For to år siden døde Broadcasts sangerinde Trish Keenan af en lungebetændelse. Det skete på et tidspunkt, hvor verden i det store hele havde glemt alt om Broadcast og det mærke, som bandet i en kort periode havde efterladt på den, og nu blev man mindet hvad det var man havde glemt, og at det var en fejl at man havde ladet sig selv glemme sådan noget.
To år senere slutter Broadcast så endegyldigt, når Keenans efterladte partner, James Cargill, udsender det soundtrack til gyserfilmen Berbian Sound Studio, som de havde arbejdet på ved hendes død. Det er skitser, vignetter, generel uhygge, hvisken, spilledåser; det er spooky og lisså ufærdigt som Broadcast selv, men på den måde fungerer det som en passende afslutning.
Berbian Sound Studio udkommer imorgen, den kan streames på NPR, som osse har en god artikel om Broadcast og sammenligner pladen med Popol Vuhs arbejde for Herzog. Og nedenfor kan man læse hvad det var jeg tænkte på, når jeg tænkte på Broadcast på verandaen til i en bjælkehytte i de patagoniske Andesbjerge for to år siden.
Trish Keenan in memoriam
Imorges døde Trish fra Broadcast. Det virker helt absurd at én der vel må ha været ca. på min egen alder kan dø af lungebetændelse, men det gjorde hun altså. Det kan man så osse. Hvis man sku være i det morbide hjørne ku man hævde at det næsten er et passende anakronistisk endeligt for én der i sin musik levede langt ude af sin samtid, men det er bare aldrig passende at dø tidligt, hvis det da nogensinde er passende at dø overhovedet.
Jeg mødte Trish og Broadcast en enkelt gang, da de spillede deres første koncert i Danmark på Loppen i 2000 en sommeraften. Jeg var der som pressemedarbejder for det selskab der distribuerede deres plader i Danmark og sku styre de få medier der ville lave interviews med dem – nogle universitetsradioer, et modemagasin, ikke mere – og de var præcis så åndsfraværende og fåmælte som man ku forvente det af et band som dem. Mere optagede af at lege med en af de løse hunde og se på træerne og husene.
Hvad sku man næsten osse sige om Broadcasts musik? Den var der, den var usandsynligt flot på de to plader de indtil da havde lavet, EP-comp'en Work and Nonwork og albummet The Noise Made by People, men det mest skelsættende ved den var næsten at det var de første ikke-elektroniske plader Warp Records havde udgivet, og det var trods alt begrænset hvor meget der var i den historie. Broadcast var ikke sådan et band der gik historier om, de havde ikke tanks i forhaven eller andre ydre symptomer på forvokset excentricitet; de havde bare en forkærlighed for psychpop, Morricone og 60'er-æstetik. Om noget var de vel nærmest et Stereolab uden de politiske paroler, men den sammenligning var allerede blevet søgt med The Noise Made by People, der havde et helt andet scope end noget deres landsmænd eller overhovedet nogen af deres samtidige havde lavet. Broadcast var et andet sted end alle andre, men der var lige et øjeblik der hvor alle osse gerne ville være der hvor Broadcast var.
Det ku Broadcast ikke ta sig af. Den aften på Loppen havde jeg af en eller anden grund bestemt mig for at jeg ikke gad drikke mig fuld, men jeg ku heller ikke forestille mig at være sober, så jeg købte en joint og røg den på volden i aftensolen og blev helt absurd skæv. Jeg var ikke vant til at ryge, slet ikke så meget, og jeg var fuldstændigt katatonisk resten af aftenen, udenfor rækkevidde af nogen omkring mig, ku bare sidde på en stol og stirre ud i rummet og til nøds hvæse et ”hej” til folk jeg kendte. Broadcast spillede en sindssvagt hård koncert den aften, langstrakte jams og med en tyngde der ikke var til at genkende fra deres plader. Det har jeg fra andre, og det var osse hvad jeg fornemmede, men mit fokus lå primært på hvor helt fantastisk bækkenerne lød, hvordan de bare klingede i deres egne mønstre, og hvordan bassen slog melodilinjer i stykker på smukkeste vis. Det var min Broadcast-koncert.
Derfra gik Broadcast og jeg i hver vores retning: Mens de på de følgende plader reducerede deres lyd – og band – til et minimum, ku jeg slet ikke få nok lyd, nok tyngde, nok. Broadcast havde fået nok og gik nye veje, helt for sig selv igen. De blev aldrig lisså store igen som de var lige der omkring årtusindskiftet, men det var et eller andet sted helt betryggende at vide at de var derude og lavede en musik som man på et passende tidspunkt ku samle op. Det betød ikke så meget om det var lige nu, for de var aldrig aktuelle. De var i en bedre tid.
Æret være Trish og Broadcasts minde.
 |
| Tilføj billedtekst |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar