Det er min kone og mig noget nær umuligt at gå gennem et efterårslandskab uden at begynde at recitere den passage fra billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist. Af sin umådeligt insisterende kat Findus bliver den gamle knark Peddersen lokket ud på fisketur, selvom han ellers troede, at han hellere ville sidde hele dagen i køkkenet og have ondt af sig selv og være efterårsdeprimeret. Det er så integreret en del af vores efterårsskovture, at de store børn begynder at recitere den, hvis vi voksne af vanvare glemmer det midt i alt postyret med at manøvrere en barnevogn henover trærødderne og sikre os, at den toårige ikke tror, at han kan klatre op på de samme mosbegroede klippestykker som storebrødrene uden hjælp. Når der så lige er et øjebliks ro, kommer den uvægerligt.
Det er en af de ting – blandt flere, bevares – der er så umanerligt fantastisk ved at have små børn igen: At have en undskyldning for at læse den bog højt igen. At opleve verden fortolket for barnet og selv se den på den en lidt anden måde bagefter.
For det er jo ikke, fordi jeg ikke kunne lide at gå i skoven, før jeg læste Sven Nordqvist. Eller kunne se det pæne i en solnedgang, før jeg var blevet introduceret til skagensmalerne. Det sidste har jeg faktisk italesat overfor min mor på et tidspunkt, hvor jeg havde behov for at være konfrontatorisk: At alle de gange, jeg som barn var blevet slæbt med på Skagens Kunstmuseum, på besynderlig vis havde ødelagt solnedgange for mig. Fordi jeg nu så solnedgange over havet som smukke, fordi de lignede dem fra malerierne, ikke fordi de var smukke i sig selv. At kulturen på en måde havde påtvunget mig sin fortolkning af den på bekostning af naturoplevelsen selv. At jeg nu gik efter det, der kom tættest på at ligne en reproduktion af oplevelsen, snarere end oplevelsen selv.
Indrømmet, det er et lidt kryptisk standpunkt, og jeg frafaldt det ret hurtigt igen.
Måske kan man snarere sige det sådan, at kulturen giver os en referenceramme for de helt almindelige oplevelser og, ikke mindst, senere kan minde os om, hvad de egentlig betød for os, da vi havde dem. Det gælder ikke mindst den del af kulturen, der henvender sig til børn. For børn oplever ikke naturfænomener på samme måde som os selv: De dvæler ikke ved dem, men tager dem for givet. OK, for den toårige er det en årsag til akut begejstring, hvis der er en traktor, en gravko eller et stort dyr placeret strategisk midt i naturen: Når man viser hans storebrødre en skovsø, en solnedgang, et klippeparti, fuldmånen eller “efterårets guldløv”, konstaterer de, at ja, det er pænt nok, og så er de videre.
Men hvis de så senere hører med, når en af os læser ‘Stakkels Peddersen’ højt, relaterer de alligevel til det. For de har jo set den skov se sådan ud. Og når de næste gang ser den, kan de genkende den: Ikke bare fra turene sidste weekend og sidste efterår, men fra bogen. Det er det her, det handler om. Det er rigtigt, at det er noget helt særligt. Og man kan godt nogle gange have det som Peddersen, at man ikke gider noget som helst, fordi man bare vil have ondt af sig selv, men så glemmer man det alligevel, når man er ude i naturen. Man glemmer, at man skulle kulegrave kartoffelstykket som Peddersen, skrive en masse artikler til de næste udgivelser eller færdiggøre en meget vigtig bane i et mobilspil.
Det er kulturen, der gør én opmærksom på det. Når den gør det ekstra godt, rammer den på flere forskellige planer: Så er det både børnene, der indser noget om deres oplevelser, fordi de genkender sig selv i beskrivelserne af den, og de voksne, hvor de så end er henne i livet, der genkender sig selv og deres oplevelse. Vi kan allesammen godt genkende den følelse af, at roen sænker sig over os, når vi står midt i sådan et landskab, uanset hvad vi ellers foretager os til daglig. Det er en almen erfaring. Som kulturen så sætter ord på for os, hvis vi ellers har behov for det og ikke bare synes, at det er pænt, videre.
Når Sven Nordqvist på den måde henvender sig til både de børn, bogen bliver læst højt for, og de voksne, der læser den højt, er det faktisk ret godt gået. Vi får hver vores ud af det, ligesom vi gør det af oplevelsen af efterårslandskabet. Endnu mere imponerende er det næsten, når fortolkningen både peger fremad og tilbage: På vej hjem fra nogle dage på en svensk ødegård omgivet af efterårsskov malet i “brunt, grønt og gråt i forskellige nuancer” hørte vi forleden sangen ‘This Year’ med The Mountain Goats i bilen. Det er eminent køremusik til bugtede skånske småveje, fordi den handler om friheden ved bare at køre afsted og lade alt bag sig. Sådan som vi netop havde gjort i en forlænget weekend, inden jeg skulle tilbage og skrive alle de der artikler. Så vi sad og sang med, hele bilen:
“I am gonna make it
through this year
if it kills me”
Jeg kommer til at klare mig gennem dette år, om det så skal slå mig ihjel: Det er et fantastisk paradoksalt omkvæd, som de to store sad på bagsædet og grundede over. Om aftenen tilbage på Bornholm gik den elleveårige og sang linjen for sig selv igen og igen med patospedalen trykket i bund, mens vi pakkede bilen ud:
“I am gonna make it
through this year
if it kills me!”
Hvis først man begynder at tænke over det, er det mindst lige så stor kunst som Sven Nordqvists: Hvor børnebogsforfatteren fortolker det svenske landskab og det skandinaviske mismod på en måde, så både voksne og børn kan genkende sig selv i det, fortolker The Mountain Goats en ungdommelig rastløshed, som den elleveårige slet ikke burde kunne identificere sig med endnu for alvor. ‘This Year’ er en Bruce Springsteen’sk sang (i parentes bemærket bedre end noget, 70-års fødselaren nogensinde har skrevet, men det er en anden sag) om teenage-utilpassethed skrevet af en nostalgisk voksen for voksne, som altså ræsonnerer hos én, der slet ikke har prøvet at være teenager endnu. Det er faktisk ret godt gået.
Men det kan så også høres som en sang om en oplevelse så almen som det at køre stærkt i bil. Høre musik højt, være sammen, synge med, lægge i det, hvad vi hver især lægger i det. Man behøver ikke at have prøvet at stikke af fra en led stedfar og møde en pige, der hedder Cathy, som man deler en flaske whisky med, mens man blæser ud ad californiske landeveje og kun stopper for at spille flipperspil, inden man skal hjem og have tæsk igen, sådan som det er i sangen, for at kunne forstå følelsen. Man behøver ikke engang at have smagt whisky, overhovedet have været i Californien eller for den sags skyld gå særlig meget op i piger for at få det ud af sangen, den har at give til lige præcis én selv.
Sangen giver én en forståelsesramme for det væld af modsatrettede følelser, der er i én i den situation. For det er en helt og aldeles almen situation. I en stationcar fuld af børn på vej gennem et gyldenbrunt efterårslandskab med grå himmel, grå søer og mørk skov på vej hjem, ikke til en stedfar, der er ond i sulet, fordi man har lånt hans bil, men en arbejdspukkel, der skal tages fra en ende af.
Sangen lærer mig, at det skal jeg nok klare. Jeg skal nok klare mig gennem resten af året. Om det så skal slå mig ihjel. Den lærer mig, at det kommer det ikke til at gøre. Der venter mig mange flere ture gennem efterårslandskaber oplevet med Peddersens modvillige forundring. Sådan som jeg har lært at opleve det.
Billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist er oversat fra svensk af Arthur Krasilnikoff og udgivet på Forlaget Carlsen i 2000.
Sangen ‘This Year’ er fra pladen ‘The Sunset Tree’ af The Mountain Goats, udgivet på pladeselskabet 4AD i 2005.
For det er jo ikke, fordi jeg ikke kunne lide at gå i skoven, før jeg læste Sven Nordqvist. Eller kunne se det pæne i en solnedgang, før jeg var blevet introduceret til skagensmalerne. Det sidste har jeg faktisk italesat overfor min mor på et tidspunkt, hvor jeg havde behov for at være konfrontatorisk: At alle de gange, jeg som barn var blevet slæbt med på Skagens Kunstmuseum, på besynderlig vis havde ødelagt solnedgange for mig. Fordi jeg nu så solnedgange over havet som smukke, fordi de lignede dem fra malerierne, ikke fordi de var smukke i sig selv. At kulturen på en måde havde påtvunget mig sin fortolkning af den på bekostning af naturoplevelsen selv. At jeg nu gik efter det, der kom tættest på at ligne en reproduktion af oplevelsen, snarere end oplevelsen selv.
Indrømmet, det er et lidt kryptisk standpunkt, og jeg frafaldt det ret hurtigt igen.
En gravko!
Måske kan man snarere sige det sådan, at kulturen giver os en referenceramme for de helt almindelige oplevelser og, ikke mindst, senere kan minde os om, hvad de egentlig betød for os, da vi havde dem. Det gælder ikke mindst den del af kulturen, der henvender sig til børn. For børn oplever ikke naturfænomener på samme måde som os selv: De dvæler ikke ved dem, men tager dem for givet. OK, for den toårige er det en årsag til akut begejstring, hvis der er en traktor, en gravko eller et stort dyr placeret strategisk midt i naturen: Når man viser hans storebrødre en skovsø, en solnedgang, et klippeparti, fuldmånen eller “efterårets guldløv”, konstaterer de, at ja, det er pænt nok, og så er de videre.
Men hvis de så senere hører med, når en af os læser ‘Stakkels Peddersen’ højt, relaterer de alligevel til det. For de har jo set den skov se sådan ud. Og når de næste gang ser den, kan de genkende den: Ikke bare fra turene sidste weekend og sidste efterår, men fra bogen. Det er det her, det handler om. Det er rigtigt, at det er noget helt særligt. Og man kan godt nogle gange have det som Peddersen, at man ikke gider noget som helst, fordi man bare vil have ondt af sig selv, men så glemmer man det alligevel, når man er ude i naturen. Man glemmer, at man skulle kulegrave kartoffelstykket som Peddersen, skrive en masse artikler til de næste udgivelser eller færdiggøre en meget vigtig bane i et mobilspil.
Det er kulturen, der gør én opmærksom på det. Når den gør det ekstra godt, rammer den på flere forskellige planer: Så er det både børnene, der indser noget om deres oplevelser, fordi de genkender sig selv i beskrivelserne af den, og de voksne, hvor de så end er henne i livet, der genkender sig selv og deres oplevelse. Vi kan allesammen godt genkende den følelse af, at roen sænker sig over os, når vi står midt i sådan et landskab, uanset hvad vi ellers foretager os til daglig. Det er en almen erfaring. Som kulturen så sætter ord på for os, hvis vi ellers har behov for det og ikke bare synes, at det er pænt, videre.
Med patospedalen trykket i bund
Når Sven Nordqvist på den måde henvender sig til både de børn, bogen bliver læst højt for, og de voksne, der læser den højt, er det faktisk ret godt gået. Vi får hver vores ud af det, ligesom vi gør det af oplevelsen af efterårslandskabet. Endnu mere imponerende er det næsten, når fortolkningen både peger fremad og tilbage: På vej hjem fra nogle dage på en svensk ødegård omgivet af efterårsskov malet i “brunt, grønt og gråt i forskellige nuancer” hørte vi forleden sangen ‘This Year’ med The Mountain Goats i bilen. Det er eminent køremusik til bugtede skånske småveje, fordi den handler om friheden ved bare at køre afsted og lade alt bag sig. Sådan som vi netop havde gjort i en forlænget weekend, inden jeg skulle tilbage og skrive alle de der artikler. Så vi sad og sang med, hele bilen:
“I am gonna make it
through this year
if it kills me”
Jeg kommer til at klare mig gennem dette år, om det så skal slå mig ihjel: Det er et fantastisk paradoksalt omkvæd, som de to store sad på bagsædet og grundede over. Om aftenen tilbage på Bornholm gik den elleveårige og sang linjen for sig selv igen og igen med patospedalen trykket i bund, mens vi pakkede bilen ud:
“I am gonna make it
through this year
if it kills me!”
Hvis først man begynder at tænke over det, er det mindst lige så stor kunst som Sven Nordqvists: Hvor børnebogsforfatteren fortolker det svenske landskab og det skandinaviske mismod på en måde, så både voksne og børn kan genkende sig selv i det, fortolker The Mountain Goats en ungdommelig rastløshed, som den elleveårige slet ikke burde kunne identificere sig med endnu for alvor. ‘This Year’ er en Bruce Springsteen’sk sang (i parentes bemærket bedre end noget, 70-års fødselaren nogensinde har skrevet, men det er en anden sag) om teenage-utilpassethed skrevet af en nostalgisk voksen for voksne, som altså ræsonnerer hos én, der slet ikke har prøvet at være teenager endnu. Det er faktisk ret godt gået.
Men det kan så også høres som en sang om en oplevelse så almen som det at køre stærkt i bil. Høre musik højt, være sammen, synge med, lægge i det, hvad vi hver især lægger i det. Man behøver ikke at have prøvet at stikke af fra en led stedfar og møde en pige, der hedder Cathy, som man deler en flaske whisky med, mens man blæser ud ad californiske landeveje og kun stopper for at spille flipperspil, inden man skal hjem og have tæsk igen, sådan som det er i sangen, for at kunne forstå følelsen. Man behøver ikke engang at have smagt whisky, overhovedet have været i Californien eller for den sags skyld gå særlig meget op i piger for at få det ud af sangen, den har at give til lige præcis én selv.
Sangen giver én en forståelsesramme for det væld af modsatrettede følelser, der er i én i den situation. For det er en helt og aldeles almen situation. I en stationcar fuld af børn på vej gennem et gyldenbrunt efterårslandskab med grå himmel, grå søer og mørk skov på vej hjem, ikke til en stedfar, der er ond i sulet, fordi man har lånt hans bil, men en arbejdspukkel, der skal tages fra en ende af.
Sangen lærer mig, at det skal jeg nok klare. Jeg skal nok klare mig gennem resten af året. Om det så skal slå mig ihjel. Den lærer mig, at det kommer det ikke til at gøre. Der venter mig mange flere ture gennem efterårslandskaber oplevet med Peddersens modvillige forundring. Sådan som jeg har lært at opleve det.
 |
| Efterårsskoven opleves endnu stærkere, når man har børnebogsfortolkningen af den med sig i bagagen og oplever naturen gennem den. |
Billedbogen ‘Stakkels Peddersen’ af Sven Nordqvist er oversat fra svensk af Arthur Krasilnikoff og udgivet på Forlaget Carlsen i 2000.
Sangen ‘This Year’ er fra pladen ‘The Sunset Tree’ af The Mountain Goats, udgivet på pladeselskabet 4AD i 2005.
Klummen blev bragt første gang i Bornholms Tidende d. 26. oktober 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar