Med en kniv i ryggen & bilen hensynsløst parkeret

Det var for det her, man fik kørekort: For at kunne forlade den by, man var kørt til, med en styrtregn som undskyldning for ikke at orke den alligevel og så på vej ned langs vestkysten i en alt for beskeden lejebil, fordi der ikke skal være plads til andre end én selv, få øje på en by, San Juan de la Rambla, der ligner noget, der skal ses, og så gøre det, køre fra, køre derned, parallelparkere ubehjælpsomt, fordi det ikke var derfor, man fik kørekort, og stå ud, og så rammer det hele endelig én.


Det er nu, man får den følelse, der gjorde det nødvendigt for én at rejse væk og være alene for at kunne savne ikke at være det, og man er stadig ikke sikker på, man vil kendes ved, hvad den følelse faktisk er udtryk for, så man går gennem de smalle, stejle stræder for at træde fuldstændig ind i det, den perfekte flække repræsenterer for én, man ser de hvidkalkede huse med et ekstra lag fint, hvidt salt fra Atlanterhavet, der banker ind mod klipperne hundrede meter under byen; man ser træverandaerne med forsiringer gallore som gevækster på husene og kan ikke afgøre, om de er ved at vælte ned over én og spille al deres ophobede sirlighed ud over lavabrostenene; man ser det fineste gule hus, som man engang drømte om at have i Mexico, skrev et digt om at have i Mexico, flere år før man havde været i Mexico, og får øje på swastikaerne på facaden; man ser den lille, mørke kirke på torvet, hvor lugten er så tung af røgelse, at lige præcis hér trænges havet bort; og det er dér, i en kirke af alle steder, det kunne ikke være anderledes, dér, det går op for én, at den følelse, man har fundet, er noget så banalt som tilstedeværelsen, som fraværet forlener med en særligt ædel form for tristesse, som man rigtig kan mærke igennem, kan man.

Det er så vammelt, at det er en lettelse, da børnene i kulturcentret oppe ad gaden begynder at varme blæserinstrumenterne op, alle sammen på én gang i en aldeles fortrinlig atonalitet, der giver nådestødet til alle éns tåbelige indfald om harmoni & mening & betydning, og da et par af dem finder sammen i alle tiders største tissemandsjazzevergreen ‘When the Saints Go Marching In’, indser man, at det, man har søgt efter ved at komme herned, ikke bare er at dø til basunmusik, som det behører sig for grimme mennesker ifølge Hubert Selby Jr., men at dø i Spanien som i Swans-sangen, “face down in the street / with a bottle in your hand /and a wild smile on your face / and a knife in your back / you died in a foreign land.”

Men heller ikke den kliché under man sig selv, så i stedet går man ind på en bar, hvor den obligatoriske gamle gubbe står og drikker sherry og ikke gider sådan nogle som én, og det forstår man godt, så man tager sin lillebitte café solo med hen til det saltfedtede panoramavindue, hvor vinduesrammen ligger lige præcis i horisonten, så man er nødt til at skræve for at kunne se horisonten og være følsom i den korte tid, det tager én at drikke sin lillebitte enlige kaffe, for man ved, at bag den horisont, bag nogle stykker af dem, for at være præcisere, ligger Mexico og Cuba, hvor det hele startede for én og for dem, man har ladt bag sig, og det er, fordi det gjorde det, at man ikke dør i et fremmed land, det kan man ikke tillade sig, så smukt det end ville være.

“I said I’d kill myself / if she left me again,” runger det inde i éns hoved, men det er én selv, der er stukket af endnu en gang, og man bestiller ikke andet end at skrive hjem alligevel; det er som pigen nede på den forladte tennisbane, der står i støvregnen og skyder bolde op mod gitterhegnet ud mod havet & horisonten & hvorsomhelst bare ikke hér på den her ø heller, og hendes hund spæner efter dem og kommer tilbage til hende med boldene hver gang, og det var for det her, man fik kørekort, så man lirker bilen væk fra kantstenen og lægger det bag sig, tjekker en følelse af, følt.