Hvordan man gør byen til sin egen

Byer må betvinges, eller æder de én. Det er lærdommen for alle os, der ikke har indfødsret i nogen storby. Den fremmede by, som man passerer igennem i kortere eller længere tid, kan man øve sig på efter bedste beskub; man er ikke forpligtet til at lykkes med det på samme måde som den by, man bosætter sig i.

Det er en besynderlig tilfredsstillelse, når man ikke længere føler sig nær så meget som turist i den by, man besøger, fordi man tager del i den på lige fod med de lokale. Også selvom man aldrig vil komme til at ligne en lokal med sit blonde hår og sine blå øjne.

For at kunne gøre det må man kunne være alene, uden andre at dele sit udefrakommende blik på alting eller sit mærkeligt uplacerbare kaudervælsk af et sprog med. Før tog jeg altid hovedtelefoner på og kørte i metro: Der var en paradoksal følelse af samhørighed i på den måde at isolere sig fra omverdenen på lige fod med alle omkring én. Som et overskud, at man ikke behøvede aktivt at tage del i alting, men kunne lade det ske foran sig uden at være tilskuer til det, selvom det netop var det, man var: Høretelefonerne gav én en undskyldning for bare at sidde og glo på sine medpassagerer. Man kunne ikke ses, som et barn, der lukker sine øjne og tror, det er usynligt så, som Rasmus med hovedet i busken, som Robert Mitchum med maven suget ind i ‘Cape Fear’. Usynlig nok, alle andre prøvede på samme måde som én selv ikke at lade sig mærke med hinanden, undgå øjenkontakt, ikke falde i snak, skabe et privatrum.

På det seneste har jeg fundet en anden metode at komme ind i byen på, som fungerer endnu bedre for mig: Jeg løber. Jeg har løbet, siden jeg var barn, og jeg ved ikke, hvorfor det først for nylig er faldet mig ind, at jeg kunne pakke et par shorts og et par løbesko med, når jeg skal rejse, og så løbe, hvor jeg er.

Jeg løber om morgenen, inden varmen og trafikken tager til, mellem skolebørn, kontorfolk og de andre løbere; jeg løber nede i parken ovenover kysten, Stillehavet ligger 50 meter under mig og hele vejen over til Indonesien, når disen letter, kan jeg skimte de hvide klitter ude på San Lorenzo og Callao, hvor Thor Heyerdahl stod ud med Kon-Tiki, hvor Erlend Loe stod ud 50 år senere, hvor alle er stukket af fra noget, de ikke kunne bære, har ladt nogen bag sig til fordel for horisonten.

Jeg stikker ikke af, jeg løber sammen med de andre: De veltrænede yngre kroppe, der overhaler mig, de prustende ældre kroppe, som jeg endnu overhaler, de adstadige motionscyklister, tennisspillerne, fordi det er den slags kvarter, vi bor i, hvor al plads skal udnyttes og bebygges, men hvor der også skal være plads til tennisbaner med korte mellemrum. Jeg tænker på Álvaro Enrigues ‘Muerte súbita’ (‘Sæt og match’ på dansk), at navnet kommer fra gammelt spansk: “Tenéz!” Hér har I bolden! Det er en overklassesport, de unge og smukkes golf, de midaldrende og demonstrativt fittes crossfit, og mens de spiller inde bag hegnene, møder jeg på stien hundelufterne ude at lufte store kobler af de hunde, velhaverne selv kun har tid til at tage sig af i weekenderne, og jeg tænker på Eduardo Galarzas ‘Paseador de perros’ om at være uundværlig og regnes for ingenting.

Hér er jeg ikke på hans hold: Det er ikke engang min by, og stadig regnes jeg for mere, end den jævnaldrende forfatter ville, hvis han vendte hjem til Lima. Fordi jeg er blond, og fordi jeg løber: Fordi jeg har den største luksus, man kan tillade sig: Tid. Jeg kan disponere over min tid, jeg kan afsætte tid til at løbe, jeg er fri.

For det er også den følelse, løberiet giver: Frihed. Jeg er midt i vrimlen, men det er ikke mig, der er på vej til kontoret eller i skole. Det er en art optimeret yuppie-form for dérive, situationisternes psykogeografiske undersøgelser af byen: Når man løber, er det ikke, fordi man skal fra punkt A til B, men fordi man skal have nogle kilometer i benene, så man tager ikke den lige vej, men stikker ad den første, den bedste vej, når der lige er hul i trafikken til det, tilfældet råder, og man passerer gennem kvarterer, hvor der leves liv, som man aldrig vil blive en del af, men for en stund er man det alligevel, en storsvedende, hostende del med vilde øjne, der skræmmer de ældre damer med de burberryternede indkøbsrullevogne og de matchende hunde.

Det er en forsmag på livet som velhaver, samtidig med at det er en erkendelse af, at man aldrig vil blive en del af dette, uanset hvor meget man prøver at trænge ind i byen. De 10-15-20 år yngre mænd ved træningsstativerne langs kyststien er allerede vokset mig langt over hovedet, mindre end en generation har det taget; hvis jeg skal have den samme oplevelse som i Chile for nogle år siden af at være højere end alle andre, er jeg nødt til at tage til punkkoncerter, hvor det stadig er de små freaks, der kommer. Om aftenen står jeg mellem dem og drikker halvlitersøl, om morgenen løber jeg mellem dem, hele deres liv er en forbitret kamp imod lige nu, resten af tiden er jeg familiefar, drikker kaffe på caféer, fodrer babyen med most avocado, steger i den helt urimelige sol på legepladser, som absolut skal besøges midt på dagen, går i boghandler med de store, dykker ned på bunden af poolen på 16. etage af ejendommen og oplever et øjebliks stilhed, føler mig som Bill Murray i ‘Rushmore’. Jeg følger de gængse, nedtrampede stier, jeg har alle de samme referencer som alle andre, jeg står ud, men kun som en letgenkendelig del af den evindelige transit af storbyturister, deltidsvelhavere.

I sidste ende kværner byen én. Man bliver en del af dens liv, men den bliver aldrig ens by. Kun når man løber gennem den, bevæger man sig hurtigt nok til ikke at blive opslugt af den.

Miraflores, Lima

Kyststien langs Miraflores. Foto: Willian Justen de Vasconcellos