Stien på venstre hånd

Går man langs vejen hjemme, går man i venstre side for at være opmærksom på den trafik, der kommer mod én. Går man langs vejen på Sri Lanka, hvor der er venstrekørsel, går man stadig i venstre side: Man ønsker ikke at kende truslen og overlader det til de bagfrakommende at tage vare på én. Nøjagtig som man gør, når man sætter sig ind i en bus, en tuktuk, en taxa, efterhånden som man opgraderer bekvemmelighedsniveauet: Man overlader det til chaufføren ikke at slå én ihjel.

Det er vel noget nær en buddhistisk indsigt konkretiseret dér, og det er sikkert noget sludder, som man føler sig som Ib Michael for at kolportere.

Heller ikke dette er en kulturudveksling, heller ikke når tjenerne på backpackercaféen har lært at spørge “hvordanhardudet” og tilbyde én Carlsberg: Det er ferie, den nye kolonialisme, det er Eva Selsing, der putter sig i nyvaskede lagner under et myggenet så skrigpink som hendes læber, og man skulle skamme sig, skulle man, ikke ligge sådan under det net med loftsviften døsigt hvirvlende rundt og eftermiddagssolen skærmet af, mens man sover middagslur med en blond, krølhåret kerub, gudbedredet, mens de lokale vasker gulvene uden vinduet i timevis, mens alt sejler.


Man skammer sig over, at man allerede er begyndt at bemærke, hvor ineffektivt det hele er, og hvor grov en generalisering dét er, og så er desmerdyrene der med deres skrig i skrotbunken på byggetomten mellem dette hotel og det næste, og man er Rudyard Kipling oven i hatten: Det er Rikki-Tikki-Tavi, og jeg er tilbage på mit barndomsværelse, hvor jeg sad og hørte den historie på en stofbetrukket båndoptager, og både den histories Indien og dette Sri Lanka var steder uendelig langt væk, hvor befolkningen ikke bestilte andet end at sprænge hinanden i luften med selvmordsbomber; det var grufuldt, men det var ikke vores baghave. Ingen kobraslanger udrugede æg under jorden i vores have, og der var ingen tamiler, det sørgede Erik Ninn Hansen for, men da han faldt, brød borgerkrigen alligevel ud i vores baghave: Åh, arrogancen!

Det er den, vi rejser fra, og den, vi rejser ind i, når vi lærer os selv og vores blonde børn ikke at give penge til tiggere, for så bevarer vi dem i den rolle, og ikke give penge til slangetæmmeren med en abe i snor ved et udsigtspunkt, for det er dyremishandling, og vi er korrekte; så korrekte, at vi skammer os, når vi lader os transportere fra den ene by til den anden i en af de skinnende nye, airconditionerede SUVs, der fylder så meget på vejene nu, at infrastrukturen er ved at kvæles i luksus, for vi er på ferie, vi har ingen tid at spilde, og vi har råd til ikke at stuve hele familien ind i de overfyldte tog, det har vi da, og vi vil heller ikke tage pladsen fra de lokale, der kun har råd til SUVs, hvis det er for at køre os rundt i deres land.

Nu er jeg Ditte Giese: Vi er ikke et herrefolk, vi er med til at løfte et helt land bare ved at komme her og spise overdådigt på en bjergtop med udsigt over teplantagerne ned ad skråningerne, hvor tamilerne arbejder med segl i middagsheden, fordi de er de eneste, der gider at tage det arbejde, så vi andre kan drikke sød te, jo. Det er faktisk en slags velgørenhed, at vi overhovedet er her på trods af regeringskrisen, der har fået vestlige turister i hobetal til at aflyse deres juleferier; chaufføren fra Kandy til Ella betror os, at det er et komplot, fordi alle de srilankanske ambassader støtter premierministeren og derfor fortæller turisterne, at det er alt for farligt at rejse hertil nu, så økonomien rammes: Er machiavellansk plot! At ruinere sit land for at beholde magten over det, der bliver tilbage. Det lyder så dumt, at det ikke er usandsynligt.

Man håber, at det bliver bedre, det må det blive. Man går i venstre side, man kører i venstre side; man lægger sit liv i andres hænder, dytter, når man overhaler i et vejsving, for vejen slår hele tiden sving, alt er blinde kurver; man dytter og håber, at ingen svarer én denne gang, at man får lov at rykke et stykke længere frem. Det er et lige så passende billede på det hele, velsagtens, som baren på den hektiske hovedgade, der med et neonskilt på facaden proklamerer Savour the Flavour of Fun og har en fyr siddende i hjørnet og spille akustiske covers af Radiohead; som det midaldrende synligt britiske par, der danser til ABBA på pavillonen i en tyvstartet aftenplingeling; som den hættetrøjeklædte kvinde, der demonstrerer ballettrin ved poolbordet på en diner: De kunne allesammen illustrere pointen lige så godt som de to skilte på vej ad bagvejen ind til byen, der side om side proklamerer Ella et “Lovely Paradise” og på sanskrit noget, der umiskendeligt ligner Dyrets Tal, 666: Går man her, går man ad stien på venstre hånd, the left hand path.