Bortset fra at nærighed ikke i sig selv regnes blandt de syv dødssynder: Det er derimod dens nære slægtning griskhed, der ikke bare går ud på at holde krampagtigt fast i, hvad man har raget til sig, men at tilrane sig endnu mere uden at sky noget middel. I filmen ’Se7en’ fra 1995 straffes den med, at en skruppelløs forsvarsadvokat tvinges til at skære et pund kød ud af sin egen krop, ligesom lånehajen Shylock ville have sin rival til at gøre det i Shakespeares’Købmanden i Venedig’.
Så grufuld er straffen for nærighed ikke. Den nærige straffes højst med den sociale isolation, han eller hun påfører sig selv, fordi ingen bryder sig om en gnier. Skulle man tro. For lommerne er tilsyneladende alligevel dybere på de fleste af os, end vi vil være ved.
For nærighed er, når man ikke bare deler regningen efter et cafébesøg, men får pindet ud, hvad hver enkelt har fået, så alle kun betaler for sit. Nærighed er ikke at købe plader, fordi man kan streame musik. Nærighed er at enes om, at man lige så godt kan tage kaffen derhjemme, når man har spist frokost ude. Nærighed er at tjekke, om den trøje, man står og ser på i en butik, kan fås lidt billigere på nettet. Nærighed er ikke at have et avisabonnement, fordi man alligevel kan få nyheder på nettet gratis. Nærighed er at bytte sine julegaver i mellemdagene, så man kan købe dem igen til halv pris på januarudsalg. Nærighed er i det hele taget altid at vente til udsalget. Nærighed er at synes, at de nye restauranter er for dyre, og portionerne er for små. Nærighed er altid at købe økologisk, bortset fra når prisforskellen er for stor. Nærighed er at købe billig maling, som ikke dækker ordentligt, og værktøj, som går i stykker. Nærighed er at sørge for, at alle får julegaver for præcis det samme beløb. Eller også er det smålighed. De er beslægtede og lige uklædelige.
Hånden i vejret, de af jer, der ikke kan genkende jer selv bare et par steder på den liste. Nej, vel? Jeg kan heller ikke sige mig fri.
Man kaster ikke sine penge i grams
Jeg er vokset op med, at man ikke kastede sine penge i grams. Et barn af Kartoffelkuren med en far, der var vokset op på landet i efterkrigstidens underklasse. Det sad og sidder så dybt i ham, at han gemte de gamle cykelslanger, når de ikke længere kunne lappes, for så kunne man skære nye lapper ud af dem, når man skulle lappe en af ungernes cykler, der hele tiden punkterede, fordi de hjemmelavede lapper ikke kunne sidde fast. Jeg tror til sammenligning ikke, min svigerfar nogensinde har lappet en cykel: Jeg ved, at hverken min kone eller min svigermor har.
Der er en lærdom i det: Nogle gange kan det måske alligevel bedre betale sig at trække den punkterede cykel ned til cykelsmeden og få dem til at lappe den for én i stedet for at stå en time ude i carporten og fryse, mens man bliver mere og mere arrig over, at man ikke kan finde ud af, hvor hullet sidder, at man ikke kan få dækket af, at man nipper hul i slangen med dækjernene, at limen ikke vil tørre, fordi det regner, at dem indenfor bliver mere og mere frustrerede over, at man ikke kommer ind og hjælper med noget andet, som de synes er vigtigere, i stedet.
Så langt er jeg ikke nået endnu, men det er med en vis stolthed, jeg kan proklamere, at jeg for nylig fik en elektriker til at komme og ordne den loftslampe, der ikke har kunnet lyse i et halvt års tid. Efter jeg selvfølgelig selv havde været oppe på bordet og rode med ledningerne, som jeg har alle forudsætninger for at komme galt afsted med. Ja, og efter den anden loftslampe også satte ud, så vintermørket begyndte at sænke sig lidt vel massivt over spisestuen.
Jeg giver kaffen
Fornæretheden sidder dybt i mig maskeret som økonomisk ansvarlighed. For der er også dét i det, at nærigheden gennem sin nære slægtning, griskheden, er beslægtet med de andre dødssynder. Når man ikke vil kaste sine penge i grams, er det jo også, fordi det betragtes som ødselhed, en dødssynd. Når man skuler ad dem, man synes er ødsle, er det misundelse. Når man glemmer alt om at være nærig, giver man efter for nydelsessygen og fråseriet. Hvis man ikke gider at lappe sin egen cykel, er man doven – og gør man det, bliver man vred. Der er ingen måde at undslippe synden på.
Det var det, Kevin Spacey som den navnløse morder i ’Se7en’ satte sig for at demonstrere. Som en moralens vogter udpegede han alt det, der var galt i vores samfund, og hævnede det. Det var ikke et opgør med en moderne levevis, det var netop pointen, at det var ældgamle synder, han hævnede. De syv dødssynder blev nedfældet af teologen Thomas Aquinas (1225-1274) ud fra en oprindelig liste udarbejdet af Pave Gregor den Store (540-604). Det er altså hverken mobiltelefonernes, de sociale mediers, pressens, kapitalismens eller kongehusets skyld, at vi ikke kan finde ud af at opføre os ordentligt overfor hinanden. Og Thomas Aquinas’ selvhjælpsbog har åbenbart heller ikke gjort meget for at rette op på det i de mellemliggende små 800 år.
Nærighed er som sagt ikke en dødssynd. Det er mindre end dét: Det er en synd, der ikke engang kan finde ud af at synde ordentligt, men bare gemmer sig bag snusfornuft. Det gør ikke for alvor nogen fortræd, det er bare småligt og usympatisk. Og hvis der var noget, jeg ikke ville fremstå som overfor min kone dengang, var det smålig og usympatisk. Eller i dag. Ingen skal skære et pund kød ud af kroppen for mig. Jeg kan godt give den kop kaffe denne gang.
Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 14/12/19
 |
| Den nærige straffes med social isolation, fordi ingen bryder sig om en gnier. Foto: Kirk Lai Man Ung |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar