Det er grundpræmissen, og den er med til at holde øen frisk. Det har i hvert fald været min tese, siden jeg flyttede hertil og fik en ny omgangskreds. Alle, jeg mødte, havde boet i København, Århus, London, hvor som helst, inden de var flyttet hertil – for de flestes vedkommende tilbage hertil.
Bornholm støder sine børn fra sig, så de selv kan træffe valget om at vende tilbage hertil. Det er lidt som amishfolket, der har en overgangsrite, de kalder rumspringa: Når amishbørnene fylder 16 sættes de fri af sektens strenge regler om ikke at benytte sig af moderne teknologi som biler, telefoner eller strøm fra elnettet og i øvrigt leve i afholdenhed. I et par år kan de gå amok ude i den moderne verden og frådse i alkohol, uforpligtende sex og umtja-umtja-musik, inden de enten vælger at forlade amishfolket helt eller vende tilbage og lade sig døbe for formelt at indtræde i amishsamfundet og leve resten af livet blandt dem.
Langt størstedelen af de unge amishfolk vælger det sidste.
Bornholm er ikke et samfund af hestekærrer og bibelskoler, og det er ikke for at løbe hornene af sig, at øen sender sine børn væk. Det kan godt være, at de også ender med at gøre det, men officielt rejser de fra øen for at tage uddannelser, der ikke findes her, prøve arbejde, bo i byer og møde mennesker, der ikke findes her. Som amishfolket har også bornholmerne det med at vende tilbage. Og når de gør det, er det med en helt anden horisont, end de havde, da de forlod øen. Det er jeg fuldstændig overbevist om er både sundt for den enkelte og berigende for samfundet som sådan.
Selvfølgelig kan man vælge at blive boende her. Man kan tage en erhvervsuddannelse og få en læreplads på øen, det er der faktisk temmelig mange virksomheder, der ville ønske, at man gjorde. Men for de 76,3 % af bornholmerne i en ungdomsårgang, der ikke kan se sig selv gå den vej, og som altså skal have lov til at gøre noget helt andet, er der for langt størstedelen ingen vej udenom at tage færgen over på den anden side og finde ud af, hvad der ligger bag horisonten. 80 % af dem, der tager en gymnasial uddannelse, er ifølge de seneste opgørelser fra Center for Regional- & Turismeforskning flyttet fra øen, inden de fylder 23 år.
Sådan er det ikke, hvor jeg kommer fra. Mine søskende har aldrig boet mere end et par kilometer væk fra vores forældre i Odense, min voksne nevø bor selv et par kilometer fra sine forældre, mens min voksne niece efter en afstikker til Sydfyn og siden Mols af alle steder er vendt tilbage til Odense. Selv valgte jeg at flytte til København, fordi Odense var alt for lille til mig, syntes jeg som 20-årig, og så ad et par omveje til Bornholm, fordi hva’ fa’en, nu var jeg i gang. Men også i København har jeg venner, der har levet hele deres liv med base indenfor én kvadratkilometer.
Fordi det kunne lade sig gøre for dem: Alle de uddannelser, de kunne drømme om at tage, alle de jobs, de kunne tænke sig at prøve, var Odense og København store nok til at give dem. Hvorfor i alverden skulle de flytte?
Selvfølgelig skulle de ikke det. Hvis jeg for min del synes, at det giver et noget snævert perspektiv på verdens mangfoldighed, holder jeg det mellem mig selv og Bornholms Tidendes læsere. Og så glæder jeg mig over, at den bornholmske ungdom for de flestes vedkommende altså ikke har mulighed for at træffe det valg at lade være med at prøve noget andet. Prøve at bo et sted, hvor de ikke kender alle i forvejen. Finde ud af, hvem de selv er, fordi dem, de møder, ikke har forudindfattede meninger om det. Jeg tror, at det er med til at gøre Bornholm til det sted, det er, at dem på min egen alder har prøvet det. At det giver en særlig mentalitet, at alle deler den oplevelse af at have været fremmed og at have lagt noget bag sig, flere gange, truffet valget.
Frisk luft at kløjs i
Lige nu er en ny ungdomsårgang ved at gøre sig klar til at forlade Bornholm. Sneglespringvandet på parkeringspladstorvet i Rønne er ved at blive gjort klar af håndværkere til, at studenterne kan vælte rundt i det og fylde det med skum i løbet af sommerens uendelige række af studenterfester. Muligvis endda nogle af de 50 % – igen ifølge CRT – tilbageblevne håndværkere, som har taget deres uddannelse her, byttet lærepladsen ud med et fast, velbetalt job og købt et hus for deres egne penge, mens deres folkeskoleklassekammerater stadig boede til leje på værelser hos suspekte typer i København og var i færd med at universitetsuddannede sig til A-kassen.
Jeg sendte den ungdomsårgang en tanke forleden, da jeg hørte Dungens Stockholm-hyldest ‘Har du vart i Stockholm?’, mens jeg lavede mad. Mellem lejrbålsguitarer, bongotrommer og vokalharmonier som løftet direkte fra en Crosby, Stills, Nash & Young-plade dukkede med ét en frydefuldt ætsende linje op, jeg ikke havde lagt mærke til før:
“Har du vart på landet där gräs och gröda gror
Det är fint på sommaren, men i Stockholm ska vi bo.“
Det er jo præcis sådan, det må være for de unge, tænkte jeg, idet jeg som det selvfølgeligste gik ud fra, at alle unge har det 1:1, som jeg havde det som ung. Hvis de er bare halvt så trætte som jeg af at høre alle bekræfte hinanden i, at Bornholm er det bedste og tryggeste at lade sine børn vokse op mellem græs og afgrøder, så har de fået frisk luft og røde kinder up to here. Og så er det eneste rigtige for dem altså at komme afsti-afsted til et beklumret lejeværelse hos en klæg type og komme ud af at indånde storbyens friske os, alle dens dunster. Prøve noget andet end trygheden.
Så kan det sagtens være, at de senere på et oplyst grundlag beslutter sig for, at Bornholm faktisk er det bedste sted i verden at bo. Eller at det bare af alle mulige andre praktiske årsager er det mest oplagte. En ny måde at udfordre sig selv på, måske: Der er en anden sang, som jeg altid tænker på i forbindelse med den sensommer, hvor jeg flyttede til Bornholm. Den tilflytterkøbenhavnske syrerocker Aron lavede i 00’erne en lille serie hjemmeindspillede plader med okkult folkrock, og han havde en sang, der blev en art slagssang for mig og mine venner, ‘Ud på landet’:
“Jeg tror, jeg ta’r ud på landet
For at se, om der er mere ro,”
sang han med spag stemme, akustisk guitar, orgel og en masse lydeffekter i en sang, der henad vejen udviklede sig til at handle om rumskibe og i virkeligheden nok mest af alt om at ryge hash. Men det var de første linjer, der fængede mig: At tage ud på landet for at se, om det var der, man ville slå sig til tåls med sig selv. For så vidt som man altså ser Rønne som en del af “landet”: I forhold til København og Stockholm er det.
Noget af det bedste ved Bornholm er, at den trækker sine børn tilbage. Ti år efter, de flyttede herfra, er 16,8 % af dem vendt tilbage ifølge en opgørelse fra Kommunernes Landsforening sidste år. Det er et par procent over landsgennemsnittet, men ikke i sig selv sensationelt. Men det betyder noget, at de aktivt har valgt øen til efter at have oplevet den “stadsbacill”, som Dungen også synger om i sangen. I byen må man bo, jo. Om ikke andet så for at værdsætte roen så meget desto mere, når man vender tilbage.
 |
| Foto: Randy Fath |
Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende lørdag d. 1. juni.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar