Det romantiske miljøsvin

Jeg skulle skamme mig.

Alt, hvad vi gør, har en effekt. Spørgsmålet er, om det, at vi vælger ikke at gøre noget, har en effekt, der opvejer den første.

Vi befinder os et sted i grænselandet mellem tro og viden. Vi ved, at det har en effekt på miljøet, at vi flyver om på den anden side af kloden. Vi vælger efter eget forgodtbefindende at tro eller ej på, at vi gør en forskel ved ikke at gøre det. At det betyder noget i det store billede. Vi beslutter os for selv at gøre en indsats, så minimal den end er i det store hele, eller vurdere, at det ikke nytter noget, at andre må tage beslutningen for os, regulere os ud af vores leven over evne.

Min gode ven fremførte for nylig, at hans familie har besluttet, at de ikke længere vil flyve. I hvert fald ikke på ferie: De vil stadig flyve til og fra Bornholm, fordi det nu er her, de bor. Den vender jeg tilbage til.


Min ven vil gerne gøre op med ideen om, at vi som middelklasse-vesterlændinge skulle have ret til at opleve verden. For os i 30’erne og 40’erne har det ellers været en selvfølge at rejse ud i verden som unge og blive ved med det som voksne med vores egne børn. Fra at have været en massebevægelse, der flere steder endte med at drive rovdrift på lokale ressourcer uden at efterlade sig andet end et langt spor af tomme ølflasker, glemte solcremer og forliste klipklapper i sandet, da det stod værst til, har backpackeriet fået en social dimension: Man er opmærksom på ikke at forurene, man efterstræber at give noget tilbage til de steder, man besøger, ved at undervise, starte forretninger med lokale, arbejde, bidrage, om så bare med en erkendelsesroman eller en rejseblog.

Afmystificering af det fremmede

Backpackerne er ikke længere bare snyltere. Og når de bliver voksne, vil de noget andet end deres forældres charterturisme. De vil ud de steder, de selv har været med til at gøre lidt mere tilgængelige. Henover jul og nytår var jeg med kone og tre børn i Sri Lanka. Det er på mange måder klasseeksemplet på et sted, hvor turismen er kommet nænsomt, fordi de ikke havde det helt store rykind gennem 80’erne og 90'erne, hvor borgerkrigen – på trods af, hvad en vis dansk justitsminister hævdede – rasede, og krigszoneturisme endnu ikke rigtig var en ting. Altså den, hvor autenticitetshungrende rejsende opsøger områder præget af voldsom ustabilitet for at undgå at møde andre som dem selv.

Da turisterne med freden i 2009 begyndte at komme, var det ikke en hærgende hob, der kom væltende. Bevares, i en strandby som Mirissa på sydkysten har de ikke set sig for gode til at smække nogle betonkomplekser op, der ikke lader Spaniens sydkyst noget efter, men i det store hele virker det stadig, som om Sri Lanka er på srilankanernes præmisser.

Når man som jeg rejser dertil, er det for at opleve en slags Indien uden helt så mange og så pågående mennesker, en sælsom blanding af buddhisme side om side med hinduisme, islam og kristendom i tilsyneladende fredelig sameksistens.

Det er en afmystificering af det meget fremmede: Det er den, jeg gerne vil give mine børn, samtidig med at jeg udfordrer mig selv lidt på mine egne rejsemønstre. Rejse til et sted, der ikke er en vestlig storby med museer, vegetarrestauranter, koncerter, boghandler og sneakersforretninger.

Tvunget ud af rutinen

Så der sidder vi i pensionatets gårdhave i skyggen af palmerne og drikker morgenkaffe, spiser curd, henter modne mangoer rundt om hjørnet. Imens fejer værtindens mand gårdspladsen, deres søn tømmer de små bassiner og lægger friske lilla og gule blomster på vandet, datteren tænder den lille olielampe inde i alteret til Buddha, og værtinden selv går rundt med røgelseskar for at holde myggene væk og rense luften til en ny dag.

Hele det ritual forløber over et par meget lidt intense timer, for det er en præmis, man må gå ind på, når man rejser til Sri Lanka – faktisk alle andre steder end Nordeuropa og USA: Tingene tager en uendelighed.

At rejse er at tvinge sig selv ud af rutinen. Det kan man også gøre ved at tage i sommerhus, vil min ven indvende, og han vil have ret. Men man får ikke det kulturmøde helt tæt på ved at gøre det, som man får ved at rejse ud. Man bliver ikke udfordret på meget andet end savnet af opvaskemaskine, dårlig mobildækning og intenst samvær med familien.

Selve idéen om at rejse ud for at lære om andre kulturer mener min ven dog er et antikveret levn fra romantikken. Det var i øvrigt romantikkens tænkere, der rejste ud og bragte fremmede koncepter som den holistiske tanke, jeg indledte med, ind i vestlig tænkning. Men min ven kan alligevel på sin vis have ret: Globaliseringen og den eksplosive vækst i ferierejser, der kom med først kinesernes, så russernes indtog på scenen, har betydet, at forskellene er blevet mindre. I Europa er det stort set de samme kædeforretninger, der ligger på hovedstrøgene i storbyerne, og næsten uanset hvor man er, er det til at opdrive en rigtig espresso, en burger, en øl fra et lokalt bryggeri, som Carlsberg i øvrigt ejer.

Stadigvæk betragter jeg mine udlandsrejser som skelsættende for, hvem jeg er blevet. Det er der, jeg har overskredet mine egne grænser, og det har efterladt mærker og rykket mig. Jeg tog til Portugal med en kæreste og besluttede mig for at begynde at læse portugisisk. Jeg fik en ven i Berlin og var ved at flytte dertil. Jeg flyttede til Madrid med min kone i stedet, vi rejste rundt i Latinamerika, og det sidder alt sammen i mig. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have siddet på Bornholm i dag, hvis ikke de ture havde lært mig, at der var andre måder at gøre tingene på, andre steder at bo end København, at intet var uforanderligt.

Hyklerkortet

Men det er igen altsammen noget, jeg tror. Og spørgsmålet er, om min tilværelse på Bornholm i det store regnestykke bidrager med meget andet end lidt ekstra CO2-udledning, når jeg skal besøge mine venner i København eller gå til koncerter. For det er det, vi ved: Det meste af, hvad vi vestlige mennesker foretager os, sviner, om det så er at streame film, fyre op i brændeovnen, spise kød, dem, der gør det, bære indkøbene hjem i plastikposer, køre i benzinbiler, sejle med færgen.

Det gør det nemt bare at trække hyklerkortet over for dem, der angriber ens flyrejser. For hvis man virkelig gerne vil gøre noget for miljøet, burde man så ikke starte med ikke at bo et sted, hvor det ikke er en større udskrivning på CO2-kontoen at besøge venner og familie på den anden side af vandet, og hvor boligmassen er en del mere energirigtig end den bornholmske?

Det er det klassiske greb for at fjerne fokus fra det, det handler om: At vores flyrejser sviner mere end alt det andet.

Tilsammen.

Det er ikke ny viden. Af samme grund har jeg aldrig påberåbt mig miljøbevidsthed som en årsag til at være vegetar, cyklist, genbruger eller noget andet. Jeg har heller ikke postet opskrifter på, hvordan man kunne hækle sine egne karklude ud af garnrester for at undgå microplastfibre. De ting har måske nok i nogen grad været min måde at kompensere for mine flyrejser, men jeg var også godt klar over, at det ikke stod mål med hinanden.

Men jeg vil ikke opgive mine udlandsrejser. I sundhedens, klimaets og den generelle menneskelige udviklings navn er der flere ting, vi har måttet sige farvel til siden min barndom: Jeg tror ikke, der er mange, der for alvor savner biler uden sikkerhedsseler, passiv rygning, pølsemix i idrætshallens cafeteria eller homofobi og sexisme inde i omklædningsrummet.

Flyrejsen er et afsavn af en helt anden kaliber. Og vi ved ikke, hvad det vil gøre ved os som mennesker at skulle være den foruden.


Klummen blev første gang bragt i Bornholms Tidende 2. februar 2019.