Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.


Det interessante ved John Josephs fortælling, som han udlægger den i bogen ‘The Evolution of a Cro-Magnon’, om sit møde med buddhismen i form af Hare Krishna-bevægelsen, der i 80’ernes New York fandt et potentiale i de unge hardcorepunkere, der havde brug for mad, husly og en større mening med det hele end bare at, for bare at, overleve den kolde krig og én til vinter i et besat i Alphabet City-slummen, er, at det er så tydeligt, hvor meget han udelader af sin historie. Alle mellemregningerne, al tvivlen. Når man så holder den op mod hans tidligere bandkammerat og Nemesis gennem tre årtier, Harley Flanagan, og hans udlægning af den samme historie i bogen ‘Hard-Core: Life of My Own’ – eller Cro-Mags-guitaristen Parris Mitchell Mayhews version af historien, som den fremgår af den hjemmeside, han tilsyneladende har oprettet alene med det formål at fortælle verden, at både John Joseph og Harley Flanagan er dumme – bliver det lige så tydeligt, at der ikke er én endegyldig sandhed.

Det er interessant, fordi det handler om et band, Cro-Mags, hvis sange var så tæt bundet op på Krishnas lære, et band, der skrev sangen ‘Seekers of the Truth’: En ædel målsætning, som de to hovedkræfter bag bandet hver især har gjort deres til at umuliggøre.

Det er selvfølgelig også fuldstændig latterligt: Som om der kunne være én sandhed. Som om den sandhed kunne være en religion. Den indsigt har de begge nået ad flere omgange, og begge har afskrevet deres involvement i Hare Krishna som ren hustle, John Joseph morsomst i historien om en flok krishnamunke som julemænd på gaverov, ‘Retarded Wheel Chair Santa’. Selvom begge i deres modne år har vendt sig mod sport som noget at styrke sin moral ved og hænge sit liv op på, Harley Flanagan brasiliansk jujitsu, John Joseph iron man og crossfit, er begge faldet tilbage flere gange og er søgt ind i Krishnas trygge favn, når de ikke har kunnet overskue endnu en atomvinter i New York uden hans visdom og beroligende ord.

Det er én form for lærdom at udlede af den sammenfiltrede historie, der i 2012 kulminerede med et knivslagsmål backstage til en Cro-Mags-koncert, som der heller aldrig er kommet nogen afklaring på, en sandhed, om man vil: At religionen er til, når man sidder i skyttegraven. Når der er brug for mening, fordi intet giver mening.

II.

Med den tanke vendte jeg mig bort og gik ind i det lille tempel, der var bygget ind i en klippe som en imitation af den større klippehule, årtusinder gammel, der lå nogle hundrede meter lodret oppe ad bjerget. Buddha lå i halvanden gange menneskelig størrelse på siden og sov med døde træøjne vendt op i kraniet. Der var en kasse til donationer foran alteret, et rod af figurer tilsyneladende tilfældigt arrangeret; et vestligt par kom ind i det lille rum efter mig, kvinden satte sig omgående i lotusstilling og begyndte at meditere, manden ledte i sin bæltetaske efter penge at donere og noget at gøre af sig selv, jeg fandt ud af mig selv.

Den eneste gang, jeg rigtig har prøvet at sætte mig ind i Krishna-bevægelsen og sammensuriet af hinduisme og buddhisme, var i starten af 90'erne, hvor en krishnamunk fik overbevist mig om at købe en bog, der ville forklare mig det hele, på parkeringspladsen foran et indkøbscenter. Jeg fik nogle traktater og en pose småkager med, fordi jeg faktisk købte bogen, og jeg slæbte mig pligtskyldigt gennem den, ligesom jeg havde gjort det med ‘Mormons Bog’, som jeg havde fået gratis, men uden småkager, og ‘Satans Bibel’, som gik på omgang i vennekredsen.

Jeg opnåede ingen større indsigt, faktisk småkedede jeg mig gennem hele bogen. Krishna og resten af den østerlandske mystik forblev lukket land for mig: Jeg ejede øjensynligt ikke den åndelige facet, min tætteste forbindelse til det hele forblev hardcoren, Cro-Mags, selvfølgelig, 108, Coalesce, Abhinanda, det hele var fedt, men den spirituelle side af det kunne jeg ikke finde ind til.

Ti år senere fik jeg en kæreste, der lavede solhilsen i skovbrynet første gang, vi havde overnattet i det fri et sted på Nordsjælland lige nøjagtig uden for civilisationen. Det var samtidig med, at jeg genopdagede Neurosis og begyndte rigtig at dyrke dem: Det er der tætteste, jeg har været på en slags åndelighed. Jeg lavede mine yogastræk om morgenen, inden jeg gik ind over broerne på arbejde med Neurosis i ørerne til at rense alle tanker ud; hvis det var varmt nok, stoppede jeg op på vejen og lavede mine yogastræk på en af plænerne på havnen; jeg havde mit hjemmestrikkede mantra, som jeg gentog for mig selv, når jeg i min middagspause sad på en bænk i parken og følte mig som en del af alt levende omkring mig, træerne, ænderne, fuglene, uendelig, ubetydelig.

Der gik nogle år med det, så begyndte jeg at få børn og indse det ubetydelige i min egen eventuelle spirituelle indsigt. Hvis kontrolleret vejrtrækning kunne hjælpe mig med at sove, var det ro nok for mig; jeg brugte mine middagspauser på at powernappe; jeg forklarede mine kolleger, at jo, jeg følte, at min vegetarisme gjorde mig til et bedre menneske end dem, så der var ingen grund til at diskutere det; jeg nærmede mig på min egen måde Satan, og jeg gjorde ingen modstand.

III.

Oppe i templets anden have prøvede jeg at stå foran endnu en Buddha og trække vejret dybt. Der var ingen spejling til at distrahere, der var en tandløs dame, der vaskede alteret af, der var fyldt med døde bier inde hos buddhaen og en okkerfarvet væske ved foden af figuren.

Var buddhaen smurt ind i sukkervand og gift for at tiltrække bier? Hvorfor? Damen kunne ikke nok engelsk til at forstå mit spørgsmål, hun smilede, nikkede fra side til side, fortsatte med at vaske af.

Det ene vindue var skudt fra, en enkelt bi kravlede rundt mellem de to lag glas i sine sidste krampetrækninger, inden også den drattede ned i bunden af montren for at dø.

Det var de eneste bier, jeg havde set på Sri Lanka, og der var hundreder af dem, alle døde og døende. Jeg opgav at trække vejret dybt, jeg opgav at mærke noget ved noget, jeg smilede til rengøringsdamen, jeg lagde småsedler i donationskassen, jeg mærkede græsset under mine fodsåler, jeg gik ud og tog sko på igen. Min familie ventede på mig, jeg var ikke længere alene, jeg var en del af et hele og tilstede for nogle andre, jeg glemte at trække vejret.