Avislæseren har klasse

Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.


At læse avis er nemlig blevet en luksus, man tillader sig, og det sender altså nogle ret stærke signaler, at man har råd til den luksus. Hvis det bare drejede sig om at vide, hvad der foregår omkring én, kunne man jo nøjes med at læse overskrifter på et af de licens- eller reklamefinansierede nyhedssites: Når man læser avis, er det for at finde ud af, hvorfor de ting foregår omkring én. Så det signal, man sender til dem omkring én, er, at man har evnen til at fordybe sig.

Det bliver vi dårligere og dårligere til, og vi ved alle sammen godt, hvad grunden er. En del af jer sidder med den i hånden lige nu – og inden I rødmer og ser jer over skulderen, så er det altså jeres telefon, jeg taler om.

Og så må I i øvrigt godt rødme alligevel.


Flakkende læsning

For principielt er det selvfølgelig akkurat lige så godt at læse sin avis på en telefon, en tablet eller en computer som at læse dem på papir. Men de fleste af os har nogle andre læsemønstre, når vi læser online. Vi får ikke lige læst den der artikel om noget, vi egentlig ikke havde troet interesserede os, men hvor en enkelt linje fangede vores blik, da vi var ved at bladre henover den: På nettet læser vi det, vi klikker på. Det vi vidste, at vi ville vide.

Det er ret fortærsket stof, det her. Så lad os i stedet fokusere på det essentielle: Hvordan du tager dig ud, når du læser.

Hvis du læser din avis – eller dine magasiner og bøger – på din telefon eller tablet, er det kun dem, der sidder ved siden af dig i bussen, på færgen, på caféen, der kan se, at du ikke bare sidder og stener kattevideoer eller scroller gennem dit facebookfeed for gud ved hvilken gang den dag i håb om et eller andet, du ikke engang længere er sikker på, hvad er, eller hvad godt det skulle gøre.

Da jeg var i Paris for et par år siden, var noget af det første, der slog mig, at ingen sad med deres telefoner fremme i offentligheden. I metroen og i parkerne sad folk med en bog eller en avis, hvis de ikke gik helt grassat og simpelthen sad uden noget til at distrahere sig og bare lod hjernen få hvile et øjeblik. Det virkede helt skamfuldt at tage sin telefon frem, selvom det bare var for at finde vej eller tage et billede. Som om man var en helt anderledes primitiv og brovtende skabning end pariserne.


Sofistikeret som en pariser

Selvfølgelig er det de færreste af os, der tager sig sofistikerede ud i sammenligning med den gennemsnitslige pariser. Men man kan godt tage idéen med sig og lige huske at lægge en bog eller en avis i tasken, inden man går ud, så man ikke ender med at være én af dem, der står og stirrer ind i sin skærm, så snart man har et ledigt øjeblik, fordi man er bange for at begynde at tænke.

I gymnasiet læste jeg ‘Frydenholm’ af Hans Scherfig, hvor der er en akademiker, der i bliver fremstillet meget lidt flatterende. Et af hans bedrøvelige træk er, at han altid har en bog med sig, som han åbner og læser i, så snart han har et øjeblik. Dengang følte jeg mig truffet, for det var jo sådan, jeg selv var. Jeg havde altid en bog på mig, og hvis jeg havde en pause på fem minutter, læste jeg så meget, jeg kunne nå. Sådan har jeg det stadigvæk, og i dag bærer jeg det som et hæderstegn. Selvfølgelig læser jeg da.

Det er nemlig langt fra en selvfølge længere, at man gør det. Når folk opsiger deres avisabonnementer, er det ikke, fordi de ikke synes, de har råd til det: Det er, fordi de ikke får læst avisen. De får ikke taget sig tid til det, ligesom de heller ikke får taget sig tid til at læse en bog om aftenen. Det er ikke, fordi de har mindre tid, de bruger den bare anderledes.


Pligtskyldig lystlæsning

På Campus Bornholms STX-linje har de i dette skoleår indført læsebånd. En gang om ugen bruger elever og undervisere en halv time af lektionen på at læse skønlitteratur. I en bog af papir. Uden musik i ørerne, uden at snakke. Ingen lektier, intet pensum: Ren, pligtskyldig lystlæsning.

Da jeg første gang hørte om det, virkede det lidt fjollet. Det er sådan noget, man gør i indskolingen, hvor eleverne skal lære at læse. Så har de en halv time om dagen, hvor de sidder i klassen og læser i en bog hver for sig, og derhjemme skal de læse 20 minutter hver dag. De får en læseseddel med hjem, hvor de skal udfylde, hvor mange sider de har læst hver dag, forældrene skal skrive under på, at de har gjort det, og allerede nu, hvor den ældste derhjemme går i 4. klasse, virker det helt åndssvagt på mig.

For selvfølgelig læser både han og hans lillebror fra 2. klasse. Det er en kamp at få dem til at slukke lyset om aftenen og slippe bøgerne. Ligesom deres forældre selvfølgelig læser – eller, det vil sige, faktisk synes den ældste, at det er lidt mærkeligt, at når han er oppe i løbet af aftenen, sidder vi for det meste inde i biblioteket og arbejder med hver vores computer i stedet for at læse en bog. Når det bliver torsdag, er vi også sådan nogle, der for det meste må indrømme over for hinanden, at vi faktisk kun fik læst en brøkdel af Weekendavisen i den forgangne uge. En daglig avis – ud over den lokale, naturellement – er det flere år siden, vi opgav at holde.

Det der med lige så langsomt at holde op med at læse er noget, der kan snige sig ind på os allesammen. Der er jo også arbejde, der lige kan følges op på, når man sidder med telefonen, og så falder man let i staver. Man sætter musik på med telefonen, og så tjekker man lige Instagram. Der er en ny besked på SkoleIntra, så ryger man også lige på Messenger. Pludselig er aftenen, færgeturen eller cafébesøget gået, og så fik man heller ikke taget bogen op af tasken eller ned fra hylden denne gang.


Læsebånd for livet

Derfor giver det mening at indføre læsebånd for gymnasieelever og deres lærere. Det burde vi faktisk alle sammen gøre: Sørge for som minimum at læse en halv time i en bog hver dag. Sørge for at læse avisen grundigt hver dag. Læse de artikler, vi ikke vidste, vi kunne få noget ud af at læse, blive lige lidt klogere. Blive lidt bedre til at fordybe sig i stedet for at fortabe sig.

Igen tilbage i min egen gymnasietid læste jeg en selvhjælpsbog af en eller anden erhvervsguru. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på den idé, men det handlede om at maksimere sin tid. Sove mindst muligt, holde effektive møder, strukturere sin arbejdsdag, læse avis på kondicyklen, spise letfordøjeligt og holde igen med alkohol, så man kunne arbejde videre efter maden – og læse to-tre skønlitterære bøger om ugen. Jeg kan ikke huske, hvilken grund forfatteren gav til at prioritere lige præcis dét, men det virkede fuldkommen bizart på mig dengang at effektivisere så meget for så at bruge så megen tid på noget med så umiddelbart ringe nytteværdi.

Dengang var det vel flow-TV, der var den store fjende af fordybelsen. I dag er det telefonen; for mine børn bliver det noget tredje. De to evigt sikre bolværk mod fortabelsen er fortsat avisen og bogen. Det er også stadigvæk dem, der får en til at tage sig bedst ud. Om ikke decideret pariser-chic, så i hvert fald dét mindre zombieficeret.

Så det kan du klappe dig selv på skulderen over, nu hvor du har læst denne klumme til ende. Det kan godt være, at du ikke som sådan er blevet klogere. Men du har set klogere ud, mens du gjorde det. Det er også noget værd.





Denne klumme blev første gang bragt i Bornholms Tidende lørdag d. 5. januar 2019.