Godt, fjern så nitterne og patronbælterne, fjern overhovedet det lange hår. Al staffagen. Stadig metal. Så fjern fistelvokalen, fjern growlen, guitarsoloerne. Endnu mindre staffage, stadig metal. Fjern hastigheden, tenposkift, skift overhovedet. Fjern så godt som al distortion. Det er tydeligvis stadig metal, det er sværere at sige hvorfor det er det.
Det er vigtigt hvad de er, fordi det er det der er det fænomenale ved True Widow: Måden de er metal på uden egentlig at være det, måden hvorpå de er indie, alt for tunge til at ku kaldes indie. Noget med trommerne, noget med guitaren og bassen stemt helt derned hvor det hele rasler. Som lænker trukket henover gulvet i et forfaldent træhus, bortset fra at der ingen lænker er her, ingen hjemsøgte huse, ingen effekter. Det er op til lytteren selv at hælde de historier og følelser i det man vil. Det er vemodigt, jovist, melankolsk, klart, men trist som sådan er det ikke.
Det er metal, der er ingen følelser: Definér metal sådan, så er det her metal.
Circumambulation kom i sommers, dallastrioens tredje fuldlængdealbum, men det er ingen sommerplade. Det er en plade uden for vejr, udenfor rækkevidde af omverdenen. Ikke fjendtlig, bare uinteresseret. Lidt som det må være at være satanist. En satanist i Dallas, hvor skjortekraven strammer mod den svedige hals og håret lægger sig som en fedtet kage over panden, mens kontorbygningerne tårner sig op om en, spejlblanke, tillukkede, gaderne så brede at der ingen skygge er nogen steder, ikke før man er hjemme igen. Sætter pladen på, synker ned igennem sig selv, finder et sted at fæstne resterne af ens sjæl til, så man kan bekymre sig om noget andet.
Jeg har aldrig været i Dallas, men jeg har været der hvor True Widow er. Så er det godt at ha dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar