Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.


Ude på den anden side af tremmerne ligger tegltagene i forskudte niveauer samlet rundt om de gamle kolonibygningers indergårde; efter nogen tid, hvor jeg har siddet ved skrivebordet med ryggen til sengen, begynder de første tunge dråber at falde på teglene, og snart vælter det ned som med en kraft, der er blevet sparet op hele dagen. Det er, som om varmen og fugten er mere trykkende her i Galle, end den var de godt 30 kilometer længere henne ad kysten i surferbyen Mirissa, men det er sikkert bare, fordi det eneste, der rigtig var at lave der, var at gå i vandet og blive banket omkuld af det, så man ikke registrerede varmen på samme måde, fordi man ikke forsøge at foretage sig noget. Det er også muligt, at der har været et skift i vejret, men det virker komplet usandsynligt i troperne, at vejret nogensinde skulle skifte, at det ikke bare var regntid, orkantid og resten af tiden kvælende tid.

I moskeen nogle hundrede meter herfra kalder muezzinen til bøn. Denne gang er det virkelig en moske og en muezzin; jeg kan se løgkuplerne toppet med halvmåner, og når jeg hører sangen nu, er det helt pinligt, at jeg kunne forveksle buddhistbønnen tilbage i Ella med dette.

Tidligere i dag besøgte vi et hindutempel og blev velsignede af en meget insisterende munk i bar mave, som vi ikke turde modsige, fordi han havde Shiva, ødelæggelsens gud, på sin side. Vi lod ham sætte hvide, gule og røde prikker i vores pander og ventede med at tørre dem af, til vi var rundt om hjørnet. Bagefter gik vi ind i en gammel portugisisk katedral, hvor fugtskjoldene på væggene efterhånden dannede endnu vildere mønstre end dem, der var tilbage i de mosaikvinduer, der endnu ikke var blevet trykket ind af en orkan og erstattet med plexiglas.

Dette er et klima, der fordrer sin religiøse modstandsdygtighed, og i Sri Lanka er der rig lejlighed til at shoppe rundt mellem de forskellige tilbud. Det umiddelbart mest tiltalende, for srilankanerne såvel som for udlændingene, er buddhismen, om så bare for den ro, der ikke er at finde mange andre steder end i dens templer. I Mirissa besøge vi det tempel, der lå lige bag pynten med kokospalmelunden, hvor de yngre turister flokkedes for at tage bikinibilleder med bugten i baggrunden for deres egen forgængelige skønhed; inde i  templet var vi alene og gik rundt i stilhed i en time. Væggene rundt om det inderste kammer, hvor tre kæmpemæssige orange statuer af buddhaen lå og sov eller sad i lotusstilling, var som i de andre templer, vi havde besøgt, dekoreret med tableauer, der beskrev den lidelse, livet var fuldt af, men her var det gengivet med en naiv goredyrkelse, der fik det til at ligne thrash- og dødsmetaldemoer fra slutningen af 80'erne. Blå dæmoner med sært rare og meget ivrige blikke, næsten barnligt ophidsede af tumulten, skar arme og ben af mennesker, der dårligt orkede at flygte, fordi de havde erkendt det futile i det og resigneret gav sig hen til torturen.

Hvis jeg skulle være religiøs, skulle det være for ritualernes skyld. Det skulle være for at opretholde en tradition, en fast måde at gøre tingene på. For jeg holder af ritualerne, det svære for mig er at tillægge dem stor nok vægt til at opretholde dem. Jeg holder af at starte dagen med at drikke kaffe udenfor, mens jeg trækker vejret dybt, lave yogastræk, spise frugt, vente en rum tid, før jeg spiser noget andet, involverer mig i verden. Hvilket overhovedet ikke hænger sammen med at have børn med behov, der tilsidesætter mine egne: Jeg kan ikke kræve den tid til mig selv, fordi der ikke er nogen ydre given grund i et religiøst ritual. Som om det i sig selv ville være grund nok.

På pensionatet i Mirissa begyndte klargøringen før klokken syv hver morgen og foregik ud fra et ritual, der strakte sig over flere timer, mens jeg sad ved et plasticbord under palmerne og drak kaffe og fodrede den yngste af med pulvergrød og bananer, indtil resten af familien stod op og kunne sendes hen om hjørnet og hente papaya, mango og curd. Imens fejede værtindens mand gårdspladsen,  sønnen skiftede vandet i de mange vandfade og lagde friske gule og lilla blomster i, datteren tændte olielampen inde i det lille alter for buddhaen ved siden af verandaen, og værtinden gik rundt med et røgelseskar for at skræmme myggene væk og berede dagen  i en blanding af praktisk hensyn, forskønnelse og rent, tomt ritual

Det var måden, det blev gjort på, der tiltalte mig: Som om det at feje gårdspladsen og lægge friske blomster i fadene var en måde at ære buddhaen på og derfor mere uomgængeligt end min egen oprydning på værelserne, der var en eksplosion af vasketøj, paperbacks, sandridsede solbriller og tuber med sol- myggecreme. Ritualet fjerner vilkårlighedsmomentet, rummet for impulsiitet formindskes, hvis tingene skal gøres på en særlig måde, men det kunne jeg egentlig godt leve med. Så fulde af pludselige indfald er mine morgener alligevel heller  ikke. Jeg har ikke noget problem med at give afkald på hverken forestillede friheder, som man reelt aldrig benytter sig af og bare har stående som en klaprende bagdør, eller de ting, jeg føler kommer til at definere mig og reducere min person til nogle koder, vaner, standpunkter, der ikke i sig selv er nok til at basere en eksistens på. Jeg var straight edge i et år, fra den ene dag til den anden, indtil det var blevet det, der definerede mig, og jeg droppede det; jeg blev vegetar fra den ene dag til den anden, blev gift hurtigt, og i intet af tilfældene har det føltes, som om jeg gav afkald på øl, kød eller fremmed kød, fordi det, jeg valgte til, var større end det, der blev valgt fra.

På samme måde kunne jeg principielt set godt give mig hen til en religion og dens dogmer. Hvis jeg kunne tro på noget af det, hvis det kunne overbevise mig, hvis der var nok, der trak, til at opveje alt det, der frastøder mig. Hvis ikke det altid også viste sig at være et dodgy forhold til kvinder, homoer, dyr, hvis ikke man altid endte sådan et sted som Gangarayama-templet i Colombo, hvor selve templet med sine larmende musikanter og opulente statuer er suppleret med vidtstrakte gallerier med armbåndsure, biler, skrivemaskiner, kaffeborde og buddhaer i så mange forskellige slags ædelsten, at det bliver til et billede på selve det, det skulle have tjent som et opgør med. Hvis ikke nogen havde for meget brug for mig i det dennesidige til, at jeg kunne forpligte mig til efterlivet eller bare sætte mig ud over jordelivet og dets trængsler.

Lige nu vågner en af jordelivets mest presserende trængsler så småt bag mig i sengen, kan jeg høre. Jeg vender mig om, han ligger og kigger op i myggenettet så forbløffet som altid, mild og udhvilet som en buddha. Det gør det ikke til et fængsel, jeg løber ikke min vej med munkecirkusset, jeg skal ikke lige hente smøger, det er ikke et savn for mig ikke at lade den mulighed stå åben nu.