Hele byen er udsmykket, murmalerier på alle flader, graffiti, hele pladser i mosaik, det er et kæmpe kunstværk, og det er så overvældende at der går nogen dage før man opdager at byen osse er møgbeskidt. Sådan virkelig afsindigt bemøget, sådan så det driver sort af én når man har været ude en dag. På den måde kommer det til at minde om renæssancehoffene hvor de stænkede sig med parfume for at overdøve stanken af at de aldrig gik i bad. Vi var allerede blevet advaret af boghandleren i kulturkomplekset nede under La Moneda, der fortalte os at Valparaíso var så fantastisk smukt, ”som Porto, bare mere beskidt.” Der er ellers masser af slogans der opfordrer til at holde byen ren - ”Su ciudad no suciedad”, ”Un val paraíso más limpio” - og en umanerligt kommunal oplysningskampagne med en tyk mand i grønt superheltekostume der er Límpioman, men der sker ikke rigtig noget. De futter rundt i parkerne og river skrald sammen, men det er næsten ikke til at opdrive en skraldespand at smide sit skrald i i stedet for på græsset og på gaden. De samme parker blir pligtskyldigt pøset til med vand hele formiddagen, men så få dog vasket gaderne, bare et par gange om ugen, fyld nogen tankvogne op med vand fra havnen og start oppe fra toppen af en ny bakke hver aften, tag Cerro Bellavista én aften og lad vandet fosse hele vejen fra La Sebastiana ned til Errázuriz, tag Cerro Alegre en anden aften, Cerro Concepción en tredje og så fremdeles, bare en gang eller to om ugen ville gøre noget. Og nogen hundefangere, så man ku slippe for at zigzagge rundt mellem de allestedsnærværende hundelorte. For helvede.
De hjemløse punkere på pladsen foran Líder virker ret uberørte af skidtet, det er for længst blevet en integreret del af dem selv. Et stykke op ad formiddagen vågner de under træerne, hoster, harker, skyller efter med en slurk varm rødvin, pisser der hvor de har sovet og stavrer ud på pladsen for at tigge penge eller spille kort eller noget, indtil de kan blive fulde igen. Det mest forbavsende er næsten så relativt lidt slidte de ser ud: De er gråbrune af snavs og har blodskudte øjne, men håret er nystudset, nyfarvet, make-uppen sidder, læderjakkerne og jeansene er allerhøjest fra sidste sæson. Er de kvartalscrusts der tar til Valparaíso i sommerferien for at slumme den og så vender tilbage til studierne i marts?
I Casa T.I.A.O., det besatte hus lige rundt om hjørnet fra Plaza Bolívar er de lige en tand mere organiserede: Det hele sejler lidt, ingen ved rigtig noget om hvad der sker, der er lisså pisse beskidt indenfor som ude på gaden, og folk skater rundt over det hele, men de har dog et hus. Et smadret et, det ser ud som om der er blevet revet en trappeskakt ud af det inden man opgav helt at rive det ned og punkerne overtog, men der er indrettet små lejligheder rundt om krateret hele vejen op, forbundet med stiger og en svalegang på nogen af etagerne, og der er et fællesrum inde bag et hul i væggen hvor en flok børn leger. Pludselig mens jeg står op ad en søjle nede i kælderen og hører på noget der gir sig ud for at være en slags koncert, men mere føles som at være i øvelokalet med en flok teens der lige har rippet skolens musiklokale for gear, kan jeg høre hvin oppe over mig, og der stikker et 3-årigt ansigt frem og skraldgriner af mig, før det igen forsvinder ind til fnisene og et nyt grindcorenummer falder sammen om sig selv. Det er ret svært for mig at forestille mig i hvert fald min ældste, følsomme og forsigtige dreng vokse op i sådan et miljø, endnu sværere for mig at forestille mig at prøve at få den lille med de ømme gummer af nye tænder til at falde til ro mens der er koncert i kælderen, og jeg får dårlige nerver af at tænke på sikkerheden, men jeg er osse ret sikker på det slet ikke nødvendigvis er så sindssygt et miljø for et barn at vokse op i. Om ikke andet så få de vel noget solid veganerkost at vokse op på.
På vej op ad Subida Pasteur tilbage til lejligheden på Cerro Bellavista sidder folk på trappen og ryger pot, en fyr i jakkesæt der lige er kommet fra kontoret suger dybt i bongen mens et par unge kvinder snaver bag ham, her lever man det liv der ikke er plads til under de ordnede forhold i resten af byen. Her er man en del af skidtet, det her er de valparados som ikke er en del af det chikke Valpo med designbutikkerne, det her er ikke det UNESCO føjede til verdenskulturarven. Det her er skorperne af skidt under en 1600-tals-hofluders pudder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar