Den totalt ubønhørlige, nådesløst insisterende, evindeligt kværnende larm fra den nye verdens vedvarende frembrusen. Det er det rabalder, futuristerne forelskede sig i i går i verden af i går: Dytten, banken, hamren, råben, leen, kalden, kalden i ét væk, lokken, byggen op og riven ned, gøren plads og annekteren af et hvert privat rum. Det private rums tilsyneladende umulighed med så påtrængende en omverden og den kollektive isolationisme, den afføder.
Det er det, der så ofte med en romantisk faible for dalren rundt i grønne enge med græsstrå i munden og flettede blomsterkranse i håret kaldes byens syge: Det er det, jeg holder af byen for. Og ingen steder mere end hér, det latinamerikanske hér, den stadig nye verden, der er det uden at være USA, så meget desto mere dérfor.
Første gang i Mexico City for 17 år siden troede jeg, at det var lugtene: Varm asfalt, diesel, gadekøkkener, hundelort. Men lugtene har fortaget sig med det modernes indtog, mens larmen er forblevet her.
Det er mageløst.
Det var den larm, vi ikke kunne undslippe, da vi var i Mexico første gang, en konstant af ståhej, gjaldende højtalere og lirekassemænd; anden gang ti år senere havde den fortaget sig mærkbart: Spektaklet er på én og samme tid lyden af civilisationens fremmarch og det tydeligste tegn på, at dens zenit ikke er nået endnu. Først når alt er New York, ethvert fortov renskuret, enhver slum approprieret og gentrificeret, ethvert tag gjort til nyttebyhave, enhver pittoresk forfalden lagerhal for en udflyttet industri gjort til galleri: Først da har civilisationen sejret sig til et museum over et leben, der engang var, et løfte, der blev indfriet, og hvad så; en popsang, der er moduleret og ikke kan andet end at gøre sig færdig nu med et suk.
Hér, i dette hér, i Lima en sommerdag i 2020, er det stadig i gang, larmen beviser det. Alt er en byggeplads, byen fortsætter sig selv, 14 etager er på vej op ved siden af, endnu en udsigt til fjernere og højere huse lukket af.
Ud på aftenen træder de enkelte elementer i støjbilledet tydeligere frem hver for sig nede fra Malecón Balta: Nu kan man skelne mellem busserne, lastbilerne, motorcyklerne, personbilerne; stemmerne er knap så mange, én fløjter, en anden synger for sig selv, nu høres det. Det er sådan en aften, hvor man vil kunne følge en kvinde, der skælder sin uduelige kæreste ud over telefonen, en blok før, hun er under ens åbne vindue, og en blok efter. Man hører hendes harmdirrende hæle slå mod fortovet, ser det sorte i hendes øjne for sig; det her vil ende, som den slags altid ender: Hun vil tage ham til nåde ved sin barm, når han har undskyldt og ligner et barn, en stor dreng, bøvet og uimodståelig. Han kan være én af dem, der snoer sig vej under én med konstante smådyt, der skal gøre alle andre opmærksom på, at nu bryder han lige reglerne, OK, eller nu brød en anden lige reglerne, det er blevet bevidnet, så er der ikke noget at sige til, at han selv gør det, folk kører sådan, hvad er det for noget, qué coño, og han er alt for sent på den igen, hun er rasende, også over dét, og om en halv time kan de så gøre det godt igen. Det kan vi også høre: Stemmer ud af åbne køkkenvinduer, symfonier på anlægget i stuerne, barnegråd og voksenklynk fra soveværelserne. Det hele er en del af gaden, af byen.
Jeg har lært at føle mig hjemme i larmen, tror jeg, fordi den giver mig mulighed for at føle mig som del af noget, jeg, husbunden som jeg er af sovende børn og rejseudmattelse, ikke rigtig er en del af. Mit vindue er åbent for det.
Sådan var det ikke altid: Første gang i New York i 2001, måtte jeg sove med ørepropper i på grund af larmen på Carlton Arms, hvor alt var fancybeskidt og bohèmesjusket. Min kæreste syntes, jeg var en provinsiel snerpe. Ti år senere stod jeg i en gårdhave i Rønne og kiggede op på spiret fra Skt. Nikolaj Kirke, mens jeg tog stilheden ind: Nu var det stilheden, jeg skulle til at lære at være i, den stilhed, jeg altid havde jagtet i mit eget civilisationsræs.
I Mexico nogle år efter New York med en ny og bedre kæreste, der ikke syntes, jeg var provinsiel, endte vi med at planke et hegn og kravle op på toppen af en græsklædt bakke over en sø bare for et øjeblik at være helt uden for højtalernes og bilernes rækkevidde. Der var stille, det var der, det for første gang gik op for nogen af os, at det ikke var en selvfølge, at man kunne finde den stilhed.
I sidste ende er det her ikke min larm. Jeg er en turist i larmen, som jeg er en turist i byen. Jeg kan vælge dem til og fra, når jeg vil, jeg er ikke underlagt dem. Måske var det det, hende eksen så og væmmedes ved dengang: At jeg altid ville være en turist. At jeg som Pessoa i hans ‘Ode triunfal’, som vi læste højt for hinanden, i sidste ende altid ville blive stående på kajen og fantasere om at lade mig tage med vold og kølhale af piraterne: At larmen ville nå mig gennem et vindue stående på klem, uden at jeg selv var del af den.
Miraflores, Lima, Peru
Ingen kommentarer:
Send en kommentar