile traditionelt har været, så skid hul i om man så nok så meget måtte begræde den populærkulturelle appropriering og kommercialisering af det os der bare lige er lidt ældre ellers forstod ved emo og screamo. Hvis Tokio Hotel eller Paramore eller et eller andet andet kan få en chilensk middelklasseteenagedreng til at lægge fuld make-up, rocke en Aladdin Sane-frisure og så osse lige gå veganer, så slår det altså ikke nogen skår i mine At the Drive-In- eller Rites of Spring-plader. Hvis det havde været det her der var fremme da jeg var teenager havde jeg været så meget på, og jeg var sluppet for at prøve at synes fish'n'chips-britpop var rigtig fedt.

Det er alligevel heller ikke den ende af parken vi hører til i længere, for screamoerne er det komplet irrelevant hvem vi har snavet med, hvor tåbelige frisurer vi har haft og hvilke sange vi har prøvet om vi dog ikke ku græde bare lidt til for at ha en eller anden følelse: Vi er dem der sidder nede i den anden ende ved Palacio de Bellas Artes med forvaskede hardcore-t-shirts og holder øje med vores børn der leger i springvandet, vi har overgivet os til fuldskægget og givet køb på de stramme jeans, har valgt én at være sammen med, prøver at opdrage vores børn til ikke at kende grænser men heller ikke pege på fremmede. Santiago i februar er bagende varm og knastør, det er en lettelse at så mange af indbyggerne er rejst ud af byen at smoghatten lige letter lidt, men det er osse en lettelse at der dog er et springvand at dyppe fødderne i, hælde lidt vand over issen, et træ at sætte sig under, et par små bjerge at komme op på. Pave Johannes Paul II gav en prædiken på toppen af Cerro San Cristobal, kørte op i liften og nåede lige akkurat at velsigne det ordnede Chile inden Pinochet faldt for demokratiet og sluserne åbnedes for socialister, screamoer, streetartists og værre.

Santiago er ikke en rigtig køn by på nogen måde, den har sine kvarterer i kolonistil, Bella Vista og Brasil, men det er ret smadret af alle jordskælvene, smoggen, fremskridtet. Santiago er rig på murmalerier, over det hele, det er vel næsten dens største clou, og det er det værd i sig selv. Streetart har fundet sig en taknemmelig by her og er eksploderet i hele facader og bloklængder. Stencils, der er osse nogle konsumkritiske stencils, ja, men hvem lægger mærke til dem ved siden af 30 meters Nerudahyldest?

Neruda, ja. Der må være en eller anden sammenhæng mellem Neruda og screamoerne, en romantisk smægten, et formularisk oprør. Men Neruda var ikke desperat som dem, Neruda var en champagnesocialist med verden for sine fødder, hans hus i Santiago, Las Chascona, er fyldt med billeder Rivera, Orozco, Siqueiros da lige har malet til ham. Andægtigt bevæger vi os gennem den ene imiterede skibskahyt efter den anden, kigger ud af koøjerne, klatrer op ad vindeltrapperne, undrer os over at en mand med en sans for rå skønhed som den Neruda demonstrerede i sine bedste digte ku ha så kitschet og småborgerlig smag når det kom til de huse han indrettede. Dér er hans skrivebord med udsigten over Santiago delvist blokeret af skyskrabere, der kværnede han det ene digt efter det andet ud når han ikke var i et af sine to andre huse i Valparaíso eller Isla Negra eller var udsendt som ambassadør i Italien, og det var godt, en del af det, men det var måske ikke det alt sammen der var født af en så bydende nødvendighed som man godt ku ha tænkt sig det.

Screamoerne er pisseligeglade med Neruda, hans ord er en gammel damebedårers, hvad har han at sige dem om deres virkelighed? For dem ku han lisså godt være Benny Andersen, Neruda er for længst en institution, for længst approprieret af de nye regimer. Nede i parken er han lisså fjern og ligegyldig som regeringen, kirken, efteråret.