tirsdag den 17. december 2013

2013 på pladespilleren - # 1: Dennis Johnson

De første toner markerer en ansats til noget vi med det samme har en forventning til hvordan vil udvikle sig. Vi kender den her stemning, vi ved hvad den her klang vil os. Så bryder det af, en enkelt tone blir hængende, klinger af & af & af, forsvinder næsten helt, hvis vi ikke skruer op eller anstrenger os eller bare lar vores hjerne forsikre os om at den fortsætter, at tonerækker ikke bare bryder af sådan, ikke så tidligt. Vores hjerne spiller med her, udfylder rummet indtil de næste toner alligevel rammer, falder hvor vi næsten ku ha forudset de ville falde. En lille sejr hver gang hjernen får ret, blir bekræftet i at den har gennemskuet systemet, en hurtig tilfredsstillelse. Ret hurtigt blir der bygget et tema op, nu tror vi godt vi ved hvordan det her skal fortsætte, det er nemt, det her, tilfredsstillelsen blir mindre & mindre for hver gang vi regner den ud. Det kan ikke passe. Vi er lige startet, ikke mere end et par minutter inde, har fem timer tilbage: Det kan ikke passe at vi allerede har gennemskuet det, at dette er hvad det er, & de næste fem timer blot være variationer over dette tema. Det når vi at tænke, før vi registrerer at musikken er i færd med at opløse sig foran os. Ikke i stilheden, lige nu er der toner næsten hele tiden, kommer de ikke ligefrem væltende oven i hinanden, så lar de kun lige hinanden klinge bort, inden de bygger videre på det, rører næsten hinanden nok til at skabe en konstruktion. Vores hjerne har svært ved at følge med nu, musikken tårner sig op foran den, mere & mere uoverskueligt blir det, men det er en tryg uoverskuelighed. Den lar os ane at der er et system bag, en konstruktion som det hele suser igennem, at det kommer til at føre os et sted hen, vi skal bare hænge på. Afklare os selv med uoverskueligheden, det er det musikken lærer os lige nu, & nu slipper den os. Registret mørknes, rumnmet omkring tonerne strækkes ud, klangene fortættes. Et øjeblik tror vi næsten vi er på vej tilbage mod temaet igen allerede, indtil det går op for os at det her kun er en antydning. Vi har lang vej igen, den grundtone der rammes nu, efterfølges af et flere oktaver langt spring ind i en kvint eller noget vi burde vide noget mere om for at forstå det her. Det skærer ikke, der er ikke noget at skære sig på her, ingen så umiddelbare oplevelser at ta med sig ud.

Det er et langt ridt han har foran sig her, han sætter kaffe over, kortvarigt overdøver kaffekværnens fræsen musikken, ikke længere end at han finder tilbage i den igen med det samme. Det er osse november her et halvt århundrede senere, et helt anderledes borealt gråt i gråt ud af køkkenvinduet end det en ung musikstuderende må ha set på den eftermiddag i Los Angeles, hvor han sad i en ven Terry Jennings' mors hus & spillede sig igennem det værk han havde konstrueret ud fra en god håndfuld siders tema & de logiske forskydninger af det, som han ikke engang havde noteret, fordi han forstod dem intuitivt. Det var sådan det måtte være, det var sådan musikken måtte spilles, han havde en vision. Han havde en ven der optog den første times tid af stykket på en spolebåndoptager, det blev dokumenteret med lyden af biler ude på gaden, en gøende hund, de tilhørendes hosten. Det blev dokumenteret at det her havde fandtes, selvom Dennis Johnson allerede var ved at blive overhalet af kollegaen LaMonte Young, der snart sku få premiere på sit storværk, The Well-Tuned Piano. Stadig nogle år efter det her værk blev konciperet, men det ku allerede næsten være lige meget: Nu var der ikke andet at gøre end at dokumentere det & så la det ligge. Tre årtier ligger det & klinger, der er ikke andre end dem der var tilstede den dag der kan høre den tone klinge, deres hjerner forlænger den, lar den igge bag al støjen, krige, coctailparties, rock & trafik, lar den finde dem inden søvnen som en uforløsthed. Tre årtier senere hører Kyle Gann om November første gang, fire årtier senere gir LaMonte Young ham en kopi af optagelsen, fem årtier senere er stykket rekonstrueret, uropført, indspillet, dokumenteret & preserveret.


Det er en art retfærdighed, tænker han mens kaffen bobler op igennem stemplet, men det føles bare ikke fuldbragt. Det er en musik der ikke anerkender endegyldigheden. Han skruer højere op, så musikken kan fæølge ham ud på bagtrappen, hvor han står med kaffekoppen under halvtaget & mærker den kolde fugt på kinderne, en silende dis der lægger sig over haven. Der er ikke rigtig nogen vind, men der er alligevel heller ikke rigtig noget løvfang længere den ku ha suset i, det røg altsammen under den første af stormene, lå morgenen efter spredt over plænen. Der ligger det endnu, bladene er brune og smattede efter flere dages vedvarende regn; der vil de få lov at blive liggende i forventning om at de bare vil formulde af sig selv under sneen, & først når den så smelter i slutningen af marts, & de stadig ligger der, sortbrune, indskrumpede, vil han mande sig op til at rive dem sammen og smide dem i kompostbeholderen. Der er et billede der, tænker han: Kompostbeholderen. Al den musik han hørt de sidste små fire årtier, al barndommens Dr. Hook, teenageårenes Slayer, ungdommens Fugazi & voksenhedens Dr. Hook igen, alt det andet osse, kogt sammen i hans hjerne & skidt ud som denne ene tone: Klavermusikken den fineste, sprøde muld. Det er ikke et billede der egentlig gir mening, der er f.eks. ikke engang noget der vokser af det her, det er vel nærmere en art populærkulturel bonsai han har med at gøre, men det er den mådehan har at forstå det på. Med kaffe & et væld af følelser, fordi han på trods af at han har beskæftiget sig så indgående med musik i alle de år, aldrig har taget sig sammen til at lære den simpleste teori. Han aner ikke engang om det var en kvint, det han hørte i starten, det lyder bare som noget det ku være, det er et ord der låner bare en lille smule pondus til hans opfattelse af den her musik. Han har brug for alt hvad han kan fremmane for at stå imod de følelser musikken bringer frem i ham, han har brug for at teoretisere nu for ikke at reducere det til blot vemodighed. Så forbandet skønhedssøgende det er, han må kæmpe for ikke at la sig rive med. For ufølsomheden, for at musikken skal la ham slippe for at føle noget mere, trække hver enkelt dirren i hans sjæls strenge ud til de er klinget endeligt af, opløst i den klamme luft foran ham. La ham tilbage på en trappe med sin kaffe.


R Andrew Lee spiller videre inde i huset. Han har fået hvervet med at omsætte Dennis Johnsons teori til praksis, i det mindste denne ene gang. Dennis Johnson selv har ikke længere fysikken til det, Kyle Gann magter det heller ikke. Det forestiller han sig: At nogen et halvt århundrede senere et sted i hans rækker af notesbøger skal finde en idé der tåler at blive foldet ud, følge den derhen hvor han ikke selv magtede at ta den, få en yngre, dygtigere, mere stræbsom udgave af ham selv til endelig at eksekvere den. Det er megalomani & autoekspunktion på samme tid, det er en højere enhed der har et navn i buddhismen. Han trækker vejret dybt ind igennem næsen, hele vejen rundt i kroppen når åndedraget, så tømmer han den sidste slat lunken kaffegrums ned i jordbærbedet & går ind i musikken igen. Han har to timer tilbage, det skal nok blive godt, han skal nok blive god af det.


mandag den 16. december 2013

2013 på pladespilleren - # 2: Coke Bust

Der er det der afsnit af Southpark, hvor Stans bedstefar vil vise ham hvor forfærdeligt det er at være gammel, ved at låse ham inde på et værelse med en ghettoblaster der spiller "Sail Away" med Enya. På samme måde kan Coke Busts anden LP, Confined, fungere som en illustration af hvordan det er at være i 30'erne: Man sænker pickuppen, nålen glider ind i rillen, og så løber det hele løbsk, frådende hardcore med pludselige breaks, der kun lige når at gi en pusten til endnu en tur igennem heftigheden. Så vender man pladen, det hele fortsætter, det er næsten grindcore nogen steder, og det er åndssvagt brutalt, og så er pladen slut og man står der midt på stuegulvet med et saligt smil om munden og nærmer sig de 40. 10-årsbryllupsdagen med en gymnasielærer er lige om hjørnet, gulvene i det hus med have man bor i er generøst overstrøet med LEGO og perlepladeperler, lissom ens hår er det med gråt, og det er helt i orden.


Det ene øjeblik sad man på Märkbar med et andet kærestepar og fejrede ens 30-årsfødselsdag, 9 minutter senere blir folk skilt og får kræft omkring en, forældre begynder at dø, og det vælter rundt med larmende børn om benene på en til fester, de overdøver fuldstændig en mens man prøver at forklare nogen hvorfor det virkede som en god idé den aften at score alle Fernet Branca-shotglassene, som man stadig bruger som saltkar. Der er så meget der har virket som gode idéer, det var en smaddergod idé dengang man gik straight edge, edderfokuseret og euforisk arrig var man, det er den følelse Coke Bust genskaber for en nu.

Der er intet der er ovre her, man kan vende pladen igen, der er værdier her man kan opdrage sine børn med. Medmenneskeligheden, respekten, autoritetsmistroen, den slags. Man kan danse rundt i stuen som et fjols til den her musik med sine børn, man kan la dem se en blive rørt og fuld af lykke over hvor vildt det er at være i sådan et øjeblik. Over vigtigheden af den her musik.

Kæmpestor er den.

torsdag den 12. december 2013

2013 på pladespilleren - # 3: True Widow

Definér metal.

Godt, fjern så nitterne og patronbælterne, fjern overhovedet det lange hår. Al staffagen. Stadig metal. Så fjern fistelvokalen, fjern growlen, guitarsoloerne. Endnu mindre staffage, stadig metal. Fjern hastigheden, tenposkift, skift overhovedet. Fjern så godt som al distortion. Det er tydeligvis stadig metal, det er sværere at sige hvorfor det er det.

True Widow er tydeligvis et shoegazeband, men det er lisså tydeligt at de i bund og grund er et metalband. Et gotisk doommetalband med udprøget stonerrockede tendenser, en stonermetalgruppe der er alt for sløv til at begynde at riffe. Stonegaze, kalder de det med et åndet navn, men det er rigtig nok: Det er musik til at sidde og se på sten til, skelne konturerne, banerne, måden de ligger i hånden, indholdet af jern.

Det er vigtigt hvad de er, fordi det er det der er det fænomenale ved True Widow: Måden de er metal på uden egentlig at være det, måden hvorpå de er indie, alt for tunge til at ku kaldes indie. Noget med trommerne, noget med guitaren og bassen stemt helt derned hvor det hele rasler. Som lænker trukket henover gulvet i et forfaldent træhus, bortset fra at der ingen lænker er her, ingen hjemsøgte huse, ingen effekter. Det er op til lytteren selv at hælde de historier og følelser i det man vil. Det er vemodigt, jovist, melankolsk, klart, men trist som sådan er det ikke.

Det er metal, der er ingen følelser: Definér metal sådan, så er det her metal.



Circumambulation kom i sommers, dallastrioens tredje fuldlængdealbum, men det er ingen sommerplade. Det er en plade uden for vejr, udenfor rækkevidde af omverdenen. Ikke fjendtlig, bare uinteresseret. Lidt som det må være at være satanist. En satanist i Dallas, hvor skjortekraven strammer mod den svedige hals og håret lægger sig som en fedtet kage over panden, mens kontorbygningerne tårner sig op om en, spejlblanke, tillukkede, gaderne så brede at der ingen skygge er nogen steder, ikke før man er hjemme igen. Sætter pladen på, synker ned igennem sig selv, finder et sted at fæstne resterne af ens sjæl til, så man kan bekymre sig om noget andet.

Jeg har aldrig været i Dallas, men jeg har været der hvor True Widow er. Så er det godt at ha dem.



onsdag den 11. december 2013

2013 på pladespilleren - # 4: Judd Madden


Du skal forestille dig en dude der sidder i sit soveværelse klemt inde mellem instrumenter, forstærkere, højttalere. Begyndende høje tindinger, effektpedaler over det hele. Han burde vel lave noget drone, det er vel den slags hans slags gør i den situation: Når det sidste band er opløst i arbejde og familie, når han selv har indset at det er mere bekvemt at sidde på sit soveværelse end i en varevogn mellem shows. Det ku være så smukt og brusende inde mellem hovedtelefonerne, mens han filede væk på guitaren, lod den ringe, lod den hyle. Drone, den dovne mands musik, som de siger. Sætte guitaren fra sig, ta en kop kaffe, stille sig i altandøren og se ud over nabolaget i Melbourne, misse mod formiddagssolen, rulle lidt med skuldrene, ta katten op og klø den lidt på maven, inden han gik ind og slog den næste tone an.

Der er bare lige metallen.

Den her dude, Judd Madden, han har ikke ku slippe metallen, selv ikke da han slap alt andet rundt omkring den og emigrerede over i arbejdslivet som grafisk designer, isolerede musikudøvelsen til en dag om ugen i soveværelset. Han plugger guitaren i, han finder nogle lyde i den, det er fedt, og så sker det: Hovedet begynder at nikke af sig selv, fingrene finder et riff, det er federe, det er umådelig stort. Han er et medie for doommetallen nu, kvarteret omkring ham med boligblokke, kiosker og gader er forvandlet til ismassiver omgivet af et sort hav, bjerge skyder op, og han står på et af dem, læner hovedet tilbage, trækker vejret dybt ind og udstøder et langt aaaaahhhhh....

Judd Madden begyndte at lave musik under eget navn i 2008, siden 2010 har han lagt seks fulde albums på sin bandcampside. Ingen vinyl, ingen cd'er, ingen ambitioner om at tjene nogen penge på det, bare timevis af instrumental doommetal. Det er korthåret, det bærer tydelige præg af 00'ernes postmetal i sin epik, men der hvor det adskiller sig fra den scene som sådan, er i at det ikke er så røvsygt. Hvis Madden har nogen samtidige, så er det mest oplagt bud franske Year of No Light, der som han har forstået at noget af det vigtigste for metal uanset hvad er at være knusende tungt. Og at man skal ku knytte sin næve mod loftet, i mangel af en åben himmel over sig og et ulvekobbel ved sin side, når man hører det.


Glacial, Maddens seneste, kom i august i år. Fire numre, et om en islandsk gletcher, et om en bjergdræber, et om oceanerne og et om genfødsel. En antydning af temaer, stadigvæk centreret om vand og flyd, fraværet af vand, overvældelsen af vand, størknen, forvitring. Massiver af vand og sten. Riffs, voldsomt.





mandag den 9. december 2013

2013 på pladespilleren - # 5: Bottom Feeder


Der gives virkeligt dårlige dage. Dage så gennemvædet af ærgerlighed at man må skrige og skrige og skrige noget mere i et forsøg på at trænge igennem den membran af lortethed der har omsluttet en. Man ved godt det ikke hjælper det store, at der ikke er noget der hjælper de dage. Ikke selskab, ikke ensomhed, ikke alkohol, dope, sort magi, sex, brandstiftelse.

Det var den slags dage Peter Steele sang om i Carnivore:
I went down into my basement
confused and depressed
put Black Sabbath on
razor blade in my hand
a Wilkinson, I think
26 år senere kravler Bottom Feeder ud af den kælder med deres debutalbum, Grinding Teeth, i udstrakt arm foran sig; 26 år har de siddet i den kælder med Black Sabbath på anlægget mens blodpølen foran dem er vokset og vokset, her er destillatet. OK, der er nogle mellemregninger, OK, men de har ikke rigtig noget at gøre med Peter Steele og hans elskovsgud cum junkie cum højreorienteret voldsmandseftermæle at gøre. Bottom Feeder-medlemmernes baggrund på K-Town-scenen har heller ikke stort at sige her, bortset fra deres indsats for at trække Ungdomshuset i en markant tungere, mere metallisk retning, ikke mindst i kraft af Heavy Days in Doom Town-festivalen. Eyehategod og i det hele taget New Orleans' stofsyge sludgescene op igennem 90'erne har voldsomt meget at sige.

Men hul nu i facts: Lad os bare forestille os at der var Carnivores Retaliation, og så et uendelig sløvt blink med øjnene senere fandt man sig selv, katatonisk og med ondt over alt og Grinding Teeth bragende ud over det gulv man lå på. Uden tænder, uden nogen anelse. Alt langsommere, grimmere, mere hadefuldt, den eneste mening der blev en givet den dag. Man vil vide at noget er sket, at man må ha grund til at være forbandet over det, når man hører sådan noget som det her, det vil trigge noget i en. Langsomt, umådelig langsomt dæmrer det for en, et omrids af en erkendelse tegner sig: Nåh ja, fuck dem, allesammen. Så ryster man næven lidt, så er alt bedre igen.



torsdag den 5. december 2013

2013 på pladespilleren - # 6: Big Eyes

Det var slet ikke hendes scene, hun var overhovedet ikke hverken inde i eller nede med powerpop. Hun anerkendte powerpops eksistensberettigelse, helt klart, hun ku bare ikke digge det, ikke rigtig. Engang imellem faldt hun over noget der egentlig var fedt nok, så ku hun godt forstå at nogen ville vie deres ungdom til at dyrke det, men så kom hun fra det igen. Der var så meget, hun havde sin ekstensive samling af Iron Maiden-bootlegs der sku plejes, mopsen sku luftes, prøver sku tas.


Det var hendes veninde der havde taget hende med ud den aften, havde syntes det var en god idé at hive hende med til showet, og det ku hun godt se det var, det var en god idé at gå ud en tirsdag aften og drikke sig fuld med veninden og hendes venner fra en anden planet. Hun stod med dem helt oppe foran mens bandet spillede, råbte lyde med på tekster hun ikke kendte, knyttede næven som en gal og sprang op og spjættede på alle de forkerte tidspunkter hvor hun ikke havde forudset et break.

Ikke at der var mange af dem, det var en forudsigelig musik. Hun forestillede sig at det var det ved den der appellerede til alle dem der stod i en halvmåne rundt om bandet: Der var en tryghed i hele tiden at vide hvor man ville havne henne efter næste takt, og der var en forførelse i at finde nye veje derhen. Med små twists, anderledes greb, mildt atypiske strukturer ku det konstant blive ved med at fornye sig selv indenfor et mikroskopisk felt, og det var det de hujede over.

Så længe powerpoppen blev ved med at lyde ny, var de ikke ude endnu.


Forsangeren var et halvt hoved mindre end hende selv, hun var lillebitte, men hun var pissesej, stod med spredte ben, huggede løs i guitaren og sang den fladeste vokal, alt for rå til at anstrenge sig for at ramme tonerne hvis de lå for langt ude i enderne af hendes spekter, alt for hårdkogt til følsomme fraseringer eller sådan noget pjat. Det var fedt, lige nu var det her alt hendes verden ku rumme. Der stod en fyr ved siden af hende og så viis og følsom ud, hen mod de 40, skjorte, briller, gråsprængt fuldskæg og mørkt James Dean-hår. Hun dansede ind i ham med vilje, han smilede venligt tilbage, seføli gjorde det ikke noget, løftede en øl der var ved at fosse over efter stødet for at skåle med hende på meters afstand.

Bagefter sad de rundt om et bord på en bodega. Der lå en plade foran hende, den var ved at blive søbet ind i øl og aske og shots, hun ku ikke ta sig af det. Hendes veninde blev ved med at hente øl til hende, det sku fejres at hun endelig havde overgivet sig til powerpop, den var rockergod, den plade hun havde købt, hun ville sende hende nogle flere plader hun sku høre, lave et mixtape, fandme. Hun havde ingen båndoptager, men veninden havde en walkman hun ku låne. Manden med det gråsprængte fuldskæg sad og snakkede med nogle af venindens digtervenner, hun havde prøvet at sige noget til ham lige før, men han kiggede på hende som om han virkelig gerne ville forstå det sprog hun talte, men ikke anså det for muligt at nå til et punkt hvor de ville ku kommunikere gensidigt. Nu rejste han sig og gik ud mod toilettet, hun ventede et superkort øjeblik, så snublede hun efter ham, knaldede skinnebenet i trappen på vej op mod toiletterne men kom videre, uden at nogen havde lagt så meget mærke til hende at de stoppede hende. Hun smøg sig ind på herretoilettet, lænede sig op ad væggen ved siden af håndtørreren, skød brystet så langt frem som muligt og ventede på at han kom ud.
"Hey."
Han kiggede forbavset på hende, mens han fumlede med knapperne i sine jeans.
"Ska du ha hjælp?"
Hun mærkede sit skæve smil få overbalance og kollapse ud over kanten af hagen, og nu var han fuldstændigt paf og forsvarsløs, mens han gik i gang med at vaske sine brede, stærke hænder. Ring på fingeren, men det ku betyde så meget, det ku betyde så lidt en nat som denne.
"Du?" sagde han med det ene øjenbryn løftet og vendte sig mod hende, og det var hendes cue til at skyde sig ud fra væggen og ind mod hans bryst med al hendes vægt og armene slået om ham, hun ville nagle ham til væggen nu, men væggen var en dør ind til toilettet som gav efter bag ham, han fægtede vildt med armene og lykkedes, uden at det havde noget med dét at gøre, med at sætte sig på toilettet, mens hun faldt ned over hans bryst, hans mave, hans bæltespænde som flængede hendes pande, et lår, et gulv.

Hun lå et øjeblik på gulvet, det var et godt gulv, det havde set fødder, det gulv, det havde set større nederlag end hendes, hun begyndte at hulke af grin, det var fantastisk, han kom op fra kummen, tog fat under hendes arme for at hjælpe hende op, og hun ku ikke holde op med at grine nu, det var det eneste hun ku nu. Indtil hun lynhurtigt skar af, kiggede op på ham, hviskede "Du?" og så det rådvilde ansigtsudtryk hos ham igen, og det fik hende til at kvække af latter, og den latter fik hendes mave til at skvulpe for meget, så hun skubbede ham til side, lagde sig på knæ ved kummen og brækkede halvt fordøjede rester af aftensmaden op. Da der ikke løb flere krampetrækninger igennem hende, stod han der stadig, hjalp hende med at vaske ansigtet på en kejtet måde, trak klumper ud af hendes pandehår, trak hårstrå med, så hende i øjnene og tilbød at hente hende et glas vand.



Hun vågnede engang over middag næste dag. Hun ville godt ku påstå at hun ikke ku huske noget og slippe afsted med det, men hun ku genkalde sig brudstykker: At han havde hjulpet hende ind i en taxa, var kørt med hende hjem, at han havde snakket med taxachaufføren om Istanbul og at taxachaufføren havde været nervøs for at hun sku brække sig i hans taxa. At hun havde klynget sig til ham, da han mere eller mindre bar hende op i lejligheden, havde ladet ham ta hendes jakke, sko, bukser, strømper af, hun havde været rørt over at han tog hendes strømper af, og så havde han puttet dynen om hende, og hun havde hørt døren smække efter ham.

Hun kiggede på pladen der stod lænet op ad anlægget. Big Eyes. Almost Famous, læste hun på ryggen af den. Hun kiggede over på Eddie the Monster der stod i vindueskarmen som The Trooper, 20 cm høj, meget lidt ærefrygtindgydende lige nu. Hun satte sig op på boxmadrassen uden at miste balancen, satte pladen på, det var tilforladeligt, hun ku leve med det, det var ikke noget at skamme sig over at ha givet sig hen til. Der var noget uforsonligt over den måde akkorderne blev hugget ud på, som en tristhed der var pisseligeglad med hvad andre måtte mene om dens grunde til at være trist, og vokalen var stadig lige flad. Hun åbnede vinduet for at la byen ta del i hvad der var en del af hende nu, den her plade, og en brise fik Live After Death-flaget til at blafre let. Det første nummer sluttede med 8 sekunders fuldstændigt uforudset twinlead, på væggen over sengen var det som om Dave Murray smilede en anelse bredere med ryggen til Adrian Smith og guitarerne pegende lige frem i billedet. Der gik et par minutter, så kom der endnu et twinlead i næste nummer, og hun fandt sin bandana ved siden af sengen, bandt den om håret og gik ud i det lille køkken for at lave kaffe.

onsdag den 4. december 2013

2013 på pladespilleren - # 7: Iron Lung

Jeg havde engang en ukonkret kæreste. Hele vejen igennem, og det er vist endda hendes fødselsdag i dag, det er nogenlunde så konkret det blir. Vi var vrede sammen, men det var en ufokuseret vrede, den havde ikke noget specifikt politisk mål. Vi ville brandbombe Folkeregistret i Nyropsgade, fordi det virkede som en tilpas ukonkret handling på en måde, hvis manglende erkendelse af sammenhænge og bare symbolik jeg har svært ved at sætte mig ind i den dag i dag; så gik vi fra hinanden i stedet.

Det tænkte jeg på nogle år senere, da jeg stod til et power violence-show i en kælder i baggården til Folkeregistret. Jeg ved ikke hvordan nogen havde fået sat et show op dernede i pedellens varmestue, men det var første gang jeg hørte Endless Blockade, Hatred Surge og Iron Lung, og det var vildt godt. Her var en arrigskab der var kammet fra afmagt over i det absurde, der var ingen der behøvede at tale om noget politisk fokus, det var givet, vi var hinsides det.


Endless Blockade forsvandt for nogle år siden op i en højere enhed med en buldrende noise på deres anden og vist nok sidste fuldlængder, Primitive, mens både Hatred Surge og Iron Lung har udgivet nye plader i år. Der skal ikke lyde et ondt ord herfra om Hatred Surges fine Human Overdose, det er en solid omgang deathmetal-inficeret grindcore af den korthårede, bebrillede slags, men det er Iron Lungs White Glove Test der tar prisen som årets syvendebedste plade.

White Glove Test er i første omgang udgivet som to seperate plader, den ene med power violence, den anden med power electronics, som det så er meningen skal spilles samtidig eller hver for sig, forskudt, til hver sit publikum, over det hele. Jeg ved det ikke, jeg har ikke engang hørt den, jeg læste om det, glemte det igen, og mit eksemplar har kun den ene plade. Så der.

Det ville alligevel være den jeg syntes bedst om: White Glove Test forlener den afsindige powerviolence som man kender den fra Spazz og Infest, med tilpas meget punkrockethed i breakdowns og riffing til at det blir mere end bare afsindigt: Det blir et monster af en plade, kompleks og smadrende, groovy og knusende på samme tid. Det er en plade at brænde folkeregistre til og til at bygge nye, bedre samfund op på grundlag af. Vilde, omsorgsfulde, intelligente samfund hamrende afsted ud over engene.

Jeg havde engang en ukonkret følelse. Nu har jeg Iron Lung til at fokusere den ud for mig.

tirsdag den 3. december 2013

2013 på pladespilleren - # 8: Barn Owl

Prærie så langt øjet rakte. Buske, små træer, meterhøjt græs, indimellem en tom lade, en gård med brædder for vinduerne, et skur, en hytte. Ingen mennesker, kryb og slanger udenfor synsfeltet, men tilstede, klart.

Intetheden som en overhængende trussel.

Det sku ha været magisk at være på pampasen, men det ville osse ha krævet så meget mere tid end vi tog os, så det eneste jeg så af den, var 8 timer ud af et busvindue på vej tværs henover den. Den blev transport, vi havde vigtigere ting for, by. Pampasen ville ha krævet at vi gik ind i en helt anden sindstilstand, og ikke nødvendigvis en det var værd at opsøge uden at være nødt til det.

Den blev hængende som en ildevarslende intethed mellem en række noget'er.

Barn Owl har altid lydt som om de lige var kommet ind ude fra prærien i en ordentlig mescalinkoger, selvom de i virkeligheden bare er to smånørdede, langhårede fyre med briller og en forkærlighed for doommetal. Fra San Fransisco, med universitetsbaggrund, no less. Siden debuten i 2008, From Our Mouths a Perpetual Light, har der dog været noget shaministisk over den lyd de fik fremmanet; selvom den har været baseret på to guitarer, har der ligget nogle grundrytmer i den, der fordrede en ceremoniel stemning.

Bare sådan, uden alt for meget mystik: Barn Owl har måske været associeret med Sunn 0))) i starten, hvor guitarerne oftere peakede i dronende flodbølger, men der har ikke været noget kutte over dem, der har ikke været mere eller mindre fallerede blackmetalvokalister inde over for at tilføre det noget mere ondskab. Der er ingen tegneserieondskab over Barn Owl, det er ikke helvede de frembringer: Det er prærien, intetheden. Millarder af stjerner over en, ren stilhed rundt om en, ingenting, heller ikke en selv: Subjektet reduceret til rå ubetydelighed.


Barn Owl er stilheden genskabt som musik, uden at det af den grund er specielt stille musik som musik betragtet: Det er subjektet der gør sig gældende, overfor sig selv i det mindste, ved at genskabe det opfattede intet som en nogethed. Der er musik i det altomsluttende, der er et kosmos, det har en klang for den enkelte. Sådan som Popol Vuh genskabte klangen, sådan genskaber Barn Owl den nu, og på V er den på det rent praktiske plan blevet tilført lidt flere effekter, lidt flere synths, og der er blevet mindre af den for dét: Den flimrer nu, sitrer, den blir mere antydet nu, temaerne får lov at hænge.

Hver for sig har Jon Porras og Evan Cameniti de seneste år videreudforsket lommer af den lyd de laver sammen i Barn Owl, og det er godt. Det de samler i Barn Owl er bedre end det meste andet der findes.





mandag den 2. december 2013

2013 på pladespilleren - # 9: Potty Mouth

Da den nye Sebadoh kom i efteråret hørte jeg den ikke mere end en enkelt gang på arbejdet, hvor en af mine kolleger kom gående forbi, stoppede op og undrede sig over at nu lød det som om jeg hørte Snow Patrol. Jeg har seføli aldrig hørt Snow Patrol, men det var klart at det var ment som en fornærmelse, og det var klart at det sådan set var på sin plads, for det var faktisk ikke en særlig god plade, jo.

Der er to grunde til at det skal bringes op i forbindelse med årets niendebedste plade, Potty Mouths Hell Bent: Den ene er at de faktisk flere steder minder mig en del om Sebadohs bedste, dvs. Bakesale, dvs. III. De har en slackervibe tilfælles, helt grundlæggende, men det er osse den måde numrene ofte falder sammen rundt om nogen trommebreaks, det gør det hele lidt skrøbeligt; det er den måde en helt simpel guitarlinje kører en åndssvag børnemelodi; det er den måde vokalen hele tiden er en lille smule off, ligger på den lade side af tonen.

Og Sebadoh er et mærkeligt band at sammenligne med, specielt når Potty Mouths base mere end noget andet ligger i riot grrl-bevægelsen - alt andet lige har de taget navn efter et Bratmobile-album. Men den pågåenhed der løb igennem den bevægelse er så godt som fraværende på Hell Bent: Der er ingen skingre paroler som hos Bikini Kill, ingen intrikate strukturer som hos Sleater-Kinney, og det ku man sådan set godt savne, hvis ikke det var fordi det der så er, er så cool. Lissom Sebadoh, ja.



Den anden grund til at trække Sebadoh ind i det er at jeg aldrig ville tøve med at nævne hvor flot en fyr Lou Barlow er, ikke i nogen som helst sammenhæng. Lou Barlow er en flot fyr på sådan en sympativækkende, bebrillet måde der gør en positivt stemt overfor hvad end han laver, osse når det så åbenbart lyder som skide Snow Patrol. (Henrik Dahl har i årevis prøvet at rocke Lou Barlow-looket uden at vinde samme sympati for noget som helst af hvad han gør.) Der er ingen der får mig til at nævne hvordan Potty Mouth ser ud.

Fra http://onebaseonanoverthrow.blogspot.dk
Det har ikke noget med noget at gøre. Hell Bent har en masse at gøre med den samme følelse jeg skrev om igår i posten om Deathfix, noget med at ryge pot nede på skaterbanen og drikke bajere i eftermiddagssolen. Her er det så bare på den modsatte side af ungdommen det foregår, og det er fedt nok at ku genopleve det gennem sådan en plade her, endnu federe at ku ta pladen af når den er slut, og være ovre alt det fnidder der er det gennemgående tema i teksterne. Der er ingen nostalgi her, bare en trang til at køre bmx på villavejene. Hvor er min bmx'er?

søndag den 1. december 2013

2013 på pladespilleren - # 10: Deathfix

Jeg drømte at jeg lå og lavede mavebøjninger på varebåndet i et supermarked, da de første toner af "Better Than Bad" lød ud af højtalerne. Jeg rejste mig halvt op for at finde ud af hvad det var der skete, men fik så øje på en af mine venner, der har nogle ydre markører til fælles med mig (briller, fuldskæg, sideskilning), gå rundt og synge med mens han handlede, og så var der styr på situationen.

Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.



Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.



Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.