Jeg var dårligt flyttet hjemmefra, som den sidste på vejen, før træerne begyndte at falde.
Det kvarter jeg voksede op i, et klassisk efterkrigstidsparcelhuskvarter for den lavere middelklasse i udkanten af en større provinsby; et kvarter hvor vejene var navngivet efter bærsorter, længere rakte ambitionerne ikke, ingen komponister, videnskabsmænd, politikere eller bare forfattere, men bær, sådan, og deraf kælenavnet Marmeladekvarteret. Og det lyder så trygt og godt og hyggeligt, som om vi rendte rundt med skrabede knæ og spiste os mætte i frodige bærbuske langs hegnet i uendelige sommerferieeftermiddage, inden vi stakåndede og rødkindede væltede ind i køkkener, hvor gryderne konstant simrede med marmelade og kompotter til forrådskammeret, og jeg tror det er sådan, kvarterets forældre gerne vil huske den barndom de gav deres børn. Det er tildels rigtigt, i det mindste. Men altså: Det kvarter jeg voksede op i, der var træer overalt, vældige træer med enorme, brusende kroner; i forsommeren var alt fedtet ind i et tykt lag pollen, i efteråret blev det hele begravet i blade. Træerne var markører, når man kom cyklende op ad vejen, var man aldrig i tvivl om afstanden hjem, fordi træerne guidede en i den rigtige retning. Træerne var tryghed, med andre ord.
Det er egentlig lidt foruroligende at jeg så godt som ingenting aner om træer, selv ikke de allermest gængse træsorter kan jeg pege ud med sikkerhed. Jeg mener, jeg kan genkende et birketræ, men man ville sagtens ku gøre mig i tvivl om det nu virkelig var et birketræ jeg stod overfor, hvis man udtalte sig med bare en smule autoritet. Og jeg ville nok en gang forbløffes over at nogen vidste sådan noget, der var så essentielt, men det ville ikke sidde fast, det ville ikke få mig til selv at ku kende forskel en anden gang eller bare huske hvad det overhovedet var jeg sku kigge efter af tegn. Det er træer, det er en god ting at de er der, de er fine og bidrager med alt muligt godt, de er mystiske og af en anden verden.
Og de er væk nu.
Så snart børnene på vejen var flyttet hjemmefra, med mig som efternøleren der lige gav træerne nogle års ekstra respit, gik de tilbageblevne forældre i gang med at hugge træerne om, ikke et efter et over tid, men i en frådende bersærkerhugst, der i løbet af et halvt års tid gjorde det af med alle træer over hækkehøjde og lod kvarteret stå nøgent tilbage som en anklage mod børnene: Se, det her er hvad vi har nu og de næste sidste 20-30-40 år af vores liv, det er dette I har ladt os tilbage med. Det var ikke så meget en symbolsk kappelse af rødderne som billede på vores desertion, det var en blotlæggelse af hvad det var vi var rundet af, og det var ingenting: Gule mursten, mosgroede eternittage, gipsvægge, punkterede termoruder, rådnende carporte, rustende familiebiler. Den begrundelse vi blev givet for træmassakren, var at træerne var syge og gamle, de ku vælte omkuld nårsomhelst der kom en kraftig vind, og det er næsten et endnu bedre billede: Et nabolag som er blevet forladt af sine børn, og så begynder træerne at vælte sammen over det, knuse biler, huse, hundeluftere, begrave alt i løvfang og la en ny vegetation vokse frem under det. Det gjorde de ikke, de blev fældet, før de tog magten over deres ejere, og nye træer blev plantet, små træer der sku plejes mange år frem, så de ku vokse sig store og stærke, men ikke lisså store eller lisså stærke som de gamle træer. Mere medgørlige træer, nogen træer til at holde deres levetid ud, så vidt rakte ambitionerne, evigheden var ovre. Når vi kom hjem på besøg, var kvarteret ikke til at genkende, men det var heller ikke vores kvarter længere. Og på den måde blev vi vel osse sparet for at komme hjem og opdage at de træer vi huskede som kæmpestore, i virkeligheden ikke var det. At den verden vi var formet af, var umådeligt lille.
Jeg har plantet nye træer i den have der er min nu, i det kvarter der er mit nu. Det er en slags æbletræer, og jeg har for længst glemt hvilke sorter det er, og selvom selve det at plante dem er en markering af at det her er et sted vi har tænkt os at blive boende, at vi vil se de æbletræer vokse sig store og komme til at spise æbler fra dem en dag, så er det ikke noget jeg rigtig selv tror på. Det er mig ikke længere muligt at forestille mig at blive på et sted så længe, at jeg vil ku se træer vokse sig store. At se alt forandres over tid. Det er nemmere at sætte sig hurtige mærker ved at skille sig af med fortiden, fælde træer, skabe historie ved at omgøre den. Men jeg prøver at skabe historie på den langsomme måde: Jeg koger marmelade. Syltetøj, kompotter. Mange år efter jeg var flyttet hjemmefra, og jeg fortalte om at jeg var vokset op i Marmeladekvarteret, var der en der påpegede at det altså kun hed marmelade, hvis det var lavet på jordbær, ellers var det syltetøj.
Min barndoms tryghed var basseret på et falsum.
Endnu senere fandt jeg ud af at det var helt forkert: At marmelade kommer af det portugisiske "marmelo", kvæde. Der er hverken en Jordbærvej eller en Kvædevej i mit barndomskvarter, og forskellen på marmelade og syltetøj har noget at gøre med konsistensen at gøre, og det er slet ikke noget der betyder noget, med mindre man vil være skråsikker. Det eneste man kan være sikker på er træer, og når man så finder ud af at selv ikke træer er uforgængelige og evige, så kan man gøre sig fri at trangen til altid at sku være så sikker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar