Den kuraterede virkelighed

I skal ikke følge min søn på Instagram.

Ikke fordi han gør mig pinligt berørt eller er meget mere bøvet, end så mange andre drenge på hans alder er det. Med forbehold for vrøvleengelsk og et lige vel heftigt fokus på slik og sodavand, synes jeg faktisk, at han er rimeligt savvy: Han ved, hvordan han skal gebærde sig.

Derfor har jeg det glimrende med, at han har fået en Instagram-konto efter at have plaget mig om det i et halvt år. Ikke mindst fordi der ligger en video, hvor hans lillebror laver et trick og bagefter kigger op på sin storebror med tindrende øjne og et kæmpe smil: Så længe den medieplatform består, vil det være foreviget, at der i det sene efterår 2019 indtraf ti sekunder, hvor de to ikke skændtes.

Når der er gået et halvt år, før jeg gav mig og lod den ældste få den Instagram-konto, er det nok også, fordi jeg stadig har Arto i frisk erindring. Jeg er lige nøjagtig for gammel til selv at have haft en profil på det hedengangne danske internetforum for børn og unge, der startede i 1998. Og jeg jeg for ung til at have haft det tæt inde på livet, da forummet i anden halvdel af 00’erne blev centrum i den store pædofiliforskrækkelse. For selvfølgelig viste det sig, at pædofile havde oprettet falske profiler på forummet for at komme i kontakt med store børn og unge.

Hvor stort omfanget egentlig var i forhold til mediestormen, er der vist ikke rigtig nogen, der har overblik over i dag, men det var nok til at gøre alle mistænkelige overfor internetfora som sådan og Arto i særdeleshed. Arto blev en stående joke: Man henviste folk til Arto, hvis de stillede spørgsmål, der var umodne i forhold til deres alder – eller, noget grovere, hvis ens venner fik kærester, der var yngre end dem selv. Men da siden endelig lukkede ned 1. juni 2016, var det ikke så meget på grund af dens efterhånden noget blakkede ry, som fordi nye tjenester havde overtaget dens funktion. Der var andre onlinefællesskaber, børn og unge kunne mødes i; de sociale medier havde fænget an på en skala, som ingen havde forudset.

Positionering gennem aftensmaden

Ja: Facebook. Det kedeligste i hele verden er, når journalister begynder at bruge Facebook som et udtryk for sædernes forfald og kritisere tendenser på mediet, så det skal jeg nok lade være med. Men jeg vil hævde, at hvis der er noget, som de 800.000 brugere, der i storhedstiden i begyndelsen af 00’erne havde en aktiv profil på forummet, har taget med sig over på Facebook, så er det evnen til at redigere sin egen virkelighed efter behag. Det er der, min generation – og gys! endnu mere vores facebookende forældre – har fejlet stort: Vi har troet, at det faktisk handlede om at vise vores liv frem, som det er. Vi har taget spørgsmålet “Hvad har du på hjerte, Jon?” for pålydende og er buset ud med alt det, der var i vores hoved i lige dét øjeblik, hvor vi åbnede appen.

Dem, der voksede op med Arto, Heste-Nettet og Gaffas forum, har til gengæld lært internet-konduite: De ved, hvordan man gebærder sig. De positionerer sig: De får deres virkelighed til at fremstå vildere, end den for det meste er, eller sætter den i kontekst. De ved godt, at det ikke i sig selv er interessant for andre, hvad de har spist til aftensmad. Men det kan blive interessant, hvis de deler med andre, at de har opdaget et spændende nyt sted at spise aftensmad. At de har spist noget anderledes til aftensmad. Eller at der er så meget knald på i deres liv, at det er derfor, de bare har spist frysepizza.

Det er det, jeg har villet være helt sikker på, at min søn forstod, før jeg lod ham dele ud af sit liv til andre. At den virkelighed, han så andre dele, var modereret; at det ikke var, fordi alle andre levede langt mere interessante hverdagsliv end ham selv. Og at det, han selv delte, skulle være interessant for andre. Ikke sandheden: Den er for det meste ikke spændende nok.

Jeg skulle lære min søn at lyve. Undskyld, positionere sig.

Flere identiteter

Jeg er i træning: Før jeg eller nogen andre havde hørt om Facebook, begyndte jeg at skrive på et musikforum. Lidt ligesom Reddit: Et vidt forgrenet forum, hvor man diskuterede alle mulige emner med hinanden. Det er en vigtig pointe: Det er et interessefællesskab. Det er ikke bestemt af, hvem man kender, men hvad man ved noget om – eller forvilder sig til at udtale sig om. Selvfølgelig kender jeg efter 13 år en del af de andre profiler derinde, flere af dem har jeg mødt til koncerter og fester, et par stykker har jeg arbejdet sammen med i forskellige sammenhænge. Jeg har været til deres bryllupper, lånt dem mit hus, plukket brombær sammen og drukket deres øl. Men pointen er, at det, der har bragt os sammen, er vores interesse for musik, og hvad deraf følger. Det er det, vi diskuterer en given uge, der er i fokus, ikke dem, der diskuterer det. Prostitution, depression, folkeskoler, finansiel uafhængighed, litteratur, TV-serier – og den indierock, det hele startede med.

Selvfølgelig kan man også have diskussioner om sådan noget op Facebook. Der kan ens kolleger, familie, venner og alle de andre, man af den ene eller anden grund er venner med, også bare blande sig i en diskussion, som man egentlig ikke synes, de har noget at gøre i. Det, jeg holder af ved internetforummet som debatform, er anonymiteten. Selvom det efterhånden er så som så med anonymiteten, fordi mange af os alligevel kender hinanden, har vi stadig en onlineidentitet, vi debatterer ud fra. Vi kan sågar skabe flere sideløbende, hvis vi ønsker at bruge dem til forskellige formål. På samme måde som vi ikke deler det samme på Facebook som på det professionelle netværk LinkedIn.

Det kan godt være, at mange af dem, vi diskuterer med på forummet, ved, hvem vi er, men vi gør det stadig under dække af en onlineidentitet. Det åbner for andre måder at debattere på, fordi ens nærmeste ikke kan se en over skulderen.

Helle på nettet

Ikke at jeg har noget at skjule. Jeg står ved mine holdninger. Også mine skæve skud i debatten. De indgår bare i en kontekst, som kan være svær for udenforstående at afkode. Det er et helle, jeg gerne vil kunne bevare. Et sted, hvor jeg kan frustreret kan skrive, at jeg er omgivet af tåber, uden at dem, der faktisk omgiver mig i det givne øjeblik, kan konfrontere mig med det. Hvis jeg altså rent hypotetisk nogensinde skulle have grund til dét.

Af samme grund vil jeg også gerne have, at min søn får lov at beholde sit helle. At han får lov at være totalt tween, uden at hans bedsteforældre, lærere, forældres venner eller hvem, det nu end ellers måtte være, holder ham til ansvar for det. Når jeg kigger ham over skulderen, er det for at sikre mig, at Rudy Frederiksen ikke også gør det – eller for at han i hvert fald ikke får noget ud af det. Men jeg prøver at holde kæft og lade være med at blande mig. Jeg vil gerne lade min søn have det frirum, hvor dem, han interagerer med, ikke er bestemt af, hvem han går i klasse med eller er i familie med: Hvor det handler om hashtags og interessefællesskaber. Om slik og cola, science fiction og ingen lektier.

Det er i virkeligheden noget af det smukkeste, internettet har givet os: Muligheden for at sætte os ud over os selv og vores virkelighed. For på den måde at lære at forstå andres virkelighed – også selvom det er en kurateret version af den.

Ud i skoven, frem med telefonen og indtag en positur: Min søn er kommet på Instagram.

Klummen blev første gang bragt i Bornholms Tidende lørdag d. 16. november 2019.