Forpligt dig dog

Fire år.
I mit foregående job var jeg i fire år, indtil jeg sagde op. Det var på tide at prøve noget nyt, og det var der ingen, der løftede et øjenbryn over. Det var helt naturligt, det var sådan, det måtte være.
Jeg er af den generation omkring de 40, der for alt i verden ikke vil risikere at gro fast i et arbejde. Når vi møder ældre kolleger, der fortæller, at de har siddet i deres stilling i 15, 30 eller 40 år, ryster vi overbærende på hovedet af dem. Naturligvis har deres arbejdsliv ikke bare kørt på rutinen, forudsætningerne, funktionerne og teknologien har forandret sig, arbejdet har forandret sig.
Men særlig ambitiøst virker det altså ikke. Det vidner ikke ligefrem om omstillingsparathed, som en souschef, jeg havde for nogle jobs siden, lettere forlegent udtrykte det op til sit 30-års-jubilæum. Hvorefter han indprentede mig, at jeg for alt i verden ikke måtte blive i den stilling, sådan som han havde gjort det.

Vil man gøre karriere, bør man skifte job med jævne mellemrum: Alt efter ens branche og hvilken coach, man spørger, er tommelfingerreglen, at man et sted mellem hvert tredje og hvert syvende år skifter virksomhed. Hyppigere i begyndelsen af ens arbejdsliv, med lidt længere mellemrum senere hen, men man bør aldrig sidde et sted med den indstilling, at det er for tid og evighed. Ved jobskifte får man mulighed for nye arbejdsopgaver, nyt ansvar, og man kan ikke mindst  forhandle løn inden for nogle andre rammer end dem, den årlige lønsamtale sædvanligvis tillader.

Samme sted hver dag

Der var således ikke noget at udsætte på det, da jeg forrige år sagde stop efter fire år. Det var helt efter bogen. Men da jeg gennemgik mit arbejdsliv indtil da, viste det sig, at de fire år var den længste ansættelse, jeg har haft noget sted.
Da jeg lavede et CV, kunne jeg godt nok uden decideret at lyve få det til at fremstå, som om jeg havde været et sted i seks år. Det hørte så med til historien, at et par af de år havde været som studentermedhjælper, at jeg havde været i udlandet lidt over et år i løbet af den tid, og at de sidste par år havde været som elev. Jeg kunne sådan set også skrive, at jeg har skrevet for to musikmagasiner i henholdsvis fem og seks år; hvis jeg bare anførte det som “freelance musikjournalist”, kunne jeg hævde at have arbejdet sådan uafbrudt, siden jeg var 13 år gammel.
Men ét er at skrive on/off om ens interesse med en arbejdsindsats, der godt nok i intense perioder har tangeret en – ulønnet – halvtidsstilling, men også har haft månedlange gab mellem nogle timers arbejde. Noget andet er at møde på arbejde samme tid hver dag med de samme kolleger, samme chef og samme madpakke i den samme frokoststue år ud og år ind. At være den, der starter med at komme og sige “hey, skulle vi ikke prøve at gøre sådan her i stedet?” og kun nødtvungent bliver tålt af de mere erfarne kolleger, for med årene at blive den, der siger “ja ja, det prøver vi da, selvom vi har gjort det før,” når der kommer nogle nye håbefulde kolleger til med endnu mere tåbelige idéer, end ens egne var.

Vent på effekten

Det kræver vedholdenhed og stamina at holde gejsten oppe og blive ved med at udfordre sig selv i sit arbejde. Ikke bare lade det blive rutine, men fortsætte udviklingen. For forandringen er spændende at arbejde med, ligesom al den indædte modstand og overstadige iver, man skal balancere, når man sætter noget nyt i værk, er det. Men det er driften, der for alvor kræver noget af én. At få de initiativer, man har sat i gang, til at give en effekt. Demonstrere, at de ikke bare var en fiks idé, noget sjovt at gøre, som man derefter løber fra, når hverdagen indfinder sig.
Gennemsnitsligt har jeg været ansat lige under to år de steder, jeg har arbejdet lønnet. Trods alt med en støt stigende kurve, men det er stadigvæk lige i underkanten, synes jeg selv. Det virker vegelsindet og utålmodigt. Hvis jeg som udenforstående så mit eget CV, kunne jeg godt finde på at udlede af det, at jeg måske ikke er den nemmeste at arbejde sammen med, og at jeg lidt for hurtigt mister interessen for det, jeg går i gang med. Omend det så er interessant, at jeg gennemsnitsligt har arbejdet dobbelt så lang tid på de frivillige projekter, jeg har været en del af.
Heldigvis for mig er dem, der er yngre end mig, endnu hurtigere til at skifte job. Uheldigvis påvirker det bare også mig og rigtig mange andre.

Mangel på respekt

De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser ikke alene, at jobomsætningen er steget markant de seneste otte år og i 2018 nåede sit højeste punkt nogensinde: De viser samtidig, at selvom os på 40-50 efterhånden også har lært at flytte os, er det blandt de 25-34-årige, jobomsætningen er højest.
Det handler ikke kun om projektansættelser og vikariater, det handler i høj grad også om, at de unge simpelthen skifter job for et godt ord. Viser der sig en bedre mulighed, lader de den ikke glide sig af hænde. Det er der for så vidt ikke noget at sige til, når man oplever en højkonjunktur som nu, hvor det er let at skifte job.
Som kollega, arbejdsgiver, kunde, klient, elev og hvad vi ellers har af professionelle relationer til hinanden, er det bare langt fra uproblematisk.
Det er ressourcekrævende at oplære nye medarbejdere, det tager tid at vinde den nødvendige  tillid hos ens samarbejdspartnere, og der går et stykke tid, før arbejdsgiveren har det optimale udbytte af ens arbejde. Det kan man så vælge at se højt og flot på, og det vælger stadig flere af specielt de unge. Og uden at man død og pine skal være fuld af taknemmelighed for at have et arbejde, er det som minimum et tegn på mangel på respekt. Til en vis grad vidner det også om et oppustet selvbillede, hvor man ser sig selv som en, der lige kan komme ind fra venstre, ordne det hele med sit magiske touch og så danse ubekymret videre i sikker forvisning om, at andre viderefører det arbejde, man har igangsat.

Gør arbejdet færdigt

Værre er det i omsorgsfagene, hvor den personlige relation er særligt vigtig. Igen kan jeg sagtens forstå, at arbejdsforhold, kollegiale relationer og ledelse kan gøre det oplagt at søge væk. Men hvis man tager en stilling som for eksempel skolelærer, så forpligter man sig ikke kun over for sin leder og sine kolleger, men i allerhøjeste grad over for de børn, man underviser. Så stikker man ikke bare af igen efter nogle måneder, fordi der lige dukkede noget bedre op. Man tilsidesætter sine egne behov for en periode og gør sit arbejde færdigt.
I disse år ligger der en kæmpe udfordring for arbejdsgiverne i at skabe arbejdspladser, der er attraktive nok til at holde på medarbejderne. Steder, hvor der er plads til personlig og professionel udvikling. Det er de fleste godt klar over. Men så er der altså også en generation, der skal tage sig gevaldigt sammen, træffe nogle valg og stå ved dem.
Ikke nødvendigvis i 15, 30 eller 40 år. Fire år virker som et fornuftigt tal, synes jeg jo nok. Det er også det, arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet i en rapport i efteråret forudså, at en ansættelse gennemsnitsligt vil vare i løbet af det arbejdsliv, som den unge generation har påbegyndt. Med kortere ansættelser i begyndelsen og længere, efterhånden som man finder sin rolle, forstås, men alligevel.
Man kan godt lige bide tænderne sammen og forpligte sig til det valg, man har truffet. Af respekt for dem, man arbejder med.

Denne klumme blev første gang bragt i Bornholms Tidende 9. marts 2019