Mod voksenlivets ondskab hjælper kun tandfeen

Det onde er uendeligt. Med mindre man tror på tandfeen. 

I bund og grund kan man koge Stephen Kings murstensroman ‘It’ – hvis fortsættelse netop har haft filmpremiere – ned til den pointe. Så simpelt og alligevel så besynderligt, at det kræver en uddybning: Så længe vi bevarer fantasien, kan vi også forestille os en bedre verden end den, vi har nu. Når vi holder op med at tro på magien, slår vi os til tåls med den daglige rædsel. Og det sker ifølge Stephen King uvægerligt, når vi bliver voksne.

I ‘It’ har de voksne i den nordøstamerikanske by Derry affundet sig med ondskaben. Den fiktive by er, som Mike Hanlon, en af bogens syv hovedpersoner, opsummerer det, lige en tand mere voldelig end den gennemsnitslige amerikanske provinsby, uden at det for alvor er bemærkelsesværdigt. Omtrent hvert 28. år får volden et ekstra nøk i en halvandenårig periode, inden det falder tilbage til sit normale leje de næste 27 år. Det er bare sådan, det nu engang er. I starten af bogen undrer man sig over, at de voksne i byen bare accepterer, at børn og unge forsvinder og findes lemlæstede i et antal, der ville skabe vild opstand alle andre steder. De voksne i Derry formaner deres børn om at komme hjem inden mørkets frembrud, og så tales der ellers ikke mere om dén sag. Efterhånden som bogen adstadigt skrider frem, viser det sig at være en pointe, at de voksne er blinde overfor rædslernes omfang.

Som bedøvede.

De ser ikke længere ondskaben. Kun de seks overlevende hovedpersoner er som voksne fortsat i stand til at se den, og derfor er det dem, der må vende tilbage til byen og huske, hvordan de næsten fik bugt med Det Onde 27 år forinden. Kun de kan udrydde Det Onde, og kun ved fantasiens hjælp kan det lykkes dem.

For mig er det det, ‘It’ handler om. Venskaber blandt udstødte nørder, ja, uskyldstab i både overført og bogstavelig betydning, jo, men først som sidst er det fantasiens magt og troen på den magt, det handler om.

Brætspillerne inde ved siden af

Det er måske særligt på grund af de omstændigheder, der fik mig til at samle bogen op i en sri lankansk boghandel i vinter og prøve at komme igennem de 1.166 sider. Det opgav jeg, sidst jeg prøvede i 9. klasse.

For, rigtigt gættet, 27 år siden.

Vi var nogle stykker, der havde set den TV-filmatisering, der lige var kommet ud dengang, og en af os, der passende nok gik under navnet Ghost, havde scoret skolebibliotekets nyindkøbte trebindsudgave af den danske oversættelse. Ironien i, at bogens hovedfortæller, Mike Hanlon, som voksen er bibliotekar og vogter af byens historie, var tabt på os: Så langt nåede ingen af os i bogen.

Når det er noget andet nu, er det, fordi jeg selv har børn nu, den ældste af dem – rigtigt gættet igen – 11 år gammel, og de læser bøger. I dén grad. Det fantastiske ved at have børn, hvis man er en bare lidt mere tilstedeværende forælder end forældrene i ‘It’, er, at man får lov til at følge med i deres fantasiverden. Mere og mere fra sidelinjen, bevares, men alligevel. Det var først, da jeg fik børn, jeg fik læst Harry Potter og alle de andre fantasybøger, jeg har solgt vognlæs af som boghandler; det er mine børn, der har fået mig til at læse superheltetegneserier og se ‘Indiana Jones’ igen.

Det var jeg holdt op med. Jeg forstår ikke helt selv hvorfor. Jeg er mere eller mindre vokset op i Odense Centralbiblioteks tegneserieafdeling, hvor jeg sad lange eftermiddage igennem og læste ‘Vogterne’, ‘Dæmonen’, ‘Batman’ i Frank Millers mørke version, ‘Linda og Valentin’, det hele. Inde ved siden af sad brætspillerne, og jeg var så overbevist om, at de var nogle meget større nørder end mig, at jeg aldrig gik derind; få år senere blev de mine bedste venner i gymnasiet. Alligevel er det først efter at have fået børn, jeg selv så småt er begyndt at spille brætspil.

Man kan nærmest sige, at jeg bruger mine børn som alibi for at genopdage fantasiens magt. Når jeg går i Faraos Cigarer i København eller Science Fiction Bokhandeln i Malmø, er det jo for børnenes skyld, siger jeg. At jeg så står og fortaber mig i demogorgon-nøgleringe fra ‘Stranger Things’ og lige skal samle et par tegneserier op, mens de finder, hvad de skal bruge, handler vel bare om, at jeg tager del i deres interesse. Selvfølgelig gør det det.

Men der følger altså krav med. Det var sejt nok for nogle år siden, hvor jeg stadig var mere velbevandret i ‘Star Wars’-universet end dem og kunne mere superheltetrivia; på det område har jeg forlængst måttet stække sværd overfor mine små overmænd. Men på et tidspunkt begyndte de også at spørge mig om, hvorfor jeg altid læste så tynde bøger, når de selv og min kone læser lange fantasyromaner. Vi har haft to muleposer med teksten “I like big books”, et ordspil på Sir Mix-a-Lots 27 år gamle – der var den igen – hit ‘Baby Got Back ( I Like Big Butts)’, men det passer jo ikke: I de voksnes bogreol derhjemme er det de tynde bøger, der fylder op.

Mine børn bed ikke på mine forklaringer om smal, eksperimenterende litteratur, hvor sproget er enormt kondenseret, så der fortælles uendelig meget mellem linjerne. Min kone faldt mig i ryggen, for var der egentlig ikke også noget med, at jeg aldrig var kommet længere end 3-400 sider ind i Thomas Pynchons ‘Gravity’s Rainbow? Og 6-700 sider ind i Roberto Bolaños ‘2666’?

Vedvarende effekt

Måske handlede det strengt taget også om, at jeg ikke rigtig selv besad den vedholdenhed, det kræver at læse sig gennem mere end 500-siders bog. Den samme vedholdenhed, som jeg vel at mærke prøver at indgyde mine børn, når de er ved at give op overfor en bog, der er for langsom eller kompliceret til at fastholde interessen.

Altså måtte jeg højt og helligt love, at jeg ville begynde at læse lange bøger engang imellem. Jeg brugte et halvt år på at komme gennem George Eliots ‘Middlemarch’: Jeg elskede sproget, elskede historierne, der vævede sig ind i hinanden over de 720 sider; jeg var nødt til med jævne mellemrum at læse noget andet for lige at få luft. Og da jeg var færdig med den på Sri Lanka i vinter, stod jeg altså i en boghandel på førstesalen over en busstation med ‘It’ i hånden.

Siden den nye filmatisering kom for små to år siden, og der henover sommeren er blevet fulgt op med trailere for efterfølgeren, har killerklovne fyldt en del hos de to ældste, og de klip fra den, de har sneget sig til at se sammen med deres kammerater, har ikke dæmpet interessen. Jeg har måttet svare på utroligt mange spørgsmål om ‘It’ ud fra, hvad jeg nu kunne huske af den gamle TV-film. Hvor det, jeg faktisk bedst kan huske, er, at jeg var vanvittig skuffet over Det Onde, da det endelig viste sig. Det måtte jeg så også svare på, hvorfor jeg var, og hvad den da ellers handlede om.

Så da jeg stod med den bog i hånden, var jeg faktisk selv nysgerrig: Hvad var det for en historie, jeg ligesom historiens hovedpersoner havde glemt igen? Hvad var det for en uro, der var blevet siddende? Hvorfor bliver den her bog ved med at finde nye læsere og være en populærkulturel reference, 33 år efter den blev udgivet?

Det sidste spurgte jeg Jakob Levinsen om. Udover at skrive om opera og Tolkien har han oversat en stribe engelsksproget horror og fantasy, deriblandt de seneste af Stephen Kings bøger, og så hører han desuden heavy metal, så han var oplagt at spørge.

– Hvad Stephen King kan ligger ikke i selve horrorvirkningerne, spor mere end man læser John le Carré for at lære om efterretningsvirksomhed. Til gengæld kan han seriøst meget med små samfund, børn og teenagere – og i nyere tid også forældre og børn – popkultur, biler, magt og afmagt og menneskelig ordentlighed eller mangel på samme. Ikke for ingenting har han på sine ældre dage nærmest fået status som en slags det moderne USA’s Dickens. ‘It’ er og bliver hans absolutte og mest ambitiøse hovedværk, både historiemæssigt og litterært med en stærkt kompliceret opbygning og bevidsthedsstrømme, der indimellem havde givet James Joyce åndenød.

Omstændelig gru

Det sidste må jeg give ham ret i. Alene førstesætningen er så fuld af indskud og negationer, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med:

“The terror, which would not end for another twenty-eight years – if it ever did end – began, so far as I know or can tell, with a boat made from a sheet of newspaper floating down a gutter swollen with rain.”

Derpå går der intet mindre end 13 sider med at slå seksårige George i den gule regnfrakke ihjel. Det er ikke for ingenting, at ‘It’ ender på 1.166 sider: Bogen igennem, scene for scene, rædsel for rædsel, erindring for erindring, beskrives alt så minutiøst, at det er til at skrige over. Selv når de står ansigt til ansigt med Det Onde, skal vi have at vide, hvilken slags sneakers børnene har på, om der er opsmøg på deres bukser, og hvordan pigen Beverly slynger sit lange, tykke, røde hår tilbage. Ét er så, at det temmeligt seksualiserede blik på den pre-pubertære pige med Jakob Levinsens ord er “noget gustent”, noget andet er, at intet overlades til læserens fantasi. Alt forklares, alt pindes ud.

Det er selvsagt paradoksalt, bogens morale taget i betragtning.

Jakob Levinsen ser det ikke helt på samme måde, men snarere “som kontrast i forhold til ondskaben, der netop ikke forklares ret meget:”

– Meget af uhyggen ligger for mig at se også i omstændeligheden og detaljeringsgraden, så man som læser er helt inde i situationen, også inden ondskaben – muligvis – hugger til.

Jeg vil nok bare helst ikke hjælpes så meget på vej, som jeg bliver det, når jeg læser Stephen King. Man må godt lade nogle ting være usagte, lade læseren selv ræsonnere sig frem til, hvad der sker. Og Det Onde må godt være endnu mindre forklaret.

For jeg kan faktisk godt lide Stephen Kings grundidé om, at vi lærer at tage tingene for givet og glemmer at stille spørgsmål ved, om de virkelig ikke kan være anderledes og bedre. Jeg kan godt lide ondskaben som metafor for livet i den mentale provins med dets rastløshedsvold, dets racisme, dets intolerance, dets småtskårenhed, dets venden det blinde øje til gruen.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det paradoks, en anden af mine venner, der er bibliotekar, påpegede: At det meste nyere fantasylitteratur er virkelig fantasiforladt. Det følger skabeloner og klassiske figurer. En del af dem kan i dag føres tilbage til Harry Potter og Tolkien, i gysets verden er det i stor stil Stephen King, der er ophavet. Derfor er det meget godt lige at tage sig sammen og læse ham. Finde ud af, hvad det egentlig er, der bliver refereret til rundt omkring. At figuren Max i ‘Stranger Things’ er bygget over Beverly fra ‘It’, for eksempel. At Mindflayeren i samme serie antager samme edderkoppelignende form som Det Onde i ‘It’.

I ‘It’ er det hovedpersonernes evne til at fantasere, der redder dem. Én af dem, Eddie Kaspbrak, tager astmamedicin i ét væk, selvom en velmenende apoteker i en nøglescene prøver at forklare ham, at den medicin, han tager, er ren placebo, og det er spild af penge at købe den. Men det er i astmamedicinen, Eddie finder styrke, og da han står foran Det Onde, er det ham, der erklærer, at han tror på både julemanden og tandfeen, men han tror ikke på Det Onde. Han tror på, at der er batterisyre i hans astmaspray, og nu slår han Det Onde ihjel med den.

Den scene kan jeg så tænke på, hver gang jeg tager min egen astmaspray. Og forestille mig, at et bøp af den giver mig evner til at blive ved med at kunne se ondskaben i hverdagen. Og overvinde den.

I starten af måneden havde de danske biografer premiere på fortsættelsen af Stephen Kings klassiske gyser ‘It’. Men hvad er det egentlig, der bliver ved med at være så fascinerende ved den gistorie. (PR-foto)

Klummen blev første gang bragt i Bornholms Tidende 21. september 2019.