2013 på pladespilleren - # 5: Bottom Feeder

Der gives virkeligt dårlige dage. Dage så gennemvædet af ærgerlighed at man må skrige og skrige og skrige noget mere i et forsøg på at trænge igennem den membran af lortethed der har omsluttet en. Man ved godt det ikke hjælper det store, at der ikke er noget der hjælper de dage. Ikke selskab, ikke ensomhed, ikke alkohol, dope, sort magi, sex, brandstiftelse.

Det var den slags dage Peter Steele sang om i Carnivore:

I went down into my basement
confused and depressed
put Black Sabbath on
razor blade in my hand
a Wilkinson, I think

26 år senere kravler Bottom Feeder ud af den kælder med deres debutalbum, Grinding Teeth, i udstrakt arm foran sig; 26 år har de siddet i den kælder med Black Sabbath på anlægget mens blodpølen foran dem er vokset og vokset, her er destillatet. OK, der er nogle mellemregninger, OK, men de har ikke rigtig noget at gøre med Peter Steele og hans elskovsgud cum junkie cum højreorienteret voldsmandseftermæle at gøre. Bottom Feeder-medlemmernes baggrund på K-Town-scenen har heller ikke stort at sige her, bortset fra deres indsats for at trække Ungdomshuset i en markant tungere, mere metallisk retning, ikke mindst i kraft af Heavy Days in Doom Town-festivalen. Eyehategod og i det hele taget New Orleans' stofsyge sludgescene op igennem 90'erne har voldsomt meget at sige.

Men hul nu i facts: Lad os bare forestille os at der var Carnivores Retaliation, og så et uendelig sløvt blink med øjnene senere fandt man sig selv, katatonisk og med ondt over alt og Grinding Teeth bragende ud over det gulv man lå på. Uden tænder, uden nogen anelse. Alt langsommere, grimmere, mere hadefuldt, den eneste mening der blev en givet den dag. Man vil vide at noget er sket, at man må ha grund til at være forbandet over det, når man hører sådan noget som det her, det vil trigge noget i en. Langsomt, umådelig langsomt dæmrer det for en, et omrids af en erkendelse tegner sig: Nåh ja, fuck dem, allesammen. Så ryster man næven lidt, så er alt bedre igen.