torsdag den 3. januar 2013

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar