Julefanden

For 12-15 år siden skrev jeg en klumme til et punkrock-magasin om, hvor meget jeg hadede jul. Magasinet er for længst lukket, og alle spor af det er væk. Men det af klummen, jeg kan huske, giver et meget godt fingerpeg om, hvad pointen var. På listeform med udgangspunkt i hvert bogstav i ordet Christmas angav jeg alt det, der var galt med jul: C stod for “consumerism”, altså forbruget ophævet til et ideal og en ideologi. Jeg er ret sikker på, at det også stod for “capitalism”, ja.



H stod for “hate”, rent, uforfalsket punkrock-had, og handlede om at være tvunget til at være sammen med folk, der ikke sagde en noget, og med store falske smil lade, som om man havde det mest fantastiske forhold til hinanden. R stod for “religion”, og det ville jeg naturligvis overhovedet ikke have noget at gøre med, fordi det bare ledte til fordømmelse, had og manglende evne til at reflektere.
Den sidste lader vi lige stå et øjeblik.

Ironisk magi

Jeg vil helst ikke have, at det her bliver set som en bekræftelse af idéen om, at alle revolutionære med alderen går hen og bliver konforme. Man kunne såmænd ret let argumentere for, at de holdninger, jeg bragte til torvs dengang, i sig selv var rigeligt konforme i forhold til, hvad alle andre rendte rundt og mente i det publikum, jeg skrev for. I forhold til punkrock er det uendelig lidt revolutionerende at have et anstrengt forhold til de gængse normer.

Der ligger en anden og langt vigtigere pointe i det her: For 12-15 år siden var jeg ikke en vred teenager, der sad på mit værelse og ville gøre oprør mod systemet, mand. Jeg var i slutningen af 20’erne, nygift, næsten voksen.

Og jeg hadede julen noget så inderligt.

Jeg ved også godt hvorfor. Det har nemlig ikke altid været sådan. Som barn var julen magisk, som tvær teenager dyrkede jeg den ironisk og satte bjælder på mine Doc Martens i december, og da jeg flyttede hjemmefra, ville jeg gerne have julen til at være en tryg tidslomme i et gyldent skær. Alt blev gjort på samme måde og i samme rækkefølge, som det altid var blevet gjort. Juledag tog man på Boogie’s i Odense og mødtes med alle andre, der også var hjemme og fejre jul med deres familie. DJ’en spillede alle de sange, han også spillede, dengang man kom her hver weekend for nogle år siden, Kim Larsen sad oppe i baren og røg, dørmanden så på en med dyb afsky: Alt var, som det skulle være.

Da alt gik galt

Indtil det år, hvor jeg kom hjem til jul, og alt gik galt, fordi alt allerede var gået galt. Jeg var skredet fra et job i pladebranchen, så jeg var arbejdsløs. Jeg var gået fra min kæreste, så jeg var også boligløs og sov på en vens sofa. Og jeg havde besluttet mig for, at det nok ville være bedst, hvis jeg i en periode lod helt være med at drikke alkohol.

Det var den værste jul nogensinde. Under julemiddagen sad jeg og stak i maden, fordi jeg endnu ikke havde taget mig sammen til at erklære mig som vegetar overfor min familie. Sagtmodigt affærdigede jeg min families opfordringer til at give det en chance til med min kæreste og takkede nej til rødvin, portvin, øl, kryddersnaps, hvad som helst, der kunne have taget toppen af min anspændthed.

Da der skulle deles gaver ud, og min storebror til ære for sin søn ringede på døren klædt ud som julemand og ho-ho-hoende dunkede mig i ryggen, flygtede jeg ud på toilettet og sad og hulkede ned i et håndklæde for at dæmpe lyden. Som julegave fik jeg en coffeetable-bog med kunstfotografier af afklædte kvinder, og hvordan det nu ellers gik til, lykkedes det mig som afslutning på juleaften at rive en flænge et ømfindtligt sted, mens jeg sad for mig selv på mit barndomsværelse og bladrede i bogen, så der kom blod på siderne.

Op af sølet

Nogle gange skal man helt derned for at kunne komme op igen. Så langt ned i sølet som muligt, så hvert skridt ud af det føles som et kæmpe fremskridt.

En af de ting, jeg gjorde for at få det bedre, var at holde op med at fejre jul. Jeg er så heldig at have en morbror, som tog oprøret mod normerne tre årtier før mig, og fordi han døde ung, er alt per automatik forladt i min familie, hvis Busser engang også gjorde sådan. Engang i 70’erne havde han meddelt, at julen var alt for småborgerlig, så han kom ikke hjem til jul, og derfor tog det min mor en enkelt dyb indånding at acceptere, at jeg nu gjorde det samme.

Det gode ved at frasige sig juleglæden er, at man finder ud af hvor mange andre, der heller ikke har det for nemt med den højtid. Det første år spiste jeg en god middag sammen med en ven, der ikke havde nogen familie selv og brugte mig som undskyldning for at slippe for at fejre jul med sin nye kærestes familie. Det næste år tog jeg til Mexico med min egen nye kæreste og blev gift med hende. Året efter kom ham min ven, hvis sofa jeg havde sovet på tre år tidligere, sammen med en anden ven og sov på sofaen i vores lejlighed i Madrid og gik på barer sammen hele natten. Året efter det spiste vi middag sammen med ham og hans nye kæreste tilbage i København; hans familieforhold var kaotiske, hendes var i Sydeuropa.

Det var nemt. Julen var uformel og afslappet.

Sammen om toiletkummen

Igen vil jeg helst ikke have, at det her bekræfter en fiks idé om, at så snart der kommer børn til, bliver man mere konform. De første år med børn var vores jul lige så uortodoks som før. Så blev det til, at jeg købte et juletræ, for det skulle ikke hedde sig, at jeg ligefrem var bange for julen. Så købte jeg et kæmpe fjernsyn af en kollega, så vi kunne streame julekalenderen på det, og jeg sad og knugede mine børns hænder, når det blev uhyggeligt. Så begyndte min kone at lave konfekt, og vi tog til julehygge med hendes kolleger og lavede ubehjælpelige juledekorationer i gråt, sprukkent ler. Så kom svigermor pludselig til jul, så kom mine forældre pludselig også.

Og det var faktisk helt i orden. Jeg havde fundet ud af, at jeg ikke længere hadede julen.
Sidste år gik jeg så vidt som til at begynde at spille julemusik derhjemme i de sidste par dage op til jul. Det viste sig, at Sun Kil Moon har lavet en plade med smukt modfaldne udgaver af de klassiske engelske julesange, min kone er vokset op med på det internationale college, hvor hendes forældre arbejdede. Det var muligvis hybris: Juledag lå halvdelen af juleselskabet og brækkede sig dagen lang af omgangssyge, men så var vi tæt sammen på den måde også.

Det er vist nok i bund og grund det, det hele handler om. Være tæt sammen med nogen, lukke ned for alt andet. Have et smil, en kryddersnaps eller en sofa og en skulder at lægge hovedet på klar til dem, der mangler nogen at være nære med i år. Give hinanden en ting, der siger noget om, hvad man er for hinanden. Glæde sig over det.

Drik den kryddersnaps

Det er det, jeg har fundet frem til er min juletradition. Det er ikke bundet op på, at tingene skal gøres på en speciel måde, i den rigtige rækkefølge og det samme sted år efter år. Kort efter jeg holdt op med at komme hjem til jul hos mine forældre, holdt de op med at fejre præcis den samme jul år efter år, fordi det viste sig, at mine søskende egentlig heller ikke havde brug for det, og at de faktisk heller ikke selv havde det. Det blev brudt op, og det er nok ret sundt.

Det er også noget, man kan lære sine børn. Juleaften i år sidder jeg med min familie i en flyvemaskine på vej til Sri Lanka. Vi kommer ikke til at danse om juletræet eller pakke gaver op, i år er vi sammen på en anden måde juleaften. Intet står mejslet i sten, alt er til forhandling. Men hvis mine børn om 12-15 år kommer hjem til jul og er arbejdsløse, boligløse, kæresteløse og helt ude i tovene, vil jeg nu nok insistere på, at de tager den kryddersnaps uanset hvad. Så finder vi ud af resten hen ad vejen.

Det behøver ikke være sværere. Og hvis det ikke er det, er der heller ikke nær så megen grund til at hade det.

Denne klumme er bragt første gang i Bornholms Tidende 14. december 2018