Det sker: Intet

På mit barndomsværelse havde jeg et udklip hængende fra Fyens Stiftstidende:
“DET SKER
I dag:
Intet.
I morgen:
Intet.”
Sådan: Al min teenage-lede opsummeret i en aktivitetskalender fra et sted i det fynske opland, hvor der altså i de dage ikke foregik noget, som nogen havde fundet det nødvendigt at varsle lokalreporteren om. Ingen banko, bønnemøder eller billardturneringer: Intet. Ikke så meget som en generalforsamling i en forening for denne eller hin folkesygdom: Her var der intet sjov at komme efter.

Jeg klippede det ud og hængte det demonstrativt op ved siden af døren. Så kunne jeg mentalt forberede mig selv på den grå og grufulde verden, jeg ville møde, så snart jeg trådte ud af mit værelse: En Odense-forstad, hvor der heller ikke skete noget.
I hvert fald ikke noget for sådan én som mig.
Selvfølgelig var jeg allerede på vej væk til den ene eller den anden storby, hvor jeg kunne vælte rundt fra det ene galleri til den anden koncert med en poesioplæsning på vejen. Åh! Når jeg så toget køre forbi, drømte jeg mig væk med det og nynnede en strofe fra bandet Screaming Trees for mig selv:
“I want to take a train today
I'd take it straight to any place.”
At toget på lige dén strækning, jeg passerede på mine rastløse gåture rundt i forstandsland, kun kørte til Svendborg og tilbage igen, kunne jeg godt abstrahere fra, når jeg dagdrømte. Ligesom jeg kunne drømme om noget bedre et andet sted, da jeg kom til København, og der alt for mange af ugens dage ikke var nogen koncerter at gå til, ingen at gå på gallerier med, og poesien virkede om muligt endnu mere fremmedgørende på mig.

Ud af komfortzonen

For lige så dagdrømmende jeg var, lige så fremmedgjort var jeg. Der var ikke meget af det, der foregik omkring mig, der kunne tilfredsstille mig. For sandheden er jo, at selvfølgelig skete der masser hele tiden. Både i Odense og i oplandet; såmænd også i Svendborg, hvis man tog det dér tog lige til hvor som helst. Bevægede sig ud af teenageværelsets komfortzone og støttede op om de aktiviteter, andre satte i værk.
Det mindede jeg mig selv om, da jeg efter 15 år i et par storbyer genindtog provinsen, endda en endnu mindre og endnu mere isoleret én af slagsen end universitetsbyen Odense. Da jeg flyttede til Rønne, satte jeg min selektive smag til side og begyndte i ret vid udstrækning at opsøge kulturelle begivenheder, som ville være gået under radaren for mig i København. Tog med en kammerat til en poesioplæsning (tjek) på et galleri (tjek) i Allinge, hvor forfatteren Peder Frederik Jensen lå og vred sig på gulvet, mens musikeren Andreas Führer spillede syreorgel henover hans tekst (tjek, tjek, tjek): Så var vi ligesom i gang.
For sådan er det jo faktisk: Der sker noget. Måske ikke lige præcis det, man går og dagdrømmer om skal ske, men så noget andet, som det sikkert kunne være sundt for én at udfordre sig selv med. For bor man i storbyen, hvor tilbuddene er mangfoldige, er det let at falde tilbage i sin comfort zone og kun rejse sig fra sofaen, når man simpelthen ikke kan undslå sig for det.

Der er ingen dvale

Sådan er det nødvendigvis ikke i provinsen. Det betyder ikke, at der behøver at gå traktortræk og coverbands i den. Men man skal lige åbne øjnene for alt det, der sker. Sørge for at benytte sig af det, så det kan blive ved med at ske.
Denne vinter interviewede jeg Rune Holm, der imødegik fordommen om, at Bornholm ligger i dvale hen over vinteren og først åbner igen, når turisterne og pop-up-caféerne vender tilbage. Selvfølgelig er aktivitetsniveauet højere i sommermånederne, hvor øens indbyggertal mangedobles, men som han påpegede, blev der aflyst ikke færre end 170 arrangementer i de ti dage i julen 2010, hvor snestormen lukkede Bornholm ned. Bare den snestorm, der ramte øen sidste påske, resulterede i over 30 aflyste arrangementer en af dagene, fortalte han.
Kigger jeg i aktivitetskalenderen på tidende.dk, kan jeg da også se flere ting, der burde appellere til sådan én som mig. I weekenden åbnede Svanekegaarden sin traditionelle censurerede forårsudstilling, som altid er et godt sted at opdage nye talenter blandt øens kunstnere. På Bornholms Kunstmuseum kører særudstillingen Kunst på Papir med værker fra museets arkiver samlet i en ny kontekst, mens Gudhjem Museum snart har fernisering i forbindelse med deres 50-års-jubilæum.
Selv hvis jeg ikke lige skulle magte at befordre mig selv tværs over øen, skal jeg lukke øjnene hårdt i for at undgå kunsten: Lige neden under mit kontor på Bornholms Tidende har Galleri Rasch en udstilling med maleri, keramik og grafik af Johanne Thirslund, Signe Kofoed, Edith Eriksen og Ulrich Krenchel.

Heavy metal-kabaret og kirkekoncerter

Senere på foråret er der i pinsen Bornholms Kunstrunde, hvor gallerierne ude på øen åbner dørene, og på teatret har man netop kunnet se vores teaterdirektørs anmelderroste musical om Tvind. Musicalgenren ligger godt nok et pænt stykke fra mine spidskompetencer, men hvis det endelig skal være, så spiller Red Warszawa snart heavy metal-kabaret i Raschs Pakhuz, og dem plejer jeg altid at undgå på metalfestivalen Copenhell, hvor der er så meget andet at tage mig til.
Men jeg hælder nok lidt mere til at prøve at se nogle flere af de klassiske koncerter, Bornholms Musikforening arrangerer i de bornholmske kirker og på Svanekegaarden, hvor jeg for den sags skyld også kunne være kulturradikal og tage over og høre blød jazz sammen med min kone – hvis vi igen ikke bare går ned om hjørnet til Café Momo, der har livejazz hver fredag.
Det kommer altså an på os selv. Det er os, der skal komme op af sofaen og benytte os af nogle af de tilbud, der er. Specielt fordi jeg selv har prøvet at være den, der satte arrangementer op, hvor der endte med at komme en håndfuld gæster, der sad og skuttede sig i deres overtøj, mens de optrædende gjorde deres bedste for at lade, som om de ikke var skuffede over, at ingen gad høre på dem. Fordi det regnede, fordi solen skinnede, fordi det var i Rønne, fordi det ikke var i Rønne, det var for sent, for tidligt, bare ubelejligt.

Missede muligheder

Jeg skal ikke være hellig: Jeg har faktisk endnu ikke været til Bornholms Kunstrunde. Jeg kommer på Bornholms Kunstmuseum én gang om året, sjældnere i Rønne Theater. Jeg har været til så meget som én af Bornholms Musikforenings koncerter og én censureret forårsudstilling på Svanekegaarden. Jeg har skolebørn, men jeg har endnu ikke været til nycirkusfestival i Soldalen, jeg missede Bornholms Internationale Gadeteaterfestival sidste år, selvom den var fremragende året før. Tidligere har min undskyldning for ikke at få se meget mere end et par arrangementer under Bornholms Kulturuge været, at jeg selv var arrangør og derfor travlt optaget, men den kan jeg ikke længere bruge.
Det er den klassiske småbørnsfamiliefælde, hvor det alt for ofte virker helt uoverskueligt at samle tropperne og bevæge sig uden for matriklen til et bestemt tidspunkt. Hvor forældrene sidder hver aften og arbejder, efter børnene er hældt ud af stuen og i seng. Der er sådan set ikke noget at sige til det, men hvis man ikke kæmper imod det og sørger for at komme ud og støtte dem, der sørger for, at der sker noget, ender profetien fra det gamle udklip med at opfylde sig selv.
Så sker der intet i dag, intet i morgen.