Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.

Avislæseren har klasse

Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.

Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.