2013 på pladespilleren - # 8: Barn Owl

Prærie så langt øjet rakte. Buske, små træer, meterhøjt græs, indimellem en tom lade, en gård med brædder for vinduerne, et skur, en hytte. Ingen mennesker, kryb og slanger udenfor synsfeltet, men tilstede, klart.

Intetheden som en overhængende trussel.

Det sku ha været magisk at være på pampasen, men det ville osse ha krævet så meget mere tid end vi tog os, så det eneste jeg så af den, var 8 timer ud af et busvindue på vej tværs henover den. Den blev transport, vi havde vigtigere ting for, by. Pampasen ville ha krævet at vi gik ind i en helt anden sindstilstand, og ikke nødvendigvis en det var værd at opsøge uden at være nødt til det.

Den blev hængende som en ildevarslende intethed mellem en række noget'er.

Barn Owl har altid lydt som om de lige var kommet ind ude fra prærien i en ordentlig mescalinkoger, selvom de i virkeligheden bare er to smånørdede, langhårede fyre med briller og en forkærlighed for doommetal. Fra San Fransisco, med universitetsbaggrund, no less. Siden debuten i 2008, From Our Mouths a Perpetual Light, har der dog været noget shaministisk over den lyd de fik fremmanet; selvom den har været baseret på to guitarer, har der ligget nogle grundrytmer i den, der fordrede en ceremoniel stemning.

Bare sådan, uden alt for meget mystik: Barn Owl har måske været associeret med Sunn 0))) i starten, hvor guitarerne oftere peakede i dronende flodbølger, men der har ikke været noget kutte over dem, der har ikke været mere eller mindre fallerede blackmetalvokalister inde over for at tilføre det noget mere ondskab. Der er ingen tegneserieondskab over Barn Owl, det er ikke helvede de frembringer: Det er prærien, intetheden. Millarder af stjerner over en, ren stilhed rundt om en, ingenting, heller ikke en selv: Subjektet reduceret til rå ubetydelighed.

Barn Owl er stilheden genskabt som musik, uden at det af den grund er specielt stille musik som musik betragtet: Det er subjektet der gør sig gældende, overfor sig selv i det mindste, ved at genskabe det opfattede intet som en nogethed. Der er musik i det altomsluttende, der er et kosmos, det har en klang for den enkelte. Sådan som Popol Vuh genskabte klangen, sådan genskaber Barn Owl den nu, og på V er den på det rent praktiske plan blevet tilført lidt flere effekter, lidt flere synths, og der er blevet mindre af den for dét: Den flimrer nu, sitrer, den blir mere antydet nu, temaerne får lov at hænge.

Hver for sig har Jon Porras og Evan Cameniti de seneste år videreudforsket lommer af den lyd de laver sammen i Barn Owl, og det er godt. Det de samler i Barn Owl er bedre end det meste andet der findes.