Ting sker

Ting, der er sket for mig i løbet af fem ugers sommerferie: Jeg har været en uge i skærgården ved den norske grænse med et par dage indenom Gøteborg og indset, hvor veltilpas jeg føler mig i lige præcis det område. Læst de indtil videre 54 numre af tegneserien ‘Saga’ og fundet ud af, at det er noget nær ubærligt for mig at tænke på, at fortsættelsen af den fuldstændigt vilde og syrede space opera er sat på pause indtil en gang næste år. Set et par håndfulde Marvel-film med de store og min kone og erkendt, at de faktisk er virkelig gode, og at DC Comics-filmene ikke når dem til sokkeholderne. Set tredje sæson af ‘Stranger Things’ for mig selv og vedgået, at selvom første sæson var den bedste, vil jeg helst aldrig nogensinde ud af seriens univers. Malet omtrent halvdelen af husets hvide træværk, mens jeg hørte episoder af ‘This American Life’. Læst allersidste korrektur på en oversættelse af en argentinsk sci-fi-roman af Adolfo Bioy Casares. Købt min første kæmpestore bil, min første egen bil i det hele taget. Løbet ture med de to ældste for at afhjælpe deres astma, haft nummer tre til at sove i klapvognen imens. Fået et barn til.


I ikke særligt nøje prioriteret rækkefølge, forstås. For det er selvfølgelig det sidste punkt i opremsningen, der er skyld i, at det er på den måde, sommeren er gået. Det var, fordi vi skulle have et barn til, at vi helst ikke skulle længere væk fra øen, end at det overkommeligt at komme tilbage, specielt hvis det lige pludselig var med en ekstra passager. Det var også derfor, resten af ferien aldeles uvant blev tilbragt på øen, og derfor den blev forlænget med et par ugers barsel. Det var derfor, vi skulle have en stor bil, vi kunne være i allesammen, og derfor ambitionsniveauet sjældent rakte meget længere end til at læse tegneserier og se superheltefilm og gyserserier med en lillebitte baby sovende på brystet. Når vi altså ikke blev sendt væk hjemmefra, så min kone kunne sove middagslur med først den store mave, siden den lille baby.

Det er i orden. Med et arbejde, jeg har svært ved at lægge fra mig, når jeg går fra kontoret, og nogle skrivende hobbyprojekter ved siden af, der også tager deres tid; med en familie, hvor de store skal hjælpes med lektier, og der hele tiden skal laves mad og vaskes tøj, og det samtidig også gerne må være rart at være sammen, så vi ikke flår hovederne af hinanden alt for tit, er det faktisk helt i orden at blive tvunget ned i gear i nogle uger.

At give slip. Ikke få alt til at klappe hele tiden, projektstyre hver en opvaskemaskinetømning, motionere efter en kalender. Gå i bare tæer og en slidt T-shirt uge ind og uge ud. Snakke, spille brætspil, sove på alle mulige tidspunkter af døgnet rundt omkring i huset og haven.

Kontroltabet

Jeg har muligvis en lillebitte ting med kontrol. Jeg vil gerne have tingene til klappe, og jeg vil gerne være sikker på, at de også gør det, når jeg vender ryggen til. Den allerbedste kur mod den slags åbenbart fuldstændigt bizarre vrangforestillinger er at få børn. For selvom familiekalenderen godt nok skal koordineres, er børn mestre i at få enhver nok så nøje planlægning til at skride helt vildt. Og jeg har selvindsigt nok til at indse, at det faktisk nok er meget sundt for mig at måtte give slip engang imellem.

Så det var det, jeg gjorde, da min kone tilbage i starten af december fortalte, at hun altså var gravid igen. Det var sådan set ikke rigtig planen: Vi havde allerede to drenge i skolealderen og en efternøler i vuggestue. Faktisk havde vi været så fast besluttede på, at dét skulle være dét, at jeg til den sidstes etårsundersøgelse bad om at få en tid til sterilisering, og det fik jeg så, og det blev jeg, og så var dét altså dét. Bortset fra, at det en måned efter indgrebet viste sig, at det lige havde været en uges tid for sent.

Det er jo sådan en slags kontroltab, som man egentlig ikke skulle tro var muligt for granvoksne, alment begavede mennesker, der godt ved, hvor børn kommer fra, og hvordan man selv bestemmer, hvornår de skal komme, og hvornår de ikke skal. Men det er også bare en illusion, at man kan det. Der er masser af par, der gerne vil have børn, men som af den eller anden grund ikke kan få det eller har virkelig svært ved det. Der er ufrivilligt afbrudte graviditeter: Dem havde min kone flere af mellem nummer to og tre, og det var en rædsom oplevelse at gå igennem, som prægede os begge gennem hele graviditeten med nummer tre.

Vi havde indset, at der var ting, vi ikke selv havde nogen som helst kontrol over. Ting, der bare skete, uden at lægevidenskaben kunne give os noget entydigt svar på, hvorfor de gjorde det. Intet var givet.
Derfor valgte vi at give slip, dengang i december. At se, om der kom et barn ud af det denne gang. At tro på, at det kunne vores familie godt bære, hvis det var, og hvis det ikke skulle være alligevel, havde vi tre sunde og raske drenge at glæde os over – og bede om at tømme opvaskemaskinen – og så havde det alligevel heller ikke været meningen. Men det var det altså: Meningen. Der kom et barn til ud af det hele, en dreng til.

Saliggørende meningsløshed

Hvis jeg var på nogen måde religiøst anlagt, forestiller jeg mig, at det var sådan noget, jeg ville prøve at finde en højere mening med. Som humanist er det ikke noget, jeg behøver at bekymre mig om, nu hvor barnet er der, fordi det giver rigeligt mening i sig selv at se ham skære grimasser, kigge nysgerrigt eller spille øjnene op i forvirret rædsel, når en prut gennemryster hele hans treethalvt kilo tunge krop.

Det er snarere de gange, hvor der alligevel ikke er kommet noget barn ud af det, jeg kunne have savnet en mening med det. Men det er der ikke for mig. Ting sker bare, ofte er det komplet ude af mine hænder, hvordan de gør det, og det må jeg acceptere. Nyde det gode, der sker, som et uforudset fjerde barn, som tre andre vanvittigt intenst levende børn, løbe ture med dem, se superheltefilm med dem. Prøve at få gode ting til at ske ved at tage dem med i skærgården og i tegneseriebutikker i storbyerne. Acceptere, at træværket skal males, man skal finde sig en bil, og nogle gange tømmer opvaskemaskinen sig ikke af sig selv. Nogle gange sker der også værre ting, og det er ingens skyld, og der er ingen mening med det.

Alt det handler ‘Saga’ på sin vis om. Det er historien om den bevingede Alana fra planeten Landfall, hvor nye gadgets og overfladisk underholdning er det eneste saliggørende. Om Marko fra Landfalls måne Wreath, hvor de hornede beboere dyrker magi og lever efter ubøjelige regler. Om den gamle krig mellem Landfall og Wreath, der er blevet outsourcet til resten af universet, hvor alle er tvunget til at vælge side. Og om Hazel: Det barn, de to hovedpersoner får – aldeles uplanlagt, meget apropos – på allerførste side efter at være flygtet sammen. Det er Hazel, der fortæller den historie, hun selv er centrum i, fordi ingen af magthaverne kan tillade hende at overleve som symbol på muligheden for fredelig sameksistens mellem Landfall og Wreath.

I løbet af de 54 hæfter, der er kommet, inden serien sidste år gik på pause, og skaberne, Brian Vaughan og Fiona Staples, bekendtgjorde, at de nu var halvvejs igennem, er talrige bipersoner og sideløbende handlinger blevet introduceret. Alt fra feminisme, pacifisme og transkønnethed over trafficking, narkotika og krigsøkonomi til teknologibesættelse, fremmedhad og fagforeninger er blevet taget op. Imens er nøglepersoner i serien blevet dræbt med en skødesløshed, der ikke lader ‘Game of Thrones’ noget efter, og det hele sker, uden at der rigtig er nogen højere mening eller dybere retfærdighed i det.

Ting sker bare. Nogle gange kommer der noget godt ud af det, som Marko og Alanas Hazel, som mit eget utilsigtede fjerde barn. Som at min kone uden at have læst ‘Saga’ har fået samme frisure som Alana. Og fordi man i sidste ende alligevel aldrig har fuldstændig kontrol over det, skal man bare glæde sig over det og lade de ting ske.

I tegneserien ‘Saga’ sker ting, uden at der tilsyneladende er nogen højere mening eller dybere retfærdighed i det. Tegneserien er udkommet på dansk på forlaget G Floy Studio. (Illustration: Fiona Staples/Image Comics. © Brian Vaughan & Fiona Staples)

Denne klumme er oprindelig bragt i Bornholms Tidende 24. august 2019.